Krigerstaten Sparta

At kæmpe imod til sidste mand. Æren var vigtigere end noget andet. Samtidig kunne de dække tilbagetrækningen. En håndfuld allierede valgte også at blive af beundring for spartanernes mod.

Dræb alle spartanere!

Xerxes var ivrig efter at fortsætte sin march mod Athen. På slagets tredje dag sendte han sine styrker ind mod passet fra begge sider. Ordren var enkel: Dræb alle spartanere!

I blodige nærkampe, først med spyd, så sværd og dolke, og til sidst kun hænder og tænder, blev de sidste græske forsvarere udslettet. Nu kunne invasionen af Grækenland fortsætte.

Slaget ved Thermopylæ blev legendarisk, og trods nederlaget styrkede det blot Spartas ry som den græske verdens stærkeste krigsmagt.

Efter at være blevet slået ved Plataiai året efter, forlod Perserne Grækenland, og Sparta stod tilsyneladende tilbage som den dominerende magtfaktor i Grækenland.

To lange krige mod Athen

Perserkrigene havde måske nok samlet grækerne, men både før og efter var splid mellem de græske bystater dagens orden. Krigens anden store vinder, Athen, begyndte hurtigt at gøre Sparta rangen stridig.

De to byer samlede hver deres alliance af bystater, og deres rivalisering udløste to store krige.

Krigerstaten Sparta var unik blandt antikkens græske bystater. Allerede ved fødslen skal spartanske børn være blevet bedømt på deres militære potentiale. Nyfødte blev fremvist for de ældstes råd, der afgjorde, om det skulle opfostres.

Var barnet svageligt eller havde nogen skavanker, blev det båret op på Taÿgetos-bjerget og efterladt til at dø.

Fra de var syv år, gennemgik drenge en streng og brutal statsorganiseret uddannelse, der gav dem militær træning og andre nødvendige kund­skaber. Systemet blev kaldt agoge, og byggede på pligt, disciplin og udholdenhed.

I Sparta var der ikke plads til svage mennesker. Drengene fik en træner, og som del af deres uddannelse skulle de i perioder leve på egen hånd i skoven uden redskaber eller klæder for at blive hærdet.

Soldater var i aktiv tjeneste til de fyldte 30, og i reserve til de fyldte 60. De giftede sig gerne omkring de 20, men boede på kasernen til de var 30. De besøgte kun kortvarigt deres koner for at avle børn. Kosten i kasernen var ensformig og bestod bl.a. af en grødagtig suppe lavet på kød og blod fra grise.

Piger gennemgik også fysisk træning, og blandt de voksne kvinder gav det høj status at være stærk.

De fik også intellektuel uddannelse, så de kunne føde og opfostre intelligente børn. Historikere anser spartanske kvinder for de bedst uddannede i den græske verden.

Folk, der havde gennemgået agogen, blev spartiater – Spartas krigerelite.

Det var primært forbeholdt folk født i Sparta, men enkelte udlændinge fik også adgang som særlig hæders­bevisning. Men med tiden fik færre spartanere råd til at gennemføre uddannelsen, så der opstod en klasse af andenrangsborgere.

Antallet af spartiater skrumpede ind, og man blev mindre villige til at sende dem bort på lange felttog, da de dårligt kunne erstattes.

Men selv et fåtal af dem i spidsen for en hær af allierede kunne få mange fjender til at opgive kampen.

De var udrustet med spyd, skjold, sværd, brystpanser og de karakteristiske røde kapper. De kunne marchere langt og hurtigt selv på bare fødder.

Sejre eller dø

Ifølge legenden fik spartanere, når de drog i krig, overrakt deres skjold af deres mødre eller hustruer med ordene "tan epi tas" ("med det eller på det"). Det betød, at de skulle vende hjem med skjoldet (dvs. sejr­rige) eller på skjoldet (som lig).

Hvis nogen vendte hjem uden sit skjold, antog man, at han havde flygtet fra fjenden, og han blev dræbt.

De tre vigtigste samfundsklasser i den spartanske stat var spartiater, periøker og heloter. Spartiaterne trænede til krig, jorden blev dyrket af heloterne. De var ikke slaver i normal betydning, da de havde faste jordlodder og familier. De blev dog behandlet brutalt og var tit oprørske.

Periø­kerne var medlemmer af staten, der ikke boede i byen Sparta. De tjente i hæren, men uden at gennemgå agogen, og havde få politiske rettigheder. De stod også for handel og håndværk og lavede bl.a. spartanernes våben. Al virksomhed i Sparta var fokuseret på mili­tæret.

Derfor blev andre dele af samfundet udviklet i langt mindre grad.

I modsætning til andre græske byer blev der ikke lagt stor vægt på kultur, litteratur eller andet, der ikke direkte tjente krigen.

