Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Indianere, Daniel Boone, frontiersmen

De hvide kommer!

Frem til 1775 består Britisk Amerika udelukkende af kolonierne langs Atlanterhavet, men så krydser pelsjægeren Daniel Boone bjergene til Kentucky, og snart må indianerne kæmpe for deres overlevelse.

Bridgeman Images

En lille gruppe hvide nybyggere sover i 1775 tungt omkring deres lejrbål i Kentucky. Under ledelse af stifinderen Daniel Boone bryder de britisk lov ved at opholde sig på indianernes land.

Pludselig flænger skud fra forladergeværer nattestilheden. Adskillige kugler rammer Mr. Twitty, så blodet fosser ud.

Hans slave springer forskrækket op, men rammes i hovedet af en kugle og synker død sammen i bålet. Hårrejsende kampskrig gjalder mellem træerne, da shawnee-indianere stormer ind mellem de omtumlede nybyggere.

To krigere kaster sig over Twitty for at skalpere ham, men hans lille bulldog går til modangreb, og mens indianerne slår ud efter den med deres stridskøller, undslipper amerikaneren.

Midt i kaosset samles nybyggerne omkring den 41-årige Daniel Boone, og til sidst får de slået angrebet tilbage.

“Oberst Boone og nogle få andre fremstod urokkelige og frygtløse”, skrev en af de overlevende senere.
Udrustet med en langløbet musket og sin jagtkniv er Boone den rette mand på rette sted – set med de hvide nybyggeres øjne.

For indianerne er Boone en alvorlig trussel mod deres liv og levevis.
Uden at shawnee’erne ved det, markerer Boones ekspedition til Kentucky begyndelsen til enden for Nordamerikas indianerstammer.

“Vi er næsten omringet af hvide. Det forekommer at være deres hensigt at dræbe os”.
Dragging Canoe (1738-1792), cherokee-høvding.

Pelsjæger drømte om bedre tider

Stifinderen og pelsjægeren Daniel Boone krydsede for første gang Appalachebjergene i 1767 – draget af ryg­ter­ne om et paradis med frugtbar landbrugsjord og masser af vildt at jage.

Boone forbrød sig derved mod de aftaler, som den britiske konge havde indgået med indianerne.

Stammerne var ble­vet lovet, at ingen hvide nybyggere fra de britiske kolonier langs Atlanterhavets kyst ville jage eller slå sig ned vest for Appalacherne, der løber fra nord til syd i det østlige Nordamerika.

Men mænd som Boone drøm­­te om et bed­­re liv, end de­res magre jord i det vestligste Virginia kun­ne give dem. I 1769 vendte han derfor tilbage for at sætte bæverfælder, skyde bjørne og samtidig udforske Kentucky.

Alle tre dele lykkedes til overmål, men ved jagtsæsonens afslutning blev Boone og hans makker taget til fange af shawnee-indianere.

De to pelsjægere slap dog med livet i behold. Indianerne tog deres bytte og advarede begge jægere mod nogensinde at vende tilbage, før de lod dem gå.

Forskrækkelsen holdt ikke længe. I 1773 førte Boone 30 mænd og deres familier over Appalacherne i forsøget på at oprette en koloni i Kentucky.

Han medbragte også sin egen familie, der bestod af to store teenagedrenge, James og Israel, seks småbørn og hustruen Rebecca.

For James endte rejsen fatalt. Da han sammen med seks andre blev sendt tilbage efter flere forsyninger, gik de i et baghold, og shawnee-krigere slog seks af de syv mænd ihjel – herunder James Boone, som blev tortureret til døde.

I ly af natten måtte Boone og de andre kolonister flygte hjem til Virginia. Her i fredeligere egne kun­ne historien om Daniel Boone være endt, hvis blot han hav­de væ­ret en bedre for­­ret­­nings­­mand.

Men Boone kom hur­­­tigt til at skylde pen­ge til alt og alle, og han stod til at ryge i gældsfængsel, da en kreditor tilbød ham en anden udvej.

Indianere, statistik, antal indianere i Nordamerika
© Shutterstock

Indianerne blev næsten udryddet

Den hvide mands ankomst til Nordamerika kostede ikke kun indianerne deres land. Deres antal faldt også dramatisk.

