Tyran begik antikkens største brøler

De fortalte ham, at en revolte havde afsat Naxos’ tyran, og at øen nu ville løsrive sig fra Perserriget, hvilket kunne koste de flygtede mænd deres magtpositioner.

Ifølge den græske historiker Herodot indså Aristagoras hurtigt, at han her fik serveret muligheden for at føje øen til sit domæne – og med et snuptag stjæle alle Naxos’ værdier. Men hans umådelige begær skulle komme til at koste ham alt – og grækerne deres manddom.

Tyran foreslår en god handel

Aristagoras var sørgeligt bevidst om, at Milets hær ikke besad styrken til at erobre øen.

“Jeg ved, at Naxos har 8.000 mænd, der bærer skjolde, og har mange krigsskibe. Alligevel vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt, for at efterkomme jeres ønske”, lød Aristagoras’ svar til de flygtede mænd fra øen, fortæller Herodot.

Aristagoras skrev hurtigt til den persiske guvernør Artafernes, der styrede landområdet Lydien (Lilleasien) på vegne af sin storebror, Dareios den Store.

Lydiens guvernør rådede over en mægtig flåde og en slagkraftig hær. Milets tyran foreslog derfor kækt, at han fik lov at låne begge dele til sit felttog mod Naxos.

For ulejligheden ville guvernøren få en del af Naxos’ skatte. Lydiens guvernør accepterede tilbuddet. Også han var i færd med at begå sit livs dumhed.

Lydiens flåde samledes i Milet, der rådede over fire havne ved floden Den Store Mæander. Herfra skulle galejerne sejle mod Naxos – 160 km ud i Det Ægiske Hav. Aristagoras’ fremtid afhang af krigens udfald. For at Lydiens guvernør kunne betales, måtte Naxos erobres og plyndres, men allerede fra starten gik felttoget skævt.

Ydmyget nevø afslører alt

Sammen med soldater og 200 skibe sendte guvernøren sin nevø, Megabates, som havde kommandoen over Lydiens tropper. Tyrannen Aristagoras mente, at han var felttogets anfører, men ifølge Herodot ville den højt respekterede hærleder Megabates ikke finde sig i en sekundær rolle. Og snart blev der ballade.

Under en inspektion af flåden opdagede Megabates, at et af Milets skibe ikke havde vagter ude, og straffede den ansvarlige kaptajn ved at surre ham fast til masten i den nådesløse sol.

Men kaptajnen var en ven af tyrannen, der befriede ham.

“Da Megabates hørte dette, tog han det meget slemt og var vred på Aristagoras”, skriver Herodot.

Men tyrannen havde fået nok af generalen og råbte, så alle kunne høre det:

“Hvad kommer dette dig ved? Har Artafernes ikke sendt dig, for at du kan adlyde mig og sejle, hvorhen jeg befaler dig? Hvorfor er du så besværlig?”

Rasende over ydmygelsen valgte Megabates at advare Naxos mod det forestående angreb, og takket være Megabates’ forræderi var øen derfor velforberedt, da Aristagoras ankom med sin lånte flåde.

“I fire måneder belejrede de byen, indtil perserne havde opbrugt de penge, de var kommet med, og Aristagoras selv havde brugt endnu flere”, beretter Herodot.

Uden penge kunne Aristagoras ikke længere købe forsyninger til tropperne, så belejringen måtte hæves og skibene sejle hjem. For Milets tyran var nederlaget katastrofalt.

Ikke alene havde han svigtet guvernør Artafernes’ tillid og gjort hans nevø, en højt betroet persisk general, til sin svorne fjende, han stod nu også i gæld til halsen.

Ifølge Herodot risikerede Aristagoras den ultimative ydmygelse: “Det var muligt, tænkte han, at hans styre over Milet ville blive taget fra ham”.

Slave bringer farlig besked

Mens Aristagoras i Milet grublede over, hvordan han skulle redde sit skind, ankom en slave – sendt af Histiaios, som var tyrannens onkel.

Slaven var rejst hele vejen fra Perserrigets hovedstad, Susa, hvor Histiaios henslæbte en luksuriøs, men kedsommelig tilværelse ved Dareios’ hof. Onklen havde regeret Milet før Aristagoras og tørstede efter at vende tilbage og lede byen igen.

Ifølge Herodot fortalte slaven, at Aristagoras skulle klippe ham skaldet og læse den hemmelige besked, som onklen havde fået tatoveret i hovedbunden på ham.

Beskeden fra onkel Histiaios lød kort og godt: “Det er tid til at gøre oprør mod perserne”.

Aristagoras, der stod med ryggen mod muren, begik derpå antikkens største brøler: Han besluttede sig for at indlede et oprør mod stormagten Persien. Kun sådan – mente han – kunne han undgå guvernør Artafernes’ straf, som formentlig ville være en dødsdom.

Kort efter drog Aristagoras ud på en diplomatisk mission for at samle opbakning til sit oprør. De andre medlemmer af Det Joniske Forbund – en sammenslutning af bystater på Lilleasiens vestkyst – lovede som de første at støtte ham.

Derefter krydsede han Det Ægiske Hav og forsøgte at indynde sig hos Sparta. Men bystaten med grækernes mest frygtede hær afslog. I stedet tog han til Athen, som Milet i århundreder havde haft tætte relationer til. Grækernes stærkeste sømagt lovede ham at komme til hjælp.

Som sit første træk valgte Aristagoras at sende sine oprørstropper mod Lydiens hovedstad, Sardis (øst for vore dages Izmir), hvor guvernør Artafernes, kong Dareios’ lillebror, regerede. Byens rigdomme kunne finansiere et årelangt felttog, forventede Milets tyran.

