Aztekerrigets hjerte var en øgruppe i Texcoco-søen, hvor Mexico City ligger i dag.

© Luis Covarrubias/Bridgeman

Griske spaniere smadrede aztekernes fortryllende hovedstad

Aztekernes hovedstad havde imponerende tempelpyramider og et fintmasket net af kanaler, og hver dag myldrede markedet med 60.000 handlende. Men det hele gik til grunde, da spanierne med Hernán Cortés ødelagde alt i deres forsøg på at erobre byen.

23. september 2016 af Else Christensen

Spejderne kom tilbage med skinnende øjne. Aldrig havde de set noget lignende.

“Store byer og tårne og et hav, og i midten af det en meget stor by”, fortalte de deres leder, den spanske conquistador Hernán Cortés.

Et halvt år tidligere var spanierne gået i land på østkysten af det nuværende Mexico. Nu, i begyndelsen af november 1519, nærmede de sig landets hjerte. Foran dem lå store sletter, dybe dale og skovklædte højdedrag. Og en by, der næsten tog pusten fra dem. Byen var Tenochtitlan, Aztekerrigets hovedstad.

En uge senere vovede Cortés sig derind. Han gik langs de brede gader, beundrede de majestætiske templer og luftige pladser og kunne slet ikke skjule sin benovelse over byen, der fuldt ud kunne måle sig med Europas storbyer.

“Bygninger rejste sig fra vandet. Alt var bygget i sten og lignede et fortryllet syn”, skrev Hernán Cortés senere.

“Det var alt sammen så vidunderligt, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive dette første glimt af ting, som ingen før har hørt, set eller drømt om”.

Spanieren blev modtaget og vist rundt af selveste Moctezuma 2., Azteker­rigets enevældige hersker, der stolt viste sin by frem.

Tenochtitlan summede af liv med sine mere end 200.000 indbyggere. Dertil kom de tusindvis af mennesker, som hver dag strømmede til fra hele riget for at handle på byens marked, samt alle dem, der flere gange om året tog til byen for at deltage i religiøse fester.

Spanierne blev endnu mere imponerede, da det gik op for dem, at byen ikke som de europæiske havde vokset sig stor over mange hundrede år. Tvært­imod – Tenochtitlan var funklende ny.

Gud ville bo i en sump

Var Cortés kommet forbi 200 år tidligere, havde han blot fundet en sumpet øgruppe midt i den store Texcoco-sø.

De første indbyggere, en stamme fra mexica-folket, bosatte sig her i 1325. Mexicaerne byggede straks et tempel på en ø. Templet var “ikke bygget med sten, men med græs og pinde, da man på den tid ikke kunne gøre andet”, berettede Diego Durán, en spansk dominikanermunk, som i 1500-tallet nedskrev mexica-folkets historie.

Tenochtitlans første indbyggere var imidlertid ikke i tvivl om, at de var ved at skabe noget helt særligt. Ifølge mexicaernes overlevering var guden Huitzilopochtli kommet til stammens leder i en drøm og havde givet ham besked på at grundlægge en ny by. I virkeligheden var opgaven dog ikke helt så simpel.

Kunstig ø blev imperiets centrum

Mexicaerne var plaget af krige med andre stammer, men søen udgjorde et effektivt værn, og befolkningen begyndte at vokse, langsomt, men støt. For at skaffe mere jord til landbrug, så befolkningen kunne få mad, begyndte mexicaerne at inddæmme jord i søen gennem et sindrigt system med pæle og pileflet. Samtidig byggede de deres første rigtige tempel, som stod færdigt i 1390.

Snart blev mexicaerne så selvsikre, at de tog på krigstogter til nabobyerne. Krigere roede ind til fastlandet, hvor de, iført drabelige jaguarskind, angreb omkringliggende stammer. Til sidst havde mexicaerne sat sig så grundigt i respekt, at de kunne indgå en magtfuld alliance med alle nærliggende byer.