10 mio. År 1492, Columbus genopdager Amerika. (indianernes antal beror på et skøn. nogle forskere mener, at kun 2,5 mio. indianere beboede nordamerika).

0,6 mio. År 1800, Nybyggerne krydser bjergkæden Appalacherne.

0,25 mio. År 1890, Indianerne bor i reservater.

Spekulant købte indianernes land

Spekulanten Richard Henderson havde udtænkt en fidus, som skulle gøre ham rig. For seks vognlæs forsyninger købte han et område på størrelse med Sjælland af cherokee-indianerne i Kentucky.

Ifølge et øjenvidne blev indianerne betalt med “billigt skrammel i form af grov uld, nips, nogle musketter og stærk alkohol”. Men for indianerne var gryder af metal, knive og skydevåben eftertragtede varer.

Faktisk var vognlæssene så god en betaling, at cherokee’erne næsten fik dårlig samvittighed over at have taget den hvide mand ved næsen.

“Du snyder dit folk. Vi har jo fortalt dig, at landet slet ikke er vores”, forklarede en cherokee-høvding. Sandheden var da også, at kun noget af det østlige Kentucky var cherokee’ernes jagtmarker, resten tilhørte shawnee’erne.

Desuden var ejerskab af jord et begreb, indianerne ikke forstod, for Jorden tilhørte guderne.

Men Henderson var ligeglad. Han skulle blot have et dokument, som sagde, at nogle indianere overlod ham en del af Kentucky, så kunne han gå i gang med at sælge jordlodder.

Henderson hyrede manden med den størs­te viden om Kentucky: Daniel Boone. Hans opgave bestod i at finde en far­­bar vej over bjergene, og stifinderen fik kommandoen over 80 skovhuggere, som skulle rydde en smal ridesti hen over Appalachernes træklædte skråninger.

Boone drog skyndsomst afsted, inden andre kreditorer fik ham arresteret. “Forsvundet til Kentucky”, noterede en sherif på den arrestordre, han fik stukket i hånden kort efter.

I løbet af de kommende måneder ryddede Boone og hans mænd den såkaldte Wilderness Road (Vejen gennem vildnisset). Den fulgte i grove træk en gammel sti, som indianere gennem generationer havde trampet.

Ved Kentucky River gik han derpå i gang med at bygge et fort, som fik navnet Boonesborough.

Fortet skulle bestå af bjælkehytter forbundet med palisader. Ud mod skoven ville bygningerne få skydeskår, og alle døre og vinduer skulle vende ind mod fortets åbne plads. Imens brød den amerikanske uafhængighedskrig ud.

Briterne allierede sig med talrige indianerstammer, der skulle angribe de oprørske kolonister i ryggen. I de første år foregik kampene dog mere end 500 km fra Boonesborough, så nybyggerne forsømte byggeriet af fortet. Men i foråret 1777 kom krigen til Kentucky.

Den 7. marts slog skud pludselig ned om fødderne på kolonisterne i majsmarken foran fortet. Shawnee-krigere med musketter dræbte en sort slave, og hans hvide herre blev såret, før indianerne forsvandt igen.

Flere lignende overraskelsesangreb fulgte med jævne mellemrum hen over sommeren.

Daniel Boone, Indianere, hunting

Boone forsørgede sin familie ved at skyde bjørne og hjorte.

© Bridgeman Images, Imageselect

Jagten lokkede Boone til indianernes land

Pelsjægeren Daniel Boone boede hele sit liv i vildmarken. Når for mange andre hvide nybyggere slog sig ned i området, flyttede han.

Allerede som 15-årig blev Boone regnet for en af de skrappeste jægere langs Yadkin-floden på grænsen mellem indianernes land og den britiske koloni North Carolina.

Som 19-årig blev skarpskytten optaget i nybygger-militsen, der forsvarede egnens gårde mod angreb fra cherokee-indianere.

Hver gang en krig mod indianerne var overstået, og freden sænkede sig, vovede flere hvide at slå sig ned langs det, nybyggerne kaldte “the frontier” (grænselandet).

Tilflytterne gik også på jagt, og de mange jægere skræmte dyrene væk og gjorde det sværere for Boone at forsørge sin familie. Derfor flyttede han igen og igen længere vestpå – ind over grænsen til indianernes jagtmarker.

