En kalif er den politiske, religiøse og militære leder af et muslimsk storrige, et kalifat, som i sin grundform skal rumme alle muslimer. Ved sin død i år 632 havde islams grundlægger, profeten Muhammed, dog ikke formuleret utvetydige regler for udvælgelsen af en kalif.
Igennem historien er kaliffer derfor blevet udpeget efter forskellige kriterier, og ofte har kampen om titlen ført til blodige konflikter.
De første fire kaliffer efter Muhammed blev udvalgt ved shura – en proces, hvor alle relevante parter bliver hørt, inden en kalif bliver udpeget.
Abdülmecid 2. blev i 1924 den sidste osmanniske kalif.
De fleste muslimer bakkede op om deres kåring, men allerede under den fjerde kalif, Ali, opstod der borgerkrig blandt muslimerne i år 656. Resultatet af kampene blev, at sejrherren, Muawiyah, lod sig hylde som kalif og derefter gjorde titlen arvelig.
Med tiden blev kalif dog forvandlet til en tom titel, som kun havde åndelig magt.
Indtil 1500-tallet var kalifferne arabiske og kunne til en vis grad påvise slægtskab med Muhammed, men i 1517 overgik kalifatet til de tyrkiske osmanner, som havde skabt så mægtigt et rige, at deres konger – kaldet sultaner – også gjorde krav på værdigheden som kalif.
Den sidste osmanniske kalif blev afsat i 1924 ved Tyrkiets grundlæggelse, og siden har titlen ikke haft en ejer, som flertallet af muslimerne har bakket op om.