Indianerdans udløste massakre ved Wounded Knee

Medicinmanden Yellow Birds stemme gjaldede ud over den snedækkede prærie:

“Frygt ej, men lad jeres hjerte være stærkt. Mange soldater har omringet os med mange kugler, men jeg er overbevist om, at deres kugler ikke kan gennembore os”.

Yellow Bird befandt sig i nærheden af vandløbet Wounded Knee i indianerreservatet Pine Ridge sammen med 350 lakota-indianere, der var en del af sioux-folket. Det var en bidende kold vintermorgen den 29. december 1890.

Aftenen før var indianernes vandring blevet stoppet af 500 soldater fra den amerikanske hærs 7. kavaleriregiment anført af oberstløjtnant James W. Forsyth. På ordre fra USA’s regering havde Forsyth fået til opgave at opsnuse og slå ned på alt, der lignede en indiansk opstand.

Soldaterne var i gang med at gennemsøge tipierne for våben, da Yellow Bird indledte sin tale.

Medicinmanden frygtede ikke den hvide mands våben. Ligesom mange andre sioux-indianere troede Yellow Bird nemlig på, at en særlig åndedans gjorde indianerne usårlige over for fjendens kugler.

Yellow Bird kastede en håndfuld jord op i luften og begyndte sin dans i sneen. Snart sluttede flere indianere sig til åndedansen, og det gjorde soldaterne nervøse. De opfattede den rituelle dans som en krigserklæring.

Situationen var anspændt, da et geværskud pludselig gennemflænsede den kolde vinterluft. Øjeblikket efter brød helvede løs.

Soldaterne skød vildt mod de ubevæbnede indianere, som faldt om på jorden og farvede sneen rød med blod.

Nær et hvidt flag, som indianerne havde rejst for at markere, at de kom med fred, faldt en mor om med sit spædbarn i armene. Den intetanende baby blev ved med at die ved morens bryst, selv efter at livet havde forladt hendes krop.

Massakren ved Wounded Knee var det sidste store væbnede slag mellem USA’s oprindelige befolkning og de hvide kolonister. Men det var langtfra det første.

Fra det amerikanske kontinent blev opdaget af Christoffer Columbus i 1492 og frem til 1890, var antallet af de oprindelige folk i Amerika svundet ind fra fem millioner til sølle 248.000.

Rigtig mange mistede livet til de sygdomme, som de hvide bragte med sig til “den nye verden”. En del blev dræbt under de mange slag, som blev udkæmpet mellem kolonisterne og de indfødte. Andre bukkede under for hungersnød.

Særlig fatal var den hvide mands masseudryddelse af bisonoksen, som ikke blot forsynede indianerne med kød, men også leverede materialer til tøj og telte.

Udryddelsen af bisonokserne tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet. Til sidst var der kun omkring 100 bisoner tilbage i hele USA. I 1600-tallet lå antallet på mindst 25 millioner.

I 1830 underskrev præsident Andrew Jackson en lov om flytning af alle indianerne til reservater vest for Mississippifloden. Mange nægtede at opgive deres jord, hvilket resulterede i massemord på adskillige tusind indfødte.

Ikke uden grund gik Andrew Jackson under navnet “Skarp Kniv” blandt den oprindelige befolkning.

Da der blev fundet guld i Californien i 1848, strømmede indbyggere fra hele USA og dele af Europa til området for at gøre deres lykke.

Hvert guldfund betød, at der skød en guldgraver-by op. De mange nye tilflyttere fik store konsekvenser for indianernes levevis.

Bjerge blev sprængt, jorden gennemgravet og vandløb ødelagt i jagten efter guld, hvilket forringede indianernes mulighed for at skaffe føde gennem jagt, landbrug og fiskeri.

De oprindelige folk lod sig dog ikke kue uden kamp, og i 1876 kom hævnen. Indianere under Crazy Horse og Sitting Bull chokerede USA ved at knuse oberstløjtnant Custer og hans mænd i slaget ved Little Bighorn. Ikke én eneste amerikansk soldat overlevede.

Sitting Bull var i 1869 blevet udnævnt som leder af alle siouxerne, hvis mange stammer levede i området mellem Minnesota og Rocky Mountains’ forbjerge.

“Jeg hader alle hvide mænd. De er tyve og løgnere. De har taget vores land fra os og gjort os til udstødte”, sagde Sitting Bull om sine fjender.

Senest efter ydmygelsen ved Little Bighorn gik hadet også den anden vej. Det fik Sitting Bull at føle, da han den 15. december 1890 blev anholdt i sit reservat, Standing Rock, af det lokale reservatpoliti. Sigtelsen? At tillade sit folk at udføre åndedansen.

