Kampen om Troja

Sandheden om Trojas undergang

I over 100 år har arkæologer skændtes om Homers berømte digt “Iliaden”, der handler om pragtbyen Trojas fald. Nye fund afslører, at digtet kan være langt tættere på virkeligheden, end forskerne hidtil har troet.

I over 100 år har arkæologer skændtes om Homers berømte digt “Iliaden”, der handler om pragtbyen Trojas fald. Nye fund afslører, at digtet kan være langt tættere på virkeligheden, end forskerne hidtil har troet.

Imageselect/Shutterstock

“Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleiden Achilleus. Vreden, den fæle, som voldte Achaierne tusinde kvaler”. De besværgende ord har gennem generationer været pensum for gymnasieelever overalt i den vestlige verden.

Det episke digt “Iliaden”, som ordene indleder, er skrevet af skjalden Homer og er det gamle Grækenlands mest berømte fortælling. Historien beskriver en dramatisk og ærefuld periode i græsk historie, fyldt med helte, der stred og døde døde i kampen om den magtfulde kongeby Troja. Legenden var så populær, at den allerede på Homers tid i 700-tallet f.Kr. var blevet fortalt fra mund til mund i ca. 500 år.

Troja, krukke fra oldtiden

Allerede i oldtiden var myten om den trojanske krig særdeles populær – og den prydede bl.a. amforaer. Her ses Achilleus, der trækker Hektor bag sin stridsvogn.

© Bibi Saint-Pol

“Iliaden” og dens fortælling om sammenstødet mellem grækerne fra vest og trojanerne i øst har lige siden fascineret verden. Værket blev i oldtiden set som en manual for krig, politik og korrekt krigeradfærd.

Makedonerkongen Alexander den Store sov angiveligt med en kopi af værket under sin hovedpude, når han drog i felten. I det berømte bibliotek i oldtidens Alexandria samlede videnskabsfolk alle udgaver af digtet for at sammenligne og analysere teksterne, og digtet er nu oversat til stort set alle sprog og sprogvariationer.

Fx kan “Iliaden” læses på 70 forskellige udgaver af engelsk. For nylig er digtet endog blevet oversat til den særlige form for engelsk, som befolkningen taler i Sydafrika. Homers digte er rejst vidt omkring og danner i dag grundlaget for en væsentlig del af vor viden om oldtidens Grækenland og dets myter og heltelegender.

Forskere har igennem århundreder diskuteret, om digtet indeholdt mere end myter. Var “Iliaden” blot en underholdende legende, eller beskrev digtet en rigtig krig, udkæmpet af virkelige helte?

Længe har de fleste hældt til, at “Iliaden” var en historie uden rod i virkeligheden. Men i løbet af de senere år har arkæologer og sprogforskere imidlertid gjort flere opsigtsvækkende opdagelser, som tilsammen sandsynliggør, at Homers fortælling er mere end blot en god, dramatisk historie. Meget kan tyde på, at “Iliaden” bygger på en virkelig krig udkæmpet i bronzealderen.

Homer, Troja, græsk litteratur

Homers episke heltedigte “Iliaden” og “Odysseen” havde en enorm indflydelse på græsk litteratur.

© AishaAbdel

Rigmand jagtede Troja

De første opdagelsesrejsende, som i 1800-tallet rejste ud for at undersøge Trojas skæbne nærmere, blev mødt med stor skepsis. Oldtidsforskere tvivlede nemlig for 200 år siden ikke bare på, at Troja engang var skueplads for en krig – de troede slet ikke, at byen fandtes andre steder end i Homers fantasi.

Nogle få ildsjæle som fx Heinrich Schliemann, en tysk rigmand, globetrotter og amatørarkæolog, var overbevist om, at Homers historie om Troja og krigen var baseret på virkeligheden. Siden han som barn i en fattig præstefamilie havde hørt sin far læse op fra heltedigtet, havde Schliemann været nærmest besat af “Iliaden”.

Som voksen havde tyskeren arbejdet hårdt og tjent formuer, dels på handel i Rusland, dels som bankmand i guldgravertidens USA, og nu, hvor han omsider kunne betale en dyr ekspedition, var han fast besluttet på at finde Troja. Derfor drog han i 1868 , som 46-årig, afsted til Middelhavet i jagten på den sagnomspundne by.

Heinrich Schliemann, arkæolog,

Heinrich Schliemann var en af arkæologiens store pionerer. Hans brug af dynamit under udgravningerne er dog siden blevet kraftigt kritiseret.

© Selbstbiographie. Leipzig, Brockhaus, 1892.

Hvor Troja lå, var på det tidspunkt stadig en gåde. Siden oldtiden havde historikere ment, at byen – hvis den fandtes – havde ligget ved Dardanellerstrædet i nutidens Tyrkiet. Højen Burnarbashi var nærmere bestemt stedet, hvor Trojas ruiner sandsynligvis gemte sig, ifølge de få forskere, som ikke pure afviste byens eksistens.

