I bøger og film ryger nordamerikanske indianere ofte en såkaldt fredspibe for at bekræfte fredsaftaler.
I virkeligheden var brugen af fredspiber imidlertid langt mere avanceret, og prærieindianerne røg på piber i mange forskellige sammenhænge.
Brugen af fredspiber kunne variere fra område til område, hvor selv beslægtede stammer havde deres egne pibe-traditioner.
Fælles for dem alle var dog, at fredspiben blev røget for at markere særlige begivenheder – fx indgåelsen af en handelsaftale eller vedtagelsen af en vigtig beslutning, som havde betydning for stammen.
Den mest udbredte brug af fredspibe foregik dog under religiøse ceremonier. Her blæste de bedende store røgskyer, som ifølge indiansk tro ville bringe deres bønner op til ånderne.
At fredspiben havde en særdeles stor betydning for indianerne, bevidnede den franske jesuitermunk Jacques Marquette, som rejste i Nordamerika sidst i 1600-tallet.
Ifølge franskmanden udviste indianerne så stor respekt og ærefrygt for fredspiber, at krige mellem stammerne straks blev afbrudt, når en pibe blev bragt til slagmarken.
Ligesom pibens brug varierede dens udseende også fra stamme til stamme.
Nogle var korte og simple, mens andre var overdådigt dekoreret med bl.a. fjer, pels, perler og udskårne mønstre, som havde særlig betydning for stammen.
På samme måde var indholdet, som blev røget, også forskelligt.
Mens stammerne i det østlige Nordamerika røg tobak, bappede de vestlige stammer på forskellige urter, bark og blade.
LÆS OGSÅ: De 10 mest berømte indianerstammer