Byer skød op i ørkenen - PUEBLO-INDIANERE
Spanske soldater spærrede øjnene op, da de i 1500-tallet trængte frem til ørkenerne i nutidens Texas og New Mexico. Langs Coloradofloden og Rio Grande så de byer med huse på op til seks etager.
På spansk kaldes landsbyer “pueblos”, og stammerne, der boede i byerne, fik derfor navnet pueblo-indianere. Hvad spanierne ikke vidste, var, at indianerne tilhørte forskellige stammer.
Såvel zunier som hopier og kewaer huggede deres boliger ud af porøs sandsten eller brugte en blanding af mudder og strå til at skabe deres byer.
Af frygt for fjendtlige angreb havde de huse, der udgjorde nederste etage, små vinduer og slet ingen døre. I stedet klatrede beboerne ned gennem et hul i taget ved hjælp af lange stiger.
Det flade tag på ét hus dannede gulvet i huset ovenover eller ovenboens terrasse, for etagebyggeriet var som regel anlagt som en kæmpemæssig trappe op ad en bjergside.
Kvinderne byggede husene, mens mændene stod for at skaffe de svære bjælker, der bar loftet. Bjælkernes ender ragede ud gennem væggene, så de kunne bruges til at tørre kød, frugt og grøntsager på.
Får blev hurtigt et hit – NAVAJO
Indianerne var begejstrede for de husdyr, som spanske kolonister havde med sig, da de i løbet af 1500- og 1600-tallet trængte ind i Nordamerika.
Hesten blev brugt som trækdyr under jagt og i krig, men enkelte stammer tog også får og geder til sig. Kendtest er navajoernes fåreavl.
Navajoerne var krigeriske jæger-samlere, indtil de blev fredeligere fåreavlere.
De nøjsomme dyr kunne overleve i ørkenen, hvor navajoerne holdt til, og leverede kød, mælk og uld til indianerne. Især sidstnævnte var en vigtig råvare for navajoerne, der vævede farvestrålende tæpper og tøj af ulden.
Jægere nedlagde byttet med pusterør – CHEROKEE
Selvom Nordamerikas mest udbredte jagtvåben var flitsbuen, nedlagde indianerne deres bytte med alt fra spyd og køller til snarer. Cherokee-stammens specialitet var pusterør, som blev brugt til at skyde dyr som kaniner, fugle og egern med.
De op til to meter lange rør blev fremstillet af bambus-lignende siv, der voksede naturligt i cherokee’ernes skove. Pilene var af hårdt træ og en halv meter lange. I enden havde de som regel en tot dunede tidselfrø, der fungerede som prop, når jægeren blæste i røret.
I luften fungerede tidselfrøenes dun som styrefjer. Pusterør var mange cherokee-drenges første våben, og jagten på smådyr fungerede som fortræning, inden de fik lov at deltage i storvildtjagt.
I modsætning til sydamerikanske indianere dyppede cherokee-stammen ikke deres pile i gift, men listede helt tæt på byttedyret. Jo længere pusterøret var, jo præcisere ramte pilen. En dygtig jæger kunne nedlægge bytte på 20 meters afstand.
Syvårige drenge legede krig – MANDAN
Indianerne levede et hårdt liv og brugte de fleste af deres vågne timer på at skaffe mad. De fandt dog også tid til at lege.
Talrige stammer vest for Rocky Mountains spillede fx lacrosse – en mellemting mellem håndbold og hockey, hvor en særlig ketsjer blev brugt til at kaste bolden.
En række andre lege blev dyrket med samme passion af indianerne. I 1841 skrev maleren George Catlin, der rejste rundt på prærien og portrætterede stammerne: “Mandan-drengenes fingerede krig er en vigtig del af deres regelmæssige motion”.
I sommerperioden blev stammens drenge i alderen 7-15 vækket ved solopgang og samlet på sletten uden for lejren.
De blev delt i to grupper, og hver “hær” modtog herefter instruktion i kampteknik af en erfaren kriger, der efterfølgende førte sine tropper under “slaget”.
Drengene kæmpede nøgne og brugte legetøjsbuer med stumpe pile mod deres fjender. Ifølge Catlin løb alle legens deltagere endda rundt med en græs-toupé, så de kunne lade, som om de tog hinandens skalpe, når fjenden var besejret.
Fløjtespil var vejen til en squaws hjerte – FOXSTAMMEN
Indiansk musikkultur var meget mere end buldrende trommer og sejrssange ved bålet. Hos fox-indianerne og flere andre stammer var fløjtespil en essentiel del af ethvert vellykket kurmageri.
Når en ung mand fik et godt øje til en kvinde i den giftemodne alder, viste han sine intentioner ved at spille for hende på en ne ni gwe i – kærlighedsfløjte.
Kvinden blev ikke kun ledsaget af ungersvendens fløjtespil om dagen, når hun fx var nede ved floden for at vaske tøj, men også om natten, hvor hendes længelsfulde bejler sad og spillede på behørig afstand af hendes forældres bolig.
Ifølge skikken skulle kvinden ignorere bejlerens tilnærmelser i dagevis. Men hvis hun en skønne dag vendte sig om og smilede til ham, var det et tegn på, at hun var interesseret.
Bejleren skulle derpå i gang med at overbevise hendes forældre om, at han ville udgøre et godt parti.