Indianerne erobrede først prærien da de fik heste

Snorene strækkes ud, men den unge sioux fortsætter. Først da kød og muskler flænses, og rebene falder slapt mod pælen sammen med et stykke muskel, tumler han mod jorden – uden en lyd.

Nu “ville han blive komplimenteret som en kriger af stort mod”, skrev en amerikansk officer, der overværede den blodige dans hos siouxerne på USA’s nordlige prærie.

Teltdansen var ikke den eneste selvvalgte tortur under soldansen.

Mænd blev trukket afsted efter heste eller fik hængt bisonkranier som vægtlodder fra blottede muskler i ryggen.

Ofte besvimede de af smerte undervejs, og det tog flere timer, før deres hud og muskler gav efter.

De, der udholdt den smertefulde dans med særlig stor ro, blev betragtet som fremtidige lederemner.

Anlæg for selvbeherskelse og modighed var vigtigt; præriestammernes mænd blev målt på deres evner som krigere.

Men soldansens smertehelvede var mere end blot et manddomsritual.

ansen skulle sikre harmoni imellem alle levende væsener, og gennem dansen kunne deltagerne takke ånderne og bede om beskyttelse eller hjælp til et sygt familiemedlem. De fik syner og drømme, som stammens ældre tydede og lærte af.

Ordet soldans dækkede da heller ikke kun mændenes pinefulde ritualer.

Det var betegnelsen for de møder, hvor titusinder af præriens folk hver forsommer samledes stammevis om fælles ritualer. Prærieindianerne bad, dansede og fastede, indtil de kom i kontakt med ånderne.

Gruppernes ledere lod langskaftede, hellige fredspiber gå på omgang, og alle, der sugede røgen ind, blev forbundet som brødre.

Det var også her, at unge par kunne forelske sig, og indianernes vigtigste ejendele – heste – kunne byttes.

Intet andet levende væsen fik så stor betydning for prærieindianerne som hesten, der i løbet af få år vendte op og ned på siouxfolkets, crees og mange andre indianerstammers liv.

Spanierne bragte hesten med sig

Det var hestene, der satte udviklingen af prærieindianernes krigeriske og nomadiske kultur i gang.

Da den spanske opdagelsesrejsende Hernán Cortés i 1519 gik i land i Mexico, havde han 10 hingste og seks hopper med sig. Før da fandtes der ikke en eneste hest i Amerika.

Flere spaniere kom til, og med dem tusindvis af arbejdsheste. Nogle slap fri, og i løbet af få årtier var de blevet til flokke af vilde prærieheste, der dundrede over vidderne – mustanger.

De første indianere, der lærte at ride, var puebloindianere, som arbejdede for spanierne i det nuværende New Mexico. Da indianerne gjorde oprør mod kolonisterne i 1680, var en del af deres krigsbytte flere tusind heste.

Mange af dyrene blev byttet med de stammer, der senere blev til prærieindianere. De vilde prærieheste red indianerne derimod sjældent på. De var for svære at fange og tæmme.

Før hestenes ankomst til kontinentet levede meget få stammer på prærien. De måtte bevæge sig til fods og holdt sig i udkanten af de enorme græssletter som fastboende jægere og landbrugere.

Skulle en landsby flytte, blev ulvelignende hunde brugt til transport, men hundene kunne kun trække ca. 30 kilo hver, så teltene var små, og hver familie måtte nøjes med få ejendele.

Hestenes evner som trækdyr ændrede fuldstændig mulighederne for at komme omkring på prærien. En af de første stammer, der på hesteryg begyndte at følge flokke af bisonokser rundt på sletterne, var comanche-indianerne.

For de stammer, som ikke selv havde heste, var synet forunderligt.

En indianer, der så en hest for første gang i 1730’erne, fortalte:

“Han (hesten, red.) fik os til at tænke på en hjort, som havde mistet sit gevir, og vi vidste ikke, hvad vi skulle kalde ham. Men da han var en mands slave ligesom hunden, fik han navnet ‘Den Store Hund’”.

Mange stammer så på hestene med ærefrygt. Krigere sang hyldestsange til deres bedste jagtheste og snittede træmodeller af dem, når de døde i kamp. Hestene var så vigtige, at kvinderne måt­te sove uden for tipien, hvis en fjendtlig stamme blev nær lejren. I stedet tøjrede krigeren sin bedste hest inde i teltet.

150.000 indianere indtog prærien

Omkring år 1800 havde 32 forskellige stammer indtaget prærien.

Blandt dem var apache, blackfoot, kiowa og cheyenne. Langtfra alle levede som nomader hele året.

