For nylig har et forskerhold offentliggjort fundet af en intakt stenbeholder fra Titicaca-søen i Sydamerika.
Efter al sandsynlighed blev den sænket i søen af inkaer som en offergave – en praksis, som er kendt fra spanske optegnelser fra 1500-tallet, der beskriver, hvordan inkaerne forsøgte at sikre sig gudernes velvilje.
Inde i beholderen, der var forseglet med en prop af sten, fandt forskerne to små genstande:
En 2,8 cm høj lama-figur formet af en muslingeskal og et miniature-guldarmbånd på 2,5 cm, der minder om dem, som medlemmer af inkaernes overklasse gik med.
Børn og dyr blev ofret til guderne
Lignende ofringer kendes fra andre steder i Inkariget. Arkæologerne mener, at gaverne blev givet til guderne som tak, når tilværelsen gik godt.
Forskerne påpeger, at beholderen fra Titicaca oprindeligt også kan have haft et mere makabert indhold: Blodet fra ofrede småbørn.
Formodningen bygger på en beretning fra augustinermunken Alonso Ramos Gavilán, der levede i 1600-tallet: “Blodet fra børn og dyr blev placeret i stenbeholderne og sænket ned i vandet fra rafter ved hjælp af reb”.
Arkæologerne anser det for sandsynligt, at der kan have været blod i den fundne beholder, og de regner med, at “fremtidige analyser af restindholdet (i beholderen, red.) vil kunne bekræfte antagelsen”, hedder det i deres rapport om fundet.