1. Hvor stammer indianere fra?
En tredjedel af indianernes arvemasse er fra Europa. Det er konklusionen efter de seneste DNA-undersøgelser.
De hidtidige teorier om indianernes ophav blev i 2014 udfordret af et forskerteam under danske Eske Willerslev.
DNA-analyser viste, at de mennesker, der befolkede Amerika for 14.000 til 17.000 år siden, ikke som før antaget havde 100 pct. asiatiske gener. En tredjedel af arvemassen kom fra Europa.
Forskerne ved ikke, om de to forfædregrupper smeltede sammen før eller efter ankomsten til Amerika.
Yderligere DNA-undersøgelser skal besvare dette spørgsmål.
2. Hvem gjorde indianerne røde?
Sprogforskere mener, at indianere selv opfandt udtrykket rødhud.
Efter europæernes kolonisering var begyndt, fik stammerne for første gang brug for et ord for alle indfødte amerikanere.
Det tidligste kendte eksempel er fra 1769, hvor en høvding omtalte “rødhuder” i et brev til en britisk officer.
I munden på “hvide” fik betegnelsen en negativ ladning i 1800-tallet.
3. Hvordan fik høvdingene deres navne blandt indianerne?
Indianere skiftede ofte navn, når de blev voksne. Og flere navneforandringer fulgte efter, hvis en stor bedrift eller særlig begivenhed gav dem en ny status i stammen.
Sitting Bull
Som barn hed den kommende siouxhøvding “Springende Grævling”.
14 år gammel viste han så stort mod i kamp mod crow-indianere, at hans far gav drengen sit eget navn, “Siddende Tyr” eller Sitting Bull.
Faren kaldte sig i stedet “Springende Tyr”.
Geronimo
Apacheindianeren blev kaldt “Han, der Gaber” af sine forældre.
Navnet Geronimo opstod i kamp med mexicanske soldater, som ifølge én udlægning bad Skt. Jerome om redning.
Eller også var Geronimo blot deres forsøg på at udtale hans apachenavn.
Crazy Horse
Barndomsnavnet var “Blandt Træerne”.
Ligesom Sitting Bull overtog siouxdrengen sin fars navn efter at have bevist sit mod, og han var angiveligt den tredje i sin slægt til at hedde “Hans Hest Er Gal”.
På engelsk blev navnet forvansket til Crazy Horse.
4. Kunne indianere have flere koner?
Kernefamilien med far, mor og børn var kun én blandt flere muligheder hos indianerne.
De tog sig af hinanden, så hvis en kvinde blev enke, var det ikke ualmindeligt, at hun giftede sig med sin søsters mand.
Tilsvarende kunne to brødre deles om én hustru.
I nogle stammer – bl.a. irokeserne – kunne mænd og kvinder frit ophæve ægteskabet, hvis de var utilfredse.
5. Hvad var kanoer lavet af?
Den oprindelige kano bestod af birkebark på en spinkel træramme.
Sten kunne let flå hul i den tynde bund, men til gengæld tog det kun kort tid at reparere skader.
Bark blev erstattet af kanvas i løbet af 1800-tallet.
6. Jagede alle indianere bisoner?
Den store bisonokse var selve livsgrundlaget for samtlige indianere på prærien. Men dyret fandtes kun på det åbne sletteland, og stammer i kystregionernes skove og bjerge måtte spise sig mætte i andre fødevarer.
Nogle slog sig ned for at dyrke jorden, mens andre var på konstant rejse efter deres byttedyr.
Nordlige territorier
Stammer: chipewyan, cree, naskapi
Indianerkulturer i de subarktiske egne fulgte rensdyrene, som leverede føde og pelse til at modstå de iskolde vintre med.
Oregon
Stammer: chinook, cayuse, salish
Chinook-indianerne boede fast i store langhuse, mens cayuse var nomader og hvert år red ind på prærien for at jage bison.
Prærien
Stammer: sioux, cheyenne, sortfødder
Bisoner var prærieindianernes omvandrende spisekammer. Pemmikan, en blanding af tørret kød, fedt og bær, blev gemt til vinteren.