Nogle gange blev han behandlet som krybskytte af cherokee-indianerne, som straffede ham ved at tage hans pelse og våben. Andre gange accepterede indianerne hans tilstedeværelse og tog endda Boone med på jagt.

Under en jagt med cherokee’er i midten af 1760’erne nedlagde Boone fx sin første bison. Da Kentucky blev amerikansk, forsøgte Boone sig i 20 år som jordspekulant, men endte i gæld.

65 år gammel flyttede han i 1799 til spanske Missouri og slog sig ned ved Femme Osage Creek. Her gik han på jagt til sin død i 1820.

Boone reddede sine mænd

Ved høsttid brændte indianerne afgrøderne på Boonesboroughs marker af, og vinteren blev derfor hård for nybyggerne, som nu var helt afhængige af jagt for at overleve. Hvis fortet skulle blive belejret, var der brug for nedsaltet kød, som kunne holde sig i månedsvis.

I januar 1778 anførte Boone derfor en 30 mand stor gruppe, som drog ud for at syde salt til at konservere kød med. Efter fire uger ved en saltholdig flod blev de omringet af flere hundrede shawneekrigere under ledelse af høvding Blackfish.

Boone og hans mænd blev bagbundet og ført i retning af Boonesborough, som Blackfish ville brænde ned.

Under den mere end 70 km lange march lykkedes det imidlertid Boone at undslippe og lø­be i forvejen. Han nåede frem til Boones­bo­rough i tide til at advare fortet.

Da shawnee’erne nåede frem, var Boones­­bo­­rough parat til at tage imod dem. Indianerne havde ingen kanoner til at pulverisere palisaderne med og måtte i stedet forsøge at sætte ild til fortet. Når krigere løb frem med fakler, var de imidlertid nemme mål, og mange faldt.

Belejrerne forsøgte derefter at grave en tunnel for at underminere forsvarsværkerne, men det begyndte at regne kraftigt, og den regnvåde jord fik tunnellen til at styrte sammen.

Efter 11 dage besluttede den frustrerede indianerhøvding at gøre et sidste forsøg på at sætte ild Boonesborough.

“Et stort antal krigere løb op mod fortet med brændende grene og fakler. Og de udstødte de forfærdeligste skrig og brøl, man kan forestille sig”, forklarede et øjenvidne senere.

Flere steder lykkedes det at stikke ild til træværket, og mange nybyggere frygtede det værste. Men angrebet blev til sidst slået tilbage med svære tab. Herefter havde shawnee-krigerne fået nok. Næste morgen var de væk. Indianerne havde mistet Kentucky til de hvide.

Bæverskind, indianere, Daniel Boone

Indianerne og de hvide førte ikke kun krig mod hinanden, lige så ofte mødtes de for at handle.

© Peter Newark American Pictures/Bridgeman images

Bæverskind fristede endnu mere end frugtbar landbrugsjord

En indianer sagde i 1634 spøgefuldt til en kristen missionær: “Bæveren kan alt. Den laver kedler, økser, knive og brød”.

Som mange andre indianere undrede han sig over, at europæerne købte så meget bæverpels og betalte med varer, som i hans øjne havde langt større værdi.

Faktisk var de hvide ikke særlig interesserede i selve pelsen, men derimod bæverens underuld. Den blev lagt i pres og brugt som filt i hatte. Bæverfilt gjorde hatte vandtætte og sørgede for, at de bevarede deres facon.

I deres iver efter europæiske varer oversvømmede indianerne markedet for bæverpels. Sidst i 1700-tallet kostede et uldtæppe derfor hele 7 bæverskind, mens en musket kunne købes for 14.

USA fordoblede sit areal

For indianerne i Kentucky og længere vestpå var den amerikanske uafhængighedskrig en katastrofe. Efter briternes nederlag i 1783 fik amerikanerne deres frihed, og USA havde i modsætning til briterne ingen skrupler ved at bemægtige sig land vest for Appalacherne.

Store dele af shawnee-stammen vandrede derfor vestpå og krydsede Mississippifloden for at slå sig ned i et vildnis, der ifølge europæernes traktater tilhørte Frankrig. Senere gjorde Daniel Boone i øvrigt det samme.

Fejlslagne forretninger drev hele tiden den berømte stifinder vestpå, hvor civilisations bånd ikke snærede helt så meget.