Tilsammen udgjorde de kernen i området, der blev kendt som Aztekerriget med Tenochtitlan som hovedstad. Igennem de følgende 100 år underlagde mexicaernes efterkommere sig et landområde, der strakte sig fra Den Mexicanske Golf i øst til Stillehavet i vest.

Erobringskrigene var en god forretning for aztekerne. Kampene skaffede dem krigsfanger, som de brugte som slaver eller ofrede til guderne i det store tempel i Tenochtitlan. Aztekerherskeren tvang de erobrede folkeslag til at betale tribut, en slags skat, i form af bl.a. røgelse, kakao og fine fjer.

Samtidig voksede Tenochtitlan sammen med nabobyen Tlatelolco og blev centrum for handel i området. Op til 60.000 mennesker kom hver dag fra nær og fjern for at handle på byens enorme markedsplads. 

LÆS MERE: Tag med til aztekernes imponerende bymidte

Mand gav fortabt i shoppingmekka 

Også Hernán Cortés og hans følge fandt vej til markedet i 1519. Pladsen udgjorde nærmest en by i byen, inddelt i kvarterer og gader efter, hvilke varer der blev solgt. Vareudbuddet tog næsten pusten fra den erfarne opdagelsesrejsende.

“Der er alle slags grøntsager, især løg, porrer, hvidløg, brøndkarse, hjulkrone, skovsyre, artiskokker og tidsel. Dertil frugter af mange slags, heriblandt kirsebær og blommer, ligesom dem, man kan få i Spanien”, skrev Cortés, der også opremsede guldarbejder, lægeurter, kaniner, bomuldstråd og “rovfugle med fjer, hoved, næb og kløer”, inden han til sidst måtte give op.

Klik på billedet, og bliv klogere på, hvad man kunne få på aztekernes marked.

Kanalerne reddede liv

Det Tenochtitlan, Cortés så, var inddelt i fire kvarterer, som repræsenterede aztekernes fire hellige elementer: vand, jord, vind og ild. Kvartererne var gennemskåret af fire gader i henholdsvis nord-syd- og øst-vest-gående retning. Ifølge Cortés var gaderne “meget brede og meget lige. Nogle af dem er halvt jord, og den anden halvdel vand”.

Vandet, han skrev om, var de kanaler, der udgjorde et fint forgrenet netværk gennem byen. De varierede i bredde fra få meter til 30 meter og blev brugt, når varer skulle sejles rundt i byen.

Aztekerne havde hverken vogne eller heste, og kanoer var derfor deres eneste transportmiddel.

Kanalerne var også et værn mod oversvømmelser forårsaget af kraftig regn. Regntiden, der faldt uregelmæssigt i månederne juni og oktober, gav aztekerne 80 procent af den årlige nedbør, og oversvømmelser truedeTenochtitlans sumpede jord. Kanalerne optog imidlertid en stor del af regnvandet, som blev kanaliseret ud i søen.

Sangfugle var todelt underholdning

Bymidten var domineret af Det Store Tempel. Omkring det lå flere mindre templer, officielle bygninger og det højere præsteskabs boliger. Tæt på tempelområdet havde kongen sit palads, hvor kun kongelige og adelen havde adgang. Almindelige borgere måtte ikke engang arbejde der.

I samme område lå velhaverkvartererne, som var grønne og luftige. Udgravninger har vist, at de fleste beboelser i området var anlagt omkring en stor åben gård. Husene var bygget af ler eller mursten og havde kun få og små vinduer.

Nogle havde mange rum, men kun de allermest velhavende havde flere soveværelser – som regel sov hele familien sammen. Aztekerne brugte heller ikke møbler, men sad og lå i stedet på flettede måtter, som de lavede selv eller købte på markedet.