Californien og Rocky Mountains
Stammer: pomo, nez percé, shoshone
Fugle, vildt og især fisk stod på menuen. Nez percé-indianerne var kendt for deres evner med net og avancerede fiskeruser.
Arizona og New Mexico
Stammer: apache, navajo, pueblo
Mens puebloindianere dyrkede majs i den tørre jord, var krigsbytte en vigtig del af de nomadiske navajoers livsgrundlag.
Østkysten og De Store Søer
Stammer: irokesere, huroner, powhatan
Majs var den vigtigste fødevare blandt stammerne, der levede i befæstede landsbyer omgivet af marker.
Den Mexicanske Golf
Stammer: creek, cherokee, seminole
Det lune klima gav de fastboende indianere en rig høst af majs, melon, squash og yams, som de supplerede med jagt og fiskeri.
7. Hvor kom mustangen fra?
Indianernes hest, mustangen, er efterkommer af de heste, spanske conquistadorer bragte til Amerika i 1500-tallet.
En forhistorisk hesterace fandtes i Amerika allerede for ca. 3,5 mio. år siden, men den uddøde omkring 8.000-10.000 f.Kr. – enten som resultat af klimaforandringer, eller fordi dyret blev jaget af de første mennesker.
Spanske heste slap fri fra bosættelser i Mexico, blev stjålet af indianere eller indgik i byttehandler.
De spredte sig hurtigt blandt især stammerne på prærien, hvor de udløste en stor forandring i levevis.
På hesteryg var det muligt at jage langt væk fra bopladsen, og nomadiske stammer kunne lettere følge med, når årstiderne skiftede, og byttedyrene begav sig på vandring.
8. Hvad var soldansen?
Soldansen var et åndeligt ritual, der skulle styrke båndet mellem natur, dyr og mennesker.
Stammen dansede bl.a. for en vellykket bisonjagt, held i krig, lykkelige ægteskaber og helbredelse af syge.
På siouxernes sprog hed ritualet Wiwanke Wachipi, hvilket kan oversættes til “sol-stirre-dansen”.
Stammen var sammen med naboer som cheyenner og sortfødder de første til at udføre dansen, der bredte sig blandt indianere.
Soldansen, der kunne foregå over flere dage og nætter, havde bod, smerte og trance som centrale elementer.
Dansen foregik i en hellig cirkel rundt om en høj pæl. Deltagerne fik en spids træpind stukket gennem brystmusklerne, og enderne blev bundet til pælens top med lange lædersnore.
Under dansen bevægede deltagerne sig sidelæns rundt om pælen, mens de lænede sig bagover, så brysthuden blev udspilet og omsider brast efter timer eller dage fulde af smerte.
Myndighederne i USA fandt ritualet barbarisk, og soldansen var forbudt fra 1905 til 1978.
9. Hvad brugte indianere totempælen til?
De udskårne symboler havde hver deres betydning, og pælen udgjorde en fortælling om en slægts forfædre.
Kun enkelte stammer på den amerikanske vestkyst lavede totempælene, fx i anledning af giftermål eller dødsfald.
Indianerne bandt ikke fanger til de kunstneriske pæle.
Hver stamme brugte røgsignaler, der afspejlede dens levevis. Apachernes var udviklet til brug i krig.
10. Hvad kunne indianere sige med røgsignaler?
Røgsignaler var en udbredt metode til at sende simple budskaber over store afstande. Ofte blev de brugt af spejdere, der advarede om fjender eller udpegede byttedyr for resten af stammen.
Ulempen ved metoden var, at afsenderen afslørede sin position.
Sådan lavede indianerne røgsignaler:
1
Vælg et egnet afsendelsessted. Find det højeste punkt i landskabet. Røgen skal kunne ses på lang afstand.
2
Tænd et bål med friskt græs. Fyld hele tiden mere fugtigt brændsel på, så bålet afgiver masser af røg.
3
Dan røgkugler med et tæppe. Form et fugtigt tæppe som en pose, hvor røg kan samles og lukkes ud i tætte kugler.
