Sult og tæv skabte oldtidens overmennesker

Intet i Sparta var dog som i de andre græske bystater. Mens den øvrige græske verden eksperimenterede med nye samfundsformer som tyranni, demokrati og oligarki (fåmandsvælde), holdt spartanerne stædigt fast i monarkiet, der af de øvrige grækere blev betragtet som gammeldags.

Sparta havde endda to konger, men de blev holdt i stramme tøjler af fem årligt valgte eforer (opsynsmænd).

Den spartanske økonomi var desuden baseret på fælleseje, hvor samfundets elite, krigerkasten homoioi (de jævnbyrdige), delte til samfundets bedste.

Selv deres hustruer kunne spartanerne ikke altid beholde for sig selv. Et ægteskabs fornemmeste opgave var at producere børn.

Hvis denne opgave blev forsømt, måske fordi manden var for gammel, forventedes det, at han skaffede en mere viril mand til sin kone, så hun kunne føde det afkom, staten krævede.

Sparta var også sin regionens politiske centrum, hvis brutale krigere underlagde sig alle byer i omegnene.

Befolkningen i de erobrede områder endte reelt som livegne bønder – såkaldte heloter. Deres ejendom overgik til den spartanske stat, som delte den ud blandt sine egne borgere, mens de tidligere ejere skulle arbejde gratis.

Jordens udbytte tilfaldt alene den spartanske herre. Med ti gange så mange heloter som spartanere var risikoen for et oprør stor, hvilket kun gjorde behovet for en hårdtslående hær endnu større.

Risikoen for opstand var så stor, at spartanerne hvert eneste år officielt erklærede krig mod heloterne – en magtdemonstration, der skulle kvæle enhver tanke om revolution. Tilmed holdt staten altid sine styrker i højeste beredskab.

Svage drengebørn blev dræbt

Historiens formentlig mest brutale skole opfostrede alle sine sunde drenge til at indse det naturlige og fornuftige i statens fremfærd.

De øvrige græske bystater anså spartanerne for komplet fanatiske. Men samtidig var krigerne frygtet og blev mødt med hemmelig beundring. De var tidens bedste soldater, der efter sigende gik frygtløst i døden med et trodsigt smil på læben.

For spartanerne var lydighed, tapperhed og selvopofrelse de største dyder, mens det enkelte menneskeliv ingen betydning havde. Enhver skulle være parat til at ofre sig for staten. Det havde soldaterne lært i skolen.

Lige fra fødslen var en spartansk dreng i livsfare. Den nyfødte blev undersøgt af en komité af ældre mænd, der vurderede, om han var sund og rask.

Hvis drengen viste sig at være svagelig, døv, blind eller på anden måde handicappet, blev han båret til en klippeskrænt og kastet i dybet eller efterladt på Taíyetos-bjerget, hvor han døde af sult og tørst. Sparta havde ingen plads til de svage. Kun de stærke måtte leve og føre slægterne videre.

Hvis komiteen godkendte et drengebarn, blev han opdraget af sin familie til sit syvende år. Herfra overtog staten opdragelsen: Han lærte bl.a. at skrive, gå på jagt og begå sig socialt.

Dans og sang stod også på skemaet, så han senere i livet kunne kurtisere de unge kvinder og overtale en af dem til ægteskab.

Drengene styrketrænede, sloges i bryderingen og dyrkede atletik. Træningen foregik uden sandaler, så fødderne kunne hærdes i en tidlig alder.

Den hårde uddannelse, som alle spartanske mænd måtte gennemgå, betød at de naturligt så sig som overlegne sammenlignet med alle andre grækere.

Da et sendebud, hvis fysik den spartanske konge Agis var ganske uimponeret af, blev ved med at spørge: “Hvilket spartaner er så den bedste?”, fik han tørt svaret tilbage: “Ham som minder mindst om dig”.

Krigskunst krævede disciplin

Drengene i Sparta fik også militærtræning tidligt. De skulle lære at kæmpe i formationer med lange spyd, korte sværd og store runde skjolde. På slagmarken bestod en formation af otte geledder i dybden, hvor forreste geled dannede en skjoldmur.

