Det græske alfabet opstod i 800-tallet f.Kr. Inspirationskilden var det fønikiske alfabet, som var blevet udviklet af handelsfolket fønikerne i området omkring nutidens Libanon.
Grækerne havde dog én stor udfordring med fønikernes skriftsprog: Som andre semitiske skriftsprog havde det fønikiske ingen tegn for vokaler. De græske lærde udviklede derfor et nyt alfabet, der fik tilføjet vokal-lyde, så det passede til grækernes indo-europæiske sprog.
På den måde skabte grækerne historiens første fonetiske alfabet, hvor hvert tegn repræsenterede en lyd i stedet for en stavelse eller et symbol.
Nyt alfabet gjorde skrift tilgængelig for alle
Det nye skriftsprog var banebrydende for de græske folk, som tidligere selv havde udviklet forskellige skriftsprog. De fleste var dog uhyre avancerede – fx Linear B, som havde ca. 200 tegn og ideogrammer. Med det nye alfabet kunne enhver græker gøre sig forståelig med blot 24 tegn.
Grækernes lette alfabet spredte sig til Europa sammen med græske kolonister i 700-tallet f.Kr. og blev i Italien til etruskisk. Dette skriftsprog blev udviklet af romerne til det latinske alfabet, som vi bruger i dag i det meste af Europa.