11. Begravede indianere en stridsøkse?
Stridsøksen var et vigtigt symbol for indianere og blev i højere grad brugt til at besegle aftaler end til at knuse fjendernes hovedskaller.
Øksen var ofte hul, så den i en håndevending kunne bruges som pibe.
Vendingen “at begrave stridsøksen” opstod muligvis engang før år 1600, da høvdingene Deganawida og Hiawatha forenede de irokesisktalende stammer.
Som symbol på alliancen begravede de en økse for foden af en gran, der var farvet hvid som tegn på fred.
Ifølge en anden udlægning afsluttede apacher i 1749 en krig med spanierne ved at begrave en økse.
12. Indianere og krigsmaling
Rød, hvid, sort, blå – krigsmaling var en personlig sag.
Indianerne kaldte det “medicin-maling”, og farver og mønstre kunne beskytte mod ånder, vise, hvem han var, og angive, hvilken stamme han tilhørte.
13. Sluttede indianere fred ved at ryge?
Indianerne røg pibe ved mange forskellige lejligheder. Den blev taget i brug, når krige blev afsluttet, men også ved den forudgående krigserklæring.
For indianerne symboliserede piberygningen sammenhængen mellem jord, himmel og universets energier. Derfor røg de ofte ved bøn og meditation.
De enkelte stammer havde deres egen yndlingstobak, og noget tobak havde større effekt end andet.
For at komme i den rigtige stemning tilsatte nogle indianere fx tobakken et pift tørret og knust elefantfodkaktus, som har euforiserende egenskaber.
Pibens udseende varierede også. Prærieindianere skar piber ud af bløde sten, som alabast eller lersten (argilit), mens sydøstlige stammer som cherokee og chickasaw lavede deres piber af lertøj.
14. Hvad betød fjerene for indianere?
Ifølge prærieindianerne havde fuglearter hver deres karaktertræk, og de kunne overføres til mennesker via fjer.
Blandt krigere og jægere var ørnefjer de mest eftertragtede, for fuglen personificerede styrke, og den var tættest på ånderne pga. sin store flyvehøjde.
En ung indianer kunne ikke blot samle fjer op fra jorden og sætte dem i håret.
Ligesom europæernes medaljer blev fjer tildelt af andre som belønning for særlige præstationer, og kandidaten skulle først berette om sin bedrift i dramatiske vendinger.
Modtageren af en fjer var forpligtet til at bære den synligt, og en karakterstærk indianer kunne med tiden opbygge en hovedprydelse af imponerende dimensioner.
Fjerene var dog ikke rangtegn, som mange hvide troede.
Sig det med fuglefjer
Krage: Ligevægt, dygtighed, fremsynethed.
Ørn: Styrke, mod, ære.
Kalkun: Frugtbarhed.
Kolibri: Kærlighed, skønhed, intelligens.
Falk: Sjæleheling, hurtighed, bevægelse.
Blå drossel: Glæde, tilfredshed.
Ravn: Kreativitet, viden.
15. Lod apache-indianere deres fanger spise af myrer?
Der findes ingen dokumentation for, at apacheindianere smurte fanger ind i honning og lod dem æde af myrer.
Men rituel tortur i andre former var udbredt – især øst for Mississippifloden.
Huroner og irokesere drog ofte på krigsstien alene for at tage fanger.
Kvinder kunne bruges som hustruer, og mænd arbejde som slaver, men krigere blev nogle gange udvalgt til at dø.
Pinslerne begyndte med slag på vej til lejren, fortsatte med spidsrod mellem køllebevæbnede stammemedlemmer og endte med lemlæstelse.
Også kvinder og børn var med til at skære fingre af, skalpere offeret og stikke ham med brændende grene, inden den dødsdømte fik halsen skåret over.
Fangen vandt stor anerkendelse, hvis han sang dødssange i stedet for at skrige.
16. Var Pocahontas en historisk person?
Pocahontas blev født omkring 1595 og mødte englænderen John Smith.
Men hun var kun omkring 12 år gammel, og kilderne siger intet om et romantisk forhold, som Disney-filmen “Pocahontas” fra 1995 beskriver.
