Sparta, antikken, kriger

Sult og tæv skabte oldtidens overmennesker

Spartanerne gjorde alt for at fremavle den fuldkomne kriger. På skemaet stod tæsk, sult og mord på slaver. Den hårde undervisning skabte en hær, der igennem 400 år dominerede alle andre græske bystater.

Luca Tarlazzi

Når en spartansk dreng fyldte syv år, forlod han sit barndomshjem. Drengen flyttede ind på en kaserne med sine jævnaldrende kammerater, og hans liv var nu i hænderne på staten, der sørgede for hans opdragelse, militære træning og boglig uddannelse.

Det var et krav, at drengen glemte alt om sin familie og resten af sine dage kun havde statens og fællesskabets velbefindende på sinde – han kunne alligevel aldrig mere bo sammen med sine forældre igen.

Ubetinget loyalitet over for kammeraterne, og ubrydelig troskab over for Sparta, var ufravigelige krav.

Klarede drengen sig godt i skolen, var han færdiguddannet elitesoldat som 18-årig. Gik det ikke godt, blev han smidt ud og levede resten af livet som en udstødt på bunden af spartanernes militaristiske samfund uden familie, hus og jord.

Årlig krig imod slaverne

Sparta lå i regionen Lakonien på halvøen Peloponnes i Grækenland og eksisterede fra omkring 1.000 f.Kr. Riget dækkede et areal på omkring 8.000 km2 – ikke meget mere end Sjælland.

Det spartanske folk var ganske lille. Da bystaten var på sit højeste omkring 500 f.Kr. var der mellem 20.000-35.000 frie mænd og kvinder.

Til sammenligning havde Athen i 431 f.Kr. ifølge den græske historiker Thukydid, en befolkning på ca. 210.000 mennesker, uden at medregne slaver.

De spartanske soldater var ikke kun trænet til hård disciplin, de mente også at kærligheden mellem mænd var den mest ærbare og krigerne var derfor ofte i tætte forhold.

Intet i Sparta var dog som i de andre græske bystater. Mens den øvrige græske verden eksperimenterede med nye samfundsformer som tyranni, demokrati og oligarki (fåmandsvælde), holdt spartanerne stædigt fast i monarkiet, der af de øvrige grækere blev betragtet som gammeldags.

Sparta havde endda to konger, men de blev holdt i stramme tøjler af fem årligt valgte eforer (opsynsmænd).

Den spartanske økonomi var desuden baseret på fælleseje, hvor samfundets elite, krigerkasten homoioi (de jævnbyrdige), delte til samfundets bedste.

Selv deres hustruer kunne spartanerne ikke altid beholde for sig selv. Et ægteskabs fornemmeste opgave var at producere børn.

Hvis denne opgave blev forsømt, måske fordi manden var for gammel, forventedes det, at han skaffede en mere viril mand til sin kone, så hun kunne føde det afkom, staten krævede.

Sparta var også sin regionens politiske centrum, hvis brutale krigere underlagde sig alle byer i omegnene.

Befolkningen i de erobrede områder endte reelt som livegne bønder – såkaldte heloter. Deres ejendom overgik til den spartanske stat, som delte den ud blandt sine egne borgere, mens de tidligere ejere skulle arbejde gratis.

Jordens udbytte tilfaldt alene den spartanske herre. Med ti gange så mange heloter som spartanere var risikoen for et oprør stor, hvilket kun gjorde behovet for en hårdtslående hær endnu større.

Risikoen for opstand var så stor, at spartanerne hvert eneste år officielt erklærede krig mod heloterne – en magtdemonstration, der skulle kvæle enhver tanke om revolution. Tilmed holdt staten altid sine styrker i højeste beredskab.

Sparta, antikken, slave

En spartansk far udpeger en fordrukken slave til sine ­sønner. Med sin manglende kontrol og dårlige fysik er slaven symbol på alt det, spartanerne foragter.

© Utcon collection/Imageselect

Svage drengebørn blev dræbt

Historiens formentlig mest brutale skole opfostrede alle sine sunde drenge til at indse det naturlige og fornuftige i statens fremfærd.

