Haremmets hemmeligheder

Med et trænet blik gransker over-eunukken den unge slavepige, der står ved porten ind til haremmet.

Pigen er en gave til sultanen fra en statholder i det mægtige Osmanniske Rige, og ved første øjekast er den sorte eunuk tilfreds med det, han ser.

Han kender sin herres smag og ved, at sultanen har en svaghed for mælkehvid hud, store øjne og rosenrøde kinder.

Alle disse fortrin har den ængstelige pige foran ham. Men pligtopfyldende lader over-eunukken blikket vandre opmærksomt fra top til tå i jagten på de mindste fejl.

Skæve tænder eller usund hud kan være grunde nok til, at haremsvogteren afviser slaven:

Kun det perfekte er godt nok til sultanen, der residerer med sin storfamilie i Topkapi-paladset midt i hovedstaden Konstantinopel.

Over-eunukken godkender pigen og fører hende ind gennem porten.

Da den smækker i bag hende, begynder en helt ny tilværelse: Hun får et nyt navn, tvangskonverteres til islam og får til opgave at varte sultanens familie op.

Formelt er hun sultanens slave, men hun vil snart erfare, at livet i hans harem rummer muligheder for at blive rig, magtfuld og fri.

Det hele afhænger af, om hun behager osmannernes hersker i sengen.

Mor sad på magten

Det overdådige Topkapi-palads udgjorde centrum i det mægtige Osmanniske Rige og var stedet, hvorfra skiftende muslimske herskere fra begyndelsen af 1500-tallet til 1800-tallet styrede deres imperium.

Foruden at være magtens centrum var paladset et samfund på 4.000 sjæle, der levede afsondret fra omverdenen.

Embedsmænd, soldater, eunukker og underskønne kvinder færdedes dagligt i paladset.

Travlt beskæftiget med at adlyde sultanens mindste vink myldrede de gennem parkanlæg, en labyrint af korridorer og storslåede sale.

Som en edderkop i sit spind trak sultanens mor – kaldet valide sultan – i alle tråde.

Nok havde sultanen magten over det gigantiske rige, men i herskerens husstand havde hans mor det sidste ord og var sønnens beskytter.

Hun førte opsyn med sultanens private boligområde – haremmet – som det var strengt forbudt for andre mænd at betræde.

Sultanens mor bestemte fx egenrådigt, hvilke slavinder der fik lov at opholde sig i nærheden af sultanen, så han kunne vurdere deres skønhed og charme.

Og sultanen respekterede hendes position og rådførte sig dagligt med sin mor.

Haremsdamen Filizten Kalfa (1865-1945) skrev om livet bag de høje mure.

“Et af sultanens faste ritualer var hver morgen at besøge sin mor for at kysse hendes hånd.

Han stod ud af sengen, blev vasket, fik tøj på og indtog et let morgenmåltid, hvorefter han gik hen til sin mors suiter”, forklarede Filizten.

“Velkommen, min søn, kom indenfor, du skal være så velkommen, hilste sultan-moren ham.

Typisk talte mor og søn sammen længe, og sammen besluttede de, hvad der skulle ske i hverdagen i paladset.

Ofte varede disse møder helt til middag, hvorefter sultanen spiste frokost i sine egne gemakker, enten alene eller sammen med en eller to af sine hustruer”, skrev Filizten i sine memoirer.

Slaverne begyndte på bunden

De slavinder, der blev lukket ind i Osmannerrigets hjertekammer, blev ikke kaldt haremsdamer, men acemi eller odalisk – sidstnævnte betyder “den, der hører til et værelse”, og afslørede hendes position som simpel tjenestepige.

Odaliskerne blev installeret i fem- eller seksmandsrum og var knyttet til et bestemt værelse, dvs. en særlig afdeling, som en erfaren slavinde stod i spidsen for.

Disse ledende kvinder havde ansvaret for fx badeanlæggene, smykkeafdelingen, kaffebrygningen, vandforsyningen eller forrådskammeret og havde officielle titler som “bærerske af vandkanderne” eller “vogterinde af badene”.

Titlerne var forbundet med prestige og gav desuden en fast løn.

De nytilkomne odalisker trådte ind i bunden af hierarkiet og skulle fx arbejde i køkkenet eller som vaskekone.