Flere stammer dyrkede majs og boede i hytter om vinteren. Nogle fiskede. Men alle jagtede bisonokserne for deres kød og skind.

Prærieindianernes territorium strakte sig fra nutidens Texas i syd til Canada i nord og bredte sig fra Rocky Mountains i vest til Mississippifloden i øst.

I alt delte ca. 150.000 mennesker og 60 millioner bisonokser godt 2,5 millioner kvadratkilometer.

Indianerne var så dygtige ryttere, at de første europæiske pelshandlere og opdagelsesrejsende kaldte dem “hesteindianere”.

Senere, midt i 1800-tallet, da krigen mod den amerikanske hær var på sit højeste, gjorde de amerikanske soldater drab på indianernes heste til deres hovedmål.

En af de første synlige forbedringer af indianernes liv, som hestene medførte, angik størrelsen på indianerfamiliernes hjem.

Hvor præriefolkene tidligere havde boet i halvanden meter høje og trange hytter eller telte, udviklede de nu mobile tipier, der var mindst tre meter høje og rummeligere.

Familiernes ældste og syge, som ikke kunne gå, fik det også bedre.

Tidligere var de blevet efterladt, når en landsby blev nødt til at flytte – nu sad de på hestetrukne slæder sammen med de mindste børn.

Men den måske største forbedring var de mængder af mad og bisonhuder, indianerne fik adgang til. Jagt på de store bisonokser havde været farlig og besværlig til fods.

Nu kunne de dygtigste jægere nedlægge kæmperne fra hesteryg med buer og pile.
Den nyfundne rigdom lagde fundamentet til den krigerkultur, prærieindianerne blev kendt og frygtet for, for der var sjældent fred på prærien.

Stammernes mænd var konstant på jagt efter prestige, heste, territorium eller hævn, og de gik nådesløst til angreb på rivaliserende stammer.

Hvor succesfuldt et togt havde været, blev især beregnet ud fra antallet af erobrede heste, men mod og frækhed blev også belønnet.

En mand, som turde slå en bevæbnet fjende med de bare næver eller en lille, særlig kæp, vandt retten til at bære en ørnefjer i håret. Samme trofæ blev givet til krigere, der stjal en hest fra en fjendtlig lejr.

Krigerne var stolte af deres fjer, og enkelte særlig modige mænd samlede så mange, at de kunne lave en hel fjerkrone.

Skalpe, som indianerne skar af deres modstandere, fungerede som en form for medaljer og blev båret på tøjet eller spændt op på små trærammer, som blev placeret på en trefod foran ejerens tipi.

Også hestene blev pyntet med fjer, skalpe og perlebesatte remme.

Krigerne kæmpede med korte, robuste træbuer, som nemt kunne affyres fra hesteryg. Eneste ulempe var, at buerne skulle affyres på nært hold, før skuddene blev dødelige.

I enden af pilene sad der fjer, og under dem skar hver kriger sit mærke, så der aldrig var tvivl om, hvem der ejede pilen og det bytte, den ramte.

Geværer, øksehoveder af jern og andre europæiske våben fik indianerne fat i ved at sælge skind til franske pelshandlere – omend europæerne ikke var meget for at sælge skydevåben.

At smede lærte indianerne hurtigt selv.

Træningen af stammernes kommende krigere begyndte tidligt.

Allerede som toårige blev drenge bundet fast til de roligste heste, og blot tre år senere var de dygtige ryttere.

13 år gammel måtte en dreng følge med sin far eller onkel på det første plyndringstogt, og omkring 16-års­alderen var han fuldt oplært som kriger.

Mænd måtte gå i dametøj

Hvis en dreng ikke viste sig egnet til at blive jæger eller kriger, blev han betragtet som tredjekøn, et menneske med både en feminin og en maskulin sjæl.

Stammemedlemmer af tredjekøn fik en helt særlig plads i de små samfund. Både mænd og kvinder kunne være tredjekøn. De måtte gå i det modsatte køns tøj og gifte sig med den, de ville.

I nogle stammer havde de særlige arbejdsopgaver; de kunne fungere som sygeplejersker under kampe eller være stammens matchmaker, som førte giftemodne unge sammen.

Prærieindianerne mente også, at tredjekønspersoner havde en særlig stærk kontakt til den spirituelle verden, og derfor blev de ofte åndemanere.

Det tredje køn gav mænd og kvinder mulighed for at springe mellem kønsrollerne.

