Historikerne regner den minoiske kultur for at være Europas første avancerede civilisation.
Bronzealder-kulturen eksisterede i ca. 3000-1450 f.Kr. og havde sit centrum på den græske ø Kreta, hvor arkæologer har gjort en lang række opdagelser, der bekræfter minoernes storhed.
Blandt de mange opsigtsvækkende fund er brolagte veje og store paladser i flere etager med indlagt vand og kloakering. Forskerne har også fundet vægmalerier, potter, smykker og ikke mindst et af Europas første skriftsprog.
Minoerne var kendt som dygtige sømænd og driftige handelsfolk. I løbet af sin levetid etablerede kulturen et stort netværk af handelsforbindelser på tværs af Middelhavet, og den minoiske civilisation efterlod kulturelle fodspor så fjerne steder som i oldtidens Egypten.
Fra omkring 1700 f.Kr. begyndte minoerne dog langsomt at miste magt og indflydelse.
Historikerne er ikke helt enige om årsagen, men en anerkendt teori er, at en stor askesky fra et voldsomt vulkanudbrud på øen Santorini førte til svigtende høst og hungersnød. I kølvandet på udbruddet blev Kreta også ramt af tsunamier, som ødelagde flere kystbyer.
Minoerne var derfor allerede svækkede, da Kreta blev invaderet af mykenerne fra det græske fastland i omkring 1450 f.Kr. Arkæologiske fund viser, at minoernes engang så mægtige ø blev brændt ned og overtaget af den mykenske kultur.