Stedet var derfor det naturlige udgangspunkt for Schliemanns søgen, og i 1869 nåede han på sin ekspedition til Tyrkiet for at inspicere højen. Han behøvede ikke mange spadestik for at konkludere, at Burnarbashi ikke gemte på den vældige kongeby.

Jorden rummede nemlig hverken de murrester eller potteskår, som ville vælte op af jorden, hvis de store paladser, høje tårne, voldgrave og brede veje, som Homer beskriver, skulle ligge begravet der. Højens beliggenhed bidrog til Schliemanns skepsis.

Grækernes krigslejr under slaget om Troja lå ifølge “Iliaden” ved kysten. Herfra løb de – beretter Homer – flere gange dagligt til Troja for at kæmpe. Men Burnarbashi lå mange kilometer fra kysten – en alt for lang strækning til, at grækerne ville have tilbagelagt den hver dag for at drage i kamp.

Da Schliemann skridtede den rute af, som grækerne måtte have fulgt under den første dags kampe, kom han frem til, at grækerne på ni timer skulle have løbet hele 84 km, hvis Troja virkelig lå ved Burnarbashi.

Idabjerget på Kreta

Idabjerget er Kretas højeste, og da det nævnes i “Iliaden”, kunne Schliemann bruge det til at finde Trojas beliggenhed.

© Shutterstock

For endelig at afvise teorien om, at Troja havde ligget ved Burnarbashihøjen, tog Schliemann sit medbragte eksemplar af “Iliaden” frem. Minutiøst gennemgik han alle de oplysninger, som værket gemte om byens beliggenhed.

Fx skrev Homer, at trojanerne fra deres bymure kunne se Idabjerget. Men bjerget var ikke synligt fra Burnarbashi, uanset hvor høje bymurene end havde været, kunne den tyske arkæolog ved selvsyn konstatere.

Antallet af kilder, som omgav højen, passede heller ikke med Homers beskrivelse. “Iliaden” fortæller, at der ved Troja sprang to kilder. Den ene var så varm, at vandet dampede, mens den anden var så kold som is. Schliemann fandt hele 34 kilder på sin tur rundt om højen.

Ved at måle vandets temperatur med sit lommetermometer konstaterede han, at vandet i samtlige kilder havde nøjagtig samme temperatur – nemlig 17,5 grader celsius.

For yderligere at få vished fulgte Schliemann i fodsporene på to af “Iliaden” hovedpersoner. Achilleus og prins Hektor jagtede hinanden tre gange rundt om Troja under deres endelige opgør.

Han tilbagelagde den beskrevne rute, men stødte på en stejl skrænt, som han måtte kravle på alle fire ned ad. De to helte havde næppe løbet rundt om byen, hvis de skulle kravle over en skrænt, konkluderede Schliemann og udelukkede dermed Burnarbashi.

Nærliggende høj matcher “Iliaden”

Opfordret af andre amatørarkæologer, navnlig briten Frank Calvert, drog Heinrich Schliemann nogle få kilometer mod nord for at grave i Hisarlikhøjen, og efter en hurtig undersøgelse var dommen klar: Området passede perfekt på Homers beskrivelse.

Ikke alene lå højen tæt på havet og med fuldt udsyn til Idabjerget – den befandt sig også på et naturligt, fladt plateau, som Achilleus og Hektor nemt kunne have løbet rundt om, mens de kæmpede.

“Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var her, oldtidens Troja havde ligget”. Heinrich Schliemann, da han så landskabet omkring den tyrkiske by Hisarlik.

Hisarlik ligger omkring 5 km fra havet, men arkæologer har siden bevist, at højen på Homers tid lå endnu tættere på kystlinjen. Området, der engang kunne have været en naturlig havn for grækernes sejlskibe er nu fyldt med aflejringer.

En rekonstruktion af kystlinjen på Homers tid matcher “Iliadens” beskrivelse af landskabet. Schliemann var selv ikke i tvivl: “Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var her, oldtidens Troja havde ligget”, skrev Schliemann efter at have inspiceret Hisarlik. Ligheder med Homers beskrivelse var dog ikke bevis nok. Den tyske arkæolog måtte grave for at bekræfte hypotesen om, at Hisarlik var Troja.

Fra den græske videnskabsmand Eratosthenes’ tekster vidste Schliemann nøjagtigt, hvad han ledte efter. Videnskabsmanden havde i 200-tallet f.Kr. forsøgt at regne ud, hvornår Troja faldt, og var kommet frem til, at begivenhederne måtte have udspillet sig 408 år før den første græske olympiade, hvilket efter vores tidsregning svarer til år 1184 f.Kr.

I april 1870 tog Heinrich Schliemann det første spadestik i højen, og snart fandt han lag, han mente stammede fra tiden, hvor Troja faldt. Schliemann havde bevist, at forskerne tog fejl. Troja var virkelig. Triumfen var komplet.