Mænd, som valgte at gå i kvindetøj, kunne alligevel drikke alkohol og sidde i svedehytte sammen med stammens mandfolk, og de kunne også blive ledere. Kvindelige tredjekøn kunne bevæge sig ind på mændenes domæne og gå på jagt.

Gråd var forbudt på prærien

For kvinder, der ikke var tredjekøn, bestod hverdagen i at passe hjemmet.

De lavede mad, reparerede tøj og telte og garvede bisonskind. Alt på de store dyr kunne bruges.

Huderne blev til teltduge, senerne til buestrenge, den ru tunge til hårbørster, og mavesækken til kogekar.

Og hvor mændene pralede af deres evner på slagmarken, viste kvinderne stolt deres bedste håndarbejder frem.

Skjorter og mokkasiner, som var særlig smukt dekorerede med dyremotiver eller pindsvinepigge i geometriske figurer og mønstre, blev beundret lige så meget som mændenes krigsbedrifter.

Kvinderne stod også for at pakke landsbyens tipier sammen, når en gruppe brød op for at følge efter en bisonflok.

På hvert nyt lejrsted rejste de hurtigt teltene igen, og ved mere faste lejrpladser plantede de også majs og bønner.

Præriekvinderne valgte selv, hvem de ville giftes med, og de behøvede bare at flytte tilbage til deres forældres tipi, hvis de ønskede skilsmisse.

Med sig tog de deres arbejdsredskaber, småbørn og heste. At blive gift flere gange var helt normalt og blev ofte anset for en fordel, fordi det knyttede bånd imellem flere familier.

Flerkoneri var også almindeligt, da de mange krige efterlod flere kvinder end mænd. For at sikre stammen overlevelse måtte alle kvinde føde børn.

De små måtte tidligt i livet lære at passe ind i fællesskabet. I cheyennestammen betød det, at selv helt spæde børn skulle lære ikke at græde.

Gråd kunne være farlig, fordi lyden afslørede lejrens placering. Derfor efterlod mødre deres grædende spædbørn på et øde sted, hvis de ikke kunne trøstes.

Når gråden stilnede af, hentede kvinden igen barnet. Børnene måtte på den hårde måde lære, at det ikke nyttede noget at græde.

Ånderne fandtes overalt

Fra det øjeblik præriens nyfødte missede mod en tipis røghul for første gang, blev de introduceret til deres stammes regler og traditioner. Indianerne mente, at alt havde en ånd – sten, torden, solen, nordenvinden.

Og igennem alt levende og dødt strømmede den store ånd, som siouxfolket kaldte wakan tanka.

Hver dag blev ånderne tilbedt med sang og bønner. Alle kunne søge hjælp ved at tilbyde et offer, fx et bisonskind eller ørnefjer kastet ud fra en skrænt, men ofte gik kontakten gennem medicinmanden.

Han var gruppens spirituelle vejleder, og indianerne troede på, at han havde overnaturlige kræfter – fx at kunne se ind i fremtiden eller skaffe godt vejr. Medicinmanden kunne også behandle sygdomme med urter.

Effekten var ofte god, fordi kendskabet til helbredende urter var forfinet gennem generationer.

At have spirituelle kræfter og ånder som hjælpere gav en prærieindianer høj status, og især unge mænd tog derfor ud på flere dage lange, ensomme togter, hvor de fastede, bad og ventede på ånderne.

I nogle stammer blev drenge først til mænd, når de havde været på sådan en flere dage lang spirituel søgen.

Den overnaturlige hjælp kom i form af en drøm eller en hallucination, hvor et såkaldt kraftdyr viste den søgende et symbol eller en genstand, der kunne hjælpe ham.

Tilbage i landsbyen malede han symbolet på sit skjold eller sin tipi. Han kunne også vælge at tage et nyt navn, som fortalte om det kraftdyr, han havde mødt.

Et møde med en ulv med særlig pels kunne fx medføre navnet “Plettet Ulv”.

Stammernes religiøse fortællinger og traditioner blev blandet sammen på græsstepperne, hvor indianergrupperne ikke kunne undgå at støde på hinanden, når hele landsbyer bevægede sig afsted.

For at kunne kommunikere havde indianerne udviklet et tegnsprogssystem, som alle stammer kunne forstå.

Det var sammensat af simple bevægelser, der nemt kunne tolkes. En hånd bevæget i bølger op og ned betød vandløb, mens en finger ført tværs over struben var tegnet for den krigeriske dakotastamme.

Tegnene kunne være nødvendige, selv når nabostammer mødtes, fordi sprog og dialekter var vidt forskellige.