USA overhalede dog snart shawnee-
indianerne og Boone. Alt land mellem Mississippifloden og Rocky Mountains blev med et pennestrøg amerikansk i 1803, da den unge nation opkøbte det såkaldte Louisiana-territorium.

Købet flyttede USA’s grænse langt vestpå, og snart opstod en idé blandt amerikanske politikere: Indianerne burde bo langt mod vest, så de ikke spærrede vejen for nybyggere, der ville dyrke jorden.

Selv stammer, der havde opgivet deres gamle levevis, og hvor jægerne var blevet til bønder, skulle deporteres.

Cherokee-stammen drev landbrug, brugte et retssystem efter amerikansk forbillede og havde udviklet et skrift­sprog. USA anerkendte indsatsen ved officielt at udråbe cherokee-folket til en såkaldt ci­vi­li­se­ret stamme. Men det var ikke nok.

I 1830 betød Indian Removal Act (Loven om flyt­ning af indianere), at
che­ro­kee­-in­di­a­ner­ne og fire andre ci­vi­li­se­re­de stam­­mer blev tvunget væk fra deres jord.

Bevogtet af soldater blev de marcheret 900 km mod vest – til USA’s grænseland i nutidens Oklahoma.

Mange indianere omkom under dødsmarchen, som blev døbt Trail of Tears (Sporet af tårer). Ud af 20.000 medlemmer mistede cherokee-stammen mellem 2.000 og 8.000 på rejsen. Stammerne creek, seminole, chickasaw, choctaw og ponca mistede tilsammen mindst 10.000 medlemmer undervejs.

“Jeg kæmpede under borgerkrigen og så mænd skudt i småstykker og slagtet i tu­­sind­­vis, men tvangs­­fjer­­nel­­sen af che­ro­kee­-fol­ket var det gru­som­ste, jeg be­­vid­­ne­­de”, be­­ret­­te­­de en soldat mange år senere.

To indianerpiger med kopper

Et sjældent foto fra 1900 viser to indianerpiger med kopper.

© Wisconsin Historical Society/Getty Images

De indfødte døde som fluer

Kopper, mæslinger og kolera var helt ukendte i Nordamerika, før de hvide nåede frem, og indianerne havde derfor intet immunforsvar mod sygdommene. I løbet af 1700- og 1800-tallet rasede 21 voldsomme epidemier, og millioner af indianere omkom.

Floddamper spredte sygdomme

Trail of Tears trak et spor af død hen over USA, men langt flere bukkede under for den koppeepidemi, som rasede på prærien i 1836 til 1840. Smittekilden var for­­­ment­­­lig hvide handelsmænd på en floddamper, som lagde til ved u­tal­li­ge bopladser for at købe pelsværk af indianerne.

Langs Missouri-floden omkom 10.000 indianere inden for de første uger. Fra landet omkring Missouri-floden bragte handelsfolk også sygdommen til de nye indianerreservater i Oklahoma, hvor de traumatiserede overlevende fra fordrivelsen boede.

Regeringen i Washington havde ganske vist vedtaget et vaccinationsprogram for indianere, men blot afsat 12.000 dollars til formålet – knap 2,7 mio. kr. i nutidspenge.

Oven i underfinansieringen kom også indianernes forståelige mistro. Mange holdt sig væk fra vaccinationerne af frygt for, at de hvide agtede at forgifte dem. Dødeligheden var derfor høj i reservaterne, hvor indianerne boede tæt.

Indianere

1. Delawarefloden

Ifølge et kort fra 1614 boede grup­per af shawnee’er langs Delaware­floden, blot 100 km fra New York, da hol­land­ske kolonister slog sig ned i A­me­ri­ka.

David H. Wright/Bridgeman Images, Shutterstock

2. Ohioflodens bredder

Shawnee-indianernes kerneområde lå i slutningen af 1600-tallet i nutidens Ohio og Kentucky. Heller ikke her kunne de leve i fred. En alliance mellem franske tropper og irokeser-stammer angreb stammen, men blev slået tilbage.

3. Ohioflodens bredder

Hvide nybyggere trængte i slutningen af 1700-tallet ind i Kentucky. Shawnee-krigere kæmpede derfor på britisk side under den amerikanske uafhængighedskrig, men led nederlag. Store dele af stammen udvandrede til Missouri, mens andre blev i et lille hjørne af Ohio, som USA lod dem beholde.