Halvdelen af ét skjold dækkede soldatens venstre side, mens skjoldets anden halvdel dækkede sidemandens højre arm og skulder.

Formationen skulle forhindre modstanderne i at bryde igennem, og på kommandoen “Fremad march!” blev fjenderne spiddet på de lange spyd. Det korte sværd blev primært brugt til at stikke sårede fjender ihjel. Sværdet blev også brugt, hvis der opstod nærkampe.

Denne kampteknik krævede disciplin, fordi de mange soldater skulle bevæge sig som én sammenhængende gruppe, styret af officerer. Hos andre græske bystater, som ikke havde en hær af fuldtidssoldater, kom der let uorden i geledenne, hvilket førte til panik på slagmarken.

Sparta så disciplin, som bystatens altafgørende styrker. Da den persiske konge Xerxes 1., udspurgte den eksilerede spartanske konge Demaratos om de legendariske krigere, fik han svaret: “Spartanerne er enhver mands lige i individuel kamp, og når de kæmper sammen, overgår de alle andre”.

Tyndt vintertøj og for lidt mad

Når eleven fyldte 12 år, blev han betragtet som en ung mand – en meirakion. Træningen blev intensiveret og håret klippet helt kort, så ingen var i tvivl om hans status.

Den eneste tilladte påklædning var nu en tunika, som dag og nat, sommer og vinter skulle værne mod vind og vejr.

Hverken regn, frost eller snestorm udløste dispensation til varmere tøj.

De kolde nætter tilbragte drengene under kummerlige forhold i primitive barakker, hvor alle sov tæt sammen på tynde madrasser lavet af strå. Under svære vintre var det dog tilladt at blande dun fra tidsler i madrassen.

Eleverne lærte også at spise sparsomme portioner – deraf opstod betegnelsen “at leve spartansk”. Drengene skulle lære, hvad det vil sige at sulte, så de senere i livet kunne klare sig i barske situationer under et felttog.

Måltiderne gav lige nøjagtig næring nok til de udmattende øvelser. Spartanerne mente nemlig, at tynde drenge ville vokse ekstra i højden, hvilket gav dem længere rækkevidde med sværd og spyd.

Det blev dog også forventet, at drengen stjal mad uden for skolernes område og på den måde beviste, at han kunne klare sig selv.

Naturligvis blev drengen straffet, hvis han blev opdaget – ikke pga. tyveriet, men fordi han var blevet opdaget.

Lærerne dyrkede sex med eleverne

En spartansk skoleklasse var i realiteten en deling børnesoldater, der blev anført af en ephor – en hyrde.

Ephoren var en ung, nyuddannet soldat og fungerede som drengenes lærer, instruktør og officer på samme tid.

Desuden fik den 12-årige sin egen personlige mentor, der havde ansvaret for den videre uddannelse og samtidig pligt til at dyrke sex med sin elev.

Ligesom andre grækere levede spartanerne i en udpræget homoseksuel kultur, hvor følelsesmæssige og seksuelle bånd mellem mænd var mere reglen end undtagelsen.

Forhold mellem elev og mentor blev betragtet som seksualundervisning og et led i erhvervelsen af sociale færdigheder.
Fx mente spartanerne, at soldater bakkede hinanden op og kæmpede bedre, hvis de havde seksuelle og dermed følelsesmæssige relationer.

Når en dreng fyldte 18 år og havde bestået alle sine prøver, var han fuldgyldig kriger og en del af et regiment.

Resten af livet havde han strengt taget kun to opgaver: At stå til rådighed som soldat og at få børn.

Det blev anset som en utilgivelig forbrydelse at forblive ungkarl. Mange spartanske mænd udsatte deres giftermål så længe som muligt, fordi de foretrak homoseksuelle forhold.

Hvis en spartansk mand ikke var gift, når han blev 30, blev han dømt, straffet og ydmyget offentligt.

Hæren og samfundet straffede fejhed med ydmygelse. Hvis en mand viste frygt på slagmarken, blev han tvunget til at bære en iøjnefaldende dragt og fik barberet halvdelen af sit skæg af.

Dermed kunne alle fra barn til olding se, at her stod en kryster, hvilket førte til latterliggørelse og udstødelse.

I det dybt militaristiske samfund, hvor personlig ære vigtigere end alt andet, har ydmygelsen været en langt hårdere straf end fx stokkeslag.

En kryster bragte ikke kun sine kammerater i fare, han svigtede hele samfundet, hvilket stred mod alle spartanske normer.

Misdæderen havde dog chancen for at gøre sit fejltrin godt igen ved at udvise særlig tapperhed under det næste slag.

Opfordring til mord på slaver

Spartanerne erobrede allerede i 700-tallet f.Kr. nabostaten Messenia, der lå på det sydvestlige Peloponnes på den anden side af en bjergkæde. Messenianerne, som også var grækere, blev gjort til slaver.

For at undertrykke slaveklassen oprettede spartanerne en særlig politistyrke under navnet krypteia, som betyder “skjult” eller “hemmelig”.

De mest lovende drenge med lederpotentiale blev rekrutteret til krypteia som 16-årige. Ifølge den græske historiker Plutarchos blev de bevæbnet med en kniv og hvert efterår sendt ud i landet på egen hånd.

Om natten skulle de snige sig ind i de messenianske landsbyer, hvor de i ly af mørket myrdede slaver.

Mordene blev udført på officerernes opfordring og med statens billigelse. Formålet var at eliminere urostiftere blandt slaverne og sprede frygt, så resten ikke turde andet end at makke ret.

Ingen krigskunst uden slavearbejde

Alle frie borgere i Grækenland holdt slaver, men de var som regel udenlandske og købt på markeder eller taget til fange i krig mod andre lande.

Kun spartanerne tog græske slaver – de anså det for ganske unødvendigt at rejse langt efter arbejdskraft, når den kunne indfanges i nabolaget.

Slaverne var i århundreder med til at gøre Sparta til den stærkeste stat i Grækenland.

Ganske vist var faren for oprør konstant overhængende, men til gengæld betød den store underklasse af slaver, at de spartanske mænd hver dag året rundt kunne koncentrere sig om krigskunst.

De fleste soldater fik en ærefuld pension som 60-årige, men i princippet var der ingen aldersgrænse for værnepligten.

Den græske historiker Plutarch skrev fx at Spartas unge mænd anså krig for den rene ferie. Træningen var langt hårdere end udfordringerne på slagmarken.

Legenden om verdens bedste krigere

Spartas hårde uddannelsessystem skabte Europas første elitesoldater, men så få drengebørn overlevede udvælgelsen og undervisningen, at hver enkelt soldats liv talte. Det forholdsvis lille antal soldater betød, at Spartas skæbne ofte balancerede på et knivsæg; tabet af blot nogle hundrede soldater kunne være katastrofalt.

Derfor var Sparta ofte til­bageholdende med at gå i krig og brugte i stedet sit frygtindgydende rygte til at få de andre bystater til at makke ret.

Legenden om Spartas slagstyrke blev især cementeret efter slaget ved Thermopylæ i 480 f.Kr., hvor 300 spartanere bevogtede en smal passage og i tre dage holdt en persisk hær på op imod 100.000 mand tilbage.

Spartanerne kæmpede til sidste mand og gav de 6.000 andre græske soldater mulighed for slippe væk og at evakuere udsatte byer som Athen.

Ganske vist fik de 300 spartanere støtte fra 400 thebanere og 700 thespianere, hvis by lå tæt på den smalle passage i Thermopylæ, men det var spartanerne under ledelse af kong Leonidas 2., der fik æren for at redde Grækenland.

Samme år blev perserne slået i et stort søslag ved Salamis og måtte tilsidst trække sig tilbage fra Det Græske Øhav.

På trods af at slaget var anført af Athens flåde, var det i mange grækeres opfattelse Sparta, som stod tilbage som den dominerende magtfaktor i Grækenland.

Sparta bliver Grækenlands herskere

Perserkrigene havde samlet grækerne for en stund, men snart blev det tydeligt, at krigens anden store vinder, Athen, ikke kunne acceptere Spartas dominans.

Stridighederne begyndte, da Athen besluttede at genopbygge sin bymur livsvigtige, efter at den var blevet ødelagt af perserne.

Sparta havde ingen bymur, og da den spar­tan­ske kong Agesilaos 2. blev spurgt hvorfor, pegede han på de spartanske soldater og sagde: “Dette er Spartas mur”.

Nu forsøgte Sparta at forsikre athenerne om, at de heller ikke behøvede en mur, for den spartanske hær skulle nok beskytte dem.

Men Athen købte ikke idéen – by­statens indbyggere var udmærket klar over, at de uden bymur ville være totalt forsvarsløse over for Spartas landtropper.

Snart begyndte Athen at skabe sit eget forbund af allierede bystater under navnet Det Deliske Sø­forbund som rival til Spartas Peloponnesiske Forbund.

Den græske verden var hermed delt i to og i årene 460-404 f.Kr. præget af borgerkrigslignende tilstande.

Krigene var præget af, at Sparta var overlegen på land, mens Athen dominerede til søs. I årevis invaderede spartanerne Athens territorium i forsøget på at provokere byen til en åben kamp.

­Athenerne holdt sig dog bag bymuren, som med grækernes begrænsede kendskab til belejringens kunst gjorde Athen usårlig.

Samtidig sørgede den overlegne flåde for, at athenerne heller ikke kunne sultes til overgivelse, da forsyninger jævnligt blev hentet udefra.

Risikoen for et helot-oprør hjemme i Sparta voksede desuden, når hæren var ude, så de spartanske soldater måtte altid vende hjem efter nogle uger.

Sparta fik derfor aldrig et afgørende slag på land og måtte hvert år måtte nøjes med at brænde athenernes afgrøder på markerne.

Efter i årevis forgæves at have forsøgt at slå de foragtede athenske pottemalere og filosoffer besluttede Sparta, at målet må hellige midlet – også en alliance med Persien.

Den gamle ærkefjende betalte for byggeriet af en stor spartansk flåde, som var på højde med Athens, og selvom spartanerne to gange måtte bede perserne om flere penge, endte krigen med en knusende spartansk sejr til søs i 405 f.Kr. under slaget ved Aigospotamoi.

Endelig var der ingen tvivl om, hvem der var Grækenlands mægtigste bystat, men lykken varede ikke længe

Magtpositionen forsvandt

Det krigeriske Sparta viste sig at være en brutal leder i Grækenland, og oprør brød ud i flere bystater. I år 371 f.Kr. mødte den spartanske hær endelig sin overmand.

Bystaten Theben havde fået nok af krigerstatens overmagt, og de to stater gik i krig.

I slaget ved Leuktra knuste Theben overbevisende Spartas hær, som aldrig rejste sig igen.Nederlaget var på alle måder ødelæggende for spartanerne. Deres stat byggede på, at Sparta var Grækenlands o­ver­leg­ne militærmagt.

Da det ikke længere var tilfældet, forduftede folkets identitet og samfundets sammenhængskraft. Eftersom Sparta mistede størstedelen af sin hær under slaget, var hele bystatens eksistensgrundlag truet.

Både slaverne og mange af bystaterne i Det Peloponnesiske Forbund gjorde oprør. Sparta overlevede, men var fra denne tid kun en skygge af sig selv.

Selvom den effektive hær ikke længere eksisterede, levede historierne om de ultimative krigere dog videre. Det militaristiske Romerrige var fx stærkt fascineret af spartanernes historie, krigskunst og tapperhed.

Efter at Rom erobrede Grækenland i 146 f.Kr., endte Sparta derfor med at blive til et turistmål for romerske rigmænd, som betalte spartanerne penge for at se drenge blive pisket som i de gode, gamle dage.

De forlystelsessyge ­romere så på krigskunst og hørte fortællingerne om dengang, Sparta var verdens stærkeste magt.