Aztekernes ofre dukker frem af glemslen

Ifølge soldaten Bernal Díaz, der bevidnede optrinnet, blev krigsfangerne én efter én bragt op til en platform på tempelpyramiden. Her lagde aztekerne dem på nogle sten.

“Med flintesten savede de deres brystkasser op og rev deres bankende hjerter ud og ofrede dem til deres afguder. Herefter sparkede de kroppene ned ad trappetrinnene”, skrev den forfærdede soldat i sine memoirer mange år senere.

Ifølge Bernal og de andre conquistadorer, der ikke selv gik af vejen for at begå grusomheder, nærmest svælgede aztekerne i blod og død. Ikke nok med, at de rutinemæssigt ofrede mennesker til deres guder, de spiste også ofrenes kød og udstillede deres afskårne hoveder på gigantiske stativer med tusinder af kranier.

De spanske beskrivelser har imidlertid længe været anset for løgne, der skulle forsvare conquistadorernes egen brutale fremfærd. Men nye fund i aztekernes gamle hovedstad tyder på, at soldaterne alligevel talte sandt.

Var aztekernes blodtørst opspind?

Samme år som spanierne bevidnede ofringen af deres kammerater, lykkedes det Hernán Cortés med hjælp fra andre indfødte stammer at indtage hovedstaden Tenochtitlan. Det blev enden på aztekernes imperium.

Herefter fik de katolske erobrere travlt med at smadre alt, der lugtede af hedenskab. Tenochtitlans pyramidetempel blev lagt i ruiner, hvorefter spanierne byggede en ny by ovenpå – nutidens Mexico City.

I 450 år forblev beskrivelserne af aztekernes menneskeofringer derfor en hårrejsende påstand i de gamle annaler. I 1970’erne begyndte forskere for alvor at sætte spørgsmålstegn ved beretningerne: Måske var det hele løgn?

Kritikerne pegede på, at beskrivelserne af menneskeofringer var baseret på rygter. Og de spaniere, som påstod at have set aztekerne ofre mennesker – fx conquistadoren Hernán Cortés – havde en klar interesse i at udstille aztekerne som barbarer for at forsvare spaniernes erobringstogt. Også soldaten Bernal Díaz’ meget detaljerede beskrivelser blev betvivlet.

Men så begyndte arkæologerne at grave. I 1978 opdagede mexicanerne en stor stenskive med en afbildning af aztekernes månegudinde, Coyolxauhqui, efter at hun ifølge mytologien er blevet halshugget og parteret af sin bror, sol- og krigsguden Huitzilopochtli.

Fundet satte gang i udgravningen af ruinerne af aztekernes tempelpyramide, Huey Teocalli – på spansk kaldet Templo Mayor.

På toppen af helligdommen stod der ifølge forskerne to små templer – ét viet til Huitzilopochtli og ét til regnguden Tlaloc. Det var også på pyramidens top, at mennesker ifølge spanierne blev ofret til guderne. Spor efter selve ofringerne manglede dog stadig – indtil årtier efter, da kranier pludselig begyndte at dukke op.

Kranier i hundredvis udgravet

I 2015 fandt arkæologerne Raúl Barrera og Lorena Vázquez Vallin de første kranier ca. 200 m fra Templo Mayor. To meter under en bygning bag Mexico Citys katedral afdækkede arkæologerne resterne af en tårnagtig struktur med 35 kranier, der indlejret i cement sad i tre halvcirkler oven på hinanden.

Resterne af kranie-tårnet viste, at tårnet havde været ca. 5 m i diameter og mindst 1,7 m højt. Fundet stemte med en beskrivelse af bl.a. conquistadoren Andrés de Tapia, der kæmpede med Hernán Cortés:

“To tårne lavet af kalk og kranier med tænderne vendt udad”.

Efterfølgende væltede endnu flere kranier op fra undergrunden. I dag har forskerne også lokaliseret det andet kranietårn samt over 600 kranier, hvoraf mange har gennemhullede tindinger.

Samtidig har arkæologerne mellem de to tårne fundet stolpehuller, som de er overbeviste om stammer fra et af aztekernes uhyggeligste dødsmonumenter: Huey Tzompantli – “Den store kraniemur”.

På aztekisk betyder tzompantli kranierække. Det bizarre monument bestod ifølge spanierne af rækker af stolper forbundet med hinanden af lange stænger af træ, hvorpå der hang kranier i et abnormt antal.

Huey Tzompantli er bl.a. omtalt af missionæren Bernardino de Sahagún i 1500-tallet:

“Det var bygningen foran Huitzilopochtlis tempel, hvor de (aztekerne, red.) spiddede hovederne fra de fanger, som de dræbte dér”.

Hans lidt senere præstekollega José de Acosta omtalte kraniemuren således:

“Tynde stænger, hvorpå der var spiddet mange kranier af mænd gennem tindingerne. Hver stang havde 20 hoveder. Disse kranierækker gik fra bunden til toppen af stolperne og fyldte palisadeværket fra ende til anden med så mange og tykke kranier, at de vakte både beundring og uro”.

Ingen af de to nåede selv at se den store tzompantli og må have fået den beskrevet. Men conquistadoren Andrés de Tapia så angiveligt monumentet med egne øjne og talte kranierne. Han anslog, at der var ca. 136.000.

Mesoamerika var besat af døden

De spanske kranietal er uden tvivl overdrevne, men alt tyder ifølge arkæologerne på, at antallet har skullet tælles i tusinder. Ud fra antallet og størrelsen af stolpehullerne vurderer de, at Huey Tzompantli har været ca. 36 m lang og ca. 14 m bred, mens højden muligvis var 5 m.

Missionæren Bernardino de Sahagún hævdede endda, at den centrale Huey Tzompantli blot var ét af syv kranie-stativer i aztekernes hovedstad. Står det til troende, var antallet af udstillede kranier altså enormt.

Arkæologerne er ikke i tvivl om, at hovederne stammer fra ofringer. Skæremærker viser, at hud og muskler efter ofringen blev skrællet af kranierne. Herefter skar aztekernes præster huller i tindingerne, så kranierne kunne hænge på stængerne.

Ifølge de mexicanske forskere skulle den uhyggelige udstilling demonstrere kongens magt samt tjene som advarsel til fjender. Men også aztekernes modstandere praktiserede ifølge conquistadoren Bernal Díaz menneskeofringer.

Undervejs til Tenochtitlan i 1519 kom spanierne gennem en by, hvor Díaz så et monument med et ufatteligt antal kranier:

“Det forekommer mig, at der var over 100.000. Og jeg gentager over 100.000. Og de havde mange hoveder, som hang på stænger fra den ene ende til den anden”.

Hverken aztekerne eller deres fjender var dog de første til at udstille kranier. Arkæologiske fund tyder på, at Mesoamerikas kulturer, fra Panama i syd til det nordlige Mexico, i århundreder var besat af blod og afhuggede hoveder.

Allerede fra år 800 f.Kr. tog de mange stammer, der kæmpede om magten i regionen, sandsynligvis hoveder og andre kropsdele som krigstrofæer.

Engang efter år 300 f.Kr. rejste folket zapotekerne den tidligst kendte tzompantli ved bebyggelsen Coyotera i den mexicanske delstat Oaxaca i sydvest. I Nordmexico fyldte de lokale stammer allerede fra år 60 e.Kr. hele kamre med kranier.

Forskerne ved ikke med sikkerhed, om Mexicos første store civilisation, olmekerne, ofrede krigsfanger. Et stort murmaleri i Cacaxtla, malet mellem 550 og 750 e.Kr., forestiller muligvis en olmekisk kriger, der er ved at hugge hovedet af sin fjende.

Også mayaerne udstillede kranier

Mayaerne i det sydlige Mexico og Guatemala var blandt Mellemamerikas mest kraniefikserede. Deres krigere havde sommetider deres overvundne fjenders hoveder hængende som pynt fra bælter eller halsbånd.

Efter at flere af mayaernes byer i junglen i syd omkring år 900 e.Kr. gik i forfald, blomstrede mayabyen Chichén Itzá – og menneskeofringerne. Modsat aztekernes vandrette kranieophæng bestod byens tzompantli af opretstående stager, hvorpå de ofredes hoveder blev spiddet.

Ifølge arkæologen Rubén Mendoza associerede mayaerne menneskehoveder med majskolber, og de lodrette spyd var muligvis inspireret af majsplanten.

I 1325 indledte de nordfrakommende aztekere en ny æra ved at grundlægge byen Tenochtitlan på en ø i søen Texcoco i den frodige Mexico-dal. Hen over de næste to århundreder voksede Aztekerriget til en stormagt, hvor tempelpræsterne konstant søgte nye ofres blod til at nære de guder, der havde bidraget til rigets vækst.

Krigsfanger til ofringer blev skaffet i rivaliserende stater, frem for alt hos ærkefjenden Tlaxcala. Aztekerkongens mange vasalstater var også pålagt at sende fanger som tribut.

Aztekerne betragtede ifølge historikerne Tenochtitlans store pyramide, Huey Teocalli, som verdens akse. Hver gang aztekernes verden voksede, måtte aksen styrkes gennem nye ofringer til guderne.

I 1487 havde kong Ahuitzotl udvidet både riget og tempelbygningen. Ifølge den spanske historiker Diego de Durán, der skrev i 1500-tallet, indviede kongen det udbyggede tempel med et blodbad uden historisk sidestykke: I løbet af fire dage blev 80.500 mennesker ifølge Durán ofret på pyramiden.

Over for missionærer hævdede aztekere dog, at indvielsen “kun” havde kostet 4.000 livet. Uanset hvad var ofringerne så voldsomme, at 20 bøddelgrupper angiveligt måtte arbejde i døgndrift i fire dage.

Myrderi skulle sikre det fortsatte liv

Mexicos erobrer, Hernán Cortés, havde ingen forståelse for de blodige ceremonier, han så i Tenochtitlan. Ifølge conquistadoren ofrede aztekerne ikke kun krigsfanger:

“Når de ønsker at bede deres afguder om noget, og for at deres bøn skal blive modtaget bedst muligt, tager de piger og drenge og selv voksne, og i nærværet af disse afguder åbner de deres bryst i levende live og tager deres hjerte og indvolde ud”.

Cortés’ påstand bekræftes af de udgravede kranier. Analyser viser, at 75 pct. af dem var mænd, mens 20 pct. var kvinder og 5 pct. børn. Alle var ved godt helbred, da de blev ofret.

De fleste af mændene var i den våbenføre alder, dvs. 20-35 år. Forskerne skønner, at kvinderne og børnene var ixiptlaer – velplejede slaver, der skulle bruges i religiøse festivaler.

Gudinden Coatlicue havde ifølge mytologien født sol- og krigsguden Huitzilopochtli. Men hendes jaloux datter, månegudinden Coyolxauhqui, æggede sine 400 andre søskende, stjernerne, til at lemlæste og halshugge Coatlicue. Krigsguden hævnede sin mor ved at halshugge sine søskende.

Under den 20 dage lange festival Panquetzaliztli forsøgte aztekerne at genskabe myten. 400 ixiptlaer blev badet i vandet fra en hellig kilde, så blev de bemalet som stjernekrigere og ført til toppen af templet. Som i myten blev de halshugget og parteret.

Aztekerne mente, at menneskene stod i blodgæld til guderne, der havde blødt under verdens skabelse. Blev blodstrømmen ikke vedligeholdt, ville solen slukkes og alt liv ophøre.

Ifølge arkæologen Raúl Barrera var tzompantlien i al dens grusomhed faktisk en hyldest til livet: Ofrene sikrede, at solen fortsat skinnede, og verden overlevede.

For Cortés og hans mænd var ofringerne Djævlens værk. I Guds navn knuste de templerne og de indfødtes tusind år gamle verdensorden. Men også under det nye herrefolk blev blodet ved med at flyde i Mellemamerika.