Bred brystkasse, muskuløse overarme, svulmende lår – og en meget lille penis.
Græske statuer fra oldtiden kan vække undren blandt nutidens beskuere, fordi deres genitalier ofte er fremstillet uproportionelt små i forhold til resten af figurernes kropsdele.
“Lys hud, brede skuldre, lille tunge, stærke balder og en lille pik” Aristofanes, oldgræsk forfatter, om den perfekte mand.
Men det skyldes ikke, at grækerne var dårligt udrustede. De havde blot andre idealer for mandekroppen.
“Tåbelige, lystige og grimme”
Oldtidens Grækenland var gennemsyret af en maskulin kultur, som satte pris på små kønsdele. Ifølge grækerne viste en beskeden penis nemlig, at en mand havde kontrol over sin kønsdrift og ikke blev styret af sine lyster.
Derfor var en lille penis lig med en stor hjerne, og ejermanden blev betragtet som rationel og intellektuel.
Lille penis, stor hjerne – sådan lød logikken hos oldtidens grækere, som også lod denne tanke slå igennem hos deres statuer.
I modsætning hertil blev mænd med store vedhæng anset for at være “tåbelige, lystige og grimme”, fortæller den britiske kunsthistoriker Ellen Oredsson.
Hun bliver bakket op af den oldgræske forfatter Aristofanes (ca. 450-385 f.Kr.), der skriver, at den perfekte mand har “lys hud, brede skuldre, lille tunge, stærke balder og en lille pik”.