Grave i Mykene i Grækenland

Heinrich Schliemann gravede fra 1876 i Mykene i Grækenland. Han fandt bl.a. den berømte Løveport og flere andre skatte, som han hårdnakket påstod stammede fra kong Agamemnons grav.

© Deutsches Archäologisches Institut

Amatørarkæologs konklusion vakler

Schliemanns opdagelser blev selvfølgelig mødt med skepsis, men også hurtigt med anerkendelse. Tyskeren havde, mente en række arkæologer, fundet det sted, hvor Troja engang havde ligget. Den konklusion er de fleste nutidige forskere enige i. Trojas lokation er fundet, men Schliemann fandt aldrig byen fra “Iliaden”.

Det lag, han nåede ned til, var simpelthen alt for gammelt, og den by, han udgravede, kan ikke have været Homers Troja. Den by, der har ligget på højen Hisarlik, har haft en hård skæbne, viser de mange udgravninger, der siden er lavet på stedet. Over en periode på 4.000 år har den været ødelagt og genopbygget mindst ni gange i lag oven på hinanden.

Den ældste, nederste boplads, som arkæologerne har givet navnet Troja 0, er fra neolitisk tid, omkring 3700 f.Kr. Den yngste er fra romersk tid og dateret til omkring år 500.

“Elendige, små bosættelser, som ikke seriøst kunne kalde sig selv byer”. Ekspert om de udgravninger, som nogle arkæologer mente var Troja, 1984.

Schliemann havde gravet sig gennem lagene ned til resterne af Troja 2 – en af de ældste byer – som han udråbte til Homers by. Senere undersøgelser viste, at byen var omkring 1.000 år ældre end byen, som bliver beskrevet i “Iliaden”. Arkæologer har siden dateret lagene Troja 6 eller 7a til at være den by, som Homer omtaler.

Byerne har været små og uden de imponerende bygnings- og fæstningsværker, som “Iliaden” beretter om. Troja 6 og Troja 7a var nemlig “elendige, små bosættelser, som ikke seriøst kunne kalde sig selv byer”, fastslog en ekspert i oldtidsbyer i 1984.

En stor, altødelæggende krig om Troja forekom derfor usandsynlig, konkluderede mange forskere dengang, for en så lille og undseelig by var næppe værd at kæmpe for og om.

Sophia, Priamos’ skat

Heinrich Schliemanns kone, Sophia, poserer med dele af den såkaldte Priamos’ skat, som arkæologparret smuglede ud af Tyrkiet.

© Elizabeth Simpson

Oldtidsfund giver Troja vokseværk

Udgravninger foretaget mellem slutningen af 1980’erne og 2005 har imidlertid vist, at Troja var langt større end først antaget. Nedenfor byens citadel, som eksperterne tidligere mente var den eneste beboede bydel, fandt arkæologer rester af et byområde med plads til 7.000 indbyggere.

Alt i alt bredte Troja sig over et område på godt 300.000 kvadratmeter og kunne samlet set rumme en befolkning på op til 10.000 indbyggere, konkluderede arkæologerne. Byen var dermed 15 gange større end først antaget og efter oldtidens standard en blomstrende metropol.

Størrelsen og placeringen gjorde, at Troja sandsynligvis dominerede området og kontrollerede adgangen fra Middelhavet til Sortehavet og fra Lilleasien til det sydøstlige Europa, mener historikere. Den centrale placering gjorde byen rig og magtfuld.

Vejrforholdene styrkede også Trojas position. Homer omtaler byen som “det stormomsuste Troja”, og blæsten spillede en vigtig rolle for byens fremgang. Forskerne har målt, at der ved indsejlingen til byen om sommeren – datidens sejlsæson – blæste en kraftig nordenvind i op til 60 dage.

Bronzealderens sømænd kendte ikke til teknikken med at krydse op mod vinden, som ellers gør det muligt at bruge sejl i modvind. Vinden tvang derfor handelsskibene til at søge i land, og ofte måtte fartøjerne blive i havn i ugevis. Den livlige handel og øgede omsætning, som skibsbesøgene medførte, gav gode vilkår.

Ruiner, Tyrkiet,Troja

Mange ruiner er i dag gravet ud ved Hisarlik, Tyrkiet, som vidner om Trojas egentlige størrelse.

© CherryX

Troja 6 svarede til Homers beskrivelser af “knejsende mure” og “stærktopbyggede tårne”, men omkring 1250 f.Kr. blev byen ødelagt af et jordskælv snarere end en krig. Den efterfølgende by – Troja 7a – var ikke lige så rig og prægtig, men dens indbyggere udbyggede til gengæld forsvarsværkerne.

Omkring 1175 f.Kr. blev byen ødelagt igen, og denne gang er der tegn på både kampe og belejring. Ifølge arkæologerne tyder fund af pile- og spydspidser i byens gader på et voldsomt endeligt.

