I det nordøstlige Amerika stødte briter, franskmænd og hollændere på indianerstammer, der
havde forenet sig i et stærkt forbund.
Indianernes FN inspirerede USA – IROKESER
Ikke alle indianere levede i små klansamfund, der konstant bekrigede hinanden. I store dele af det nordøstlige Amerika herskede der fred, da europæerne nåede frem.
Freden skyldtes det såkaldt Irokeserforbund – en sammenslutning af mohawkstammen og fem andre irokesisk-talende folk.
Forbundets beslutninger blev truffet af 50 såkaldte fredshøvdinge, der mødtes i et langhus. Høvdingene blev udpeget af kvinderne, der hos irokeserne havde arveretten.
Ifølge indianernes legender blev forbundet grundlagt i 1500-tallet af medicinmanden Hiawatha og profeten Deganawida, som i et syn havde set stammerne forenet under et stort fredstræ.
Nogle historikere mener, at George Washington og de øvrige grundlæggere af den amerikanske nation fandt inspiration i Irokeserforbundet, da de skrev USA’s forfatning.
Hos irokeserne var magten fx delt mellem to kamre, og reglerne forbød en høvding at have to embeder i forbundet på samme tid.
Hopierne brugte stiger til at komme op til de højt placerede døre i deres huse.
Byer skød op i ørkenen - PUEBLO-INDIANERE
Spanske soldater spærrede øjnene op, da de i 1500-tallet trængte frem til ørkenerne i nutidens Texas og New Mexico. Langs Coloradofloden og Rio Grande så de byer med huse på op til seks etager.
På spansk kaldes landsbyer “pueblos”, og stammerne, der boede i byerne, fik derfor navnet pueblo-indianere. Hvad spanierne ikke vidste, var, at indianerne tilhørte forskellige stammer.
Såvel zunier som hopier og kewaer huggede deres boliger ud af porøs sandsten eller brugte en blanding af mudder og strå til at skabe deres byer.
Af frygt for fjendtlige angreb havde de huse, der udgjorde nederste etage, små vinduer og slet ingen døre. I stedet klatrede beboerne ned gennem et hul i taget ved hjælp af lange stiger.
Det flade tag på ét hus dannede gulvet i huset ovenover eller ovenboens terrasse, for etagebyggeriet var som regel anlagt som en kæmpemæssig trappe op ad en bjergside.
Kvinderne byggede husene, mens mændene stod for at skaffe de svære bjælker, der bar loftet. Bjælkernes ender ragede ud gennem væggene, så de kunne bruges til at tørre kød, frugt og grøntsager på.
Navajo-churro-væddere har ofte fire horn. Men dyr med hele seks horn ses også.
Får blev hurtigt et hit – NAVAJO
Indianerne var begejstrede for de husdyr, som spanske kolonister havde med sig, da de i løbet af 1500- og 1600-tallet trængte ind i Nordamerika.
Hesten blev brugt som trækdyr under jagt og i krig, men enkelte stammer tog også får og geder til sig. Kendtest er navajoernes fåreavl.
Navajoerne var krigeriske jæger-samlere, indtil de blev fredeligere fåreavlere.
De nøjsomme dyr kunne overleve i ørkenen, hvor navajoerne holdt til, og leverede kød, mælk og uld til indianerne. Især sidstnævnte var en vigtig råvare for navajoerne, der vævede farvestrålende tæpper og tøj af ulden.
I 1885 fremstillede amerikanske etnologer denne kopi af en ojibwa-barkhuskeseddel.
Indianere skrev huskesedler på bark - OJIBWA
Ojibwa-indianerne i nutidens Minnesota og Wisconsin ridsede tegn på bagsiden af birkebark. Tegnene dannede ikke ord, men gengav fx dyr og historiske personer og blev brugt som huskesedler.
Som mange andre indianere genfortalte ojibwaerne århundredgamle beretninger om heltegerninger, katastrofer og livets oprindelse ifølge deres tro.
Huskesedlerne hjalp fortælleren, der oftest var medicinmand eller shaman, med at memorere lange beretninger.
Huskesedlerne var lette at fremstille: Indianerne flåede barken af birketræer om foråret, hvor de var fulde af saft og barken dermed ekstra blød og smidig.
Tegnene blev indgraveret med en spids benstump, hvorefter barkstykket blev rullet sammen til en wiigwaasabak (skriftrulle).
Når rullerne var tørret, kunne de holde sig i årtier og blev først fornyet, når de var på nippet til at falde fra hinanden. Læseretningen var som regel fra venstre mod højre.
Ud over med pusterør jagede cherokee’erne også ved at bedøve fisk i mindre vandløb med gift.
Jægere nedlagde byttet med pusterør – CHEROKEE
Selvom Nordamerikas mest udbredte jagtvåben var flitsbuen, nedlagde indianerne deres bytte med alt fra spyd og køller til snarer. Cherokee-stammens specialitet var pusterør, som blev brugt til at skyde dyr som kaniner, fugle og egern med.
De op til to meter lange rør blev fremstillet af bambus-lignende siv, der voksede naturligt i cherokee’ernes skove. Pilene var af hårdt træ og en halv meter lange. I enden havde de som regel en tot dunede tidselfrø, der fungerede som prop, når jægeren blæste i røret.
