Kimen til vor tids franske stat blev lagt i år 843 e.Kr., hvor den frankiske kong Ludvig den Frommes sønner delte farens rige mellem sig.
Inden sin død havde Ludvig ledet et enormt kejserrige, der var grundlagt af hans far, Karl den Store. Riget strakte sig over det meste af Centraleuropa – fra det nordlige Spanien til den tysk-danske grænse.
Ludvigs død blev startskuddet til en borgerkrig mellem hans tre sønner. Efter blodige kampe og lange, bitre forhandlinger var sønnerne i 843 klar til at dele riget mellem sig i tre omtrent lige store stykker.
Det vestlige bid af riget – Vestfranken, hvor folkeslaget frankerne havde boet i århundreder – tilfaldt Karl 2. den Skaldede, og den efterfølgende fredstraktat mellem brødrene bliver ofte betragtet som Frankrigs dåbsattest.
Kongemagten forsvandt ikke med et trylleslag i Frankrig i 1789, og landet oplevede flere revolutioner op gennem 1800-tallet – her et billede fra julirevolutionen i 1830.
Revolution skabte republikken
Omtrent halvandet århundrede senere blev Vestfranken forvandlet til kongeriget Frankrig, da Hugo 1. Capet i 987 blev konge og samlede alle områdets stridende småriger under sig.
Capets efterkommere regerede over Frankrig som konger i de efterfølgende 800 år. I denne periode forvandlede riget sig både til en europæisk stormagt og en global kolonimagt med tråde ud til alle hjørner af kloden.
Et af de mest afgørende skridt mod det Frankrig, som findes i dag, blev taget med den franske revolution i 1789. Her blev den enevældige konge væltet, og den politiske magt blev – i hvert fald teoretisk – lagt hos folket.
Frankrig udviklede sig – med bump på vejen – op gennem 1800-tallet til en sekulær republik baseret på frihedsrettigheder som religions- og ytringsfrihed, værdier, som landet fortsat holder i hævd i dag.