Åndedansen var manifestationen af en religiøs vækkelsesbevægelse, som vandt genklang blandt sioux-indianerne fra 1870’erne.

Ud af de i alt 18.000 sioux-indianere, som levede i Nordamerika på dette tidspunkt, praktiserede omkring 4.000 af dem den nye religion.

Den særlige åndedans havde til formål at vække afdøde krigere til live igen, så de kunne komme de hårdt trængte indianere til undsætning.

Sammen skulle de tilintetgøre de hvide og give indianerne prærien og bisonerne tilbage.

Den amerikanske regering frygtede, at indianernes åndedans-bevægelse ville føre til optøjer, og mange hvide så dansen som en direkte krigserklæring.

Pressen piskede til befolkningens frygt ved at skrive om optøjer udført af “blodtørstige barbarer”, selvom de angivelige ugerninger aldrig havde fundet sted.

Den 13. november 1890 sendte præsident Benjamin Harrison en tredjedel af USA’s samlede hær ud i sioux-reservaterne for at stoppe “enhver opstand, som udgør en trussel mod kolonisternes liv og hjem”.

Med det mandat vækkede reservatets politibetjente (indianske agenter hyret af de amerikanske myndigheder) den 59-årige Sitting Bull i hans hjem tidligt om morgenen den 15. december 1890. Han skulle anholdes og sigtes for at opildne sit folk til opstand.

Under anholdelsen protesterede sioux-høvdingens folk voldsomt over politiets behandling, og under tumulterne skød og dræbte en af politibetjentene Sitting Bull.

Mordet på siouxernes øverste leder sendte chokbølger gennem indianerreservaterne, og omkring 200 af Sitting Bulls tilhængere flygtede ind i reservatet Cheyenne River for at slutte sig til høvdingen Spotted Elk.

Spotted Elk var høvding for en stamme af de såkaldte minneconjou-folk – én af i alt syv undergrupper af USA’s sioux-indianere.

Af frygt for, at en lignende skæbne ville overgå ham, trak sioux-høvdingen Spotted Elk teltpælene op og rejste med sit folk mod indianerreservatet Pine Ridge, ca. 320 km syd for Cheyenne River.

Her skulle Spotted Elk efter planen mødes med en anden sioux-høvding ved navn Red Cloud og tale om, hvordan de kunne få stoppet den amerikanske regerings klapjagt på deres folk.

Men så langt kom Spotted Elk og hans folk aldrig.

Det er uvist, hvem der affyrede det første skud ved Wounded Knee.

De hvide soldater hævdede, at det var de indfødte. Indianerne fastholdt derimod, at det var en af general Forsyths soldater, der skød først.

Sikkert er det, at geværskuddet fik den i forvejen anspændte stemning mellem de hvide soldater og siouxerne til at eksplodere.

Soldaterne skød vildt mod de ubevæbnede indianere. Kvinder og børn forsøgte desperat at flygte, men blev ramt af hærens kugleregn. Kanoner af høj kaliber, der stod placeret på et bakkedrag over lejren, bidrog til at gøre træfningen til et blodbad.

Blandt de få overlevende var den 13-årige pige Alice Ghost Horse, som det lykkedes at finde dækning i en slugt. Begge hendes forældre blev dræbt.

“To kavaleriregimenter kom ridende ned mod os og skød på alt, der bevægede sig. Geværilden var overdøvende, og mit folk skreg efter deres børn”, huskede hun flere år senere.

Massakren var overstået på få minutter. Kvinder, børn og mænd lå spredt ud over det golde vinterlandskab med blodet fossende ud af kroppen. I alt 153 siouxer var blevet dræbt, herunder høvdingen Spotted Elk, der lå forvredet i sneen.

Mange flere døde de efterfølgende dage af sår eller sult ude i den bidende kulde. Et overslag lyder, at 300 af de i alt 350 sioux-indianere i lejren døde ved Wounded Knee.

Tabstallet hos de hvide soldater var langt lavere: 25 døde, og 39 blev såret under kampen – de fleste var blevet ramt af deres egne vildfarne kugler.

Efter massakren beordrede general Forsyth sine mænd til at afsøge området for levende indianere og efterfølgende smide dem op på kavaleriets hestevogne.

Få timer efter at kavaleriregimentet red væk fra gerningsstedet, ankom sioux-indianeren Black Elk til Wounded Knee.

I bogen “Black Elk Speaks” fra 1932 fortalte den aldrende indianer om det forfærdelige syn, der mødte ham:

“Jeg kan stadig se de nedslagtede kvinder og børn ligge spredt ud over den krogede kløft med samme klarhed, som da jeg så dem med mine unge øjne. Og jeg kan se, at noget andet også døde der i det blodige mudder. Et folks drøm døde dér. Det var en smuk drøm”.