Forskning i genetik og sprog tyder på, at romaerne oprindeligt stammer fra det nordlige Indien. Selv kalder romaerne da også stadig Indien for Baro Than – det store hjemland.
Romaerne udvandrede sandsynligvis i store grupper fra omkring 500-tallet, og forskningen tyder på, at de især forlod Indien efter en muslimsk invasion omkring år 1000. Mange bosatte sig i Det Byzantinske Rige, især på Balkan.
Da tyrkerne erobrede store dele af Byzans i de følgende århundreder, blev romaerne spredt ud over Europa. Her blev de forfulgt stort set overalt.
Den tidligste europæiske kilde omhandlende romanerne stammer fra den irske lægbroder Symon Semeonis, der i 1322 mødte en gruppe romaer på Kreta og beskrev dem som efterkommere af den bibelske Kain.
Fra ca. 1360 og frem til 1815 havde nomadefolket selvstyre i regionen Feudum Acinganorum på den græske ø Korfu.
I de fleste andre lande blev de udvist, og bl.a. Danmark og England indførte dødsstraf for romaer, der opholdt sig ulovligt.
Da romanerne ankom til Rumænien omkring 1300, var behovet for arbejdskraft på landets godser så stort, at adelen begyndte at bruge indvandrerne som slaver.
Først i 1864 ophævede Rumænien slaveriet. I dag huser landet Europas største antal romaer, ca. 2,5 mio. ud af de 15-18 mio. romaer på verdensplan.