Velhaverhusene var omgivet af træer og blomster. Aztekerne plantede “træer af mange slags, heriblandt smukke cedertræer, meget store cypresser, meget høje fyrretræer og grønne pile, som allesammen var en gave for øjet”, skrev Juan de Torquemada, en spansk franciskanermunk.

Han berettede desuden, at mange aztekere opdrættede fugle “for at få fornøjelsen af at lytte til deres sang og også for at skyde på dem med deres ærtebøsser, som de bruger flittigt og er rigtig gode til at skyde med”.

Popcorn var en snack for guder

De almindelige borgere i Tenochtitlan boede knap så luksuriøst. Hvor velhaverne boede tæt på templet, lå almindelige indbyggeres huse længere ude på øerne, og beboelserne var meget mindre. Et hus bestod typisk af ét soveværelse og et køkken med ildsted.

Hos både høj og lav var køkkenet hjemmets centrum. Her havde kvinderne ofte travlt med at kværne majskerner til mel, som de brugte i dejen til majspandekager kaldet tortillas. Pandekagerne blev stegt over ild på et keramikfad og serveret til hvert af familiens måltider. En sauce lavet af chili og tomater var fast tilbehør.

Derudover spiste aztekerne fisk og vandfugle fra søen, mens de mere velstående også mæskede sig i kød, fx kalkun, kanin eller hund, der blev regnet for en særlig delikatesse. Grøntsager som peberfrugter, squash, avocadoer og kaktusblade, blev kogt og spist enten for sig selv eller som en del af en hovedret.

Aztekerne elskede også snacks. Især popcorn var en favorit, og popperiet havde sit eget navn: “topopoca”. Ordet betegnede den lyd, majskorn laver, når de forvandler sig fra hårde kerner til fristende, sprøde snacks.

Popcornene blev regnet for så fine, at de blev brugt til ofringer. Den spanske præst fader Bernardino de Sahagún beskrev i 1560’erne, hvordan aztekerne lagde de poppede korn ud på jorden til ære for guderne, “som var det hagl fra den hellige himmel”.

Når indbyggerne trængte til at slukke tørsten efter en portion popcorn, drak de vand fra Tenochtitlans effektive vandforsyning. Et muret rør førte rent vand ind til byen fra fastlandet, og strømmen svarede ifølge Cortés til “volumenet på den menneskelige krop”. Aztekerne var endda så forudseende, at de havde bygget et ekstra rør, til når det første skulle gøres rent.

“Hele byen bliver på denne måde forsynet med vand, som folk sejler i kanoer gennem gaderne og sælger”, berettede spanieren.

Aztekerne bryggede også en slags tequila, men kun adelige, præster og ældre borgere måtte drikke sig fulde. Sidstnævnte fik lov, fordi de havde slidt og slæbt et helt liv.

Dygtige læger øgede sårede krigeres chance for at overleve.
© Diego Rivera/Bridgeman

Kun adelen måtte bære rødt

Samfundet var strengt hierarkisk opbygget med konge, adelige og krigere øverst og almindelige borgere og slaver nederst.

Gaderne vrimlede med travle slaver og borgere, der gik klædt i gråt tøj vævet af fibre fra agaveplanten. Fine folk skilte sig ud fra mængden, for de førte sig frem med smykker, fjer og farvestrålende klæder. Især bomuld farvet med rød kulør fra cochenille-lusens skjold var meget moderne.

Tøjfremstilling var kvindernes opgave, og mødre oplærte deres døtre i vævning samt andre huslige færdigheder, fra pigerne var ca. fire år gamle. På samme måde videregav fædre deres erhverv til sønnerne. De fleste mænd var jordbrugere, håndværkere eller fiskere.

Drengene lærte også tidligt at gå på jagt inde på fastlandet, hvor de skød hjorte og navlesvin med bue og pil. Fisk blev fanget med net, harpun eller kroge lavet af kaktustorne eller ben.

Aztekerne var glade for børn og kaldte dem ædle juveler og dyrebare skatte. Alligevel var børneopdragelsen præget af hård disciplin og afstraffelse.

