Omkring fem måneder om året oplevede maya-indianerne i Mellemamerika en årlig tørkeperiode, som fik vandet i floderne til at trække sig tilbage og blive fyldt med mudder.
I disse vandfattige måneder fik mayaerne i over tusinde år deres drikkevand fra særlige vandreservoirer, som var skabt til at holde drikkevandet friskt i årevis.
En af mayaernes største reservoirer var placeret ved byen Tikal i Guatemala. Ifølge arkæolog Lisa Lucero fra University of Illinois, som har forsket i mayafolkets vandforsyning, kunne reservoiret levere frisk vand til både drikning, vask og madlavning til hele 80.000 indbyggere.
At vandet forblev friskt i lange perioder var ikke tilfældigt. Luceros nye studie af Tikals vandreservoir viser bl.a., at dets bund var belagt med vulkansk sand, som filtrerer vandet for urenheder og bakterier.
Udover dette naturlige filtreringssystem belagde mayaerne reservoirets sider med ler, som stimulerede fremvæksten af vandplanter som bl.a. siv og åkander.
Planterne fjernede kvælstof og fosfor fra vandet og forhindrede dannelsen af sundhedsfarlige alger. Derudover leverede planterne også levesteder for dyr som bl.a. guldsmede og fisk, der åd myg og andre insekter, der forurenede drikkevandet.
Mayaerne kan bidrage til FN's verdensmål
Ifølge Lisa Lucero kan mayaernes vandreservoirer være en inspiration til, hvordan vi kan bekæmpe tørke og nå FN’s verdensmål om rent vand til alle.
Det kan fx ske ved at anlægge kunstige vådområder efter mayansk forbillede.
“Kunstige vådområder kræver ikke brug af kemikalier eller fossile brændstoffer at vedligeholde, og efter den indledende arbejdsintensive indsats bliver de selvrensende og selvforsynende”, siger Lucero.