To konger

Sparta var også den eneste græske by, der holdt fast i kongedømmet. Faktisk havde man altid to konger, fra hver sin klan. Kongerne var ikke statens politiske ledere, selvom de havde stor ind­flydelse.

De tjente primært som militære ledere, i religiøse roller og som overdommere. I krig blev kun én af kongerne sendt ud i spidsen for en hær. Kon­gemagten var arvelig og begge klaner havde samme status.

Efter perserkrigene midt i 400-­tallet, blev mange græske bystater foruroliget over Athens voksende magt. Den første krig mellem de to stormagter – Athen og Sparta – fandt sted i perioden 460–45 f.v.t., og afsluttedes med den såkaldte trediveårsfred.

Athenerne forpligtigede sig til ikke at udvidde sin magtsfære i denne periode, men aftalen blev brudt, da den athenske leder Perikles gennemtvang en beslutning om at støtte bystaten Korkyras oprør mod Korinth, der var en af Spartas allierede.

Spartanerne forsøgte at mægle for at afværge den truende konflikt.

I første omgang gik forhandlingerne på at få Athens andre ledere til at overtale Perikles til ikke at bryde freden.

Da det mislykkedes, forsøgte spartanerne at få athenerne til at ophæve de restriktioner på besøg på deres torve og havne, som de pga. religiøse konflikter havde pålagt nabobyen Megara, der også var allieret med Sparta.

Også det blev afslået, og så kunne spartanerne ikke længere undgå at gå i krig for sine allierede.

I 431 f.v.t. invaderede spartanerne Attika, området rundt om byen Athen, for at udfordre fjenden til et slag. Athenerne lod sig dog ikke lokke, men trak sig tilbage til deres mure og lod spartanerne hærge landdistrikterne.

Kortvarig besættelse

Athenerne vidste nemlig, at spartanerne kun kunne blive i nogle få uger. Jo længere hæren var væk fra Sparta, jo større var risikoen for, at heloterne gjorde oprør. Desuden skulle periøkerne i hæren hjem og deltage i høsten.

Perikles havde ingen interesse i, at lade athenske tropper møde spartanerne i åben kamp. Han satsede i stedet på en offensiv til søs, hvor det var Sparta, der var den svage part. Men i 430 blev Athen ramt af en pestepidemi. En tredjedel af befolkningen, deriblandt Perikles, døde. Det kom byen sig aldrig over.

Den nye fremtrædende athenske figur i kampen mod Sparta var generalen Demosthenes. Bl.a. anlagde han en fæstning ved Pylos på den spartanske kyst.

Fæstningen blev et tilfulgtssted for heloter, der ønskede at blive frie. Det blev set som en trussel af spartanerne, for uden heloternes arbejdskraft ville deres samfund bryde sammen.

For at forhindre et helotoprør indledte spartanerne en belejring af Pylos, men det udviklede sig til en katastrofe, da Demosthenes i 425 f.v.t. besejrede en stor gruppe spartiater og tog dem som gidsler.

Det sendte chokbølger gennem den græske verden. Hvor var kampånden fra Thermopylæ blevet af?

Som modtræk erobrede spartanerne i 424 f.v.t. den økonomisk vigtige by Amfipolis fra athenerne. Snart var athenerne lige så møre som spartanerne til at forhandle fred.

Freden i 421 f.v.t. blev indgået for en periode på 50 år. Parterne enedes om at det athenske imperium skulle beholde alle sine områder.

Sparta skulle levere Amfipolis tilbage og tilmed bistå Athen med at få andre byer, der var brudt fri, tilbage i folden. Til gengæld skulle athenerne opgive fæstningen ved Pylos og frigive gidslerne. Aftalen blev dog hurtigt brudt.

I 415 f.v.t. besluttede athenerne at blande sig i en konflikt mellem to småbyer på Sicilien. Deres ræsonnement var, at byen Syrakus, der var dorere lige som spartanerne, brugte konflikten til at gøre sig til herre over hele øen, og bag­efter ville vende våbnene mod Athen.

Men den athenske general, Alkibiades, havde også andre planer. Ved at besejre Syrakus, der næsten var lige så rig og mægtig som Athen selv, ville Sicilien blive del af det athenske imperium.

Invasionen blev slået tilbage

En athensk ekspeditionsstyrke dannede en koalition med flere bystater på Sicilien, men tøvede med at angribe Syrakus selv. Det gav Syrakus tid til at bede om hjælp fra Sparta. Da den spartanske general Gyllipos ankom, opbyggede også han en koalition af sicilianske byer, og med den kom han Syrakus til undsætning.

Krigen endte med et stort søslag i Syrakus' havn, hvor de athenske styrker næsten blev udslettet. De overlevende flygtede mod øens indre for at finde nye allierede, men det syrakusanske kavaleri indhentede dem. Athen mistede 20 000 mand under den fejlslagne invasion, hvoraf mange endte som slaver i Syrakus' stenbrud.

