Boston Public Library
Britisk imperium

Hvor meget er Det Britiske Imperium skrumpet?

Intet kontinent uden en brite – fra 1500-tallet og frem rejste kolonister fra De Britiske Øer til selv de mest afsidesliggende egne af kloden og grundlagde det største rige nogensinde.

På tinderne af sin storhedstid var Det Britiske Imperium det største rige i historien. I årene omkring 1. verdenskrig strakte den gigantiske kolonimagt sig over ca. 25 pct. af alt land på Jorden – fra Australien til Canada og fra Jamaica til Indien.

Det første skridt mod denne status som en global stormagt blev taget allerede i 1100-tallet, da englænderne erobrede Irland. Vokseværket tog især fart i 1500-tallet og de efterfølgende århundreder, hvor opdagelsesrejsende, handelsfolk og kolonister fra De Britiske Øer drog ud til så godt som alle kroge af kloden.

VIDEO – Det Britiske Imperiums storhed og fald:

Godt en fjerdedel af verden var under britisk overherredømme i begyndelsen af 1900-tallet.

Krigen svækkede briterne

I årene efter 2. verdenskrig var det dog omsider slut for det engang så mægtige imperium. I århundredet forinden havde nogle af kolonierne – heriblandt Canada og Australien – opnået selvstyre under britisk overherredømme, og i løbet af 1900-tallet begyndte nationalistiske og separatistiske vinde at blæse i resten af kolonierne.

Verdenskrigen havde samtidig svækket Storbritannien så meget, at landet ikke længere havde ressourcerne til at holde sammen på koloniriget. Mod slutningen af 1960’erne havde så godt som alle kolonier derfor løsrevet sig fra Storbritannien.

I dag er de eneste rester af Det Britiske Imperium en række småøer spredt over hele kloden – blandt dem er Bermuda og Falklandsøerne.