Tegnsproget blev også brugt, når lyde ikke måtte forstyrre en jagt eller et bagholdsangreb.

Nybyggere varslede ulykke

Som tiden gik, fik præriens indianere nye og langt værre fjender på præriens store vidder end blot hinanden. I 1829 talte creek-indianernes leder, Speckled Snake, til sit folk.

Han var vred.

Andrew Jackson, USA’s syvende præsident, havde opfordret alle indianere på den sydlige prærie til at forlade deres land og i stedet flytte mod øst, til staten Mississippi.

Præsidenten havde tidligere lovet indianerne, at de ville få nyt land, hvis bare de flyttede lidt længere væk fra den jord, der oprindeligt havde været deres.

“Brødre, jeg har lyttet til mange store taler fra vores store far (præsidenten, red.). Men de begynder og ender allesammen med ‘Flyt lidt længere væk, I er for tæt på mig’”, klagede høvdingen.

Speckled Snake var træt af at flytte sig for den hvide mand, men i hans ord lå en større forudsigelse, end han selv var klar over, for indianerne kom til at flytte langt mere, end de havde forestillet sig.

Da Speckled Snake holdt sin tale, var den første række nybyggere allerede bumlet over græssletterne i deres prærievogne. Indianernes første møder med de blege fremmede var fredelige.

De byttede skind og mad for heste og våben.

Men efter den første lille bølge af tilflyttere fulgte mange flere.

I løbet af 20 år rykkede otte millioner nybyggere til Nordamerika, og med dem kom jernbaner, alkohol og sygdomsepidemier.

Især dræbte kopper, mæslinger og skarlagensfeber mange indianere.

Allerede da spanierne var kommet til Mexico, havde de sygdomme med sig, men 1800-tallets mange nybyggere fik dårligdommene til at brede sig med fornyet kraft. Hele landsbyer bukkede under.

Nybyggerne var fra begyndelsen på vagt over for indianerne, hvis kultur de ikke forstod. De anså præriens folk for uciviliserede og sammenlignede dem ofte med dyr.

For at sikre nybyggernes rejse over sletterne opførte regeringen militære poster, mens særlige repræsentanter skulle sørge for kommunikation imellem indianere og regeringens Kontor for Indianske Anliggender.

Præriens mange nye indbyggere forstyrrede bisonflokkene. Dyrene kunne ikke længere bruge deres vante vandringsruter og måtte finde alternative veje.

Også præriens antiloper og hjorte blev skræmt væk eller skudt. Det tvang indianerne til at følge dyrene til nye områder.

Men lige meget hvor de bevægede sig hen, blev de nærmest øjeblikkeligt forfulgt af soldater og utrygge nybyggere.

Endnu mere skæbnesvangert for indianerne begyndte pelsjægere at nedlægge bisoner i hundredtusindvis.

Skindet kunne bruges, men kødet blev, hvor dyret var faldet. Rådnende kadavere lå overalt som sorte pletter på prærien.

På papiret fastholdt USA’s regering fra begyndelsen, at indianerne havde ret til både land og selvstændighed.

I 1790 havde amerikanernes første præsident George Washington understreget sin holdning indianerspørgsmålet:

“USA's regering er fast besluttet på, at administrere indianernes forhold ud fra principper, der udelukkende bygger på retfærdighed og medmenneskelighed”.

Virkeligheden viste sig snart at være en ganske anden.

USA's befolkning voksede eksplosivt, og det satte regeringen under pres. Stammerne på prærien erfarede hurtigt, at der var forskel på, hvad “den store fader” sagde, og hvad han gjorde.

I 1830 vedtog Kongressen en ny lov om tvangsflytning af indianerne, og i 1871 erklærede den, at USA ikke længere kunne anerkende stammerne som selvstændige folkeslag.

Indianere blev snydt for land

Mange nybyggere slog sig ned som landmænd på prærien, som de mente at have lige så meget ret til som indianerne.

Fra 1860’erne til 1890’erne tilbød regeringen dem endda gratis jord – selvom den formelt tilhørte indianerne.

Igennem en række traktater havde den amerikanske regering anerkendt, at stammerne hver især ejede et stykke af landet. Indianerne forstod imidlertid slet ikke, at man kunne eje, købe og sælge jord.

Mange stammer endte med at sælge deres land til staten uden at vide, hvad de skrev under på. Nogle troede, de gav tilladelse til, at nybyggerne måtte fiske og lade deres dyr græsse på indianernes territorium.

Men når jorden var købt, blev stammerne tvangsflyttet til andre områder eller reservater.