Store huse og paladser, der før rummede en enkelt familie, var blevet delt op, så de kunne rumme langt flere mennesker, og i stort set alle huse havde beboerne gravet store forrådskrukker ned – alt sammen tegn på, at byen blev belejret før erobringen, netop som Homer beskriver forløbet. Både Troja 6 og Troja 7a var altså pragtbyer, som var værd at kæmpe om.

Bortførelse førte til Trojas fald

Krigen om Troja er en tragedie, der strækker sig over flere årtier. Alle begivenhederne bliver beskrevet i den såkaldte episke cyklus, der ud over “Iliaden” består af digtene “Kypria”, “Aithiopis”, “Den lille Iliade” og “Iliupersis”.

Ca. 1190 f.Kr.

Med hjælp fra gudinden Afrodite bliver den smukke Helena forelsket i prins Paris, og han tager hende med til sin hjemby, Troja. Hendes mand, Spartas kong Menelaos, er ikke tilfreds med at få sin kone stjålet og sværger at hente hende hjem. Han samler de lokale græske konger, så de kan hjælpe ham i kampen.

Symbol, gudinde, Troja
© Shutterstock

Ca. 1188 f.Kr.

Den græske hær er klar til at sejle, men vejret er blikstille. For at få vind til færden må Menelaos ofre sin datter Ifigenia.

Symbol. skib, Troja
© Shutterstock

Ca. 1188-1185 f.Kr.

Grækerne belejrer Troja i årevis. Menelaos kæmper mod prins Paris og vinder duellen. Men guderne beskytter prinsen, og Helena forbliver i Troja.

Symbol, slot, Troja
© Shutterstock

Ca. 1183 f.Kr.

Efter år med dødvande møder grækerne modstand. Krigshelten Achilleus’ ven Patroklos går ind i kampen, men bliver dræbt af Trojas bedste kriger, Hektor.

Troja, symbol, trojanerne
© Shutterstock

Ca. 1183 f.Kr.

I vrede over drabet på Patroklos udfordrer Achilleus Hektor til duel og dræber ham. Herefter udmyger han trojanerne ved at trække liget af deres kronprins bag sin stridsvogn.

Symbol. Troja, haevn
© Shutterstock

Ca. 1183-1181 f.Kr.

Som hævn for hans bror skyder prins Paris en pil i hælen på Achilleus, det eneste sted krigeren ikke er usårlig. ­Derfor dør den store helt af såret.

Symbol, pil, Troja
© Shutterstock

Ca. 1180 f.Kr.

Grækerne bygger en træhest og gemmer nogle krigere i den. Trojanerne tror, at hesten er en offergave, og trækker den ind gennem byporten. I ly af natten lister krigerne ud af hesten og åbner portene, så hæren kan trænge ind.

Symbol, Den trojanske hest
© Shutterstock

Ca. 1180 f.Kr.

En blodig massakre følger. Trojanerne forsøger desperat at organisere et forsvar, men bliver dræbt i hobetal. Til slut bliver byen brændt ned og forladt.

Symbol, Troja
© Shutterstock

Lertavle afslører prinsenavn

Ifølge Homer var krigens umiddelbare anledning dog ikke hverken byens placering eller rigdomme. I stedet skyldtes krigen Grækenlands smukkeste kvinde, den skønne Helena, der blev bortført til Troja. Helena var ifølge Homer gift med kong Menelaos af Sparta i Grækenland, men blev under et gæstebesøg forført af den trojanske prins Paris.

Netop Helena er et af de navne, som forskerne er gået på jagt efter. Hun nævnes i flere af oldtidens skrifter, fx beretter digteren Stesichorus (632 f.Kr.-556 f.Kr.), at Helena og Paris under bortførelsen drev i land i Egypten.

Beretningerne er muligvis baseret på gamle myter, og forskerne har ingen håndgribelige beviser for, at en græsk dronning ved navn Helena nogensinde har levet. Til gengæld mener de, at Paris muligvis kan have været en virkelig person. Paris bliver af Homer også kaldt Alexandros, og dette navn kender forskerne fra fund i en by flere hundrede kilometer væk.

Prins Paris, Troja, skideballe

Prins Paris beskrives i kilderne som en kujon, og i “Iliaden” giver Hektor ham en skideballe, fordi han bliver inden døre med Helena, mens byen desperat kæmper mod grækerne.

© Daderot

Da arkæologer i det nuværende Tyrkiet udgravede byen Hattush, hovedstaden i det mægtige Hittitterrige, fandt de byens arkiv med tusindvis af bevarede lertavler. Én af tavlerne er dateret til ca. 1280 f.Kr. og beskriver en alliance mellem Alaksandu af Wilusa og hittitternes konge.Flere forskere mener, at Wilusa var hittitternes måde at stave Trojas andet navn, Ilion, på.