Først når odalisken havde vist sit værd, kunne hun gøre sig håb om at rykke op i hierarkiet.

Var hun derimod uduelig eller småt begavet, risikerede hun at blive solgt videre på slavemarkedet.

Ifølge øjenvidnet Safiye Ünüvar, der var en fri kvinde og lærerinde for sultanens børn, gik der en rum tid, før herskeren så noget til de nye piger.

“De piger, der var ankommet til haremmet for nylig, blev kaldt acemi, dvs. novicer.

Eftersom de fleste kom direkte fra en landsby, havde pigerne ikke tilladelse til at komme nær deres herre eller frue (valide sultan, red.), før deres overordnede havde lært dem procedurerne i paladset at kende – samt undervist dem i kunsten at føre sig ordentligt frem.

Disse slavepiger var sarte, følsomme og intelligente skabninger.

De forstod ikke tyrkisk, naturligvis, men fordi de var så kvikke, kom de hurtigt efter det.

Generelt var de også hurtige til at lære paladsets skikke”, berettede lærerinden.

Eunukker vogtede ved indgangen

Haremmet lå i Topkapi-paladsets hjerte, hvor også sultanen overnattede, og talte ca. 400 værelser.

Her levede hundredvis af kvinder bag aflåste porte og under skarp bevogtning, men i luksus:

De havde adgang til frodige parker med kunstige søer og springvand, over 30 badeanlæg og endda en lille zoologisk have med gazeller, aber, påfugle og nattergale i bur.

Over 150 kokke sørgede for bespisningen, mens et stort korps af sorte eunukker bevogtede haremmet.

Eunukkerne var enten krigsfanger eller slaver ligesom kvinderne selv og var blevet kastreret, inden de nåede puberteten.

Da Osmannerriget var på sit højeste i 1500-tallet, rådede sultanen over et korps på mellem 600 og 800 sorte eunukker.

Deres opgave var ganske enkel, forklarede prinsesse Ayse (1887-1960), der var datter af sultan Abdülhamid 2.:

“Eunukkernes job var at låse dørene til haremmet hver aften og låse dem op igen om morgenen, at stå vagt ved dørene og holde øje med, hvem der kom og gik."

De ledsagede folk til deres vogne, eskorterede læger ind og ud og sørgede for, at ingen udefra nogensinde opholdt sig på egen hånd i paladset.

Eunukkerne var alle ankommet i en meget ung alder og var vokset op her. De var trofaste tjenere og hengivne over for deres herre”.

I osmannernes hierarki blev over-eunukken kun overgået af sultanen og storvesiren, der var sultanens stedfortræder, samt rigets religiøse overhoved.

Over-eunukkens officielle titel lød kizlar agha, dvs. “pigernes behersker”. Han talte dagligt med både sultanen og den magtfulde sultanmoder samt fungerede som betroet budbringer mellem sultanen og storvesiren.

Den nære kontakt med rigets mest magtfulde personer gav ham vidtrækkende politisk indflydelse.

Under de ofte blodige magtkampe i Osmannerriget gjorde ambitiøse mennesker klogt i at alliere sig med “pigernes behersker”.

Vaskedagen var en fest

Selvom paladsets kvindeområde var hermetisk lukket for omverdenen, sivede der alligevel rygter ud: Fra tjenere og handlende opsnappede udenlandske ambassadører vilde historier om, at haremmet var en syndens hule, hvor sultanen under natlige orgier forlystede sig med utallige kvinder.

Ifølge haremsdamen Filizten var hverdagen dog i højere grad præget af pligter og kedsomhed end af dampende erotik og summende begær.

“Hvis jeg havde ført dagbog over mit 28 år lange ophold i paladset, ville hver eneste dag have lignet den foregående til forveksling.

Vi lavede det samme hver dag, præcis som et urværk, der aldrig gik forkert.

Hver og én vidste vi, hvad der var vores opgaver, og vi gjorde det samme dag efter dag og fungerede som en velsmurt maskine”, berettede hun.

For Filizten gav noget så jordnært som vaskedagene et afbræk i den monotone tilværelse og blev en af de få højdepunkter i hendes liv i haremmet:

“I køkkenet blev kæmpekedler sat op, og syv store kar stillet på gulvet, med tre piger rundt om hver.