De blev drevet længere og længere mod vest til den mindst frugtbare del af prærien og begyndte at angribe både hinanden og nybyggerne i en desperat jagt på noget at leve af.

Angreb trods hvidt flag

Cheyennelederen Black Kettle nærede endnu et lille håb om fred, da han blev vækket af skrig uden for sin tipi om morgenen den 29. november 1864.

Halvt påklædte mænd løb omkring efter deres våben og heste, mens børn og kvinder græd og råbte. 700 soldater ladede deres geværer for endnu en gang at skyde mod landsbyen.

Midt i larmen og kaosset forsøgte Black Kettle at berolige sit folk.

“Soldaterne gør os ikke noget!” råbte han og sendte det amerikanske flag til tops på sin tipi sammen med et hvidt.

Men lige lidt hjalp det. Kavaleriet affyrede igen deres rifler fra begge sider af lejren. 150 stammemedlemmer blev ramt. Mænd, kvinder og børn lå i en blodpøl – døde eller sårede.

Skyderiet fortsatte dagen igennem, og da natten faldt på, blev ligene skalperet og skamferet af militæret.

For Black Kettle var angrebet uforståeligt. Han havde selv opsøgt den amerikanske delstat Colorados guvernør i håb om fred, og cheyennestammen var flyttet, præcis som den havde fået besked på.

Som en af de få overlevende fra massakren kunne Black Kettle fortælle historien videre.

Vreden over nedskydningen på Sand Creek rejste sig blandt andre præriestammer, som i endnu højere grad end før gik til angreb på de hvide.

Blodige konfrontationer fandt sted overalt på prærien. Amerika var splittet imellem fortalere for fred og dem, der ville slås – både hos amerikanere og indianere.

Messias skulle fjerne de hvide

I Colorado besluttede nybyggere på et massemøde at betale 25 dollars pr. indianerskalp – med ører – mens politikere i Washington kæmpede for at få urolighederne til at lægge sig, fordi landet ikke havde råd til flere krige.

Den amerikanske regering ville helst gøre prærieindianerne til gode kristne bønder. Men krigerne ville ikke være landmænd – de elskede det frie liv på prærien. Sult, sygdom og magtesløshed plagede dem.

En koppeepidemi havde på bare to år dræbt halvdelen af indianerne, og de var ved at sulte ihjel på den stadig mere bisonløse prærie.

Langt størstedelen havde modløst overgivet sig til livet i de reservater, hvor den amerikanske regering havde travlt med at placere de engang så uregerlige krigere.

I den desperate situation søgte stammerne håb og hjælp i deres religion. Særlig populær blev den såkaldte Ghost Dance-bevægelse.

Dens budskab var, at åndedansen ville få afdøde krigere til at komme deres levende brødre til undsætning. Sammen ville de tilintetgøre de hvide og give indianerne prærien og bisonokserne tilbage.

Nat efter nat dansede indianerne en cirkeldans, der skulle få jorden til at ryste og den hvide mand til at forsvinde.

Men den religiøse dans kom ikke til at virke efter hensigten – tværtimod indvarslede den enden på prærieindianernes epoke.

Soldater begik massedrab

Præcis hvad der satte Wounded Knee-massakren i gang, er endnu i dag uklart.

Men faktum er, at amerikanske soldater den 29. december 1890 ved Wounded Knee i South Dakota dræbte op mod 300 hovedsageligt ubevæbnede lakota-indianere – der var tilhængere af Ghost Dance-bevægelsen.

Gruppen af indianere var brudt op fra deres reservat, efter at reservatets politi havde dræbt høvdingen Sitting Bull under en anholdelse.

Nu ville gruppen pakke deres lejr sammen og overgive sig til de soldater fra hærens 7. kavaleriregiment, som fulgte efter dem.

Selvom indianerne samarbejdede, insisterede oberst James Forsyth på, at alle våben skulle indsamles. Knive, økser, skydevåben og selv kvindernes nåle af pindsvinepigge blev konfiskeret.

Anspændtheden tog til, i takt med at soldaterne famlede sig frem gennem tipierne, hen over kvinders og mænds kroppe. Det fortælles, at en kriger rakte sit våben op i luften.

Det satte kampen i gang. Soldaterne skød mod de afvæbnede indianere. Kvinder og børn forsøgte at flygte, men alle – heste, hunde og mennesker – blev ramt af hærens kugleregn.

De, der ikke døde på stedet, omkom senere af sår eller kulde.

Massakren var det sidste store blodbad mellem Nordamerikas oprindelige folk og de nytilkomne.

Præriens indianere og deres frie livsstil var knækket for altid.