Så brutal var strækbænken
Strækbænken blev brugt til afpresning og tortur i antikken, men først i middelalderen blev den for alvor udbredt og benyttet som afhøringsmetode.
Offerets ankler var spændt fast i den ene ende, mens håndleddene sad fast i den anden.
Græske slaver var sandsynligvis de første, der fik revet lemmerne fra hinanden i den smertelige strækbænk.
Ifølge historieskriveren Tacitus blev torturinstrumentet senere brugt til at afpresse en tidligere slave for navnene på de personer, der agtede at myrde den romerske kejser Nero i 65 e.Kr.
Udbredt i middelalderen
Brugen af instrumentet blev dog først for alvor udbredt i løbet af Europas middelalder, og særligt i England fik forbrydere smerten at føle.
I Tower of London havde fængselstårnets konstabel hertug John Holland i 1447 indsat møblet, og hurtigt blev det kendt som “hertugen af Exeters datter”.
Brugt under afhøring
Den fængslede fik bænken at se og blev derefter afhørt.
Nægtede fangen at svare, spændte afhøreren ham fast til strækbænken og begyndte at dreje hjulet rundt, så hans lemmer blev strakt. Svarede han stadig ikke, drejede afhøreren igen.