Native Americans, First Nations, Amerindians. Der er opbrud i den måde, vi omtaler indianere og indianerstammer på.
I USA er der endnu flere betegnelser til rådighed. Flere af dem har dog en fremmed klang i Europa. Vi har derfor valgt at holde fast i betegnelsen ”indianere“.
Vores udgangspunkt er også, at næsten ingen i Europa søger på nettet på ordet ”Native Americans“ og lignende anglicismer, hvis de vil vide noget om indianerstammer - og det er lige netop det, du kan her!
Apache
Den legendariske Apache-høvding, Geronimo i to positurer: 1) som den kampberedte kriger i 1887. 2) Tretten år senere i år 1900 som en nobel, aldrende mand i vestlig påklædning flankeret at to af sine døtre.
Holdt stand mod både Mexico og USA
Levested
New Mexico, Texas, Colorado og Arizona
Bedst kendt for
Apache-indianerne var en sammenslutning af stammer, der talte et fælles Apache-sprog. Selve ordet ”Apache“ betyder kriger. Det er meget passende, da Apache-indianerne senere blev kendt for deres væbnede modstand mod de hvide bosætteres overtagelse af deres land.
De tidlige apacher levede et nomadeliv, og deres midlertidige telte, tipierne, er for mange blevet synonym med prærieindianerne.
Apache-stammerne kæmpede i 1600-tallet mod spanske kolonister og senere i 1800-tallet mod mexicanere og amerikanske bosættere.
Med fundet af guld i Californien begyndte mængden af nybyggere, der passerede over Apache-indianernes land at vokse. Det førte til de såkaldte apache-krige, der først sluttede i 1886, da de sidst Apache-indianere overgav sig, og efterfølgende blev flyttet til reservater.
Mest berømte medlem af Apache-stammen
Geronimo (1829-1909) høvding for Apache-stammen Chiricahua.
Imod alle odds lykkedes det længe Geronimo og hans stamme at kæmpe mod og undslippe både mexicanske og amerikanske hærenheder, inden høvdingen til sidst måtte overgive sig i 1886.
Sioux
Verdens vel nok mest berømte Native American, Sitting Bull, var høvding for Sioux-stammen (fotograf fra 1883). Maleriet af Sioux-tipierne er udført i 1833 af den schweizisk-franske maler Karl Bodner.
Herskerne blandt præriens nomader
Levested
Minnesota, Wisconsin, Dakota
Bedst kendt for
Deres ufattelige mod i kamp. Sioux-alliancen bestod af adskillige forskellige stammer, der oprindeligt var blevet fordrevet af andre stammer fra det østlige USA og derefter havde slået sig ned på prærien i vest.
Sioux-indianerne kender mange i dag fra western-film. Deres karakteristiske klædedragt er derfor for mange blevet synonym med den typiske indianer.
Sioux-stammerne er kendt for deres nomadiske livsstil, virtuose brug af heste og afhængighed af bisonokser til alt fra mad til beklædning.
I takt med at hvide nybyggere overtog mere og mere af det land, som Sioux-indianerne boede på, blev de presset ind i små reservater, der ikke passede til deres levestil.
Fra midten af 1800-tallet forsøgte Sioux-indianerne at stoppe udviklingen gennem en række oprør.
I 1876 udslettede Sioux-indianerne en kavaleri-styrke fra den amerikanske hær under ledelse af oberstløjtnant George Armstrong Custer i slaget ved Little Bighorn.
Mest berømte medlemmer af Sioux-stammen
De to høvdinger Sitting Bull (ca. 1831-1890) og Crazy Horse (1804-1877) førte an i modstanden mod de hvides erobring af Sioux-stammernes land.
Crazy Horse blev dræbt i 1877, efter han modsatte sig en anholdelse.
Sitting Bull flygtede efter slaget ved Little Bighorn nordpå og krydsede grænsen til Canada. Han blev senere en del af Buffalo Bill’s Wild West Show.
