Solen bager ned på den græske by Korinth. Året er 336 f.Kr. Lænet op ad en stor amfora døser en beskidt, gammel mand, da en mand pludselig træder frem og skygger for ham.
Den gamle klemmer øjnene sammen og betragter den prægtigt klædte herre – det er selveste Alexander, Makedoniens nykronede konge, som i de følgende 10 år vil erobre den halve verden.
“Diogenes”, proklamerer den mægtige hærfører. “Sig mig, hvad du ønsker, og jeg skal skænke dig det”.
Selvbevidst venter han på svaret fra den snavsede filosof, hvis livsindstilling han beundrer.
Fra filosoffen lyder det knastørt: “Flyt dig ud af min sol!”
Benovet over at høre filosoffens uforskammethed udbryder Alexander: “Hvis jeg ikke var Alexander, ville jeg ønske, jeg var Diogenes”.
Hans ord får opbakning fra filosoffen: “Hvis jeg ikke var Diogenes, ville jeg også ønske, at jeg var Diogenes”.
Mødet mellem Diogenes og Alexander den Store nævnes i flere antikke kilder, men det er meget omdiskuteret blandt historikere.
Valutasvindel kickstartede karrieren
Selvom mødet mellem den store erobrer Alexander og kynikeren Diogenes er beskrevet i mange kilder, er historikerne usikre på, om det reelt fandt sted. Men det beskriver perfekt den ubehøvlede særling, der aldrig gik på kompromis med sine principper og blev faderen til en ny retning inden for græsk filosofi.
Da han var barn, var der intet, der tydede på, at Diogenes skulle ende med at bo i en lertønde. Han blev født omkring 413 f.Kr. i den græske koloni Sinop på Anatoliens kyst ved Sortehavet. Hans far, Hicesias, var bankier, og familien var sandsynligvis en del af byens overklasse, hvilket bl.a. betød, at Diogenes fik en flot uddannelse.
Faren fik endda til opgave at fremstille byens mønter, men han blev taget i at fifle med valutaen og sat i fængsel. Diogenes, som havde hjulpet sin far med arbejdet, blev forvist fra byen og satte imod Athen.
På vejen besøgte han det berømte orakel i Delfi. “Hvad skal jeg gøre for at blive berømt?” spurgte han oraklet. Oraklet svarede straks: “Ændr valutaen!” En overrasket Diogenes grublede over det korte svar, men forstod med tiden meningen: Det var hans skæbne at ændre tingenes værdi og vende op og ned på samfundet.
Alle grækere kunne i princippet søge råd hos oraklet i Delfi, men der blev kun taget imod folk én gang om måneden.
I lære som filosof
Endnu ikke 40 år gammel ankom Diogenes til Athen og var fast besluttet på at skabe sig et radikalt anderledes liv. Omkring 366 f.Kr. mødte han filosoffen Antisthenes, som havde været elev af Sokrates.
Antisthenes belærte alle sine tilhørere om, at samfundsskabte bekvemmeligheder førte til et liv i falskhed. Selv levede han et skrabet liv i ensomhed og uden nogen pynt. Men nu insisterede den belastende type fra Sinop på at blive hans elev og ignorerede alle mesterens forsøg på at jage ham væk.
Da Antisthenes en dag i arrigskab langede ud efter ham med sin stok, holdt Diogenes hovedet frem: “Slå til, for du vil ikke finde noget træ, der er stærkt nok til at holde mig væk fra dig”.
Antisthenes gav op og underviste i de følgende år sin filosoflærling i at leve og tænke som han. Sammen grundlagde de kynismen – en rå opfattelse af tilværelsen, hvor det simpleste liv var det lykkeligste, og alle konventionelle begær såsom rigdom, magt og berømmelse skulle forkastes.
Antisthenes var den første kendte filosof i Grækenland, der levede et liv i askese.
Som en del af kynismen opgav Diogenes stort set alle sine ejendele. Han gik barfodet rundt og flyttede ind i en stor leramfora beregnet til vand eller korn. Her kunne han sove om natten i noget hø og let trille afsted, hvis han ønskede det.
Athenerne kaldte ham Kuon – “Hunden” – fordi han var beskidt, altædende og ustyrlig som en herreløs hund, et øgenavn, han var mægtig stolt af. Hans senere tilhængere blev til kunikos – “kynikere” – men han havde ikke mange følgere, eftersom han udbredte sin filosofi ved at håne alle omkring sig.