Efter nederlaget var Athens statskasse næsten tom. I 411 blev det demokratiske styre i Athen væltet, og en fred med Sparta så ud til at være mulig.

Men de demokratiske ledere i den athenske flåde nægtede at anerkende det nye styre derhjemme og angreb spartanerne ved Syme. Alkibiades valgtes som flådens leder, og snart fik han genoprettet demokratiet i Athen.

Byens økonomi begyndte at komme sig, og frem til 406 f.v.t. vandt athenerne igen en række militære sejre. Til sidst så deres imperium ud til at være kommet sig helt.

Sparta styrkede sin flåde

Alkibiades fik en stor del af æren for denne mirakuløse udvikling, men han havde stadig mange fjender i Athen. Da han ikke blev genvalgt som general, gik han i eksil.

Hans fald kom samtidigt med, at Sparta styrkede sin flåde under en meget kompetent leder, Lysander.

I 406 f.v.t., da Lysander for en tid var frataget kommandoen, vandt athenerne dog en sidste stor sejr ved Arginusai, men en efterfølgende storm tillod resterne af den spartanske flåde at undslippe, mens den athenske flåde ikke kunne redde mænd fra deres sunkne skibe fra at drukne.

I vrede over dette, dømte athenerne alle flådens ledere til døden, og fratog dermed sig selv deres mest erfarne kommandanter.

Lysander, der nu fik sin overkommando tilbage, var ikke sen til at udnytte denne svaghed. I 405 f.v.t. sejlede han til Hellesponten (vore dages Dardanellerne i Tyrkiet). Athen var afhængig af oversøisk kornimport, bl.a. fra Sortehavet, og en spartansk blokade af Hellesponten ville betyde sult.

Derfor blev den athenske flåde også sendt til området. Men efter nogle dages spilfægterier, narrede Lysander athenerne til at gå i en fælde, og ud­slettede deres flåde ved Aigospotamoi.

Sult og epidemier tvang efterfølgende Athen til at kapitulere i 404 f.v.t. Athenerne fik besked på at rive de mure ned, der havde beskyttet dem mod spartanernes invasioner, og fik forbud mod at gen­opbygge flåden.

De blev også tvunget til at frigive alle byer i det athenske imperium. Sparta dominerede nu den græske verden, men det blev kun kortvarigt.

I begyndelsen af 300-tallet kom Sparta i konflikt med sin tidligere allierede, Theben. Spartanerne havde erstattet det athenske imperium med deres eget, og blev nu set som den største trussel af de andre by­stater.

Thebanerne forsøgte at hævde deres uafhængighed i nogle mindre krige, men konflikten kom for alvor i gang, da nogle byer, Theben havde taget kontrol over, appellerede til spartanerne om hjælp.

Da thebanerne afviste spartanernes krav om at trække sig tilbage, blev den spartanske hær sendt ud med kong Kleombrotos i spidsen.

Det var en skæbnesvanger beslutning.

Slaget ved Leuktra

Hærene mødtes i et slag ved Leuktra i 371 f.v.t. Spartanerne tog opstilling som de plejede i en klassisk falanks – 8 til 12 geledder dyb.

Der var tradition for, at de bedste soldater (i Spartas tilfælde var det spartiaterne) fik æresposten på højre fløj. Så når to falankser mødte hin­anden på slagmarken, slog den enes højre fløj som regel den andens venstre, og omvendt.

Herefter kunne de to højre fløje så gøre front mod hinanden og fortsætte kampen.

Men den thebanske hærfører Epameinondas brød med traditionen, og opstillede sine elitesoldater – i en dybde helt op på 50 geledder – på venstre fløj. Fulde af selvtillid angreb de de ellers så frygtede spartiater, der blev taget på sengen.

Med kun en dybde på 12 mand kunne spartiaterne ikke holde stand mod de 50 thebanske geledder.

Kampen blev stadig langvarig og hård, men til sidst lå blomsten af det spartanske samfund, over 1 000 soldater, døde på slagmarken, blandt dem kong Kleombrotos.

Da Spartas allierede så den spartanske fløj bryde sammen, trak de sig tilbage. Thebanerne valgte ikke at følge hurtigt op på sejren, men lod de overlevende spartanere vende hjem.

Og dette nederlag var udelukkende en katastrofe, ingen moralsk sejr som Thermopylæ havde været. Sparta blev efterfølgende invaderet af Theben.

Thebanerne gav heloterne deres frihed og reducerede Sparta til en andenrangsstat. Byen skulle aldrig rejse sig igen.

Byen lokkede turister til

Da Romerriget erobrede de græske områder, fandt de et isoleret Sparta, der klyngede sig til en degenereret version af deres gamle livsstil.

Byen blev til en turistattraktion for den romerske elite, der kom for at se de usædvanlige spartanske traditioner i levende live.

De engang så stolte og hovne spartanere var reduceret til gøglere – en parodi på sig selv.