Ligesom Crazy Horse blev Sitting Bull dræbt under et forsøg på at arrestere ham i 1890.
Cherokee
Cherokeserland i Smokey Mountains. Indianerne bliver ofte forbundet med prærien og store fritgræssende bøffelhjorde. Det er ikke et dækkende billede, for der levede indianerstammer overalt i Nordamerika og Canada. Cherokeserstammen levede for eksempel spredt ud over store dele af det sydøstlige USA, herunder også i det skovrige bakkeland kaldet Smokey Mountains på grænsen mellem Tennessee og North Carolina.
Cherokeserne måtte ikke grave guld
Levested
Kentucky, West Virginia, Virginia, North Carolina, South Carolina, Georgia, Alabama og Tennessee
Bedst kendt for
Cherokee-indianernes forskellige stammer herskede over et enormt område i det østlige Amerika. De lå ofte i krig med deres naboer fra Irokeser-koalitionen og forskellige Creek-stammer.
Da den hvide mand kom til deres områder, blev cherokeserne langsomt fordrevet eller klassificeret som andenrangsborgere.
Da der f.eks. blev fundet guld på stammens land i Georgia i 1820’erne, indførte staten hurtigt en lov om, at ingen cherokesere måtte grave guld. Kort efter blev stammens land officielt inddraget.
Sygdomme som skoldkopper havde siden de hvides ankomst gjort stort indhug i Cherokee-stammerne, der mistede op med halvdelen af deres medlemmer til sygdomsepidemier.
I 1830 var cherokesernes landområder svundet kraftigt ind. Den amerikanske regering besluttede sig for at tvangsforflytte dem til et territorie i Oklahoma. I 1838 blev 18.000 cherokesere arresteret og samlet i lejre, hvorfra de i mindre grupper blev marcheret hele vejen til Oklahoma med kun begrænset adgang til mad og varmt tøj til turen.
Mellem 4.000 og 5.000 cherokesere døde undervejs langs det, der siden er blevet kendt som Sporet af Tårer.
Mest berømte medlemmer af Cherokee-stammen
John Ross (1790-1866) blev Cherokeserstammens første demokratisk valgte overhøvding. John Ross kæmpede i krigen i 1812 (mod Britisk Nordamerika) på samme side som den amerikanske general Andrew Jackson.
Mange år senere, i 1835, rejste Ross til Washington for på stammens vegne at anmode om, at deres territorie kunne blive gjort til en selvstændig stat i USA, men Andrew Jackson, der i mellemtiden var blevet præsident, nægtede at mødes med Ross og hans delegation.
I stedet lod præsidenten Cherokee-indianerne forflytte til Oklahoma.
Cheyenne
Tre Cheyenne-høvdinge, fra venstre mod højre: Little Coyote, Morning Star og Black Kettle.
Indianerstamme i koleraens år
Levested
Minnesota, North Dakota, South Dakota
Bedst kendt for
Cheyenne-indianerne var, i modsætning til mange af deres nabostammer, i starten hovedsageligt fastboende. Med tiden udviklede de dog en mere nomadisk levestil.
Som mange af de andre indianerstammer, der hørte til på de store prærier, var Cheyenne-indianerne kendt for deres dygtige krigere, der kæmpede til hest.
Som andre prærieindianere kom Cheyenne-indianerne ofte i kamp med hvide bosættere, når disse bevægede sig ind på deres land. Men den største fare, de hvide bosættere bragte med sig, var ikke deres våben, men derimod kolera.
I 1800-tallet slog kolera-epidemier, spredt af hvide bosættere, op mod to tredjedele af Cheyenne-indianerne ihjel.
De svækkede og decimerede stammer blev hurtigt tvunget ind i reservater. Men som andre undertrykte indianerstammer forsøgte de flere gange at gøre oprør.
Mest berømte medlemmer af Cheyenne-stammen
Black Kettle (ca. 1803-1868) var en af Cheyenne-indianernes førende høvdinge under indianerkrigene.