En dag råbte han, at folk skulle komme og lytte til ham. Men da en flok havde samlet sig, slog han ud efter dem med sin stok: “Jeg kaldte på mænd, ikke slyngler!”
Med sine mange fornærmelser forsøgte Diogenes at befri grækerne for deres selvtilfredshed, som han ikke mente kunne føre til et godt liv.
Enhver kunne få hans spot at føle, som da han ved højlys dag vandrede søgende gennem byen med en lygte. Når nogen spurgte, hvad han ledte efter, svarede han: “Et ordentligt menneske”.
Alligevel vandt den vanvittige mand med tiden athenernes respekt. Da en lømmel i arrigskab smadrede Diogenes’ tønde med en sten, fangede kvarterets beboere drengen og lod ham piske. Filosoffen gav de en ny tønde.
Diogenes så hunden som verdens mest dydige skabning pga. dens bekymringsfrie liv og evnen til instinktivt at kende forskel på ven og fjende.
Diogenes’ værste svinere
Raffinerede fornærmelser og afstumpet opførsel var Diogenes’ speciale. Effekten var vantro og tabte kæber, og chokstrategien har sikret Diogenes udødelighed som historiens mest perfide filosof.
Hit med pengene, I svin
Diogenes afskyede enhver form for arbejde og havde ingen skrupler ved at tigge. Han var overbevist om, at hans vise ord gav alle tilhørere noget værdifuldt igen. De rige ringeagtede han dog nidkært.
En dag ville en velhavende mand have Diogenes til at forklare ham, hvorfor han skulle give filosoffen penge. Hammeren faldt straks:
“Hvis jeg kunne overtale dig til noget, så skulle det været til hurtigst muligt at hænge dig selv”.
Diogenes selv pralede af sin elendighed; han var tigger og hjemløs, men så lykkelig som kongen af Persien. Han levede nemlig den rette tilværelse så tæt på et dyrs liv som muligt. Musik, litteratur og videnskab anså han for spild af tid, og mest af alt hadede han filosofisk højpandethed.
“Se her: Platons mand!” Diogenes elskede at mobbe Platon.
Stjernen på Grækenlands filosofiske himmel var Platon – Sokrates’ berømteste elev og Diogenes’ yndlingsoffer.
Ved en lejlighed havde Platon defineret en mand som “en tobenet, fjerløs skabning”. Diogenes så straks en mulighed, plukkede en høne og tog den med ind i auditoriet på Platons skole, Akademiet:
“Se her: Platons mand!”
Ydmyget var Platon nødt til at tilføje ordene “med brede, flade negle” til sin definition.
Især var Diogenes modstander af Platons abstrakte filosofi. Da Platon en dag fortalte sine følgere om idéen bag en kop, stillede Diogenes sig op i lokalet og konstaterede tørt:
“Jeg kan sagtens se koppen, men har svært ved at se koppens idé”.
Det hændte dog, at Platon fik skovlen under sin plageånd. Da han inviterede nogle venner hjem til sig efter Dionysos-festen, ankom også Diogenes. Den beskidte filosof snublede i Platons smukke gulvtæppe og råbte:
“Jeg falder i Platons stolthed!”
Værtens trætte svar: “Hvor megen stolthed viser du ikke ved at lade, som om du ikke er stolt, Diogenes?”
Da Platon blev bedt om at beskrive Diogenes, svarede han blot: “Sokrates, hvis han havde mistet forstanden”.
Platon grundlagde i 385 f.Kr. Vestens første akademi, hvor filosofiske problemstillinger blev diskuteret. Diogenes var medlem, men nægtede at debattere på Platons præmisser.
Pyt med privatliv
På trods af den ubehøvlede optræden blev Diogenes ofte inviteret til middag hos Athens overklasse. Hans bramfrie bemærkninger fungerede som et underholdende indslag. Selskaberne gik dog ikke altid lige gnidningsfrit.
Da nogle gæster under et selskab morede sig med at kaste ben til ham, som var han en hund, gik han op og tissede på dem – som en hund ville gøre.
Til daglig spiste den hjemløse filosof, hvad han kunne få fat i – ofte madaffald, som han fandt på markedspladsen.
“Hvis der ikke er noget galt med et måltid, er der heller ikke noget galt med at spise det på jorden”, påpegede han.
I dag er der rejst statuer af Diogenes i den tyrkiske by Sinop og den græske by Korinth.
