Diplomaterne fra Athen står i tavshed med bøjede hoveder. Tempelpræsten har stillet deres spørgsmål til oraklet bag forhænget, og nu venter mændene på hendes svar.
Luften i det halvmørke rum dybt inde i Delfis Apollontempel er kvalmende tyk af en sødlig lugt, og ventetiden føles ulidelig lang. Med ét bliver stilheden brudt af et desperat kvindeskrig.
"Flygt! Flygt til verdens ende. Overgiv jer til jeres sorg!” hviner oraklet.
De athenske diplomater må opbyde al deres mod for ikke at følge opfordringen, men de er kommet i et vigtigt ærinde for at søge råd hos Pythia, det berømte orakel i Delfi.
Perserriget, Athens magtfulde nabo, truer med at angribe bystaten, og athenerne aner ikke, hvad de skal stille op.
Et så nedslående svar som det, Pythia lige har givet, kan de umuligt vende hjem med. Tilskyndet af tempelpræsten stiller diplomaterne spørgsmålet en gang til og lytter med tilbageholdt åndedræt til svaret.
“Alt indenfor Attikas grænser skal falde, ja, og de hellige dale mellem de nære bjerge. Men trævæggen, trævæggen alene skal stå”, lyder Pythias stemme sløret.
Diplomaterne forstår ikke, hvad svaret betyder, men de bringer det til Athen.
Themistokles, en af bystatens fremmeste mænd, afgør sagen.
“Vægge af træ” betyder skibe, fastslår han. Oraklet har sagt, at de skal udruste flåden. De desperate athenere gør, som Themistokles siger, og det utrolige sker; athenerne sejrer.
Året efter, i 479 f.Kr., knuser en alliance af 31 græske bystater perserne så grundigt i slaget ved Plataea, at de aldrig igen angriber græske byer.
I taknemmelighed over oraklets hjælp skænkede bystaterne Delfi en særlig gave, en otte meter høj søjle af snoede bronzeslanger med et vældigt offerkar af det pureste guld på toppen.
Søjlen blev rejst på helligdommens absolutte hædersplads, lige foran Apollontemplet, der husede oraklet.
Oraklets ry voksede yderligere, og hun trak folk til fra nær og fjern. Verdensherskere og købmænd, poeter og bønder kom fra hele den kendte verden for at lytte til oraklets råd og samtidig møde alle de andre, der var kommet af samme grund.
Delfi var i antikken i enhver tænkelig henseende – åndeligt, kulturelt og økonomisk – verdens navle.
I sig selv var byen hverken stor eller magtfuld, men de dage om året, hvor det var muligt at besøge oraklet, var byen stuvende fuld, og køen op til templet snoede sig langt ned ad bjerget.