Selvom Black Kettle var en krigerhøvding, gik han ikke af vejen for at underskrive fredsaftaler med den amerikanske regering, når han følte, at det var det bedste for hans stamme.
Han blev dræbt sammen med sin kone under Washita-massakren i 1868, da oberstløjtnant George Armstrong Custers 7. -rytteri angreb Black Kettles fredelige indianerlejr og nedslagtede den.
Navajo
Til venstre Navajo'ernes traditionelle Hogan-hytte, som er bygget på et træskelet og opmuret i ler. Til højre Navajo-stammens mest berømte høvding, Manuelito.
Spaniernes foretrukne handelspartner
Levested
Arizona og New Mexico
Bedst kendt for
Navajo-indianerne levede i lang tid i relativ fred med deres spanske naboer. Der var udpræget handel imellem Navajo-indianerne og de spanske og senere mexicanske kolonister mod syd.
Navajo-indianerne var især kendt for deres særlige vævede klæder, der var i høj kurs.
Da USA overtog deres område i midten af 1800-tallet, blev Navajo-indianerne – ligesom andre indianersamfund – tvunget ind i reservater.
Under Anden Verdenskrig fik Navajo-indianere en helt speciel rolle i den amerikanske hær. Deres særlige sprog blev nemlig videreudviklet til et militært kodesprog, og Navajo-indianere blev brugt som såkaldte ”kode-talere”, hvis sprog de japanske kodebrydere ikke kunne forstå.
I dag er Navajo-indianerne det største anerkendte indianersamfund i USA med sine ca. 400.000 medlemmer.
Mest berømte medlem af Navajo-stammen
Manuelito (1818-1893) var en af Navajo-indianernes største ledere i den periode, hvor stammens medlemmer forgæves kæmpede mod den amerikanske hærs forsøg på at placere alle Navajo-indianere i reservater.
Manuelito anførte adskillige togter mod amerikanske forter og bosættere, men måtte til sidst i 1868 underskrive en traktat, der etablerede et reservat for Navajo-indianerne.
Black Feet
Maleri af Paul Kane fra 1859 af seks høvdinge for indianerstammen, Black Feet. Den irsk-canadiske maler, Poul Kane, var en af de mange billedkunstnere, der i løbet af 1800-tallet specialiserede sig i pittoreske malerier af indianere
Bisonernes mægtige fjende
Levested
Kansas, Nebraska, North Dakota, South Dakota
Bedst kendt for
Black Feet-indianerne var en konføderation af forskellige stammer, der alle talte sprog, der mindede om hinanden.
Disse nomadiske indianere fulgte bisonoksernes vandring på de store prærier mellem USA og Canada. Derfor lå de også ofte i krig med f.eks. Sioux-indianerstammerne, der ligeledes var afhængige af de store dyr.
Da hvide bosættere begyndte at trænge ind på og krydse prærien, deltog Black Feet-indianerne i de såkaldte indianerkrige for at holde de hvide ude.
Black Feet-indianerne blev blandt andet kendt for jagtteknikken med at jage store grupper af bisoner ud over en klippekant, så de faldt i døden.
Mest berømte medlemmer af Black Feet-stammen
Crowfoot (1830-1890) var en Black Feet-indianer fra Crow-stammen, der gjorde sig bemærket under det såkaldte Nordvest Oprør, hvor flere indianerstammer gjorde oprør mod den canadiske regering.
Crowfoot holdt sin stamme uden for oprøret, men tog imod flygtninge fra nabostammerne.
Hans søn deltog dog i oprøret, blev fanget og døde senere efter hans helbred var blevet nedbrudt i fængslet.
Huron
Maleri fra 1827 af den engelsk-amerikanske maler Thomas Cole. Scene fra J. F. Coopers roman, Den Sidste Mohikaner: "Cora Kneeling at the Feet of Tamenund".
Litteraturens klassiske fjendebillede
Levested
Ontario, Michigan
Bedst kendt for
Mange genkender sikkert Huron-indianerne som ”de onde” indianere i Den Sidste Mohikaner.
