“Hun faldt død om med et barn på ryggen”

Den amerikanske hær fordrev i 1838 cherokee-indianere fra deres hjem i det sydøstlige USA. John Burnett var en af de soldater, der udførte ordren. På sin 80-års fødselsdag skrev han til sine børnebørn om indianernes lidelser under den såkaldte Trail of Tears – Sporet af Tårer.

Den amerikanske hær fordrev i 1838 cherokee-indianere fra deres hjem i det sydøstlige USA. John Burnett var en af de soldater, der udførte ordren. På sin 80-års fødselsdag skrev han til sine børnebørn om indianernes lidelser under den såkaldte Trail of Tears – Sporet af Tårer.

Flickr.com

USA, 11/12 1890

I dag, den 11. december 1890, er min fødselsdag. Jeg fylder 80 år. Jeg kom til verden på Kings Iron Works i Sullivan County i Tennessee den 11. december 1810.

Som barn og ung mand fiskede jeg i Beaver Creek og strejfede gennem skovene, mens jeg jagede rådyr, vildsvin og nordamerikanske ulve.

© Burnett.uk.com

John Greenberry Burnett

Levetid: 1810-1893.

Nationalitet: Amerikansk.

Erhverv: Landmand og nybygger samt menig soldat i den amerikanske hær.

Civilstand: Gift to gange og far til i alt ni børn – to piger og syv drenge.

Kendt for: John G. Burnett levede sammen med sin familie et stille og simpelt liv på den amerikanske prærie. Han huskes udelukkende for det brev, som fortæller historien om indianernes fordrivelse – set fra én af de medvirkende soldaters perspektiv.

Ofte tilbragte jeg uger ad gangen alene i vildmarken uden andet selskab end min riffel, min jagtkniv og den lille økse, som jeg altid bar i mit bælte, når jeg vandrede i den vilde natur. Under turene mødte jeg mange indianere fra cherokee-stammen* og kom til at kende dem godt.

*

Cherokee-indianerne er én af de fem store stammer, som levede i det sydøstlige Nordamerika, da europæernes kolonisering begyndte.

Da stammen blev forflyttet, var jeg en ung mand og menig i den amerikanske hær. Jeg kendte mange af indianerne og talte deres sprog flydende. Derfor blev jeg i maj 1838 sendt til Smoky Mountain Country* som tolk.

Jeg bevidnede her udførelsen af amerikansk krigshistories allermest brutale ordre.

*

Great Smoky Mountains er en bjergkæde, der løber langs grænsen mellem Tennessee og North Carolina. Her boede cherokee’erne.

Jeg så, hvordan de hjælpeløse cherokee’er blev arresteret, slæbt fra hjemmet og drevet ind i indhegninger af soldater med bajonetter på geværerne. På en kølig og regnfuld morgen i oktober så jeg, hvordan stammens medlemmer blev gennet ind i 645 vogne, som var de kvæg eller får, og kørt vestpå.

Tristheden, som jeg oplevede den morgen, kan jeg aldrig glemme. Høvding John Ross* ledede en bøn, og da hornet blæste til afgang, og vognene begyndte at køre, rejste mange af børnene sig op. Med deres små hænder vinkede de farvel – i vished om, at de aldrig skulle se deres hjem igen.

*

John Ross var høvding over cherokee-stammen fra 1828 til 1866. Ross’ morfar var en skotsk immigrant, og Ross talte engelsk flydende.

Mange af disse hjælpeløse mennesker medbragte ikke engang et tæppe, og mange var blevet drevet barfodede fra deres hjem.

Om morgenen den 17. november løb vi ind i et forfærdeligt uvejr med slud og sne og temperaturer under frysepunktet. Fra den dag, og indtil vi nåede enden på den skæbnesvangre rejse, led cherokee-stammens folk frygteligt. Stien blev en dødens vej.

Årsagen til cherokee-stammens lidelser er den hvide mands grådighed. John G. Burnett.

De fordrevne måtte sove i vognene og på jorden uden noget bål til at varme sig ved. Jeg ved, at hele 22 af dem på bare en eneste nat døde af lungebetændelse. Blandt de døde var høvding Ross’ smukke hustru, som var kristen.

Den ædle kvinde døde, fordi hun forærede sit tæppe til et sygt barn. Hun fortsatte gennem den rasende slud og sne, fik lungebetændelse og døde stille en vinternat med hovedet hvilende på løjtnant Greggs sadeltæppe.

