Med et trænet blik gransker over-eunukken den unge slavepige, der står ved porten ind til haremmet.
Pigen er en gave til sultanen fra en statholder i det mægtige Osmanniske Rige, og ved første øjekast er den sorte eunuk tilfreds med det, han ser.
Han kender sin herres smag og ved, at sultanen har en svaghed for mælkehvid hud, store øjne og rosenrøde kinder.
Alle disse fortrin har den ængstelige pige foran ham. Men pligtopfyldende lader over-eunukken blikket vandre opmærksomt fra top til tå i jagten på de mindste fejl.
Skæve tænder eller usund hud kan være grunde nok til, at haremsvogteren afviser slaven:
Kun det perfekte er godt nok til sultanen, der residerer med sin storfamilie i Topkapi-paladset midt i hovedstaden Konstantinopel.
Over-eunukken godkender pigen og fører hende ind gennem porten.
Da den smækker i bag hende, begynder en helt ny tilværelse: Hun får et nyt navn, tvangskonverteres til islam og får til opgave at varte sultanens familie op.
Formelt er hun sultanens slave, men hun vil snart erfare, at livet i hans harem rummer muligheder for at blive rig, magtfuld og fri.
Det hele afhænger af, om hun behager osmannernes hersker i sengen.
Sultanen spredte frygt i Europa
I 1300-tallet etablerede tyrkisk-talende nomader et lille kongedømme lige syd for Konstantinopel.
Riget fik navn efter deres leder Osman 1. og blev kendt som Det Osmanniske Rige.
Riget voksede og kom snart til at omfatte Bulgarien og store dele af Grækenland.
I 1453 lykkedes det de muslimske osmanner at erobre Det Østromerske Riges hovedstad, Konstantinopel (Istanbul).
Osmannerne trængte derefter nordpå og belejrede i 1529 sågar Wien, hvilket fik Europa til at gå i panik.
Selv Martin Luther brugte tyrkerne som et skræmmebillede, da han samme år tordnede mod paven.
“Gud har med rette kastet os i favnen på Satan og tyrkerne”, skrev han.
Mor sad på magten
Det overdådige Topkapi-palads udgjorde centrum i det mægtige Osmanniske Rige og var stedet, hvorfra skiftende muslimske herskere fra begyndelsen af 1500-tallet til 1800-tallet styrede deres imperium.
Foruden at være magtens centrum var paladset et samfund på 4.000 sjæle, der levede afsondret fra omverdenen.
Embedsmænd, soldater, eunukker og underskønne kvinder færdedes dagligt i paladset.
Travlt beskæftiget med at adlyde sultanens mindste vink myldrede de gennem parkanlæg, en labyrint af korridorer og storslåede sale.
“Et af sultanens faste ritualer var hver morgen at besøge sin mor og kysse hendes hånd”. Filizten Kalfa, haremsdame.
Som en edderkop i sit spind trak sultanens mor – kaldet valide sultan – i alle tråde.
Nok havde sultanen magten over det gigantiske rige, men i herskerens husstand havde hans mor det sidste ord og var sønnens beskytter.
Hun førte opsyn med sultanens private boligområde – haremmet – som det var strengt forbudt for andre mænd at betræde.
Sultanens mor bestemte fx egenrådigt, hvilke slavinder der fik lov at opholde sig i nærheden af sultanen, så han kunne vurdere deres skønhed og charme.
Og sultanen respekterede hendes position og rådførte sig dagligt med sin mor.
Haremsdamen Filizten Kalfa (1865-1945) skrev om livet bag de høje mure.
“Et af sultanens faste ritualer var hver morgen at besøge sin mor for at kysse hendes hånd.
Topkapi palads har siden 1478 ligget yderst på en tange i Bosporusstrædet. Den omliggende by, Istanbul, er vokset voldsomt i størrelse de seneste 100 år og har i dag 15 mio. indbyggere.
Han stod ud af sengen, blev vasket, fik tøj på og indtog et let morgenmåltid, hvorefter han gik hen til sin mors suiter”, forklarede Filizten.
“Velkommen, min søn, kom indenfor, du skal være så velkommen, hilste sultan-moren ham.
Typisk talte mor og søn sammen længe, og sammen besluttede de, hvad der skulle ske i hverdagen i paladset.
Ofte varede disse møder helt til middag, hvorefter sultanen spiste frokost i sine egne gemakker, enten alene eller sammen med en eller to af sine hustruer”, skrev Filizten i sine memoirer.
Slaverne begyndte på bunden
De slavinder, der blev lukket ind i Osmannerrigets hjertekammer, blev ikke kaldt haremsdamer, men acemi eller odalisk – sidstnævnte betyder “den, der hører til et værelse”, og afslørede hendes position som simpel tjenestepige.
Odaliskerne blev installeret i fem- eller seksmandsrum og var knyttet til et bestemt værelse, dvs. en særlig afdeling, som en erfaren slavinde stod i spidsen for.
Disse ledende kvinder havde ansvaret for fx badeanlæggene, smykkeafdelingen, kaffebrygningen, vandforsyningen eller forrådskammeret og havde officielle titler som “bærerske af vandkanderne” eller “vogterinde af badene”.
“Eftersom de fleste kom direkte fra en landsby, havde pigerne ikke tilladelse til at komme nær deres herre”. Safiye Ünüvar, lærerinde i haremmet.
Titlerne var forbundet med prestige og gav desuden en fast løn.
De nytilkomne odalisker trådte ind i bunden af hierarkiet og skulle fx arbejde i køkkenet eller som vaskekone.
Først når odalisken havde vist sit værd, kunne hun gøre sig håb om at rykke op i hierarkiet.
Var hun derimod uduelig eller småt begavet, risikerede hun at blive solgt videre på slavemarkedet.
Ifølge øjenvidnet Safiye Ünüvar, der var en fri kvinde og lærerinde for sultanens børn, gik der en rum tid, før herskeren så noget til de nye piger.
“De piger, der var ankommet til haremmet for nylig, blev kaldt acemi, dvs. novicer.
Eftersom de fleste kom direkte fra en landsby, havde pigerne ikke tilladelse til at komme nær deres herre eller frue (valide sultan, red.), før deres overordnede havde lært dem procedurerne i paladset at kende – samt undervist dem i kunsten at føre sig ordentligt frem.
Disse slavepiger var sarte, følsomme og intelligente skabninger.
De forstod ikke tyrkisk, naturligvis, men fordi de var så kvikke, kom de hurtigt efter det.
Generelt var de også hurtige til at lære paladsets skikke”, berettede lærerinden.
Mange haremskvinder var tjenere og ikke sultanens elskerinder.
Tre kvinder løftede sløret for livet bag de høje mure
Hvad der skete bag haremmets porte, forblev i århundreder bag paladsets porte. Men tre kvinder, der i sammenlagt et halvt århundrede boede i den myteomspundne verden, skrev deres oplevelser ned. De tre beretninger giver et sjældent indblik i haremmets hverdag.
Konkubinen fortæller
14 år gammel ankom Filizten Kalfa i 1876 til Konstantinopel fra byen Pitsunda i Georgien.
Hun blev givet i gave til den osmanniske sultan Murad 5., der dog kun nåede at være ved magten i 93 dage, før han døde.
Alligevel endte Filizten med at tilbringe 28 år i haremmet.
I en periode var hun en gözde – en af sultan Abdülhamid 2.s udvalgte konkubiner.
Sultanens datter på flugt
Ayse var datter af sultan Abdülhamid 2., der kom til magten efter et kup i 1876.
Hun blev født i 1887 og tilbragte de første 22 år af sit liv i haremmet, hvor sultanens børn boede og blev undervist.
Efter at hendes far var blevet væltet af militæret i 1909, flygtede hun med sine forældre til Thessaloniki i Grækenland men vendte efter et år tilbage til Konstantinopel.
Da Osmannerriget blev opløst, bosatte hun sig i Paris frem til 1952, hvorefter hun vendte tilbage til sit hjemland for at skrive sine erindringer. Hun døde som 72-årig i 1960.
Lærerinde i haremmet
Som nyuddannet lærerinde flyttede Safiye Ünüvar ved sin højtstående onkels mellemkomst i 1915 ind i sultanens palads i Konstantinopel.
Hun var den første lærer, der boede i haremmet frem for at komme på dagligt besøg udefra, og hendes opgave var at undervise sultan Mehmed 5.s børnebørn og de voksne kvinder i haremmet.
Safiye Ünüvars erindringer, der blev udgivet på tyrkisk i 1964, er de eneste kendte fra en ansat i haremmet.