Huron-stammen var bitre fjender af irokeserføderationen – en anden samling af indianerstammer, der konkurrerede med Huron’erne om handlen på bæverskind i området omkring De Store Søer.
Irokeserne fordrev (med hjælp fra englænderne) i midten af 1600-tallet huronerne fra deres land. Så da Frankrig og England hundrede år senere gik i krig med hinanden, og irokeserne støttede englænderne, så Huron-indianerne deres snit til at få hævn.
Krigen endte katastrofalt for Huron-stammen der med tiden blev nødt til at emigrere og bosætte sig i territorier i Kansas.
Mest berømte medlem af Huron-stammen
Huron-indianerne har ikke mange berømte høvdinge. En af de bedst kendte Huron-indianere er derfor den fiktive karakter Magua, der i James Fenimore Coopers klassiker ”Den Sidste Mohikaner” er bogens hovedfjende.
Huron-høvdingen bortfører den engelske oberstdatter, Cora Munro, for at tage hende som kone, for på den måde at hævne sig over englænderne og irokeserstammen Mohawk.
Irokeser-føderationen
Gravering af Samuel de Champlain udført på basis af en tegning fra 1609. Billedet forestiller et slag mellem Irokeser-stammen og Algonquian-stammen ved Champlain-søen mellem det nuværende USA og Canada.
Mere end mohawkfrisuren
Levested
Nordøstlige USA og Sydøstlige Canada
Bedst kendt for:
Irokeser-føderationen bestod af en lang række indianerstammer, der i omtrent 200 år frem til midten af 1700-tallet dominerede det nordøstlige USA og sydøstlige Canada.
Stammerne var en vigtig spiller i det politiske spil mellem franske og engelske kolonister, og allierede sig skiftevis med den ene og så den anden europæiske kolonimagt for at bevare sin magtposition.
I modsætning til indianerstammerne på prærien levede disse østlige indianere i de store skovområder og langs floderne, hvor de primært ernærede sig ved jagt på bævere og salg af deres skind.
Blandt irokeserne er det nok Mohikaner-stammen, der i dag er bedst kendt. Både pga. deres karakteristiske frisure, mohawk, der er opkaldt efter stammen. Men også pga. den historiske roman Den Sidste Mohikaner.
Som med mange andre indianerstammer blev irokeserne til sidst presset til at opgive mere og mere af deres land til henholdsvis den amerikanske og canadiske regering.
Mange irokeserstammer havde støttet Storbritannien under den amerikanske frihedskrig, og mistede meget af deres land efter krigen.
Mest berømte medlem af irokeserstammen:
Hiawatha (ca. 1450-ukendt) var den legendariske høvding, der ifølge irokesernes legender grundlagde føderationen af stammer.
Det var, hvis man skal tro fortællingerne, Hiawatha der lærte irokeserne, hvordan man dyrkede korn, navigerede på floderne. Og han introducerede dem også (ifølge legenden) for medicin og kunst.
Hiawathas magi kunne styre naturen, så irokesernes planter kunne få lov til at gro.
Creek-stammen
Seminole-stammen hørte til Creek-indianerne. "Seminoles" er også tilnavnet til Florida State Universitys mange sportshold. I Florida holder de på trods af kritik for ”kulturel appropriation“ stadig fast i indianer-navnet. Dette er i modsætning til blandt andet Washington Redskins football-holdet, der er blevet til Washington Commanders, og til Cleveland Indians, der har taget navneforandring til Cleveland Guardians.
Europæernes vilde lejesoldater
Levested
Tennesse, Alabama, Georgia og Florida
Bedst kendt for
Creek-indianerne fik deres navn fra de vandløb ”creeks”, de ofte bosatte sig langs i små bysamfund.
Op igennem 1600- og 1700-tallet fungerede Creek-stammerne både som bufferzone imellem de spanske kolonier i Florida og de engelske kolonier mod nord, og som lejesoldater i krigene mellem de to europæiske kolonimagter.