De øvrige græske bystater anså spartanerne for komplet fanatiske. Men samtidig var krigerne frygtet og blev mødt med hemmelig beundring. De var tidens bedste soldater, der efter sigende gik frygtløst i døden med et trodsigt smil på læben.

For spartanerne var lydighed, tapperhed og selvopofrelse de største dyder, mens det enkelte menneskeliv ingen betydning havde. Enhver skulle være parat til at ofre sig for staten. Det havde soldaterne lært i skolen.

Lige fra fødslen var en spartansk dreng i livsfare. Den nyfødte blev undersøgt af en komité af ældre mænd, der vurderede, om han var sund og rask.

Hvis drengen viste sig at være svagelig, døv, blind eller på anden måde handicappet, blev han båret til en klippeskrænt og kastet i dybet eller efterladt på Taíyetos-bjerget, hvor han døde af sult og tørst. Sparta havde ingen plads til de svage. Kun de stærke måtte leve og føre slægterne videre.

Hvis komiteen godkendte et drengebarn, blev han opdraget af sin familie til sit syvende år. Herfra overtog staten opdragelsen: Han lærte bl.a. at skrive, gå på jagt og begå sig socialt.

Dans og sang stod også på skemaet, så han senere i livet kunne kurtisere de unge kvinder og overtale en af dem til ægteskab.

Drengene styrketrænede, sloges i bryderingen og dyrkede atletik. Træningen foregik uden sandaler, så fødderne kunne hærdes i en tidlig alder.

Den hårde uddannelse, som alle spartanske mænd måtte gennemgå, betød at de naturligt så sig som overlegne sammenlignet med alle andre grækere.

Da et sendebud, hvis fysik den spartanske konge Agis var ganske uimponeret af, blev ved med at spørge: “Hvilket spartaner er så den bedste?”, fik han tørt svaret tilbage: “Ham som minder mindst om dig”.

“Spartanerne er enhver mands lige i individuel kamp, og når de kæmper sammen, overgår de alle andre”.
Den spartanske konge Demaratos

Krigskunst krævede disciplin

Drengene i Sparta fik også militærtræning tidligt. De skulle lære at kæmpe i formationer med lange spyd, korte sværd og store runde skjolde. På slagmarken bestod en formation af otte geledder i dybden, hvor forreste geled dannede en skjoldmur.

Halvdelen af ét skjold dækkede soldatens venstre side, mens skjoldets anden halvdel dækkede sidemandens højre arm og skulder.

Formationen skulle forhindre modstanderne i at bryde igennem, og på kommandoen “Fremad march!” blev fjenderne spiddet på de lange spyd. Det korte sværd blev primært brugt til at stikke sårede fjender ihjel. Sværdet blev også brugt, hvis der opstod nærkampe.

Denne kampteknik krævede disciplin, fordi de mange soldater skulle bevæge sig som én sammenhængende gruppe, styret af officerer. Hos andre græske bystater, som ikke havde en hær af fuldtidssoldater, kom der let uorden i geledenne, hvilket førte til panik på slagmarken.

Sparta så disciplin, som bystatens altafgørende styrker. Da den persiske konge Xerxes 1., udspurgte den eksilerede spartanske konge Demaratos om de legendariske krigere, fik han svaret: “Spartanerne er enhver mands lige i individuel kamp, og når de kæmper sammen, overgår de alle andre”.

Sparta, antikken, børn

Spartanerne trænede nøgne, da tøj var unødvendigt og svært at holde rent.

© Christoffer Wilhelm Eckersberg

Spartanerne ­opfandt ny taktik

Spartanerne indså i 700-tallet f.Kr. som de første grækere styrken ved at kæmpe i formation i stedet for mand imod mand. I den såkaldte falanks var spartanerne udrustet med et stort, rundt skjold, et langt spyd og et kort sværd.

Når en formation marcherede fremad i takt, blev fjenderne spiddet på de lange spyd, mens sværdet primært blev brugt til at aflive de sårede, som formationen i løbet af slaget marcherede henover.

Falanksen var uovertruffen, og de andre græske bystater tog ­hurtigt ved lære af spartanerne. I hundredvis af år brugte alle bystaterne formationen på slagmarken.

Tyndt vintertøj og for lidt mad

Når eleven fyldte 12 år, blev han betragtet som en ung mand – en meirakion. Træningen blev intensiveret og håret klippet helt kort, så ingen var i tvivl om hans status.