“Iliaden” har sin titel fra netop dette alternative bynavn, og ifølge hittitternes arkiver havde Troja altså en konge ved navn Alaksandu, godt 100 år før Trojakrigen fandt sted. En senere prins af Troja kan nemt have fået en forvansket udgave af samme navn: Alexandros.

Troja, skjold, himmellegemer

Achilleus’ skjold er detaljeret beskrevet og skal have været prydet med bl.a. himmellegemer og dansende mennesker. Skjoldet findes i dag kun som en rekonstruktion.

© AishaAbdel

Paris’ bortførelse af Helena fik ifølge historien hendes mand, Menelaos, til at organisere et hævntogt. Menelaos var konge af Sparta, og hans storebror, Agamemnon, var konge af Mykene, et af Grækenlands stærkeste riger.

De to brødre drog til Pylos, som blev regeret af Nestor, og han hjalp beredvilligt med at finde flere forbundsfæller, heriblandt den snu kong Odysseus af Ithaka samt Grækenlands bedste kriger, Achilleus, som anførte de såkaldte myrmidonere, en stamme fra det nordlige Grækenland.

Forskerne har længe kæmpet for at finde ud af, om disse konger nogensinde har levet, men indtil videre har de ingen konkrete beviser. Men kongernes byer og riger har efterladt sig håndfaste spor, for ruinerne af de græske kongedømmers fæstninger og paladser er fundet i hele Grækenland.

Kobbermønt, Trojakrig

En kobbermønt fundet ved Hisarlik stammer fra Trojakrigens tid. Inskriptionen rummer ordet Wilusa, som svarer til Ilion – Homers navn for Troja.

© Shutterstock

Guldet flød i grækernes hovedby

Det græske fastland var i den sene bronzealder fra 1600 til 1100 f.Kr. inddelt i små, selvstændige kongedømmer, som med tiden udviklede sig til avancerede stater. Kongedømmerne tilhørte alle den mykenske kultur og havde fælles arkitektur, guder, sprog og skriftsystem. Det største af de mykenske kongedømmer var selve Mykene, som kong Agamemnon, ifølge “Iliaden”, herskede over.

Mykene ligger på det græske fastland og blev udgravet af Heinrich Schliemann, få år efter at han havde fundet Troja. I Homers Iliade kaldes byen for det guldrige Mykene, og under udgravningen fandt Schliemann da også en række kongegrave, som indeholdt prægtige guldskatte og viste, at Mykene engang havde været rigt på guld.

Dødsmaske, arkæolog, Troja

I en grav i Mykene er fundet en dødsmaske, som muligvis har tilhørt kong Agamemnon. Masken, der stammer fra 1500-tallet f.Kr., er hamret ud af en tynd plade guld.

© History Archive

En af de mest imponerende grave, der stammer fra ca. 1250 f.Kr., har fået navn efter Agamemnons far, Atreus, som forskerne mener at have fundet i hittitternes arkiver. Her omtales en hittitisk vasalkonge, der erobrede Cypern. Også spor efter kong Nestors palads i Pylos er dukket op.

Ifølge “Iliaden” sendte Nestor hele 90 skibe med på togtet mod Troja. Forskerne er, ud fra fundene, ikke i tvivl om, at Pylos engang har været et mægtigt kongerige. Under udgravningerne har forskerne fundet utallige lertavler, der viser, at paladset var administrativt centrum for ca. 50.000 mennesker i regionen.

Den legendariske kong Odysseus’ palads er til gengæld endnu ikke lokaliseret, men i en grotte på øen Ithaka, hvor han ifølge Homer havde hjemme, har forskerne fundet tre bronzetrefødder – en form for altre på tre ben – som vi i dag ved, at en kult brugte til at tilbede Odysseus. Kulten er en af mange græske heltekulter, og forskerne kan datere grotten ved hjælp af indskrifter på keramik fundet på stedet.

Dateringen placerer den pågældende kult i 900-tallet f.Kr. – dermed er den over 200 år ældre end den tid som Homers Iliade foregår på. Grotten på Ithaka er med andre ord foreløbig en blindgyde i jagten på Odysseus’ palads.

En ting er at forsøge at opstøve geografiske steder og hovedpersoner fra det oldgamle græske digt. Noget andet er at forsøge at fastslå, hvad der reelt skete, da Troja blev ødelagt. Tilsyneladende stod konflikterne fra midten af 1200-tallet f.Kr. mellem de mykenske grækere på den ene side og Lilleasiens hittitiske rige i det nuværende Tyrkiet på den anden.

De mykenske grækere begyndte her at ekspandere længere og længere mod øst, mens hittitternes imperium var svækket af indre opstande og tronstridigheder. Svagheden udnyttede mykenerne til at plyndre kystbyerne i Lilleasien. I hittitiske arkiver har forskerne fundet dokumenter, hvori kystbyernes herskere flere gange klager over mykenernes mange røvertogter.