Creek-indianerne i det nordlige Florida fandt villige allierede blandt de mange flygtende sorte slaver, der med tiden blandede sig med Creek-indianerne og dannede et nyt samfund kaldet Seminole.
Imellem 1816 og 1858 udkæmpedes de såkaldte Seminole-krige mellem USA og de mange seminole-indianere og deres allierede i Florida.
De indianere, der ikke blev dræbt eller tvunget ud på lange marcher til nye reservater i andre dele af landet, flygtede ud i Everglades-sumpene, hvor de etablerede små samfund på områder, ingen hvide bosættere ønskede at bo på.
Mest berømte medlem af Creek-stammen
William McIntosh (1775-1825), også kaldet Tustunnuggee Hutkee, var en af de førende Creek-ledere, der i perioden efter USA's uafhængighed ledte forhandlingerne mellem den nye amerikanske stat og Creek-indianerne.
McIntosh, der foruden sine Creek-rødder også havde skotske aner, var umiddelbart et godt valg til at lede forhandlingerne, men Creek-indianerne var utilfredse med de resultater, han nåede frem til.
Blandt andet skulle de afstå store mængder land. Som straf blev han og flere af kolleger som de første ledere i Creek-indianernes historie dømt til døden og henrettet.
Comanche
George Catlin: Comancher på krigsstien i fuld udrustning. Maleri fra 1846-1848.
Nybyggernes skræk i syd
Levested
Texas, det sydlige Kansas og Okhlahoma
Bedst kendt for
Comanche-stammens krigere var formidable til hest. Allerede i slutningen af 1600-tallet fik stammen som de første indianere heste, og i 1700- og 1800-tallet drev comancherne storstilet handel med heste samt nedlagte bisoner.
Inden Texas blev amerikansk, hærgede comancherne den spanske koloni Ny Spanien (Mexico) og fortsatte med at stjæle heste og forsyninger, indtil amerikanske tropper i slutningen af 1800-tallet nedkæmpede dem.
På det tidspunkt var der færre end 2.000 comancher i live.
Mest berømte medlemmer af Comanche-stammen
Quanah Parker (1845-1911) var høvding under Comanche-krigernes sidste desperate oprør i 1875.
Derefter blev stammen tvunget til at bo i reservat og leve af forplejning, som de hvide forsynede dem med.
Indianerstammer på film
"Buffalo Hunt on the Southwestern Prairies", maleri af John Mix Stanley fra 1845. Indianermotiver var populære i 1800-tallet. Mange mere eller mindre talentfulde malere drog ud i felten for at finde motiver til deres malerier. Indianerlejre og indianere til hest var nogle af de mest efterspurgte motiver hos præriemalernes kunder.
Hvilken indianerstamme var det nu i den film...?
Hollywoods skildring af indianerstammer skriger til himmelen af stereotyper, dæmonisering og ren og skær dumhed.
Hollywood og resten af filmbranchen har dog flyttet sig. Der er heller ikke noget filmpublikum, der i dag køber historien om indianerstammer, der ikke havde andet i hovedet end skalpering af hvide nybyggere.
Alle ved, at indianerne som regel blev fordrevet fra deres territorier på både ulovlig og brutal vis.
Mellem de to yderpoler blev der så tilfældigvis lavet en lang række western-film, som på trods af deres ofte misforståede eller ligefrem bevidst forvrængede skildringer af indianerstammerne alligevel var filmiske og narrative mesterværker.
Har du af og til spekuleret over, hvilke indianerstammer der portrætteres i dine ynglings-westerns, eller som fungerer som backdrops for fortællingen, så er her en liste over, hvilke indianerstammer, der medvirkede i nogle af alle tiders mest berømte westerns.
Commanchees i The Searchers
I John Ford's film ”The Searchers“ fra 1956 drager John Wayne ud for at befri sin niece fra en bestemt Commanche-stamme, som han mener har bortført hende.
