I det nuværende Mexico grundlagde aztekerne omkring 1325 Tenochtitlan på en ø i Texcoco-søen. Her voksede byen sig i løbet af 1500-tallet stor og magtfuld.
Omkring 200.000 indbyggere levede i Tenochtitlan, da spanierne ankom i 1519. På dette tidspunkt var det den største by i Sydamerika og en af verdens fem folkerigeste byer.
Oplevelsen gjorde da også et meget stort indtryk på kolonisterne, og en soldat noterede imponeret i sin dagbog, at “de store bygninger – alle lavet af sten – var som et fortryllet syn”.
Byens placering midt i en sø betød også, at den var omringet af vejdæmninger og broer. Broerne kunne endda løftes, så bådtrafik kunne komme forbi, og byen lettere kunne forsvares.
To akvædukter, der var mere end 4 km lange, forsynede desuden byen med rigelige mængder frisk vand. Størstedelen af befolkningen badede gerne to gange om dagen.
Rigdommene var dog noget af det mest imponerende, og ifølge den spanske erobrer Hernán Cortés kom mere end 60.000 mennesker hver dag til Tenochtitlan for at købe og sælge varer på det store marked.
De handlende falbød ifølge Cortés rigdomme i læssevis – alt fra guld, smykker og kunsthåndværk af jade var til salg på markedet.
De store mængder guld og ædelsten var da også en af de vigtigste årsager til, at spanierne sammen med allierede indianere erobrede byen i 1521.
Guderne boede på den centrale plads
Bymidten bestod af 45 statslige bygninger som skoler, templer og ikke mindst herskerens paladser og det omkring 30 m høje Templo Mayor, som tårnede op i byens midte.
Templo Mayor
var aztekernes vigtigste helligdom, hvor krigsfanger blev ofret til guderne. Grundplanen målte 80 x 100 m.
I Tezcatlipoca-templet
blev én ung mands liv givet i offergave til guden hvert eneste år.
Calmecac
var byens præsteskole, men fungerede også som et universitet, hvor statsadministratorer bl.a. blev udlært.