4. Kansas

I 1830’erne mistede de sidste shawnee’er i Ohio deres land efter nye kampe med nybyggere. Ifølge fredsaftalen med USA skulle de flytte over på den anden side af Mississippifloden og slå sig ned i Kansas.

5. Oklahoma

I 1854 gav USA’s kongres nybyggere tilladelse til at slå sig ned i Kansas, og shawneestammen kom igen under pres. I løbet af 1860’erne blev indianerne smidt ud af den nyoprettede stat og fik i stedet land i Oklahoma. Her ligger stammens reservater i dag.

Guldfeber udløste en folkevandring

Koppeepidemien var ikke den sidste katastrofe, der ramte indianerne.

To begivenheder i 1848 fik fatale konsekvenser for Amerikas oprindelige befolkning: USA ekspanderede til Stillehavet, da Californien, New Mexico og Arizona blev erobret fra Mexico, og guldgravere gjorde et stort fund i Californien.

Drømmen om hurtig rigdom fik hundredtusindvis af mennesker til at opgive deres slidsomme liv og strømme til det vilde vesten. Guldgravere og lykkejægere ankom ikke til et ubeboet vildnis.

Omkring 150.000 indianere levede allerede i Californiens frodige dale, hvor floder og skove leverede rigeligt med føde. Indianerne udgjorde en mosaik af små samfund med hver deres sprog og kultur.

Her fandtes ingen mægtige stammer som sioux og cherokee, og Californiens indianere kunne derfor intet stille op over for den græshoppesværm af hvide, som dukkede op i deres land.

Folkedrab skabte plads i Californien

Det vilde vesten blev aldrig vildere end i Californien, efter at det amerikanske flag blev hejst over Stillehavskysten. Kyniske mineejere og ranchere ragede jord til sig, og de havde ingen medlidenhed med indianere, som boede der i forvejen. Hæren bidrog også til det folkedrab, som udspillede sig.

Historikere har siden dokumenteret, hvordan massakrer tyndede ud i Californiens indianerbefolkning. I 1850 dræbte amerikansk kavaleri fx 60-100 pomo-indianere, som var blevet taget som slaver af to nybyggere. Pomoernes forbrydelse bestod i, at de havde forsøgt at gøre oprør for at genvinde deres frihed.

To år senere blev 41 modoc-indianere også mejet ned, da de ankom til et aftalt mødested for at forhandle med de hvide. For overlevende efter massakrerne ventede der ofte et kort liv som slaver i minerne. Sort slaveri var forbudt i delstaten, men indianere stod der intet om i loven.

Myndighederne fik ret til at udleje indianere, som var dømt for forbrydelser. Børn kunne sættes til tvangsarbejde for at afbetale deres forældres gæld, og indianere blev udelukket fra at vidne i domstole, så hvide havde stort set frit lejde til at slavebinde dem.

“Kvæg drives ind i en indhegning, før det slagtes. Sådan er det også med os. Mine børn er blevet udryddet og mine brødre dræbt”.
Standing Bear (1829-1908), ponca-høvding.

Kun fem procent overlevede

Massakrer tvang atter indianere på flugt og forhindrede dem i at samle forråd til vinteren, så de sultede. Mange måtte desuden søge tilflugt i bjergene, hvor de bedre kunne beskytte sig mod angreb, men havde svært ved at finde føde.

Historien om yahi-stammens bitre skæbne vidner om, hvad Californiens indianere måtte gennemleve.

Før amerikanernes ankomst talte stammen ca. 2.000 medlemmer, men så dræbte de tre hvide mænd, der var trængt ind på deres land. Hævnen fulgte kort efter.

Ved daggry en augustmorgen i 1866 bragede skudsalver ned mod en gruppe yahier, der havde slået lejr ved floden Mill Creek nær nutidens Los Angeles.

Fra nogle lave bakker beskød nybyggere mænd, kvinder og børn, der flygtede langs floden for at undslippe den morderiske ild, men her lå en anden gruppe hvide i baghold.

“Mange lig flød ned ad den hurtige strøm”, forklarede lederen af de hvides straffeekspedition bagefter. Den såkaldte Three Knolls-massakre kostede 40 yahier livet, men det var langtfra den sidste.