Sioux-indianere i Dances with Wolfs
I Kevin Costners film ”Dances With Wolves“ fra 1990 er det en Sioux-stamme, som Kevin Costners karakter, John J. Dunbar, bliver en del af.
Huron-stamme i ”The Last of the Mohicans“
I J.F. Coopers berømte roman Den Sidste Mohikaner kommer de "gode" indianere, som tidligere nævnt, fra Mohikaner-stammen. De "onde" indianere er fra Huron-stammen. Romanen er blandt andet blevet filmatiseret i 1992 i ”The Last of the Mohicans“, der er instrueret af Michael Mann og har Daniel Day-Lewis i hovedrollen.
Richard Harris hos Sioux-stamme i ”A Man Called Horse“
I Elliot Silversteins film ”A Man Called Horse“ fra 1970 bliver en engelsk aristokrat spillet af Richard Harris taget til fange af en Sioux-stamme, som grundlæggende behandler ham som et dyr. Filmen ender dog med, at Harris' karakter får respekt for Sioux-indianerne og vice versa.
Di Caprio mod Black Feets i ”The Revenant“
I Alejandro G. Iñárritu's film fra 2015, ”The Revenant”, der er delvis baseret på Michael Punkes roman fra 2002, er det indianere fra Black Feet-stammen, som Leonardo di Caprio og de øvrige hvide pelsjæger i begyndelsen af filmen kæmper en kamp på liv og død med.
”Cheyenne Autumn“ af John Ford
Det er selvfølgelig Cheyenne-stammen, der sadler op, i John Fords sidste western fra 1964. Den handler om en mindre forsamling af udhungrede indianere fra Cheyenne-stammen, der bryder op fra deres trøstesløse reservat for at begive sig tilbage til det territorium i Wyoming, som de er blevet fordrevet fra.
Indianerstammer i tal
Nutidige indianere udfører en stammedans ved Pow Wov i Bismark i North Dakota i 2018.
Nutidens indianerstammer i USA og Canada
De 10 stammer, vi har fokuseret på, er kun en lille del af det store billede.
Der er i dag registereret 574 indianerstammer i USA. Det svarer omtrent til det antal stammer, som forskningen har vist eksisterede i USA, da europæerne begyndte at tage de indfødtes lande i besiddelse.
Mange af indianerstammerne indgik i alliancer på kryds og tværs. Opdelingen af stammer og deres indbyrdes fjendskab og venskab var derfor aldrig statisk, men hele tiden i opbrud.
Da europæerne - og senere USA - gjorde deres indtog, benyttede disse sig ofte af den gammelkendte strategi med at spille stammer ud mod hinanden ved at danne forbund med nogle og bekrige andre.
Som supplement til portrætteringen af indianerstammerne i et historiske perspektiv er her nogle tal om nutidens indianere og indianerstammer.
7-10.000.0000
Der boede mellem 7 og 10 millioner mennesker i ca. 600 indianerstammer nord for Rio Grande, da Christoffer Columbus i 1492 opdagede Amerika.
6.790.000
I 2022 blev det anslået, at der bor cirka 6,79 million amerikanere, der kan karateriseres som "native americans" / indianere. Dette er 2.09 % af den samlede amerikanske befolkning.
574
Antallet af indianerstammer (indian nations) godkendt på føderalt plan i USA er lidt under 600 - nærmere bestemt 574 - i 2002.
50
Der er cirka 50 forskellige indian nations / indianerstammer i Canada. De taler ca. 50 forskellige sprog, og de bor i mere end 630 forskellige områder / settlements.
3
I Canada opereres der med tre typer af indfødte folk. Disse typer af folk benævnes enten som indigenous eller aboriginal. De tre typer er: indianere, inuitter og métis. Sidstnævnte er befolkningsgrupper, der er et mix af indianere og af (primært) franskmænd og britere. Métis svarer i et vist omfang til "mestis" i den latinamarikanske verden.