Vasketøj fra det første kar blev rakt videre til det næste og så videre og så videre, sådan at tøjet passerede gennem alle syv kar.

Dette var i sandhed et syn – alle disse unge og friske skønheder, der vaskede og skrubbede klæderne i det hvide sæbeskum, mens de snakkede løs og indimellem brast i latter”.

Sultanens tøj og sengelinned blev ifølge Filizten vasket separat af udvalgte haremsdamer og måtte ikke berøres af haremsdamer lavt i hierarkiet. De rene klæder blev endda hængt til tørre på en særskilt snor.

“Sultanen var ekstremt renlig og skiftede tøj næsten hver dag. Vi hængte altid hans nyvaskede klæder til tørre udenfor og stænkede det med rosenvand og andre blomsterekstrakter”, skrev Filizten i sine erindringer.

Særlig smukke eller begavede odalisker blev forfremmet og uddannet til konkubiner.

Det indebar, at de lærte at danse, recitere digte, spille på et musikinstrument og beherske elskovskunsten.

Ifølge Filizten var konkubinernes vigtigste opgave at stå til tjeneste uden for regentens gemakker:

“Hver nat stod vi to konkubiner uden for sultanens bolig, altid iført vores fineste tøj.

Først skulle vi melde vores ankomst til sultanmoderen, som inspicerede os grundigt og rettede på os, hvis ikke alt var, som det skulle være.

Så sagde valide sultanen advarende: ‘Hold øjne og ører åbne. Sørg for at adlyde en hvilken som helst af min søns ordrer, og pas på ikke at forstyrre ham’.

For eksempel kunne vores herre bede om et klæde til at tørre sine hænder i”.

Sultanen havde dog også ønsker, der gik i en noget anden retning.

“Vores herre, der altid var længe oppe, meddelte en af vagterne, hvilken kvinde han ville tilbringe natten med.

Så gik vagten hen til den pågældende og informerede hende diskret. Men nogle gange ønskede vores herre ikke selskab om natten.

Så sagde han til os: ‘Luk døren. Sørg for selv at få noget hvile’”, kunne Filizten berette.

Ifølge konkubinen måtte ingen andre sove i sultanens seng, så de kvinder, der havde holdt ham med selskab, var henvist til en anden seng i soveværelset.

Solgte sin plads i sengen

Mens nogle sultaner ifølge historiske overleveringer dyrkede sex med flere hundrede kvinder – da sultan Murad 3. døde i 1595 efterlod han sig angiveligt over 100 børn – foretrak hovedparten at holde sig til en begrænset skare af udvalgte konkubiner, som de tilbragte natten med efter tur.

Haremmet førte dagbog over, hvem sultanen havde haft samleje med og hvornår, så der var styr på legitimiteten og arvefølgen.

For haremsdamerne handlede det om at blive optaget i inderkredsen omkring sultanen, så de kunne få børn med ham, for så ville både deres egen og deres børns fremtid være sikret.

Indimellem solgte nogle af harems­damerne deres plads i køen – fordi de skyldte nogen en tjeneste eller drømte om et liv uden for paladset – men det var en farlig beslutning.

Den mægtige sultan Süleyman den Prægtige lod i 1562 en af sine hustruer henrette, fordi hun var udeblevet fra hans seng og i stedet havde foræret sin plads til en anden.

Prinsesse Ayse, hvis mor i 1880’erne blev forfremmet fra konkubine til en af sultan Abdülhamid 2.s hustruer, oplevede dog ikke det store drama:

“Ved sengetid gik min mor, iført nattøj, ind til min far, og de tilbragte natten sammen. Far spiste altid aftensmad sammen med min mor og sov altid sammen med hende.

De øvrige kvinder modtog han på forud aftalte tidspunkter”.

De kvinder, der havnede i sultanens seng, nød ekstra privilegier og kunne fx se frem til at få eneværelse og en skare af tjenestepiger.

Og fødte elskerinden sultanen en søn, havde hun gode chancer for at blive forfremmet til hustru.