Den eneste tilladte påklædning var nu en tunika, som dag og nat, sommer og vinter skulle værne mod vind og vejr.

Hverken regn, frost eller snestorm udløste dispensation til varmere tøj.

De kolde nætter tilbragte drengene under kummerlige forhold i primitive barakker, hvor alle sov tæt sammen på tynde madrasser lavet af strå. Under svære vintre var det dog tilladt at blande dun fra tidsler i madrassen.

Eleverne lærte også at spise sparsomme portioner – deraf opstod betegnelsen “at leve spartansk”. Drengene skulle lære, hvad det vil sige at sulte, så de senere i livet kunne klare sig i barske situationer under et felttog.

Måltiderne gav lige nøjagtig næring nok til de udmattende øvelser. Spartanerne mente nemlig, at tynde drenge ville vokse ekstra i højden, hvilket gav dem længere rækkevidde med sværd og spyd.

Det blev dog også forventet, at drengen stjal mad uden for skolernes område og på den måde beviste, at han kunne klare sig selv.

Naturligvis blev drengen straffet, hvis han blev opdaget – ikke pga. tyveriet, men fordi han var blevet opdaget.

Sparta, antikken, sitater

Spartanerne var ­berygtede for deres ­elegante ­ordknaphed, tørre vid og arrogance.

© Nik Keevil/Trevillion images

Spartas fjender blev spiddet med ord

Det var ikke kun spartanernes skarpe sværd, som bystatens mange fjender frygtede. Også deres evne til at svare lakonisk – kort og dræbende præcist – fik modstanderne til at skælve.

  • “SÅ KÆMPER VI I SKYGGEN!”

    Inden det store slag ved Thermopylæ i 480 f.Kr., hvor spartanerne stod over for 100.000 persiske soldater, kom der bud til Dienekes, en af Spartas ledende generaler.

    Han fik underretning om, at perserne havde så mange bueskytter, at deres pileregn ville komme til at blokere for solens stråler. “Så meget desto bedre”, svarede Dienekes, “så kæmper vi i den svalende skygge”.

  • “HVIS…!”

    Kong Filip 2. af Makedonien erobrede fra 356 f.Kr. en række græske bystater og vendte til sidst sin truende opmærksomhed mod Sparta.

    Kongen sendte en budbringer med et håndfast ultimatum: “I anbefales at overgive jer omgående, for hvis jeg kommer ind i jeres land med min hær, vil jeg ødelægge jeres gårde, slagte jeres folk og jævne jeres byer med jorden”.

    Spartanerne sendte budbringeren tilbage med det kortfattede svar: “Hvis!” Efterfølgende gik både Filip 2. og hans søn, Alexander den Store, i en stor bue uden om Sparta.

  • “MED DET ELLER PÅ DET!”

    Også Spartas kvinder vurderede hæder vundet på slagmarken højere end livet. Når en ægtemand eller søn drog i krig, var det derfor spartansk tradition, at kvinderne rakte dem skjoldet med ordene: “Med det eller på det”.

    Når manden vendte hjem, skulle det altså enten være i triumf med skjoldet i hånden. Eller død, kremeret og med urnen placeret oven på skjoldet.

Lærerne dyrkede sex med eleverne

En spartansk skoleklasse var i realiteten en deling børnesoldater, der blev anført af en ephor – en hyrde.

Ephoren var en ung, nyuddannet soldat og fungerede som drengenes lærer, instruktør og officer på samme tid.

Desuden fik den 12-årige sin egen personlige mentor, der havde ansvaret for den videre uddannelse og samtidig pligt til at dyrke sex med sin elev.

Ligesom andre grækere levede spartanerne i en udpræget homoseksuel kultur, hvor følelsesmæssige og seksuelle bånd mellem mænd var mere reglen end undtagelsen.

Forhold mellem elev og mentor blev betragtet som seksualundervisning og et led i erhvervelsen af sociale færdigheder.
Fx mente spartanerne, at soldater bakkede hinanden op og kæmpede bedre, hvis de havde seksuelle og dermed følelsesmæssige relationer.

Når en dreng fyldte 18 år og havde bestået alle sine prøver, var han fuldgyldig kriger og en del af et regiment.

Resten af livet havde han strengt taget kun to opgaver: At stå til rådighed som soldat og at få børn.

Det blev anset som en utilgivelig forbrydelse at forblive ungkarl. Mange spartanske mænd udsatte deres giftermål så længe som muligt, fordi de foretrak homoseksuelle forhold.

Hvis en spartansk mand ikke var gift, når han blev 30, blev han dømt, straffet og ydmyget offentligt.

300 Spartanere holdt den persiske horde tilbage

På en sandstrand i området Thermopylæ forsvarede spartanerne i 480 f.Kr. Grækenland mod en persisk invasionshær på 100.000 soldater.

De 300 spartaneres offer gav resten af grækerne tre livsvigtige dage til at samle sig.

Mikkel Juul Jensen / historie

Persisk hær og flåde invaderer Grækenland

Titusindvis af persere og flere hundrede skibe erobrer det nordlige Grækenland og trænger sydpå mod byerne Theben og Athen. Den letteste vej går langs stranden ved Thermopylæ.

Den ligger mellem høje klipper og havet og er en naturlig flaskehals i landskabet­. Her vælger grækerne at forsvare sig mod invasionen.

Mikke Juul Jensen / historie

Perserne angriber selvsikkert

Invasionshæren angriber med bueskytter og forsøger at bryde igennem. Men grækerne­ danner­ en menneskelig mur på tværs af stranden.

De fremadstormende og sejrssikre persere­ bliver spiddet på grækernes lange spyd.

Mikkel juuel jensen / historie

Spartanerne kæmper­ til døden

Grækerne får nys om, at et persisk baghold er på vej bag om klipperne. Næsten alle grækerne flygter i tide, men spartanerne bliver tilbage.

Samtlige spartanere bliver dræbt, men tager så mange persere med sig i døden, at invasionsstyrken­ aldrig kommer sig. Efter et mislykket togt sydpå forsvinder perserne.

Mikkel Juul Jensen / historie

Hæren og samfundet straffede fejhed med ydmygelse. Hvis en mand viste frygt på slagmarken, blev han tvunget til at bære en iøjnefaldende dragt og fik barberet halvdelen af sit skæg af.

Dermed kunne alle fra barn til olding se, at her stod en kryster, hvilket førte til latterliggørelse og udstødelse.

I det dybt militaristiske samfund, hvor personlig ære vigtigere end alt andet, har ydmygelsen været en langt hårdere straf end fx stokkeslag.

En kryster bragte ikke kun sine kammerater i fare, han svigtede hele samfundet, hvilket stred mod alle spartanske normer.

Misdæderen havde dog chancen for at gøre sit fejltrin godt igen ved at udvise særlig tapperhed under det næste slag.

Opfordring til mord på slaver

Spartanerne erobrede allerede i 700-tallet f.Kr. nabostaten Messenia, der lå på det sydvestlige Peloponnes på den anden side af en bjergkæde. Messenianerne, som også var grækere, blev gjort til slaver.

For at undertrykke slaveklassen oprettede spartanerne en særlig politistyrke under navnet krypteia, som betyder “skjult” eller “hemmelig”.

De mest lovende drenge med lederpotentiale blev rekrutteret til krypteia som 16-årige. Ifølge den græske historiker Plutarchos blev de bevæbnet med en kniv og hvert efterår sendt ud i landet på egen hånd.

Om natten skulle de snige sig ind i de messenianske landsbyer, hvor de i ly af mørket myrdede slaver.

Mordene blev udført på officerernes opfordring og med statens billigelse. Formålet var at eliminere urostiftere blandt slaverne og sprede frygt, så resten ikke turde andet end at makke ret.

En by i evig krig

Sparta var gennem århundreder i konstant krig mod både ærkefjenden Persien og de øvrige græske bystater.

  • 1000-tallet f.Kr.

    Sparta opstår

    De første arkæologiske beviser på beboelse omkring Sparta er dateret til omkring år 1.000 f.Kr. Udgravninger tyder på, at der på dette tidspunkt lå to byer i området, som blev fusioneret til én. Spartas tradition med at være ledet af to konger, mener arkæologerne stammer herfra.

  • 700-tallet f.Kr.

    Bystatens storhedstid begynder

    Sparta i området Lakonien bliver en stormagt, da byen i løbet af 700-tallet f.Kr. får bugt med sine interne stridigheder. I byen overtager staten ansvaret for børns opdragelse og opbygger derved en elitehær, som med tiden bliver den mest effektive i Grækenland.

  • 500-tallet f.Kr.

    Det peloponnesiske forbund oprettes

    Det spartanske samfund har vokset sig til den stærkeste bystat på Peloponnes. Sparta opretter Det peloponnesiske forbund, som er en alliance med de andre bystater i området med Sparta som leder. Forbundets medlemmer skal bl.a. levere militær støtte til Sparta i tilfældet af krig eller slave-oprør.

  • 480 f.Kr.

    Moralsk sejr ved Thermopylæ

    Spartas kong Leonidas anfører en samlet græsk hær med 300 spartanere i spidsen, støttet af 1.100 andre grækere. Den minimale styrke holder stand over for en hundrede gange større persisk hær. Spartanerne taber, men kampene giver uvurderlig tid til resten af grækerne.

  • 479 f.Kr.

    Grækerne slår Persien

    Året efter den blodige kamp ved Thermopylæ taber perserne endegyldigt i slaget ved Plataiai. Æren for sejren tilfalder Sparta, som igen stod i spidsen for den samlede græske hær. Persiens nederlag betyder afslutningen på rigets ambition om at invadere det europæiske kontinent.

  • Sparta, antikken, jordskævl
    Jordskælvet i Sparta kostede op imod 20.000 mennesker livet.

    464 f.Kr.

    Jordskælv spreder kaos i bystaten

    Et jordskælv ødelægger store dele af Sparta og fører til slaveoprør. Sparta beder om hjælp hos sine allierede inkl. Athen, men da de 4.000 athenske hopliter ankommer, bliver de sendt hjem igen, da spartanerne frygter, at de vil skifte side. Athen ser dette som en voldsom fornærmelse.

  • 460-445 f.Kr.

    Første krig mod Athen

    Grækenlands to stærkeste magter bekriger hinanden i Den første peloponnesiske krig, hvor Sparta bliver rystet over Athens styrke. Athens krigslykke vender dog, da de lider et stort nederlag i Egypten, hvor de har støttet et oprør imod perserne. Krigen ender uden en klar vinder.

  • 431-404 f.Kr.

    Sparta vinder over arvefjenden

    Freden mellem Athen og Sparta står på usikker grund og en ny krig er uundgåelig. Nu skyer Sparta ingen midler, og krigen bliver langt mere brutale og end tidligere konflikter. Hele byer bliver jævnet med jorden. Sparta får endelig sejren efter at have allieret sig med arvefjenden Persien.

  • 395-387 f.Kr.

    Fjenden bliver ny allieret

    Stridighederne blusser op igen, da bl.a. Athen og Korinth forsøger at dæmme op for Spartas fremmarch. Nederlaget i et søslag ødelægger Spartas ambition om at blive en flådemagt. Krigen ender dog med en fredsaftale, da perserne i sidste øjeblik går ind på Spartas side.

  • 371 f.Kr.

    Sparta ender som taberen

    For første gang bliver en fuldtallig ­spartansk hær besejret i et slag på ­landjorden. Fjenden er en alliance af andre græske bystater med Theben i spidsen. Nederlaget i slaget ved Leuktra bliver begyndelsen på Spartas nedtur.

  • 264-146 f.Kr.

    Rom bliver ny allieret

    Efter nederlaget ved Leuktra er Sparta stækket, men stadig en magt, naboerne må regne med. Sparta bliver nu allieret med Rom i oldtidens største konflikt, de puniske krige mod Kartago. Efter tre krige sejrer Rom og bliver Middelhavets dominerende magt.

  • Sparta, krig, rustning

    146 f.Kr.

    Sparta bliver turistattraktion

    Hele Grækenland bliver overtaget af romerne, og Sparta bevarer kun sin selvstændighed af navn. Under kejser Nero (54-68 e.Kr.) bliver Sparta turistattraktion for rige romere, som kommer for at opleve byens barske traditioner.