Homers, Odysseus, kyklopen

Scener fra Homers digte blev flittigt afbildet af store kunstnere i 1800-tallet. Her den danske maler Constantin Hansen, som skildrer Odysseus’ møde med kyklopen.

© bassenge.com

Nogle forskere mener, at krigen om Troja skyldtes en optrapning i konflikten mellem mykenerne og hittitterne. Andre indvender, at Trojas rigdom må have været en uimodståelig fristelse for mykenerne.

Med sin strategiske placering kunne byen kontrollere skibstrafikken gennem Dardanellerstrædet og tjene store summer på de mykenske handelsskibe, når nordenvinden tvang dem ind i Trojas havn. Troja var et attraktivt mål. De mykenske konger manglede bare en undskyldning for at gå til angreb. Hvis den græske dronning Helena blev bortført af en prins fra Troja, kan det have været den anledning, de mykenske konger ventede på.

Trojansk hest, Troy, fuld størrelse

I forbindelse med storfilmen “Troy” (2004) blev den trojanske hest bygget i fuld størrelse. Hesten står i dag i den tyrkiske by Çanakkale.

© Shutterstock

Blev Troja fældet med en træhest?

Da grækerne efter 10 år stadig ikke havde indtaget Troja ved kamp, besluttede de sig for at bruge list. Ifølge Homer var midlen en gigantisk træhest, men historikerne tvivler.

Efter 10 år med konstant belejring er trojanerne krigshærdede. Men da grækerne pludselig sejler bort og efterlader en enorm og klodset træhest, sænker trojanerne straks paraderne og åbner portene for figuren.
Krigens afsluttende anekdote virker usandsynlig, og arkæologer har da heller ikke fundet det mindste spor efter en træhest under udgravningerne af Hisarlikhøjen.

Nogle forskere tror, at historien er en virkelig hændelse, der er blevet forvansket af at blive fortalt fra mund til mund. Ifølge nogle historikere kan hesten have været en rambuk, som grækerne brugte til at bryde Trojas porte op med. Rambukken blev i fortællingen til en hest, enten fordi den i form lignede dyret, eller fordi den var pakket ind i fugtigt hesteskind – en kendt metode til at forhindre trækonstruktioner i at bryde i brand, fx ved beskydning med brændende pile.

Andre forskere tror, at hesten er et billede på et skib. Homer refererer et andet sted til skibe som “havets heste”. Historikerne fremhæver bl.a., at beskrivelsen af mændene, der kravler ind i træhesten, bruger samme terminologi, som bruges til at beskrive folk, der går ombord på et skib. Den trojanske hest skal derfor forstås som et billede på den græske flåde. Andre påpeger, at en bestemt slags handelsskib, som typisk var dekoreret med en figur af et hestehoved og desuden gik under navnet hippo – altså hest. Skibene blev af og til brugt til at betale en slags krigsskat eller afgift, kaldet tribut. Måske beskriver historien et fupnummer baseret på en lignende transaktion.

En entydig forklaring på historien om den trojanske hest kan forskerne ikke levere. Flere faktorer kan have spillet ind i Trojas endelige fald, men de fleste er enige om, at det næppe var på grund af en træhest.

Flåden blev samlet i en vigtig havn

Den græske hær og flåde blev samlet under kong Agamemnons ledelse ved Aulis, en havn på fastlandet ud for øen Euboia. Havnen lå strategisk godt for samlingen af en hær, og med den rette vind kunne en flåde nå Troja på blot tre dage. Den græske hær har været et skræmmende skue for enhver, der så den. Regimenterne bestod af tungt og let infanteri, stridsvogne, bueskytter og slyngekastere.

Dertil kom de ikke-militære tropper som fx kokke, smede, slagtere og slaver. Hæren tog kun få forsyninger med på togt, da krigerne primært skulle leve af den mad, de kunne stjæle i fjendens område. Ifølge “Iliaden” havde Agamemnons våbenbrødre befalingen over deres egne krigere, hvis loyalitet først og fremmest lå hos deres egen konge. Homer forklarer bl.a., at den græske helt Achilleus trækker sine mænd, myrmidonerne, ud af kampen efter et voldsomt skænderi med kong Agamemnon.

På Homers egen tid var en sådan opdeling af hærledelsen ikke almindelig, men lertavler bekræfter, at bronzealderens mykenske hære var organiseret på denne måde. I det hele taget havde Homer en veludviklet forståelse for krigsførelsens detaljer flere hundrede år tidligere. Han havde fx til fulde forstået, hvordan søfolk før i tiden styrede et skib. Ifølge Homer stod en styrmand i skibets agterende. Herfra styrede han fartøjet med en enkelt styreåre. Detaljen er bemærkelsesværdig, for på digterens egen tid havde de store krigsskibe altid to styreårer.

“Nation efter nation fylder den støvede slette, mænd, heste og stridsvogne ryster den skælvende jord”. Homer om starten på den trojanske krig.