Jaloux konkubine blev morder

Haremmet skulle sikre, at sultanen avlede livskraftige og vise tronarvinger, så herskeren på den måde kunne sikre dynastiets fortsatte beståen.

Men konkurrencen om at blive en af sultanens udkårne var benhård og nådesløs – en konkubine måtte konstant være på vagt over for dem, hun delte herskernes seng med.

Til tider var rivaliseringen dødbringende, viser et eksempel fra 1600-tallet:

Længe havde Gülnush været sultan Mehmed 4.s absolutte favoritelskerinde, men da den gudeskønne slavinde Gülbeyaz blev indlemmet i haremmet, tabte sultanen sit hjerte til hende.

For Gülnush var det en katastrofe: Hun elskede sultanen højt og blev syg af jalousi.

Så da hun en dag bemærkede sin rival sidde på en klippe og spejde ud over Bosporusstrædet, fulgte hun en pludselig indskydelse: Hun puffede Gülbeyaz ned fra klippen, så rivalen druknede.

Dermed skrev Gülbeyaz sig ind i en grum statistik: Talrige haremsdamer døde brutalt i en ung alder.

Intriger og misundelse hørte til hverdagen, og ikke sjældent måtte over-eunukken på sultanens befaling pågribe en særlig intrigant haremsdame, som han enten kvalte eller proppede i en sæk, hvorpå han roede ud i Bosporusstrædet og kastede hende over bord.

Så grum en skæbne overgik i 1665 en skare kvinder fra Mehmed 4.s harem:

Kvinderne havde set deres snit til at stjæle juveler fra en ædelstensindlagt vugge. I forsøget på at dække over deres forbrydelse satte kvinderne ild til vuggen, men flammerne bredte sig ukontrolleret og anrettede store skader på Topkapi-paladset.

På befaling af den rasende sultan fik over-eunukken ordre på at strangulere de skyldige.

Anderledes fredsommeligt gik det for sig hos sultanen i begyndelsen af 1900-tallet.

Her oplevede lærerinden Safiye Ünüvar ikke skyggen af ondt blod:

“Selvom sultanens fire hustruer havde hver deres husholdning, mødtes de nu og da for at snakke, spille kort og bare tilbringe tiden sammen, sådan som søstre gør.

Når en hustru ønskede at besøge en af de andre, sendte hun altid et bud i forvejen for at anmode om tilladelse”.

Ro og orden herskede i paladset

Takket være sit harem var sultanen sikret nogenlunde ro på hjemmefronten.

Her levede han isoleret fra omverdenen med sine næreste slægtninge, sine konkubiner og sine hundredvis af slavinder, der sørgede for, at haremmet fungerede som et veldrevet maskineri.

Alle kendte deres plads i det strengt hierarkiske minisamfund, der dagen lang summede af aktivitet, skrev konkubinen Filizten i sine erindringer:

“Sultanen brød sig ikke om, hvis vi var dovne, og ville have, at vi altid var travlt beskæftiget og lærte nyt. Vi lærte at læse og skrive, og mange tilegnede sig nye sprog.

De fleste af dagene var fyldt med musik og dans.

Sultanens kærlighed til musik havde smittet næsten alle. Konkubinerne spillede på piano, violin og fløjte, mens andre dansede, og sultanen sad ofte selv ved pianoet og komponerede små musikstykker”.

Ud over at lære at spille krævede sultanen også disciplin af sine talrige børn, kunne prinsesse Ayse afsløre:

“Far lagde særligt vægt på, at vi havde gode manerer, og så aldrig gennem fingre med selv den mindste forseelse, ligesom han heller ikke tillod, at forholdet mellem ham og os børn var alt for tæt.

Hvis han så eller fornemmede, at vi havde gjort noget galt, sagde han ikke noget direkte til os, i stedet gav han vores mødre besked.

Vi måtte ikke tale med høj stemme eller gestikulere, og han sørgede altid for, at vi gebærdede os stilfærdigt og med værdighed”.

Ifølge prinsessen gik alle i haremmet på listefødder, når patriarken trak sig tilbage for at hvile. Musikken forstummede, og børnestemmerne tav.

Slavinder blev brugt som gaver

På grund af deres gode manerer og kultiverede væsen var haremsdamerne ekstremt eftertragtede uden for paladsets mure.