Børnene skulle strækkes højere

Børnenes vigtigste lære var, at de ikke måtte spilde tiden. Dødeligheden for småbørn var høj, og dertil kom konstante farer som sygdom og krig. I gennemsnit kunne aztekerne i 1500-tallet forvente at leve i 37 år.

Disciplineringen foregik blandt andet gennem en række riter, der set med nutidens øjne var særdeles brutale. Et af riterne blev udført i kalendermåneden izcalli, der betød vækst. Her blev børn op til fire år løftet op i halsen og fik deres lemmer strakt.

Ved en senere ceremoni, holdt 260 dage senere, blev barnet trukket i næse, hals, ører, fingre og ben. Meningen med begge riter var at sikre fremtidig vækst, så børnene ville vokse sig store, stærke og robuste.

Hvis børnene var uartige, blev de straffet. Forældrene slog dem eller stak torne i deres hænder og fødder.

Især alderen 10 til 14 år blev betragtet som vanskelig, da børnene efter aztekernes mening havde en tendens til at blive dovne, en foragtet egenskab i det velafrettede samfund.

Afstraffelserne var derfor tilsvarende hårde. I grove tilfælde tvang forældrene børnene til at inhalere brændende chili-pebre eller bandt dem på hænder og fødder og lod dem sove uden sivmåtte på den kolde, fugtige jord.

Børnene skulle være velafrettede for at opfylde deres pligter i hverdagen.

Langsomme drenge blev dræbt

Også i skolen blev børnene styret med hård hånd. Undervisningen begyndte en time før solopgang, og dagen lang lærte børnene om de gamle myter, guder og ritualer gennem sang, dans og fortælling – nogle gange til langt ud på aftenen. Søvn var mindre vigtigt.

Både piger og drenge kunne komme på calmecac, tempel-kostskole, hvor præster stod for undervisningen. Her blev børn og unge undervist i blandt andet mekanik, astrologi, religion og militærkunst. Undervisningen skete  ved hjælp af manuskripter med hieroglyffer, der oplistede aztekersamfundets love og mytologi. 

Forbrød de unge sig på skolens regler, fx ved at sove hjemme i stedet for på skolen, blev de straffet ved at blive trukket i ørerne eller få gennemboret ører, bryst eller lår med torne.

På telpochcalli, krigerskoler, som optog både adelens og borgerskabets drenge, var reglerne nådesløse. Kom en ung krigeraspirant for sent, eller blev han taget i at drikke alkohol, kunne han straffes med døden.

De børn, som overlevede barndommen og den strenge opdragelse, trådte ind i voksenlivet i 12-15-års-alderen for pigernes vedkommende og 20-års-alderen for drengenes. Så var de klar til at blive gift, og forældrene gik i gang med at finde et passende parti.

Til bryllupsceremonien blev bruden af sine slægtninge højtideligt båret over til gommens hus. Under festen blev parrets kapper bundet sammen med en knude som symbol på deres nye enhed. Til sidst blev det unge par lukket inde i soveværelset og blev først lukket ud igen fire dage senere.

Storfamilier var meget almindelige. Fx kunne to brødre bo i samme hus med hver deres hustru og børn.

Helt op til 20.000 fanger blev ofret på et år. Tallet svarer til 55 om dagen.

© Getty images

Guderne krævede menneskeofre

Børneopdragelsen afspejlede Tenochtitlans mørke side. Byens rigdom og magt var opbygget via utallige krige og erobringstogter, og for at holde styr på de ca. 500 bystater, som aztekerne havde underlagt sig, brugte byens herskere vold af den allermest rå type.

Hvert år ofrede byens ypperstepræster 6-700 mennesker på toppen af Det Store Tempel. Ved særlige lejligheder måtte helt op til 20.000 lade livet for at tækkes guderne. Aztekerne troede, at blandt andre solguden krævede menneskeofre i bytte for fortsat at lade solen skinne og verden bestå.