Flåden udgjorde den vigtigste del af grækernes styrke, for uden den kunne krigerne ikke nå frem til Troja. De mykenske fartøjer har været åre- og sejldrevne langskibe bygget til fart, handel og sørøveri. De største omkring 27 meter lange med plads til 25 roere. I “Iliaden” omtales fartøjerne som “de sorte skibe”, fordi skrogene blev tætnet og beskyttet med beg og tjære.

Ifølge “Iliaden” samlede Agamemnon 1.186 fartøjer til ekspeditionen. Ingen arkiver nævner imidlertid et så stort antal skibe, så eksperter vurderer, at tallet er overdrevet. Formentlig sendte de mykenske konger højst 300 skibe afsted med 15.000 krigere.

Stridsvogne fik central rolle

Kampen om Troja gik i gang, i samme øjeblik de græske skibe ramte stranden. “Nation efter nation fylder den støvede slette, mænd, heste og stridsvogne ryster den skælvende jord”, fortæller Homer.

Homer beskriver, hvordan trojanerne kæmpede i enheder på 50 mand, hvilket ifølge lertavler var typisk for de fleste af bronzealderens hære. De kæmpede ikke alene, men fik hjælp fra en række nabofolkeslag, der ligesom hos grækerne kæmpede under deres egen leder. “Hver anføre da dem, over hvem han råder som høvding. Hver opstille til slag og føre til felts sine landsmænd”, forklarer digtet.

Trojanerne var ifølge “Iliaden” desuden stærke stridsvognskæmpere. På dette punkt lignede de deres allierede, hittitterne, som var berømte for deres mange stridsvogne. 100 år inden slaget ved Troja havde den hittitiske konge sendt over 2.000 stridsvogne ind i slaget ved Kadesh mod den egyptiske farao. Stridsvognen var let bygget og kunne nå en hastighed på op til 38 km/t. I hver vogn stod en vognstyrer og en kriger.

Under kampen holdt vognstyreren tøjlerne i den ene hånd, mens han i den anden hånd bar et skjold for at beskytte sig selv og den spydbevæbnede kriger ved siden af. På Homers tid blev stridsvognen ikke længere brugt i krig, så dens prominente plads i digterens fortælling viser igen, at han var velinformeret om bronzealderens krigsinstrumenter.

Achilleus besejrer Hektor

Achilleus besejrede i “Iliaden” Hektor og trak hans afklædte lig rundt om Trojas mure bundet efter en stridsvogn.

© Franz Matsch

Homer var også bevidst om, hvordan stridsvognene blev brugt i krig, nemlig ved at sende dem samlet mod fjenden eller bruge dem som en højmobil affyringsplatform for fx bueskytter. Homers viden er afspejlet i digtet “Iliaden”, hvor en græsk anfører taler til sine vognførere:

“Ej må nogen i lid til sin mandlige kraft og sin vognkunst ene mod trojanerne fare til kamp forud for de andre”, lyder lederens formaning. “Thi svækkes vil da eders styrke”. Stridsvogne fungerede bedst i massive formationer, hvilket Homer må have vidst, selvom han umuligt selv kan have set dem i aktion.

Troja, dræbende pil

Trojas prins Paris sender i “Iliaden” den dræbende pil afsted mod Achilleus, men hans fætter Aias bærer liget bort.

© Inscription Painter

Det ved historikerne med sikkerhed

Troja trivedes, men gik til grunde.

  • Det Troja, som Homer beskriver, blomstrede omkring 1184 f.Kr.
  • Byen blev rig på handel, ikke mindst med græske købmænd.
  • Troja var velbefæstet med et stort citadel og en høj og solid bymur.
  • Et jordskælv rystede Troja omkring år 1250 f.Kr.
  • Pilespidser i murværket vidner om kampe kort før byens undergang.
  • Spor efter brand giver en mulig forklaring på Trojas endelige fald.

Trojas mure var uigennemtrængelige

Hverken grækerne eller trojanerne kunne slå deres modpart på slagmarken, så krigen endte i en langvarig stillingskrig. Trojanerne fandt beskyttelse bag deres høje og stærke bymure, mens grækerne byggede en befæstet lejr på stranden.

At Troja faktisk kunne have modstået en belejring i 10 år er i dag arkæologisk sandsynliggjort. I de senere årtier har arkæologer undersøgt ruinerne af byen med bl.a. radar og magnetometer.

Undersøgelserne med magnetometer har været særligt effektive. Ved hjælp af teknologien finder arkæologer magnetiske uregelmæssigheder i jorden, der kan være tegn på at mennesker, har beboet området engang i fortiden. Menneskelig aktivitet – herunder afbrændinger – efterlader nemlig spor i magnetismen i jernpartikler.

Ved at foretage målinger af magnetfeltet i jorden kan forskerne finde omrids af fx grøfter og mure, især hvis de indeholder afbrændt materiale. Målingerne ledte forskerne på sporet af en grøft, som løb ca. 400 meter fra Trojas centrale citadel. Grøften var i tidens løb blevet fyldt med keramik, sten og affald, men var på tiden for Trojakrigen en del af fæstningsværket.