Den 28. maj 1830 underskrev den amerikanske præsident Andrew Jackson Indian Removal Act. Loven gjorde det muligt at fjerne indfødte fra deres landområder og fordrivelsen, der skulle blive kendt som Trail of Tears, blev et direkte resultat heraf.

© Shutterstock

Jeg var på vagt den nat, mrs. Ross døde. Om morgenen gav kaptajn McClelland mig ordre på at hjælpe med begravelsen, der foregik, på samme måde som med de andre stakler, som havde lidt en lignende død.

Den døde blev begravet uden kiste i en lav grav tæt ved vejsiden langt fra hjemmet. Herefter fortsatte processionen sin sorgfyldte færd. Da den lange, pinefulde rejse mod vest endte den 26. marts 1839, kantede 4.000 grave ruten, som gik fra foden af Smoky Mountains til området, som nu er kendt som indianernes territorium i vest.*

*

Området udgjorde en del af den nuværende stat Oklahoma. Ruten strakte sig gennem hele 1.600 km uvejsomt terræn.

Årsagen til cherokee-stammens lidelser er den hvide mands grådighed. I 1828 solgte en indianerdreng en klump guld til en hvid handelsmand.* Klumpen beseglede cherokee-stammens skæbne.

*

Historien om drengen er en skrøne, men sandt er det, at et guldfund førte til den bølge af fordrivelse, som Burnett deltog i.

Kort tid efter var landet overrendt af bevæbnede bander. De påstod, at de kom fra regeringen, og var ligeglade med indianernes rettigheder, selvom indianerne var jordens retmæssige ejere.

Mænd blev hentet, mens de arbejdede i marken. Kvinder blev trukket væk fra hjemmet af soldater, hvis sprog de ikke forstod. Børn blev adskilt fra forældrene og gamle drevet frem med bajonetter.

I et hjem var et barn afgået ved døden natten før fordrivelsen. Barnet lå på et bjørneskind, mens kvinderne forberedte den lille krop til begravelsen. Alle blev arresteret og den lille efterladt i hytten. Jeg ved ikke, hvem der begravede den døde.

Vognene havde ikke plads til alle. Mange indianere tilbagelagde den 1.600 km lange rute til fods.

© Imageselect

I et andet hjem sad en svagelig moder, vistnok en enke, med tre små børn. Det ene var blot et spædbarn. Da moderen fik at vide, at hun skulle rejse, samlede hun børnene omkring sig og sagde en ydmyg bøn på sit eget sprog.

Med et barn bundet fast på ryggen og et barn ved hver hånd begyndte hun vandringen mod sit eksil. Men byrden var for stor. Et hjerteslag udfriede den svagelige moder af hendes lidelser. Hun faldt død om med et barn på ryggen og to i hænderne.

Mord er mord, og nogen må stilles til regnskab for den strøm af blod, som flød gennem indianernes land i sommeren 1838. John G. Burnett.

På dette tidspunkt – i 1890 – er vi for tæt på begivenhederne til, at unge mennesker fuldt ud forstår omfanget af forbrydelsen, som blev begået mod et hjælpeløst folk.

Sandheden bliver skjult for de unge. Skolebørn får ikke at vide, at vi bor på jord stjålet fra et hjælpeløst folk, fordrevet med bajonetter, blot for at tilfredsstille den hvide mands grådighed. Men mord er mord, og nogen må stilles til regnskab for den strøm af blod, som flød gennem indianernes land i sommeren 1838. Nogen må forklare de 4.000 grave, der afmærker cherokee-stammens vej i eksil.

Jeg ville ønske, at jeg kunne glemme det hele, men billedet af de 645 vogne, der med deres menneskelige last skramler over den frosne jord, forbliver for altid i min erindring.

Lad fremtidige historikere fortælle den sørgelige beretning. Lad dem fortælle om de frygtelige syner, om tårerne og de døendes sidste suk. Lad den store dommer, som skal dømme hele verden, veje vore handlinger og belønne hver enkelt af os efter fortjeneste.

Efterskrift

I 1830 vedtog USA’s kongres Loven om flytning af indianerne. Mellem 1830 og 1850 blev 100.000 indianere fra stammerne cherokee, creek, seminole, chickasaw og choctaw tvangsforflyttet til prærien vest for Mississippifloden. Historikere har siden kaldt dødsmarcherne mod vest for folkemord.