Under ledelse af den spanske hærfører Hernán Cortés sejler 11 skibe ud fra Cuba den 10. februar 1519. Spaniernes mål er Yucatán-halvøen i vor tids Mexico, hvor de håber at finde guld.
Ved ankomsten møder Cortés og hans mænd – 500 soldater og 100 søfolk – en skibbruden spanier, der har boet blandt mayaerne i årevis og taler deres sprog. De finder også en kvinde ved navn Malinche, som behersker aztekernes sprog.
Med hjælp fra de to sprogkyndige kan spanierne kommunikere med de indfødte, og de går i gang med at udforske halvøen.
“De havde givet os en anledning og en grund til at udrydde dem” Cortés om sin beslutning om at ødelægge Tenochtitlan.
Undervejs bliver spanierne flere gange angrebet af lokale stammer, men de fortsætter ufortrødent deres jagt på guldet.
I november måned når Cortés frem til aztekernes hovedstad, Tenochtitlan, der huser mindst 140.000 indbyggere. Byens hersker, Moctezuma, byder i første omgang Cortés velkommen, men pga. religiøse uoverensstemmelser bliver freden snart brudt.
Herefter udspiller der sig en blodig kamp om magten over Aztekerriget. Striden ender den 13. august 1521, da Cortés og hans mænd sejrer, og det mægtige rige går under.
FOR OG IMOD: Cortés fik hjælp af indfødte
Spanierne havde bedre våben end de indfødte. Takket være deres armbrøster, geværer og kanoner kunne de 500 spaniere besejre langt større fjendtlige styrker.
Spanierne smittede de indfødte med sygdommen kopper, der spredte sig og tog livet af så mange, at Cortés og hans mænd kunne undertvinge de overlevende.
Aztekerne troede, at Cortés var en guddom. Ifølge aztekernes tradition ville guden Quetzalcoatl en dag komme sejlende fra øst for at herske over dem. Cortés passede på beskrivelsen af guden – der efter sigende havde hvid hud og hår i ansigtet. De indfødte ydede derfor kun en halvhjertet modstand mod spanierne.
500 soldater var ikke nok. Cortés og hans mænd måtte derfor flygte fra aztekernes hovedstad i sommeren 1520 – efter flere blodige sammenstød med indbyggerne.
Selvom en koppe-epidemi ramte aztekerne i oktober 1520, svækkede sygdommen dem ikke nok til, at spanierne alene kunne underlægge sig riget allerede året efter.
Rigets fald skyldtes primært de alliancer, som Cortés indgik med flere af områdets andre stammer. De støttede ham med krigere. Forskerne anslår, at mellem 100.000 og 200.000 mand kæmpede på Cortés’ side fra de første kampe i 1519 til Tenochtitlans fald i 1521 – langt størstedelen af dem var altså indfødte.
KONKLUSION: Spanierne overdrev deres bedrift efter erobringen
Selvom det er sandt, at Cortés gik i land i nutidens Mexico med en styrke på omkring 500 soldater – plus 100 søfolk – så krævede det en langt større hær at erobre Tenochtitlan og underlægge sig Aztekerriget.
Udbruddet af kopper i efteråret 1520 svækkede aztekernes modstandskraft markant, men ikke nok til, at Cortés kunne indtage hovedstaden uden hjælp.
Efter erobringen af Tenochtitlan massakrerede Cortés’ allierede byens befolkning, og hovedstaden blev
efterfølgende jævnet med jorden.
Han allierede sig derfor med andre af områdets stammer, der indtil da havde tjent aztekerne. Cortés indså, at mange af stammerne ikke brød sig om aztekerne, som krævede tribut af dem.
Hjælpen sikrede Cortés sejren over aztekerne, men han havde ingen interesse i at dele æren med de indfødte – og således opstod myten om de 500 spaniere, der erobrede det mægtige Aztekerrige.
MYTEKNUSERNES DOM:
Erobringen krævede mindst 100.000 mand.
