Paris, Frankrig, 19/7 1789
Kære sir
Jeg begynder at frygte, at måden, De sender breve til mig på, er usikker.
Jeg har ikke hørt fra Dem siden den 25. november 1788, og De har ikke kvitteret for nogen af mine breve siden den 11. august sidste år. Siden da har jeg skrevet til Dem mange gange.
Situationen her er, at manglen på brød er begyndt at aftage i de sydlige dele af Frankrig, hvor høsten nu er i gang.
Her (i Paris, red.) truer manglen stadig, da høsten først kan begynde om to eller tre uger. Det er flere uger siden, vi sidst har haft nok korn på lager til mere end et par dage.*
En borgerkomité har besluttet at samle en styrke bestående af 48.000 borgere.
Den 14. juli sendte de ét af deres medlemmer (monsieur de Corny, som vi kender her i Amerika)* til Hôtel des Invalides** for at bede om våben til deres borgerværn.
En stor folkemængde fulgte ham.
Kommandanten på Hôtel des Invalides kom ud for at sige, at han ikke kunne udlevere våben, medmindre det skete efter ordre fra dem, som han havde fået våbnene fra.
De Corny beordrede styrkerne, som bevogtede Les Invalides, til at trække sig tilbage. Herefter tog hans folk våbnene i besiddelse.
De, som bevogtede Les Invalides, gjorde ingen modstand, og de 5.000 udenlandske soldater*, som befandt sig omkring 350 meter væk, rørte end ikke på sig.
Det fandt jeg ret bemærkelsesværdigt.
Monsieur de Corny og fem andre mænd drog derefter videre for at kræve våben fra monsieur de Launay, kommandanten på Bastillen*.
En folkemængde befandt sig allerede foran fæstningen, så monsieur de Corny rejste et flag, som tilkendegav, at han kom med fred.
Folkene på fæstningen besvarede den viste gestus med et lignende flag, som de hejste på brystværnet.
Corny fik folkemængden til at træde til side. Så gik han selv frem for – sammen med sin delegation – at fremsætte deres krav til guvernøren.
I det øjeblik blev en salve affyret fra Bastillen. Skuddene dræbte fire blandt dem, som stod tættest på Corny og hans folk. Delegationen trak sig hastigt tilbage.
Straks stormede folk frem mod fæstningen.
Bygningen blev forsvaret af 100 mand og var ufattelig stærk. Gennem tiderne havde den modstået adskillige belejringer.
Og alligevel indtog de den.
Hvordan det kunne lade sig gøre, er det endnu ikke lykkedes mig at finde ud af.
De, som hævder at have deltaget, fortæller så mange forskellige historier, at intet af det efterhånden lyder troværdigt.
Kort om Thomas Jefferson
Levetid
1743-1826.
Nationalitet
Amerikansk.
Erhverv
Ambassadør, plantageejer, politiker og senere USA’s præsident fra 1801 til 1809.
Civilstand
Gift med Martha, som han fik 11 børn med. Efter Marthas død fik han seks børn med sin slave Sally Hemings.
Kendt for
Jefferson var hovedmanden bag den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev underskrevet i 1776. Han blev USA’s første udenrigsminister og landets tredje præsident.
Men sikkert er det, at de indtrængende tog alle våbnene og satte fangerne fri. Derefter slæbte de kommandanten og hans næstkommanderende til Place de Grève – det sted, hvor de offentlige henrettelser foregår.
De halshuggede dem og bar i triumf hovederne gennem Paris’ gader til Palais-Royal.
Ved hoffet i Versailles steg frygten, for straks gik der rygter om, at aristokratiet i Paris blev nedslagtet og plyndret.
150.000 bevæbnede mænd var på vej for at myrde den kongelige familie og hele hoffet sammen med dem, forlød det.
De adelige og de gejstlige kappedes pludselig om at bedyre, at de nu var på folkets side. Alle ministrene trådte desuden tilbage, og kongen udnævnte Bailly* til borgmester.
Majestæten bad samtidig repræsentanter for stænderne – borgerne, de gejstlige, adelen og bønderne – om at ledsage ham til Paris den følgende dag, så han kunne vise folket sin velvilje.
Jeg vil undlade at fortælle om de mindre vigtige deltagere i kongens procession. Kun vil jeg berette, at kongens vogn var i centrum, og at den var flankeret af repræsentanter for stænderne.
I spidsen red den øverstkommanderende, marquis de Lafayette. Borgere flankerede ham som vagter både foran og bagved.
Langs ruten stod omkring 60.000 borgere.
Nogle bar musketter fra Bastillen og Les Invalides. Andre var bevæbnet med, hvad de nu kunne få fat i af pistoler, sværd, spyd, segl, leer og andet.
Fra folk langs ruten og fra de åbne vinduer lød råbet “vive la nation” (leve nationen, red.) Men ikke et eneste “vive le roi” (leve kongen, red.) var at høre.
“De halshuggede dem og bar i triumf hovederne gennem Paris’ gader.” Thomas Jefferson
Da kongen ankom til Hôtel de Ville (rådhuset, red.), anbragte borgmesteren monsieur Bailly den nok så berømte kokarde* i kongens hat.
Bailly forsøgte også at tale med kongen. Men majestæten var uforberedt og ude af stand til at svare.
Bailly fik trukket nogle brudstykker af sætninger ud af ham.
Dem satte han sammen til et svar, som han afleverede til publikum i en form, så det virkede, som om budskabet kom fra kongen.
Da kongen igen viste sig, havde råbene ændret sig. “Vive le roy et la nation”, lød det nu.
Ledsaget af en borgervagt kørte kongen til paladset i Versailles.
Og sådan sluttede en bodsgang af et format, som ingen konge før har leveret, og intet folk tidligere været vidne til.
Roen er nu genoprettet i byen. Butikkerne er åbne, og folk er igen begyndt at gå på arbejde.
Hvis ikke brødmanglen forstyrrer freden, kan vi forsigtigt håbe, at det fortsætter sådan.
Jeg forbliver Deres tro og ydmyge tjener,
Thomas Jefferson
Efterskrift
Efter stormen på Bastillen lod oprøret sig ikke standse. I løbet af de følgende måneder afskaffede de revolutionære overklassens privilegier. I 1792 erklærede de Frankrig for en republik, og året efter lod de Ludvig 16. henrette.
Den 14. juli er i dag Frankrigs nationaldag.