  • 1836

    Byen genopstår

    Grækenland opnår selvstændighed i 1830 efter i århundreder at have været underlagt Osmannerriget. Den nye græske konge befaler, at grækerne opfører et nyt Sparta ved ruinerne af den gamle by. Danske arkitekter står for at opføre byens nye rådhus og arkæologiske museum. Byen har endda ca. 17.000 indbyggere og er en af de mest ­konservative byer i Grækenland.

Sparta, antikken, kvinder

De spartanske kvinder var ­veltrænede og klar til at kæmpe, hvis det var strengt nødvendigt.

© Muzéo

Kvinder af jern styrtede hjemmet

Sparta adskilte sig markant fra de øvrige bystater i Grækenland ved at give kvinder en uddannelse. De spartanske piger både styrke- og løbetrænede og afholdt atletikkonkurrencer.

Desuden lærte de at synge i kor og ikke mindst at læse og skrive. Det blev anset for tåbeligt, at kvinder sad stille i hjemmet og kun brugte deres hænder til at spinde og væve hele dagen. Husarbejdet blev derfor overladt til slaver.

Kvinder kunne også eje ejendom og arve. I fx Athen var kvinder stærkt ­undertrykte og kom sjældent ud af huset. Det var fuldkommen uhørt, at de dyrkede sport som i Sparta.

Ingen krigskunst uden slavearbejde

Alle frie borgere i Grækenland holdt slaver, men de var som regel udenlandske og købt på markeder eller taget til fange i krig mod andre lande.

Kun spartanerne tog græske slaver – de anså det for ganske unødvendigt at rejse langt efter arbejdskraft, når den kunne indfanges i nabolaget.

Slaverne var i århundreder med til at gøre Sparta til den stærkeste stat i Grækenland.

Ganske vist var faren for oprør konstant overhængende, men til gengæld betød den store underklasse af slaver, at de spartanske mænd hver dag året rundt kunne koncentrere sig om krigskunst.

De fleste soldater fik en ærefuld pension som 60-årige, men i princippet var der ingen aldersgrænse for værnepligten.

Den græske historiker Plutarch skrev fx at Spartas unge mænd anså krig for den rene ferie. Træningen var langt hårdere end udfordringerne på slagmarken.

Legenden om verdens bedste krigere

Spartas hårde uddannelsessystem skabte Europas første elitesoldater, men så få drengebørn overlevede udvælgelsen og undervisningen, at hver enkelt soldats liv talte. Det forholdsvis lille antal soldater betød, at Spartas skæbne ofte balancerede på et knivsæg; tabet af blot nogle hundrede soldater kunne være katastrofalt.

Derfor var Sparta ofte til­bageholdende med at gå i krig og brugte i stedet sit frygtindgydende rygte til at få de andre bystater til at makke ret.

Legenden om Spartas slagstyrke blev især cementeret efter slaget ved Thermopylæ i 480 f.Kr., hvor 300 spartanere bevogtede en smal passage og i tre dage holdt en persisk hær på op imod 100.000 mand tilbage.

Spartanerne kæmpede til sidste mand og gav de 6.000 andre græske soldater mulighed for slippe væk og at evakuere udsatte byer som Athen.

Ganske vist fik de 300 spartanere støtte fra 400 thebanere og 700 thespianere, hvis by lå tæt på den smalle passage i Thermopylæ, men det var spartanerne under ledelse af kong Leonidas 2., der fik æren for at redde Grækenland.

Samme år blev perserne slået i et stort søslag ved Plataiai og måtte tilsidst trække sig tilbage fra Det Græske Øhav.

På trods af at slaget var anført af Athens flåde, var det i mange grækeres opfattelse Sparta, som stod tilbage som den dominerende magtfaktor i Grækenland.

Sparta, antikken, Leonidas, 300

Konge Leonidas og hans 300 spartanere holdt perserne tilbage ved Thermopylæ og styrkede dermed myten om de spartanske krigere.

© Wiki Media Commons

Sparta bliver Grækenlands herskere

Perserkrigene havde samlet grækerne for en stund, men snart blev det tydeligt, at krigens anden store vinder, Athen, ikke kunne acceptere Spartas dominans.

