De gådefulde Nazca-linjer er måske tydet
Flere års forskning har afsløret, at mange af formerne forestiller eksotiske fugle, som kun findes langt fra, hvor linjerne er blevet tegnet.
Siden de blev opdaget af videnskaben i 1926, har de enorme Nazca-linjer i Peru været et mysterium, som ikke har kunne løses.
De op imod én km lange tegninger i sandet – kaldet geoglyffer – er skabt af nazca-indianerne mellem 500 f.Kr. og 500 e.Kr. og forestiller primært dyr, men også geometriske former.
Præcis hvilke dyr, der var tale om, har det dog ikke været muligt at klarlægge – før nu.
Var en særlig form for kolibri
Et hold af japanske forskere under ledelse af zoologisk-arkæolog Masaki Eda har undersøgt de 16 af geoglyfferne, der menes at forestille fugle, og sammenlignet dem med præcise aftegninger af mere end 2.000 forskellige fuglearter, der lever i Peru og omegn i dag.
“Indtil nu er fuglene i disse geoglyffer blevet identificeret baseret på generelle betragtninger og enkelte træk i hver fugl”, fortæller Eda.
Forskerne har bl.a. fastlagt, at én forestillede en eremitkolibri, en lille fugl der lever i Perus nordlige skove, og en anden var en Pelikan, der lever nær kysten. Begge disse findes ikke i Perus sydlige ørkenlandskab, hvor Nazca-linjerne er skabt.
Dyrerne levede langt væk
Ifølge det japanske forskerhold tyder resultaterne på, at nazca-indianerne ikke var interesserede i at afbillede de lokale dyr, men eksotiske dyr, som indianerne er stødt på under ekspeditioner uden for deres område.
Hvorfor nazca-indianerne overhovedet tegnede i sandet står stadig uvist. Men som Eda understreger:
“Hvis de eksotiske fugle ikke var vigtige for dem, så ville de ikke have skabt geoglyffer af dem”.