Langt de fleste ofre var krigsfanger taget i naboområderne, og både mænd, kvinder og børn blev dræbt. De brutale henrettelser fandt sted, mens hele byen så på, og tjente som en advarsel både til naboriger og til borgere, så ingen blev fristet til at sætte sig op mod aztekernes mægtige hersker.

Men desværre for Tenochtitlan endte afskrækkelsesmetoden med at have den stik modsatte effekt.

Cortés ville stjæle aztekernes guld

Erobringstogterne, skatteopkrævningen og ikke mindst de blodige ofringer havde med tiden gjort hovedstadens aztekere vældig upopulære i det store rige, der også talte mange andre stammer.

På sin færd ind gennem landet havde Cortés og hans følge mødt mange af stammerne og hørt historier om aztekerkongens herredømme. Spanieren forstod, at de lokale var ivrige efter at se hovedstaden og dens elite gå til grunde. Han kunne også regne ud, at byen måtte være fyldt til randen med guld og andre rigdomme.

Cortés havde derfor lumske bagtanker, da han gik rundt i Tenochtitlan sammen med kongen og ærligt beundrede byens pragt og vælde. Efter en uge havde han set nok og var klar til at iværksætte sin plan. Det første, han gjorde, var at fængsle kongen, Moctezuma 2., i paladset. Cortés følte sig nemlig sikker på, at han kunne regne med hjælp fra provinsen til at nedkæmpe en eventuel opstand i byen.

Anden del af planen var, at Moc­tezuma skulle agere som spaniernes marionet, så Cortés kunne styre riget gennem kongen.

Spanierne smadrede byen

Efter et halvt års tid var situationen så anspændt, at Cortés og hans mænd førte kongen ud, så han kunne tale til sit forvirrede folk og mane et ulmende oprør til ro. Men i stedet opfordrede Moctezuma folket til at gøre modstand.

Tenochtitlans borgere gik derfor til angreb på spanierne og de spanske allierede – en gruppe krigere fra staten Tlaxcala, der endnu ikke var blevet indlemmet i Aztekerriget.

De overrumplede erobrere forsøgte at flygte, men aztekerne spærrede vejen til fastlandet og gik løs på deres fjender. 500 conquistadorer og 2.000 Tlaxcala-krigere blev dræbt. I kanalerne lå så mange lig, at man kunne gå over vandet på dem, hed det sig.

Det lykkedes Cortés og de resterende spaniere at slippe væk, og ni måneder senere, i april 1521, vendte de og deres allierede tilbage – denne gang for at belejre Tenochtitlan.

Cortés kendte nu byen ud og ind og vidste, hvordan han skulle ramme byen. For at presse indbyggerne til at overgive sig afskar han vandforsyningen og stoppede al transport af mad fra fastlandet. Inden længe sultede og tørstede beboerne. Nogle tyede til at “gnave på læder og dyreskind, kogt eller ukogt, eller på lersten. 

Rædselsvækkende var det at se på, hvor mange af os der døde”, lyder en aztekisk beretning genfortalt af fader Bernardino de Sahagún. Da spanierne til sidst skød sig ind på byen, var indbyggerne stærkt afkræftede.

Aztekerne kæmpede bravt, men i længden kunne krigernes køller, buer og pile ikke holde stand mod spaniernes rustninger, heste og kanoner.

Efter en sidste blodig modstand på tempelpladsen overgav Tenochtitlan sig 13. august 1521. Spanierne dræbte eller fordrev befolkningen og ødelagde systematisk byen.

Dens prægtige huse blev brændt, og templerne knust. Oven på ruinerne opførte erobrerne Mexico City, og på tempelpladsen anlagde de en katedral, delvist bygget af sten fra Det Store Tempel.

Tenochtitlans storhed var forsvundet endnu hur­tigere, end den var blevet til.

Måske er du interesseret i...

Læs også