I luften fungerede tidselfrøenes dun som styrefjer. Pusterør var mange cherokee-drenges første våben, og jagten på smådyr fungerede som fortræning, inden de fik lov at deltage i storvildtjagt.
I modsætning til sydamerikanske indianere dyppede cherokee-stammen ikke deres pile i gift, men listede helt tæt på byttedyret. Jo længere pusterøret var, jo præcisere ramte pilen. En dygtig jæger kunne nedlægge bytte på 20 meters afstand.
En mojave-høvding med hverdagsmaling i ansigtet.
Bar hud blev dækket med kulørt maling – MOJAVE
I modsætning til de fleste andre stammer malede mojave-indianerne sig ikke kun, når de gik i krig, men også til hverdag. Stammen levede langs Coloradofloden nær Mojave-ørkenen, og på grund af varmen var indianerne usædvanlig letpåklædte.
Både mænd og kvinder dekorerede de dele af kroppen, der ikke var dækket af et lændeklæde eller et skørt. Røde, sorte og hvide farver blev fremstillet af ler, mineraler og plantedele og smurt i ansigtet samt på arme og ben.
Mænd og kvinder bar desuden tatoveringer i ansigtet med geometriske prik- og stregmønstre.
Mojaverne skilte sig ud på flere måder:
- Når de skulle krydse Coloradofloden, brugte mojave-indianerne ikke kanoer, men stagede sig frem på tømmerflåder bygget af store bundter rørplanter.
- Mens de fleste indianerstammer havde mokkasiner af dyreskind på fødderne, bar mojaverne luftige sandaler eller gik barfodede omkring.
- Både mænd og kvinder holdt deres lange hår skinnende ved jævnligt at vaske det med shampoo fremstillet af bark.
Spillerne måtte ikke slå hinanden med staven, men ellers var næsten alt tilladt under indianernes lacrosse-kampe.
Syvårige drenge legede krig – MANDAN
Indianerne levede et hårdt liv og brugte de fleste af deres vågne timer på at skaffe mad. De fandt dog også tid til at lege.
Talrige stammer vest for Rocky Mountains spillede fx lacrosse – en mellemting mellem håndbold og hockey, hvor en særlig ketsjer blev brugt til at kaste bolden.
En række andre lege blev dyrket med samme passion af indianerne. I 1841 skrev maleren George Catlin, der rejste rundt på prærien og portrætterede stammerne: “Mandan-drengenes fingerede krig er en vigtig del af deres regelmæssige motion”.
I sommerperioden blev stammens drenge i alderen 7-15 vækket ved solopgang og samlet på sletten uden for lejren.
De blev delt i to grupper, og hver “hær” modtog herefter instruktion i kampteknik af en erfaren kriger, der efterfølgende førte sine tropper under “slaget”.
Drengene kæmpede nøgne og brugte legetøjsbuer med stumpe pile mod deres fjender. Ifølge Catlin løb alle legens deltagere endda rundt med en græs-toupé, så de kunne lade, som om de tog hinandens skalpe, når fjenden var besejret.
Majs gav indianerne forråd til vinteren. Majskernerne blev tørret, malet til mel og kogt til majsbrød.
Indianerne dyrkede jorden - IROKESER
Talrige indianske folk var bønder, der dyrkede jorden. Irokeser-stammer som mohawk, seneca og oneida kaldte majs, bønner og squash for “de tre søstre”, fordi afgrøderne kunne sås på samme mark.
Mens bønnestagerne snoede sig op ad de høje majsstængler for at få del i sollyset, trivedes squash i halvskyggen nede ved jorden.
Marker-ne skulle ikke luges for ukrudt, da “de tre søstre” tilsammen kvalte al anden vegetation.
Planterne delte sol og næring og tillod irokeserne at høste betydelig mere føde pr. hektar end eksempelvis bønderne i 1600-tallets Europa.
Længere vestpå udnyttede pueblo-indianerne, at enorme mængder smeltevand fra bjergene fik Coloradofloden til at gå over sine bredder hvert forår.
I det næringsrige slam, som oversvømmelserne efterlod, plantede puebloerne “de tre søstre”. Andre stammer dyrkede solsikke, tobak og chili.
Fløjtespil var vejen til en squaws hjerte – FOXSTAMMEN
Indiansk musikkultur var meget mere end buldrende trommer og sejrssange ved bålet. Hos fox-indianerne og flere andre stammer var fløjtespil en essentiel del af ethvert vellykket kurmageri.
Når en ung mand fik et godt øje til en kvinde i den giftemodne alder, viste han sine intentioner ved at spille for hende på en ne ni gwe i – kærlighedsfløjte.
Kvinden blev ikke kun ledsaget af ungersvendens fløjtespil om dagen, når hun fx var nede ved floden for at vaske tøj, men også om natten, hvor hendes længelsfulde bejler sad og spillede på behørig afstand af hendes forældres bolig.
Ifølge skikken skulle kvinden ignorere bejlerens tilnærmelser i dagevis. Men hvis hun en skønne dag vendte sig om og smilede til ham, var det et tegn på, at hun var interesseret.
Bejleren skulle derpå i gang med at overbevise hendes forældre om, at han ville udgøre et godt parti.