To år senere var stammen reduceret til 100 medlemmer. Kun fem procent af stammen overlevede mødet med de hvide.

“Noget andet døde i mudderet og blev begravet i snestormen: Et helt folks drøm døde – det var en smuk drøm. Verden har ingen centrum længere, og det hellige træ er dødt”. Black Elk (1863-1950),
medicinmand i sioux-stammen.

Politikere fik moralske tømmermænd

Fra den amerikanske østkyst til et godt styk­ke vest for Mis­sissip­pi­flo­den fand­­tes der i 1860’erne blot nog­­le enkelte frie
in­di­a­ner­sam­fund. I resten af Nord­a­me­ri­ka boede in­di­a­ner­ne i reservater.

Kun på Midt­ves­­tens åbne prærie og i de bjergrige egne langs grænsen til Mexico levede indianerne, som de hav­de gjort i århundreder.

Det skyldtes bl.a., at landskabet ikke bød på de sam­me rigdomme, som fik nybyggere til at strømme mod Kentucky og Californien. Desuden fandtes her store stammer, der var parate til at kæmpe for at bevare deres frihed.

En smule dårlig samvittighed hos po­li­ti­ker­ne i den amerikanske hovedstad hjalp for en stund også prærieindianerne.

Den amerikanske borgerkrig var få må­­ne­­der fra sin afslutning i 1865, da po­­li­­ti­­ker­­ne besluttede, at indianernes hastigt faldende be­­­folk­­­nings­­­tal skul­­­le på dags­­­or­­­de­­­nen.

En kon­­­gres­­­rap­­­port af­­­dæk­­­ke­­­de hudløst ærligt år­­­sa­­­ger­­­ne til in­­­­di­­­a­­­ner­­­nes ha­sti­ge forsvinden:
Krig fremprovokeret af hvide, sygdom, samt for få og små jagtmarker.

Men forslag til løsninger på problemerne rummede rapporten ikke.

Enkelte gange lykkedes det indianerne at slå igen som i det berømte slag ved Little Bighorn i 1876, hvor Crazy Horse og hans krigere massakrerede Custer og hans 7. kavaleri, men i det lange løb var selv store krigerfolk som sioux og cheyenne chanceløse.

Også disse stolte stammer endte derfor som forhutlede tiggere, der måtte leve af statens almisser i reservater.

I 1890 skar staten ned på forsyningerne af mad til sioux-stammen, og indianerne samledes for at protestere og danse åndedans.

Ved et vandløb kaldet Wounded Knee slog soldater ring om en lejr, som var mistænkt for at forberede et oprør.

Indianerne fik ordre på at aflevere deres jagtvåben, men kort efter opstod der tumult. Et skud lød, og soldaterne åbnede ild med geværer og artilleri.

Soldaternes overordnede, general Nelson A. Miles, besøgte “slagmarken” tre dage senere og så 300 frosne lig i vin­ter­land­ska­bet. Selv børn og kvinder med spæd­børn i deres arme var blevet jagtet op til 3 km fra det oprindelige gerningssted og hugget ned uden nåde.

Harrahs kasino, Indianere

Kasinoer er blevet mange stammers vigtigste indtægt.

© Ian Dagnall/Imageselect

Indianernes antal stiger igen

I løbet af 1800-tallet styrtdykkede indianernes antal, og de havnede på det amerikanske samfunds bund. Deres indkomst og sundhedstilstand var markant lavere end de hvides.

Men inden for de seneste årtier er indianernes forhold blevet bedre. I dag lever der 5,2 mio. indianere i USA, hvilket svarer til 1,7 pct. af befolkningen.

Selvom de stadig er langt bagud, vokser indianernes indkomst hurtigere end hos resten af befolkningen. Nogle af pengene kommer fra kasino-drift.
En højesteretsdom slog i 1976 fast, at indianer-reservater ikke er omfattet delstaternes forbud mod hasardspil.

En kæmpe industri skød op i løbet af få år, og 240 stammer driver i dag 460 kasinoer. Økonomien vokser dog lige så hurtigt blandt indianere, som ikke driver gambling.

Læs også:

Indianere

21 facts om indianere

14 minutter
Indianere

Hvornår røg indianerne på fredspibe?

2 minutter
Indianere

Hvorfor gik indianerne med fjer?

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul