Mindst en snes brande nord for byen lyste himlen nord for Nieuw Amsterdam op. De omkring 500 borgere vidste, hvad det betød: Algonquian-indianerne var i gang med at brænde gårdene uden for byen ned. Siden koloniens guvernør William Kieft havde massakreret 120 indbyggere i en af algonquian-indianeres landsbyer et halvt år tidligere, havde alle ventet gengældelsens time. Ingen bebrejdede guvernøren hans handling, der var en passende hævn for algonquian-stammens umotiverede overfald på mohawk-indianerne, hollændernes allierede.
Civile vagtposter stod langs det tre kilometer lange, spinkle palisadehegn, der adskilte Nieuw Amsterdam fra Manhattans sumpede og skovklædte vildmark. Vagtposternes opgave var at advare soldaterne, der var opstillet for hver 100 meter. De spejdede ud i tusmørket gennem mellemrummene på de tynde, spidsede træstolper. Bag palisaden var mænd og drenge, bevæbnet med lanser og høtyve, klar til at tage imod de indianere, som havde held til at kravle over. Med ét genlød mørket af algonquian-indianeres krigshyl og lyden af pile, der slog ind i palisaden. Soldaterne skød panisk mod angribernes svage omrids. Kampen rasede hele natten.
Næste morgen gjorde guvernøren tabstallene op: Ti kolonister og næsten 200 indianere døde, inden algonquianerne trak sig tilbage.

Indianerne blev slået tilbage ved Wall Street
Algonquian-indianerne angreb i 1643 den hollandske by Nieuw Amsterdam på øen Manhatten. Selv børnene blandt de 500 nybyggere bidrog tappert til forsvaret med høtyve og lanser mod angriberne. Slaget stod ved den palisadevæg, hvor Wall Street løber i dag.