Havfolk lagde bronzealderens riger i ruiner

I sidste ende afgør egypternes bueskytter slaget. På afstand overdænger de fjendens skibe med pile og nedkæmper de krigeriske modstandere. Kort efter lader farao Ramses 3. sig hylde som sejrherre af sine euforiske tropper. Egypten er frelst – de frygtede krigere fra havet er omsider blevet stoppet.

Kun Egypten modstod havfolket

Året var 1179 f.Kr., da Ramses besejrede det, han kaldte “folkene fra havet”. På den sejrrige faraos dødstempel, ved landsbyen Medinet Habu på Nilens vestbred, kan besøgende i dag se reliefscener fra det blodige slag foreviget på tempelvæggen – de eneste fremstillinger af det gådefulde Havfolk, der eksisterer.

Reliefferne viser Ramses i spidsen for sin hær i to gigantiske slag mod de ukendte fjender – et til lands og et til vands. Ifølge Ramses selv var han den eneste af alle Middelhavets ellers så mægtige herskere, der havde været i stand til at besejre de frygtede fjender fra havet.

“Intet land kunne stå imod deres våben, alt fra Hatti, Kode, Karkamish, Arzawa, Alashia og videre blev udslettet”, fortæller en af hans inskriptioner.

Netop omkring 1200 f.Kr. blev hele det østlige Middelhavsområde, ifølge arkæologiske levn, ramt af en gådefuld katastrofe, der udslettede stort set alle større civilisationer i regionen inden for en periode på kun 50 år.

Fra Grækenland i nord videre ned igennem Tyrkiet og til vore dages Syrien og Israel har arkæologer afdækket et tykt askelag i stort set hver eneste større by eller palads fra perioden. Alle er de blevet brændt til grunden inden for et tidsspænd på mindre end 50 år.

Selv om forskerne stadig er uenige om, hvordan rigerne gik under, er de enige om én ting: Hvad det end var for en ulykke, der ramte, var den af dommedagsagtige dimensioner.

Tusindårige byer, paladser, monumenter og endda håndværk og skriftsystemer forsvandt brat. Arkæologer og historikere kalder rammende periodens begivenheder for “Katastrofen”.

Bronze blev brugt til alt

Da ødelæggelserne begyndte omkring 1200 f.Kr., havde bronze – en legering af kobber og tin – været middelhavskulturernes omdrejningspunkt i 2000 år. Bronzen blev brugt til alt fra værktøjer til slagkraftige våben – og perioden har derfor siden fået betegnelsen bronzealderen.

Tre magter dominerede på det tidspunkt det østlige Middelhav: de mykenske kongedømmer i nutidens Grækenland, Hittitterriget i nutidens Tyrkiet og endelig Egypten. Alle tre baserede deres magt på store hære, der teknologisk og styrkemæssigt var blandt de stærkeste, historien hidtil havde set.

Det virker derfor usandsynligt, at et ukendt folk kunne dukke op ud af det blå og udslette tidens storriger for altid, som Ramses 3. fortæller på sine relieffer. Men en lang række stærke arkæologiske beviser har overbevist historikere om, at faraoens ord sandsynligvis skal tages for gode varer.

I udgravninger fra Mykene i Grækenland har arkæologer fundet spor efter voldsomme angreb på byen omkring 1200 f.Kr. Askelag i ruinerne vidner om, at fjenderne gennembrød Mykenes mure, hvorefter de brændte huse, templer og paladser ned.

Ødelæggelserne fik tydeligvis den mykenske konge til at frygte for et nyt angreb. Umiddelbart efter byggede mykenerne nemlig endnu stærkere fæstningsværker og påbegyndte samtidig opførelsen af en forsvarsmur tværs over den landtange, der forbinder Peloponnes med det græske fastland mod nord.

Anstrengelserne viste sig forgæves. Muren nåede ikke at blive færdigbygget, inden angriberne vendte tilbage knap 10 år senere. Huse, paladser og selv fæstningsmurene i Mykene blev denne gang brændt ned til grunden, og byen forladt for altid. Samtidig lagde angriberne flertallet af de øvrige mykenske kongedømmer i ruiner.