Stridighederne begyndte, da Athen besluttede at genopbygge sin bymur livsvigtige, efter at den var blevet ødelagt af perserne.

Sparta havde ingen bymur, og da den spar­tan­ske kong Agesilaos 2. blev spurgt hvorfor, pegede han på de spartanske soldater og sagde: “Dette er Spartas mur”.

Nu forsøgte Sparta at forsikre athenerne om, at de heller ikke behøvede en mur, for den spartanske hær skulle nok beskytte dem.

Men Athen købte ikke idéen – by­statens indbyggere var udmærket klar over, at de uden bymur ville være totalt forsvarsløse over for Spartas landtropper.

Snart begyndte Athen at skabe sit eget forbund af allierede bystater under navnet Det Deliske Sø­forbund som rival til Spartas Peloponnesiske Forbund.

Det militaristiske Romerrige var stærkt fascineret af spartanernes historie, krigskunst og tapperhed.

Den græske verden var hermed delt i to og i årene 460-404 f.Kr. præget af borgerkrigslignende tilstande.

Krigene var præget af, at Sparta var overlegen på land, mens Athen dominerede til søs. I årevis invaderede spartanerne Athens territorium i forsøget på at provokere byen til en åben kamp.

­Athenerne holdt sig dog bag bymuren, som med grækernes begrænsede kendskab til belejringens kunst gjorde Athen usårlig.

Samtidig sørgede den overlegne flåde for, at athenerne heller ikke kunne sultes til overgivelse, da forsyninger jævnligt blev hentet udefra.

Risikoen for et helot-oprør hjemme i Sparta voksede desuden, når hæren var ude, så de spartanske soldater måtte altid vende hjem efter nogle uger.

Sparta fik derfor aldrig et afgørende slag på land og måtte hvert år måtte nøjes med at brænde athenernes afgrøder på markerne.

Efter i årevis forgæves at have forsøgt at slå de foragtede athenske pottemalere og filosoffer besluttede Sparta, at målet må hellige midlet – også en alliance med Persien.

Den gamle ærkefjende betalte for byggeriet af en stor spartansk flåde, som var på højde med Athens, og selvom spartanerne to gange måtte bede perserne om flere penge, endte krigen med en knusende spartansk sejr til søs i 405 f.Kr. under slaget ved Aigospotamoi.

Endelig var der ingen tvivl om, hvem der var Grækenlands mægtigste bystat, men lykken varede ikke længe

Magtpositionen forsvandt

Det krigeriske Sparta viste sig at være en brutal leder i Grækenland, og oprør brød ud i flere bystater. I år 371 f.Kr. mødte den spartanske hær endelig sin overmand.

Bystaten Theben havde fået nok af krigerstatens overmagt, og de to stater gik i krig.

I slaget ved Leuktra knuste Theben overbevisende Spartas hær, som aldrig rejste sig igen.Nederlaget var på alle måder ødelæggende for spartanerne. Deres stat byggede på, at Sparta var Grækenlands o­ver­leg­ne militærmagt.

Da det ikke længere var tilfældet, forduftede folkets identitet og samfundets sammenhængskraft. Eftersom Sparta mistede størstedelen af sin hær under slaget, var hele bystatens eksistensgrundlag truet.

Både slaverne og mange af bystaterne i Det Peloponnesiske Forbund gjorde oprør. Sparta overlevede, men var fra denne tid kun en skygge af sig selv.

Selvom den effektive hær ikke længere eksisterede, levede historierne om de ultimative krigere dog videre. Det militaristiske Romerrige var fx stærkt fascineret af spartanernes historie, krigskunst og tapperhed.

Efter at Rom erobrede Grækenland i 146 f.Kr., endte Sparta derfor med at blive til et turistmål for romerske rigmænd, som betalte spartanerne penge for at se drenge blive pisket som i de gode, gamle dage.

De forlystelsessyge ­romere så på krigskunst og hørte fortællingerne om dengang, Sparta var verdens stærkeste magt.

Læs også:

Grækere

Krigerstaten Sparta knækkede Athen

15 minutter
Grækere

Orgier beskyttede Athen mod borgerkrig

10 minutter
Sokrates venner prøvede at overtale ham til at flygte
Grækere

Sokrates skarpe tunge sendte ham i graven

15 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!