Eunukker vogtede ved indgangen
Haremmet lå i Topkapi-paladsets hjerte, hvor også sultanen overnattede, og talte ca. 400 værelser.
Her levede hundredvis af kvinder bag aflåste porte og under skarp bevogtning, men i luksus:
De havde adgang til frodige parker med kunstige søer og springvand, over 30 badeanlæg og endda en lille zoologisk have med gazeller, aber, påfugle og nattergale i bur.
Over 150 kokke sørgede for bespisningen, mens et stort korps af sorte eunukker bevogtede haremmet.
Eunukkerne var enten krigsfanger eller slaver ligesom kvinderne selv og var blevet kastreret, inden de nåede puberteten.
Da Osmannerriget var på sit højeste i 1500-tallet, rådede sultanen over et korps på mellem 600 og 800 sorte eunukker.
Deres opgave var ganske enkel, forklarede prinsesse Ayse (1887-1960), der var datter af sultan Abdülhamid 2.:
“Eunukkernes job var at låse dørene til haremmet hver aften og låse dem op igen om morgenen, at stå vagt ved dørene og holde øje med, hvem der kom og gik."
De ledsagede folk til deres vogne, eskorterede læger ind og ud og sørgede for, at ingen udefra nogensinde opholdt sig på egen hånd i paladset.
Eunukkerne var alle ankommet i en meget ung alder og var vokset op her. De var trofaste tjenere og hengivne over for deres herre”.
I osmannernes hierarki blev over-eunukken kun overgået af sultanen og storvesiren, der var sultanens stedfortræder, samt rigets religiøse overhoved.
Over-eunukkens officielle titel lød kizlar agha, dvs. “pigernes behersker”. Han talte dagligt med både sultanen og den magtfulde sultanmoder samt fungerede som betroet budbringer mellem sultanen og storvesiren.
Den nære kontakt med rigets mest magtfulde personer gav ham vidtrækkende politisk indflydelse.
Under de ofte blodige magtkampe i Osmannerriget gjorde ambitiøse mennesker klogt i at alliere sig med “pigernes behersker”.
Vaskedagen var en fest
Selvom paladsets kvindeområde var hermetisk lukket for omverdenen, sivede der alligevel rygter ud: Fra tjenere og handlende opsnappede udenlandske ambassadører vilde historier om, at haremmet var en syndens hule, hvor sultanen under natlige orgier forlystede sig med utallige kvinder.
Ifølge haremsdamen Filizten var hverdagen dog i højere grad præget af pligter og kedsomhed end af dampende erotik og summende begær.
“Hvis jeg havde ført dagbog over mit 28 år lange ophold i paladset, ville hver eneste dag have lignet den foregående til forveksling.
Vi lavede det samme hver dag, præcis som et urværk, der aldrig gik forkert.
Hver og én vidste vi, hvad der var vores opgaver, og vi gjorde det samme dag efter dag og fungerede som en velsmurt maskine”, berettede hun.
For Filizten gav noget så jordnært som vaskedagene et afbræk i den monotone tilværelse og blev en af de få højdepunkter i hendes liv i haremmet:
“I køkkenet blev kæmpekedler sat op, og syv store kar stillet på gulvet, med tre piger rundt om hver.
Vasketøj fra det første kar blev rakt videre til det næste og så videre og så videre, sådan at tøjet passerede gennem alle syv kar.
Dette var i sandhed et syn – alle disse unge og friske skønheder, der vaskede og skrubbede klæderne i det hvide sæbeskum, mens de snakkede løs og indimellem brast i latter”.
Sultanens tøj og sengelinned blev ifølge Filizten vasket separat af udvalgte haremsdamer og måtte ikke berøres af haremsdamer lavt i hierarkiet. De rene klæder blev endda hængt til tørre på en særskilt snor.
“Sultanen var ekstremt renlig og skiftede tøj næsten hver dag. Vi hængte altid hans nyvaskede klæder til tørre udenfor og stænkede det med rosenvand og andre blomsterekstrakter”, skrev Filizten i sine erindringer.
Særlig smukke eller begavede odalisker blev forfremmet og uddannet til konkubiner.
Det indebar, at de lærte at danse, recitere digte, spille på et musikinstrument og beherske elskovskunsten.