Beboere søgte tilflugt i bjergene

Ødelæggelserne fik enorme følger for hele Grækenland. I de græske landområder har arkæologer indtil videre lokaliseret omkring 500 store bosættelser fra tiden, inden angrebene begyndte i Grækenland.

Næsten halvdelen af byerne blev forladt umiddelbart efter havfolkets hærgen. Katastrofen var endda så voldsom, at selv det mykenske skriftsystem forsvandt – først senere udviklede grækerne igen et nyt alfabet.

Angrebene satte også en brat stopper for områdets avancerede kultur. Tidligere tiders fine kunsthåndværk og smukt dekorerede keramik forsvandt pludseligt.

I de følgende århundreder fremstillede områdets kunstnere kun små, dårligt udførte lerstatuetter og tredjerangs-keramik – 400 års kulturelt mørke sænkede sig over det før så blomstrende græske fastland.

Billedet var det samme overalt i det østlige Middelhav.

KORT: Havfolket begravede bronzealderen i aske

Cyperns byer blev ødelagt, og på Kreta fik angreb fra havet indbyggerne til at forlade de udsatte byer ved kysterne og søge op i isolerede bjergområder, der var lettere at forsvare.

Et eksempel er bjergbyen Karphi, der blev bygget i bjergene 400 meter over den omkringliggende slette samtidig med, at byerne i det flade terræn nær havet blev forladt.

Nødråb fra kongen af Ugarit

Snart efter ramte katastrofen også Anatoliens og Mellemøstens byer. Omkring 1190 f.Kr. blev den stærke havneby Ugarit i nutidens Syrien angrebet af en ukendt fjende og brændt ned til grunden.

I byens palads har arkæologer fundet korrespondancer, som kongen af Ugarit førte med kongen af Cypern umiddelbart inden udslettelsen:

“Min far (en ærestitel, red.) ved måske, at fjendens skibe kom. Mine byer blev brændt, og onde ting blev gjort i mit land. Ved min far, at mine tropper er i hittitternes land, og mine skibe i Lukkas land, og at mit land derfor er overladt til sig selv?”

Ugarit var på dette tidspunkt underlagt det stærke Hittitterrige, hvis hovedstad, Hattusa, lå i nutidens Tyrkiet. Ifølge teksten, der sandsynligvis stammer fra kort før Ugarits undergang, var byens tropper blevet sendt til hittitternes land, formodentlig som militær forstærkning.

Under udgravningerne af Ugarit har arkæologer fundet en række lertavler liggende i paladsets store ovne klar til at blive brændt.

På en af de stærkt beskadigede tavler kan man læse en besked fra hittitternes konge, hvor han bønfalder Ugarit om at sende de alle tropper, byen kan undvære til at hjælpe mod Havfolket: “Fjenden kommer nærmere, og der er intet tal...send alt, hvad der er muligt”, lyder inskriptionen.

Lertavlerne i ovnen nåede aldrig at blive brændt, før fjender også løb Ugarit over ende og udslettede byen for stedse. Det samme skete i den syriske by Emar øst for Ugarit, hvor efterladte lertavler fortæller, at byen blev angrebet af “horder af fjender”.

Kort efter faldt også hittitternes hovedstad, Hattusa, hvis omfattende fæstningsværker var de stærkeste i hele bronzealderen. Byen blev, som de andre, brændt ned til grunden.

Næsten tyve andre byer i riget led samme skæbne. Det før så mægtige Hittitterrige genopstod aldrig. Umiddelbart efter blev også det nuværende Israel/Palæstina hærget af “folkene fra havet”, som nedbrændte alle større byer langs kysten.

Ny taktik afgjorde slagene

Historikere diskuterer stadig, hvem havfolket var, og hvor de kom fra. Nogle gætter på, at folket strømmede ud fra det nordlige Grækenland og Balkan, mens andre mener, at det mystiske folk oprindeligt levede et sted i Anatolien.