Diogenes’ eneste mål i livet var at udbrede sin filosofi. Han rejste meget og beskrev sig selv som “verdensborger”. Men katastrofen ramte, da filosoffen var på vej til den lille græske ø Ægina syd for Athen.
Skibet, han sejlede med, blev kapret af pirater, og alle passagererne var ude af sig selv. De vidste, at de nu ville blive solgt som slaver. Diogenes tog dog situationen med ophøjet ro.
Da han blev bragt til slavemarkedet på Kreta og blev udspurgt om, hvad hans beskæftigelse var, svarede han kæphøjt: “At styre folk”. Derfor bad Diogenes om at blive solgt til en mand, der havde brug for en mester.
Filosoffen endte hos korinteren Xeniades, som manglede en lærd til at hjælpe med sine to sønners uddannelse. Drengene skulle oplæres i praktiske færdigheder som at ride og skyde med bue, men de fik også Diogenes’ filosofi ind med modermælken; de lærte at klare sig selv og være tilfredse med enkel kost og vand i drikkebægeret.
Efter Xeniades’ død blev Diogenes i Korinth, hvor han genoptog sit liv på gaden og svinede alle til. Han holdt især til nær et gymnasium kaldet “Kranium” – stedet, hvor Alexander den Store efter sigende opsøgte ham.
Kristne eneboermunke som Antonius den Hellige (251-356 e.Kr.) var inspireret af Diogenes’ kynisme og valgte at leve uden materielle goder og civilisationens fristelser.
Romerriget gjorde grækerne til kynikere
Da Grækenland, Europas mest overlegne civilisation, blev gjort til romersk provins omkring år 0, begyndte de bitre grækere igen at dyrke kynismen. Filosofien spredte sig i hele Romerriget.
Efter Diogenes’ død blev kynismen glemt, men da romerne næsten 300 år senere indlemmede Grækenland i deres rige, blomstrede interessen for Diogenes’ filosofi op igen i det første århundrede e.Kr. På gadehjørnerne i Athen og siden i de øvrige store byer i Romerriget begyndte selverklærede kynikere at tigge og prædike om lykken ved at være et fattigt, ærligt menneske.
Den græske satiriker Lukian beklagede sig over, at “hver en by vader i de kyniske grønskollinger, der hylder Diogenes og indskriver sig i Hundenes Hær”. Filosofien vandt især frem i de områder, som Rom havde underlagt sig. Her spredtes en følelse af afmagt – ikke mindst blandt grækerne, som i antikken havde ført an på alle felter, både videnskabeligt, politisk og filosofisk.
Kynismen blev dyrket helt frem til 300-tallet, bl.a. fordi den passede til de tidlige kristnes asketiske livsstil og deres budskab om at forsage rigdom og falske værdier. Men i takt med at kristendommen blev den dominerende religion, var der ikke længere plads til kyniske fritænkere.
Superkynikerens død
Kilderne fortæller, at Diogenes i sine sidste år i Korinth fandt en gruppe venner og tilhængere, som jævnligt lyttede til hans filosofi. En morgen i 323 f.Kr. fandt de ham rullet ind i sin kappe, død i en alder af omkring 90 år.
Filosoffen havde allerede fortalt sine tilhængere, at når han døde, ville han blot kastes ud over bymuren, så hans krop kunne blive ædt af vilde dyr. Men så kyniske var tilhængerne ikke i stand til at opføre sig – de endte med at begrave ham uden for bymuren.
Ved hans grav rejste de en statue af en hund, med inskriptionen: “Fortæl mig, oh hund, hvem er den mand, hvis monument du bevogter? Han er ingen anden end Hunden selv!”
I Rafaels berømte maleri “Skolen i Athen” har Diogenes fået en prominent plads – han ligger på trappen lige foran Platon og Aristoteles.
Selvom han ikke efterlod sig egne skrifter, har de gamle beretninger om Diogenes’ uforfærdede vid og rå sandhedsfilosofi overlevet i over 2.000 år. Han inspirerede bl.a. filosoffer som Nietzsche og Foucault. Diogenes’ filosofiske retning, kynismen, har i dag udviklet sig til en generel mistro over for de traditionelle opfattelser. Undersøgelser viser, at denne tankegang vinder mere og mere indpas i den vestlige verden.
Oldtidens mest irriterende mand har stadig et uforskammet ord, han vil af med.