Med sine to meter i dybden ville grøften have udgjort en næsten uoverstigelig forhindring for indtrængende hære, som umuligt kunne forcere den med stridsvogne. Arkæologerne kunne i det hele taget konstatere, at Trojas forsvarsværker har hørt til blandt bronzealderens mest avancerede.

Troja 6 og efterfølgeren Troja 7a var begge omgivet af to vældige fæstningsmure. Den ydre mur, som beskyttede den lavtliggende del af byen, var 1,6 km lang og opført i lertegl.

fæstningsmure, ruiner, Troja

Trojas vældige fæstningsmure kan stadig anes blandt byens ruiner.

© CherryX

Hvis en fjende endelig formåede at bryde igennem bymuren, var han tvunget til at kæmpe videre i byens netværk af smalle smågader, hvor krigere i skjul hvert øjeblik kunne springe frem og gøre det af med den indtrængende soldat. Herefter ventede den største udfordring:

Trojas citadel eller højborg hævet 30 meter over den omgivende slette. Højborgen var beskyttet af en 457 meter lang ringmur i sten. Murene var fire meter tykke og ni meter høje og blev siden forhøjet til 10 meter med lertegl, da indbyggerne i Troja 7a udbyggede forsvarsværkerne. Ved byens porte stod tårne af samme højde. Højborgen havde sin egen ferskvandskilde, så fjender ikke kunne knække byen med tørst.

Troja var uindtagelig – medmindre fjenden sneg sig ind. Efter 10 års kampe indså grækerne, at de måtte slå Troja med list. Historien om træhesten, der banede grækernes vej ind bag de trojanske mure, stammer ikke fra “Iliaden”, hvis handling slutter før Trojas fald. Homer beskrev i sit senere digt “Odysseen”, hvordan Odysseus og en gruppe soldater gemte sig i den enorme træhest.

“Ilions fald var af skæbne bestemt fra den stund, man til staden førte den vældige hest, hvor de gæveste mænd af Achaia sad i skjul til død og fordærv over folket i Troja”, beskriver det episke digt.

Soldater, græske, brænd, Troja

Soldaterne i hesten åbner Trojas porte for de græske soldater, som brænder byen ned.

© Juan de la Corte

Myten om træhesten ifølge Homer

Grækernes bedste krigere gemte sig i en stor træhest, som de efterlod uden for Troja, inden de foregav at sejle hjem.

Trojanerne formodede, at figuren var en offergave til guderne, der skulle sikre en tryg hjemrejse, og de trak derfor hesten ind i byen. Om natten sprang krigerne ud og indtog byen.

Odysseus’ fupnummer virkede, og om natten åbnede han Trojas porte for den græske hær, som nedbrændte byen. Udgravningerne i Troja har fundet tegn på brand i form af forkullet træ, som kulstof 14-analyser daterer til mellem 1230 og 1180 f.Kr. – hvilket er historikere tidsramme for krigen om Troja.

I byens gader har arkæologerne desuden fundet ubegravede skeletdele fra mennesker og pile og fundet spydspidser boret ind i murværket.

Selv i den sværtbefæstede højborgs mure har arkæologerne opdaget pilespidser – en enkelt af en type, som kun findes på det græske fastland. Arkæologerne fandt desuden sten, som de regner med var beregnet til stenslynger. Stenene var samlet i en bunke, så de var klar til brug under kamp.

Beretningen var et kludetæppe

Den nye viden om kampe og brande i Troja sandsynliggør, at Homer stik mod den videnskabelige konsensus frem til midt i det 19. århundrede faktisk beskrev en historisk by, historiske personer og en historisk krig, som medførte Trojas undergang. Om græske mykenere virkeligt stod bag ødelæggelsen, er mere usikkert.

Ifølge eksperterne kan Homer have vævet flere historiske begivenheder sammen og gjort dem til én samlet fortælling. Netop tilblivelsen af Homers digte er efterhånden lige så sagnomspundet som Troja selv, for historikere aner intet om Homer, hvor han kom fra, eller hvilke kilder han havde adgang til. Måske er han ikke engang en historisk person?

Uanset de nærmere omstændigheder var Homers drama så stærkt, at det overlevede i 2.700 år og igennem århundrederne har formet den græske og den vestlige verdens historiefortælling og selvforståelse. Troja, den luskede træhest, dramaets hovedpersoner og deres tragiske skæbner lever videre i den kollektive bevidsthed som akilleshæle, computervirus og i Hollywood.

Historiens, største, Troja
© HISTORIE

Historiens største gåder

Denne artikel er fra bogserien “Historiens største gåder”. Hvert bind går i dybden med mysterier om alt fra tempelridderne til nazisternes okkulte verden.

Se mere på: www.historienet.dk/gåder