Virkelighedens Pocahontas blev til gengæld taget som gidsel af englændere som 18-årig.
De tvang hendes far til at frigive fangne kolonister, men i stedet for at lade hende gå bagefter lod de en enkemand ved navn John Rolfe gifte sig med hende i 1614.
Hun tog navnet Rebecca Rolfe og fødte en søn.
I 1616 sejlede den lille familie til London, hvor Pocahontas var blikfang i en kampagne, der skulle rejse penge til kolonisering i Nordamerika.
Men kort før tilbagerejsen til Amerika i1617 blev hun syg og døde.
17. Sagde indianere ugh?
Amerikanske westernfilm har lært generationer af børn, at indianere mødte fremmede med et “ugh” eller “how”.
I virkeligheden var de samme ord og slet ikke en hilsen.
“Ugh” og “how” opstod som to forskellige forsøg på at nedskrive et udtryk på creek-indianernes sprog.
Ordet blev brugt som en blød indledning på sætninger i talesprog – ligesom “altså” eller “okay” på dansk.
Ordet fandtes kun i sydstaterne – ikke på den amerikanske prærie.
18. Hvad var “Trail of Tears”?
Staterne Georgia, Tennessee, Alabama, North Carolina og Florida havde perfekt klima til at dyrke bl.a. bomuld. Men de ca. 125.000 indianere, der i 1830 levede i regionen, var i vejen.
Da de gode dyrkningsforhold blev suppleret med guldfund i Georgia, besluttede præsident Andrew Jackson at handle.
Han underskrev "indianerforflyttelsesloven”, som iværksatte en årelang massiv og berygtet tvangsforflytning af indianere, som samlet huskes som “Trail of Tears” – tårernes sti.
Cherokeestammen gjorde modstand via domstolene, og overhøvding John Ross fik sagen ført i Højesteret – og vandt.
Men hverken retskendelser eller protester fra prominente amerikanere hjalp. I 1838 drev soldater cherokeeindianerne sammen som kvæg og førte dem ca. 1.300 km væk til et reservat vest for Mississippi.
De kummerlige forhold under tvangsforflytningen resulterede i mange dødsfald, og omkring 25 pct. af alle medlemmer af cherokeestammen omkom.
19. Red indianere i cirkel ved angreb?
Galop rundt om en fjende var en hyppigt benyttet indianertaktik – og den virkede.
Det fik general Custers soldater at føle i 1876 under slaget ved Little Bighorn, hvor de blev slagtet af krigere, der ifølge flere øjenvidner angreb med stram disciplin og stor dygtighed.
Taktikken blev brugt af prærieindianere som sioux og cheyenne, og formålet var at erobre initiativet og drive fjender sammen på et lille område.
Krigerne red dog ikke bevidstløst rundt i en snæver kreds om byttet. Det ville have været selvmord over for velbevæbnede amerikanske soldater eller nybyggere.
Rytterne udførte konstante nålestiksangreb, hvor de skiftevis rykkede frem og skyndte sig uden for skudhold for at gøre klar til endnu et fremstød.
20. Hvem var de første til at tage skalpe?
Indianerne skalperede deres fjender, allerede før europæerne kom til Nordamerika. Kolonisterne tog dog hurtigt skikken til sig og supplerede med en tradition for at skære hovedet af faldne fjender.
Myndighederne i Boston var ikke blødsødne, da de 3. november 1755 erklærede hele penobscot-stammen fredløs, og en dusør blev udlovet for såvel levende fanger som skalpe.
Håret fra en indiansk kvinde eller dreng under 12 år udløste fx 20 pund som belønning.
21. Hvor blev indianerne af?
Indianerne mistede det meste af deres land, men de blev ikke udryddet.
5,2 millioner eller to pct. af nutidens amerikanske befolkning er indianere.
325 reservater findes endnu spredt ud over USA. De er selvstyrende områder, hvor stammen kan vedtage egne love.
566 stammer er officielt anerkendt af den amerikanske stat, og medlemmerne nyder særlige rettigheder som minoritet i USA.
Kun 20 pct. af nutidens indianere er dog i stand til at tale deres stammes oprindelige sprog.