Som et hædersbevis til særlig udvalgte undersåtter gav sultanen hvert år adskillige af sine slavinder bort som gave til embedsmænd og officerer. Størst var æren ved sådan en gave, hvis kvinden stadig var jomfru.

“Sultanen sørgede for at udvælge en passende ægtefælle, som han forærede kvinden til.

Hun modtog en sum penge, afhængigt af hvor længe hun havde været i tjeneste, og hvor stor pris sultanen havde sat på hende”, forklarede prinsesse Ayse.

Ifølge lærerinden Safiye Ünüvar kunne sultanfamiliens tjenestepiger ligefrem ansøge om at få deres frihed:

“Hvis en af haremsdamerne ønskede at flytte ud i byen for at blive gift, skrev hun en besked til den prins eller prinsesse, som hun var tjener hos – det kaldtes en afrejseseddel.

Sultanen afslog aldrig den slags anmodninger, tværtimod modtog han dem nådigt og godkendte dem alle.

Han betalte endda hendes leveomkostninger, sådan at hun ikke ville blive en byrde for sin ægtefælle”.

Sultanen aflurede sine skønheder

Haremsområdet var omgivet af frodige haver, hvor kvinderne kunne slentre ad små stier, der førte til kunstige søer med åkander og eksotiske fisk.

Hist og her lå skyggefulde pavilloner, hvor de kunne slappe af på en varm sommerdag, mens de sludrede og beundrede de farverige blomsterbede.

I de tørre og hede somre var Topkapi-paladsets badebassiner ekstremt populære. Det største var beklædt med marmor og udstyret med små robåde, som haremsdamerne sejlede rundt i.

I bassinerne muntrede de sig med at plaske vand på hinanden, altid overvåget af sorte eunukker – og ofte også af sultanen, der gemt bag et gyldent gitter frydede sig over de nøgne
skønheder.

Et særligt populært tidsfordriv var en leg, hvor en af haremsdamerne lod sig falde i vandet, hvorefter de andre skulle forhindre hende i at kravle op igen.

Når det lykkedes hende at komme op, jagtede hun de andre og forsøgte at skubbe dem i vandet.

Især Ibrahim, der blev sultan i 1640, gik for at være ekstraordinært kvindeglad, og han hyggede sig med at finde på nye lege: Fx kastede han perler og rubiner i vandet, hvorefter han opmuntrede haremsdamerne til at dykke efter dem.

Guld og glimmer var i det hele taget noget, der prægede haremmet.

Alt fra kuppellofter til vandhaner var forgyldte, og kvinder højt i hierarkiet klædte sig ekstravagant i farvestrålende rober af silke, fløjl og brokade med indvævede guldtråde.

Sultanen så aldrig sine favoritter være iført den samme robe to gange.

Selv haremmets bøger var indbundet i forgyldt læder med indlagte rubiner.

Guldringe med glimtende diamanter prydede kvindernes fingere, om håndled og hals hang andre kostbarheder.

Hele haremmet blev smidt på porten

Måltiderne var også den rene luksus med alt fra kaviar til kaffe. Bagefter slængede sultanens favoritter sig i bløde puder på divanerne, mens de røg af vandpiber.

Ingen haremsdamer måtte opholde sig udendørs efter solnedgang, så de forsødede aftenerne med opiumpiller, der gav stof til fantasifulde historier, som kvinderne underholdt hinanden med i timevis.

Midt i den berusende luksus og overflod vidste haremsdamerne, at deres behagelige liv kunne slutte når som helst.

Ved en sultans død blev hele hans harem – inklusive prinser og prinsesser – tvunget til at flytte fra paladset.

Med eskorte blev de ført væk fra magtens korridorer og Topkapis ødsle omgivelser.

I stedet måtte de tage til takke med det langt mere ydmyge Tårernes hus, som var et tidligere sultanpalads, der også gik under navnet De Uønskedes Palads.

Med det gamle harem smidt på porten byggede den nye sultan under kyndigt opsyn af sin mor et nyt op fra grunden.

Foran porten til haremmet begyndte nye leverancer af slavinder at dukke op – klar til at blive vurderet af den gamle over-eunuk med det veltrænede øje for kvindelig skønhed.