Ifølge Filizten var konkubinernes vigtigste opgave at stå til tjeneste uden for regentens gemakker:
“Hver nat stod vi to konkubiner uden for sultanens bolig, altid iført vores fineste tøj.
Først skulle vi melde vores ankomst til sultanmoderen, som inspicerede os grundigt og rettede på os, hvis ikke alt var, som det skulle være.
Så sagde valide sultanen advarende: ‘Hold øjne og ører åbne. Sørg for at adlyde en hvilken som helst af min søns ordrer, og pas på ikke at forstyrre ham’.
For eksempel kunne vores herre bede om et klæde til at tørre sine hænder i”.
Sultanen havde dog også ønsker, der gik i en noget anden retning.
“Vores herre, der altid var længe oppe, meddelte en af vagterne, hvilken kvinde han ville tilbringe natten med.
Så gik vagten hen til den pågældende og informerede hende diskret. Men nogle gange ønskede vores herre ikke selskab om natten.
Så sagde han til os: ‘Luk døren. Sørg for selv at få noget hvile’”, kunne Filizten berette.
Ifølge konkubinen måtte ingen andre sove i sultanens seng, så de kvinder, der havde holdt ham med selskab, var henvist til en anden seng i soveværelset.
Solgte sin plads i sengen
Mens nogle sultaner ifølge historiske overleveringer dyrkede sex med flere hundrede kvinder – da sultan Murad 3. døde i 1595 efterlod han sig angiveligt over 100 børn – foretrak hovedparten at holde sig til en begrænset skare af udvalgte konkubiner, som de tilbragte natten med efter tur.
Haremmet førte dagbog over, hvem sultanen havde haft samleje med og hvornår, så der var styr på legitimiteten og arvefølgen.
For haremsdamerne handlede det om at blive optaget i inderkredsen omkring sultanen, så de kunne få børn med ham, for så ville både deres egen og deres børns fremtid være sikret.
Indimellem solgte nogle af haremsdamerne deres plads i køen – fordi de skyldte nogen en tjeneste eller drømte om et liv uden for paladset – men det var en farlig beslutning.
Den mægtige sultan Süleyman den Prægtige lod i 1562 en af sine hustruer henrette, fordi hun var udeblevet fra hans seng og i stedet havde foræret sin plads til en anden.
Süleyman den Prægtige (1520-1566) var en af de mægtigste osmanniske sultaner. Han fik mindst 12 børn med sine haremsdamer.
Prinsesse Ayse, hvis mor i 1880’erne blev forfremmet fra konkubine til en af sultan Abdülhamid 2.s hustruer, oplevede dog ikke det store drama:
“Ved sengetid gik min mor, iført nattøj, ind til min far, og de tilbragte natten sammen. Far spiste altid aftensmad sammen med min mor og sov altid sammen med hende.
De øvrige kvinder modtog han på forud aftalte tidspunkter”.
De kvinder, der havnede i sultanens seng, nød ekstra privilegier og kunne fx se frem til at få eneværelse og en skare af tjenestepiger.
Og fødte elskerinden sultanen en søn, havde hun gode chancer for at blive forfremmet til hustru.
Jaloux konkubine blev morder
Haremmet skulle sikre, at sultanen avlede livskraftige og vise tronarvinger, så herskeren på den måde kunne sikre dynastiets fortsatte beståen.
Men konkurrencen om at blive en af sultanens udkårne var benhård og nådesløs – en konkubine måtte konstant være på vagt over for dem, hun delte herskernes seng med.
Til tider var rivaliseringen dødbringende, viser et eksempel fra 1600-tallet:
Længe havde Gülnush været sultan Mehmed 4.s absolutte favoritelskerinde, men da den gudeskønne slavinde Gülbeyaz blev indlemmet i haremmet, tabte sultanen sit hjerte til hende.
For Gülnush var det en katastrofe: Hun elskede sultanen højt og blev syg af jalousi.
Så da hun en dag bemærkede sin rival sidde på en klippe og spejde ud over Bosporusstrædet, fulgte hun en pludselig indskydelse: Hun puffede Gülbeyaz ned fra klippen, så rivalen druknede.
Dermed skrev Gülbeyaz sig ind i en grum statistik: Talrige haremsdamer døde brutalt i en ung alder.
Intriger og misundelse hørte til hverdagen, og ikke sjældent måtte over-eunukken på sultanens befaling pågribe en særlig intrigant haremsdame, som han enten kvalte eller proppede i en sæk, hvorpå han roede ud i Bosporusstrædet og kastede hende over bord.
“Sultanen brød sig ikke om, hvis vi var dovne, og ville have, at vi altid var travlt beskæftiget”. Filizten Kalfa, haremsdame.
Så grum en skæbne overgik i 1665 en skare kvinder fra Mehmed 4.s harem:
Kvinderne havde set deres snit til at stjæle juveler fra en ædelstensindlagt vugge. I forsøget på at dække over deres forbrydelse satte kvinderne ild til vuggen, men flammerne bredte sig ukontrolleret og anrettede store skader på Topkapi-paladset.
På befaling af den rasende sultan fik over-eunukken ordre på at strangulere de skyldige.
Anderledes fredsommeligt gik det for sig hos sultanen i begyndelsen af 1900-tallet.
Her oplevede lærerinden Safiye Ünüvar ikke skyggen af ondt blod:
“Selvom sultanens fire hustruer havde hver deres husholdning, mødtes de nu og da for at snakke, spille kort og bare tilbringe tiden sammen, sådan som søstre gør.
Når en hustru ønskede at besøge en af de andre, sendte hun altid et bud i forvejen for at anmode om tilladelse”.
Kun få slavinder endte som en fornem kadin.
Kun de færreste endte i herskerens seng
Haremmets vigtigste funktion var at føde tronarvinger, men langtfra alle kvinder i haremmet kom tæt på sultanen.
Sultanen fik dels slavinder foræret, dels købte hans udsendinge dem på slavemarkeder.
Ved ankomsten til haremmet begyndte slavinderne som tjenestepiger, som opvartede andre haremsdamer. Kun hvis de var særlig kønne, begavede og talentfulde, rykkede de op ad rangstigen.
Slavinderne modtog undervisning i at skrive, recitere digte og danse. Nogle få udvalgte fik til opgave at bade herskeren, klæde ham på og servere for ham.
Hvis sultanen blev betaget af en slavinde, tog han hende som elskerinde. Det gav status og privilegier.
Gözde – første skridt ind i haremmet
FORDELE: Hvis en slavinde var heldig, tog sultanen hende som elskerinde (gözde). Han overøste kvinden med gaver og stillede slavinder til hendes rådighed.
ULEMPER: Den udvalgte risikerede når som helst at ryge ud i kulden igen – eller at blive giftet bort uden for haremmet.
Iqbal – en af sultanens favoritter
FORDELE: En gözde, der steg i graderne, blev en iqbal – sultanens officielle elskerinde. Hun nød nu respekt, fik sin egen lejlighed, slavinder og en privat karet.
ULEMPER: Favoritten risikerede at miste sine privilegier, hvis sultanens interesse kølnedes, eller hvis hun viste sig ude af stand til at føde børn. Mange iqballer blev givet væk til en af sultanens embedsmænd.
Kadin – sultanens hustru
FORDELE: En haremskvinde, som fødte sultanen et barn, blev ophøjet til kadin. Hvis barnet var en dreng og arvede tronen efter sin far, blev moren den mægtigste kvinde i riget og fik rang af valide sultan, der betød sultanmoder.
ULEMPER: Med privilegierne fulgte en konstant fare for at blive myrdet af jaloux rivaler. Hvis en kadins barn var en dreng, der stod til at arve tronen, levede også han i evig fare for at blive ryddet af vejen af haremskvinder, der ønskede at køre deres egen søn i stilling som tronarving.
Ro og orden herskede i paladset
Takket være sit harem var sultanen sikret nogenlunde ro på hjemmefronten.
Her levede han isoleret fra omverdenen med sine næreste slægtninge, sine konkubiner og sine hundredvis af slavinder, der sørgede for, at haremmet fungerede som et veldrevet maskineri.
Alle kendte deres plads i det strengt hierarkiske minisamfund, der dagen lang summede af aktivitet, skrev konkubinen Filizten i sine erindringer:
“Sultanen brød sig ikke om, hvis vi var dovne, og ville have, at vi altid var travlt beskæftiget og lærte nyt. Vi lærte at læse og skrive, og mange tilegnede sig nye sprog.
De fleste af dagene var fyldt med musik og dans.
Sultanens kærlighed til musik havde smittet næsten alle. Konkubinerne spillede på piano, violin og fløjte, mens andre dansede, og sultanen sad ofte selv ved pianoet og komponerede små musikstykker”.
I haremmet var der sovesale, spisesaloner og et net af gange mellem de 400 rum.
Ud over at lære at spille krævede sultanen også disciplin af sine talrige børn, kunne prinsesse Ayse afsløre:
“Far lagde særligt vægt på, at vi havde gode manerer, og så aldrig gennem fingre med selv den mindste forseelse, ligesom han heller ikke tillod, at forholdet mellem ham og os børn var alt for tæt.
Hvis han så eller fornemmede, at vi havde gjort noget galt, sagde han ikke noget direkte til os, i stedet gav han vores mødre besked.
Vi måtte ikke tale med høj stemme eller gestikulere, og han sørgede altid for, at vi gebærdede os stilfærdigt og med værdighed”.
Ifølge prinsessen gik alle i haremmet på listefødder, når patriarken trak sig tilbage for at hvile. Musikken forstummede, og børnestemmerne tav.
Slavinder blev brugt som gaver
På grund af deres gode manerer og kultiverede væsen var haremsdamerne ekstremt eftertragtede uden for paladsets mure.
Som et hædersbevis til særlig udvalgte undersåtter gav sultanen hvert år adskillige af sine slavinder bort som gave til embedsmænd og officerer. Størst var æren ved sådan en gave, hvis kvinden stadig var jomfru.
“Sultanen sørgede for at udvælge en passende ægtefælle, som han forærede kvinden til.
Hun modtog en sum penge, afhængigt af hvor længe hun havde været i tjeneste, og hvor stor pris sultanen havde sat på hende”, forklarede prinsesse Ayse.
Ifølge lærerinden Safiye Ünüvar kunne sultanfamiliens tjenestepiger ligefrem ansøge om at få deres frihed:
“Hvis en af haremsdamerne ønskede at flytte ud i byen for at blive gift, skrev hun en besked til den prins eller prinsesse, som hun var tjener hos – det kaldtes en afrejseseddel.
Sultanen afslog aldrig den slags anmodninger, tværtimod modtog han dem nådigt og godkendte dem alle.
Han betalte endda hendes leveomkostninger, sådan at hun ikke ville blive en byrde for sin ægtefælle”.
Kösem fik føjet navnet Sultan til sit navn i de år, hun regerede.
Slavinde herskede over osmannerne i 20 år
I 1600-tallet skrev den venetianske ambassadør hjem om en af sultan Ahmed 1.s hustruer ved navn Kösem:
“Hun er smuk og dreven. Blandt hendes mange talenter er, at hun synger strålende, hvorfor sultanen elsker hende meget høj. Hun er sultanens yndling, og han elsker at have hende nær sig hele tiden”.
Kösem var datter af en græsk præst, men blev bortført som teenager. I 1604 endte hun i Topkapi-paladset. Her blev hun hurtigt en af sultanens favoritter og fødte ham ni børn – heraf fem sønner, som kunne arve tronen.
Da Ahmed 1. døde i 1617, var Kösems sønner for unge til at regere, og derfor tog sultanens bror over.
Han blev imidlertid afsat ved et kup, og så slog Kösem til. Hun regerede fra 1623 til 1632 i sin ældste søns sted. Da sønnen blev myndig, regerede han i otte år, før han døde af skrumpelever.
Kösems yngste søn blev derpå udråbt til sultan, men han var så psykisk ustabil, at moren måtte regere i hans sted.
Da den unge mand efter otte år prøvede at fravriste hende magten, lod hun ham henrette.
I stedet blev Kösems barnebarn, Mehmed 4., placeret på tronen, og hun fortsatte med at regere på hans vegne.
Men så blev hun omsider selv offer for magtspillet i paladset. Mehmeds mor fik i 1651 Kösem stranguleret i sit eget hår.
Sultanen aflurede sine skønheder
Haremsområdet var omgivet af frodige haver, hvor kvinderne kunne slentre ad små stier, der førte til kunstige søer med åkander og eksotiske fisk.
Hist og her lå skyggefulde pavilloner, hvor de kunne slappe af på en varm sommerdag, mens de sludrede og beundrede de farverige blomsterbede.
I de tørre og hede somre var Topkapi-paladsets badebassiner ekstremt populære. Det største var beklædt med marmor og udstyret med små robåde, som haremsdamerne sejlede rundt i.
I bassinerne muntrede de sig med at plaske vand på hinanden, altid overvåget af sorte eunukker – og ofte også af sultanen, der gemt bag et gyldent gitter frydede sig over de nøgne
skønheder.
Haremsdamerne måtte ikke opholde sig udendørs efter solnedgang, så de forsødede aftenerne med opiumpiller.
Et særligt populært tidsfordriv var en leg, hvor en af haremsdamerne lod sig falde i vandet, hvorefter de andre skulle forhindre hende i at kravle op igen.
Når det lykkedes hende at komme op, jagtede hun de andre og forsøgte at skubbe dem i vandet.
Især Ibrahim, der blev sultan i 1640, gik for at være ekstraordinært kvindeglad, og han hyggede sig med at finde på nye lege: Fx kastede han perler og rubiner i vandet, hvorefter han opmuntrede haremsdamerne til at dykke efter dem.
Guld og glimmer var i det hele taget noget, der prægede haremmet.
Alt fra kuppellofter til vandhaner var forgyldte, og kvinder højt i hierarkiet klædte sig ekstravagant i farvestrålende rober af silke, fløjl og brokade med indvævede guldtråde.
Sultanen så aldrig sine favoritter være iført den samme robe to gange.
Selv haremmets bøger var indbundet i forgyldt læder med indlagte rubiner.
Guldringe med glimtende diamanter prydede kvindernes fingere, om håndled og hals hang andre kostbarheder.
Rusland hjalp i 1878 Bulgarien med at løsrive sig fra Det Osmanniske Rige efter blodige kampe.
1. verdenskrig kostede sultanen hans trone og det enorme rige
Osmannernes mægtige imperium skrumpede med tiden. Land efter land løsrev sig, og sultanens rige fik øgenavnet “Europas syge mand”. Da verdenskrigen gik osmannerne imod, blev sultanen afsat.
Allerede fra slutningen af 1690’erne begyndte Det Osmanniske Riges langtrukne nedtur. Her mistede sultanen store dele af sine besiddelser i Østeuropa efter nedlag på slagmarken.
Ved indgangen til 1800-tallet herskede han dog stadig over hele Balkan, store dele af Nordafrika og Mellemøsten.
Men det var på lånt tid. Grækere, serbere, egyptere og flere andre løsrev sig fra osmannernes greb og svækkede imperiet. Sultanens trone vaklede.
I slutningen af 1800-tallet erobrede især Rusland områder, der i århundreder havde tilhørt osmannerne.
I håbet om at holde fast på resterne af sit rige valgte sultanen ved 1. verdenskrigs udbrud at støtte Tyskland og Østrig-Ungarn i kampen mod Rusland. Beslutningen blev skæbnesvanger.
Osmannerne endte med at tabe stort på verdenskrigen. Ved freden i Sèvres i 1920 blev sultanens rige delt mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland.
Ydmygelsen fik tyrkerne til at afsætte ham og gøre oprør mod de fremmede magter. Kampene skabte det moderne Tyrkiet – uden sultan og harem.
Hele haremmet blev smidt på porten
Måltiderne var også den rene luksus med alt fra kaviar til kaffe. Bagefter slængede sultanens favoritter sig i bløde puder på divanerne, mens de røg af vandpiber.
Ingen haremsdamer måtte opholde sig udendørs efter solnedgang, så de forsødede aftenerne med opiumpiller, der gav stof til fantasifulde historier, som kvinderne underholdt hinanden med i timevis.
Midt i den berusende luksus og overflod vidste haremsdamerne, at deres behagelige liv kunne slutte når som helst.
Ved en sultans død blev hele hans harem – inklusive prinser og prinsesser – tvunget til at flytte fra paladset.
Med eskorte blev de ført væk fra magtens korridorer og Topkapis ødsle omgivelser.
I stedet måtte de tage til takke med det langt mere ydmyge Tårernes hus, som var et tidligere sultanpalads, der også gik under navnet De Uønskedes Palads.
Med det gamle harem smidt på porten byggede den nye sultan under kyndigt opsyn af sin mor et nyt op fra grunden.
Foran porten til haremmet begyndte nye leverancer af slavinder at dukke op – klar til at blive vurderet af den gamle over-eunuk med det veltrænede øje for kvindelig skønhed.