“Athenerne kom med deres 20 skibe, ligesom der kom fem triremer (galejer, red.) fra Erythria (en bystat i Lilleasien, red.)”, skriver Herodot.

Også Det Joniske Forbunds 11 andre bystater på Lilleasiens vestkyst sendte tropper.

Oprørerne slagtes ved Efesos

Aristagoras blev i Milet og arbejdede på at styrke oprøret, mens hans hær marcherede mod Sardis, der lå 85 km fra kysten.

“De kom til Sardis og erobrede den uden megen modstand. De tog hele byen bortset fra fæstningen”, skriver Herodot.

Uheldigvis havde guvernøren og hans hær forskanset sig i fæstningen, og mens byen brændte, udnyttede perserne forvirringen til at gøre et overraskende udfald mod de græske oprørere.

Sardis’ rigdomme skulle have betalt de athenske og joniske troppers sold, men hyren gik op i lys lue for øjnene af de demoraliserede soldater. Da perserne angreb, flygtede grækerne derfor mod kysten, hvor deres flåde ventede.

Hele vejen mod kysten blev de forfulgt af persisk rytteri med buer. Ved Efesos måtte grækerne gøre front mod deres forfølgere. Herodot skriver, at grækerne blev nedkæmpet, og Aristagoras’ oprør mod perserne havde dermed fået den værst tænkelige start.

Trods katastrofen fortsatte oprøret med at brede sig, også selvom Athen trak sig. Perserne havde tilsyneladende ikke styrker nok i Lilleasien til at angribe.

Året efter tilsluttede den persisk-kontrollerede ø Cypern sig oprøret, og Aristagoras sendte hjælp til at smide perserne ud. En jonisk flåde formåede at nedkæmpe persernes skibe, men inde på land udviklede situationen sig til en katastrofe for oprørerne.

Midt i et stort slag valgte halvdelen af de græske oprørere at skifte side, og slaget endte i en ren massakre. Cypern forblev på persiske hænder.

Kort efter modtog Aristagoras flere dårlige nyheder. Dareios havde omsider sendt en stor hær til Lilleasien, og perserne indtog nu by efter by på den oprørske vestkyst.

Aristagoras mistede modet efter endnu et stort slag, der fandt sted blot 100 km øst for Milet. Ved floden Marsyas mistede grækerne 10.000 mand og måtte flygte fra slagmarken.

Nederlaget fik Aristagoras til at samle nogle loyale støtter og flygte nordpå.

Et år levede den tidligere tyran som sørøver, men i 496 f.Kr. omkom han under et togt mod thrakerne nær Sortehavskysten.

Andre kilder hævder, at Aristagoras havde indgået en aftale med thrakerne om at etablere en koloni i Bulgarien. Ved ankomsten havde thrakerne imidlertid fortrudt – måske af frygt for Dareios. Derfor myrdede de Aristagoras og hans kolonister.

Søslag besegler Milets skæbne

Trods Aristagoras’ flugt og død slap byen Milet ikke for Dareios den Stores hævn. I 494 f.Kr. nærmede perserne sig oprørets arnested.

Frem for at møde den overtallige fjende på land besluttede jonerne at kæmpe til søs. Hele 353 galejer samledes ved øen Lade nær Milet, og selvom det var den hidtil største græske flåde, blegnede den ved siden af Dareios’ 600 skibe.

Søslaget endte i en massakre, og kun 100 græske triremer undslap. Grækernes oprør var dermed endegyldigt knust.

Perserne belejrede herefter Milet, og da de havde undermineret murene, stormede soldaterne ind gennem åbningen og nedslagtede alle våbenføre mænd. Herodot skriver:

“Deres kvinder og børn blev taget som slaver, og templet ved Didyma med dens skrin og helligdom blev plyndret og brændt ned”.

Dareios havde befalet, at Milet skulle knuses så eftertrykkeligt, at byen aldrig kunne rejse sig mod ham igen. Derfor deporterede perserne de overlevende indbyggere til Tigrisflodens delta, 100 km fra kongens palads i Susa.

Også talrige andre oprørske bystater fik persernes hævn at føle.

“Når de havde taget kontrollen med byerne, udvalgte perserne de smukkeste drenge og kastrerede dem”, fortæller Herodot.

Aristagoras’ onkel Histiaios blev også fanget. Dareios havde sendt ham til Lilleasien, fordi kongen stadig troede, at han kunne stoppe det græske oprør med sine talegaver. I stedet forrådte Histiaios kongen og faldt perserne i ryggen.

Men under et slag blev han fanget og ført til Artafernes. Dareios’ lillebror spiddede Histiaios på en pæl og lod ham dø langsomt. Herefter blev forræderens hoved mumificeret og sendt til Dareios.

Ikke kun for Aristagoras og hans undersåtter i Milet blev oprøret en tragedie. Ud over de 12 græske bystater på vestkysten fik også Athen og andre bystater i Grækenland med tiden Dareios’ vrede at føle.

Indtil det joniske oprør havde perserkongen anset Grækenland for at være en række ubetydelige småstater, fordi de lå så langt fra de persiske kerneområder i Iran.

Efter Aristagoras indså kongen, at de stridbare grækere udgjorde en trussel, der måtte elimineres for at sikre imperiets vestligste egne. Især sømagten Athen skulle stækkes, for bystatens flåde kunne også i fremtiden indsættes mod perserne overalt i Middelhavsområdet.

Konflikten mellem Perserriget og Grækenland fortsatte, og de næste seks generationer skulle komme til at betale prisen for antikkens største brøler.