Den største gåde er imidlertid, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre for et hidtil ukendt folkeslag at løbe en række af bronzealderens stærkeste riger over ende. Historikere vurderer, at havfolkene besejrede Middelhavets supermagter med nye krigstaktikker og forbedrede våben.

Omkring år 1200 f.Kr. – samtidig med katastrofen – blev de fleste slag udkæmpet med stridsvogne. Sædvanligvis tromlede hundredevis af tunge vogne frem mod hinanden over en bred front. I stridsvognene stod en kusk og en bueskytte, og idet stridsvognene passerede hinanden i rasende fart, affyrede bueskytterne pile mod fjenden.

Kun i slag mod dårligt organiserede, primitive småhære eller i stenet terræn brugte Middelhavets herskere infanteri, der som oftest bestod af dårligt trænede lejesoldater med stiksværd.

Men havfolkene bragte nye våben ind på slagmarken. Det mest revolutionerende var det såkaldte Naue Type II-sværd, som angiveligt stammede fra Nordeuropa.

Det nye våben var et 70 cm langt kampsværd – perfekt til både at hugge og stikke med. Over for det stod de gamle rigers soldater med deres relativt korte stiksværd hjælpeløse på slagmarken.

Samtidig var havfolkene bevæbnede med et nyt, kort spyd, der uden problemer kunne kastes under løb og fx bruges til at nedkæmpe soldaterne i stridsvogne.

Historikernes teori er derfor, at havfolkene med deres nye våbentyper og et velorganiseret infanteri let kunne udmanøvrere og nedkæmpe egypternes og hittitternes tunge, klodsede stridsvogne. I 1179 f.Kr. mødte havfolket imidlertid deres overmænd, da de forsøgte at invadere Egypten.

I det første sammenstød mødtes de to styrker i et gigantisk slag på land, hvor havfolkene sammen med flere andre folkeslag forsøgte at løbe den egyptiske hær over ende. Egypterne havde imidlertid haft tid til at forberede sig på angrebene og har ifølge historikere omstillet hæren til infanterislag.

I hvert fald bestod den egyptiske hær på Ramses' relief stort set kun af soldater til fods. Den nye kampmetode sikrede egypterne en klar sejr.

Men havfolkene var langtfra slået og forsøgte endnu et angreb. Denne gang nåede de ikke at betræde Egyptens jord, før kampene begyndte. De blev mødt til havs af Ramses' flåde, hvis krigsskibe var fyldt med bueskytter.

På reliefferne ser man tydeligt, at havfolkene var bevæbnet med nye, lange sværd og spyd. Men på trange dæk i kamp mod de egyptiske bueskytter var krigerne fra havet ikke levnet en chance. ”De blev slået til jorden på stranden, slagtet og dynget op i store bunker,” pralede Ramses på sit gravmæle.

Havfolket bosatte sig i Mellemøsten

Ifølge Ramses selv tillod han de overlevende havfolk at bosætte sig i nutidens Palæstina/Israel, hvor de fik deres egen stat. Her blev havfolket i Det Gamle Testamente kendt som filistrene, mens deres land kaldes Filistea, hvorfra navnet Palæstina stammer.

I de følgende år forlod de egyptiske tropper stormagtens provinser, og det før så vældige imperium svandt ind til kun at omfatte kernelandet omkring Nilen.

Hele det østlige Middelhav lå hen som en rygende ruin, og som århundrederne gik, blev tiden før katastrofen blot et svagt minde om den tid, da bronzealderens mægtige riger regerede verden.

Hvem havfolket var, og hvor de kom fra, vil sandsynligvis for altid være omdiskuteret, medmindre arkæologerne en dag finder skrifter fra deres egen hånd.

Indtil det sker – hvis nogensinde – vil både havfolket og den katastrofe, der ramte Middelhavets civilisationer omkring år 1200 f.Kr., fortsat være en af historiens største gåder.