Pocahontas ofrede alt for fred med de hvide

Mandens tøj er dækket af snavs og mudder, og hans påklædning er markant anderledes end det hjorteskindstøj, som indianerne selv går klædt i.

Fangen er en engelsk soldat ved navn John Smith. Blandt de mange tilskuere, som nysgerrigt studerer den fremmede, er Pocahontas – høvding Powhatans 11-årige datter. Endnu ved hun det ikke, men den hvide mands ankomst er et forvarsel om en katastrofe, der venter hendes folk.

Engelsk teknologi vakte interesse

Pocahontas havde – ligesom sine stammefæller – kun set hvide mennesker på afstand. Gennem flere år observerede de, hvordan europæere foretog ekspeditioner ind i Chesapeake Bay – den bugt ved Atlanterhavet, som via en flod var forbundet med Werowocomoco. Når storme drev de store skibe ind til kysten, søgte de fremmede gerne ind i Powhatans rige for at finde mad og bytte varer.

Men John Smith var ikke på gennemrejse. Han tilhørte den gruppe på 104 mænd, der i foråret 1607 var ankommet til den nye verden ombord på tre skibe udsendt af Virginia Company – et handelsselskab, som med den engelske konges velsignelse havde til formål at anlægge en koloni i Nordamerika.

Den 13. maj slog kolonisterne sig ned i Powhatans rige på en halvø i floden, som i dag hedder York River. Her byggede de et fort, der blev døbt Jamestown efter englændernes konge – Jakob 1. Stuart.

Indianerne bemærkede straks, at englænderne ejede ting, som de ikke selv kunne lave: De hvide mænd havde store skibe, værktøj og våben af metal samt kompasser, der hjalp dem med at finde vej, når de færdedes i skoven eller på havet. Da en kriger en dag affyrede en pil mod en englænder, erfarede han, at de nytilkomne på kroppen bar plader af metal, som gjorde pilene virkningsløse.

Powhatans undersåtter gav deres observationer videre til høvdingen. Da efterår blev til vinter i 1607 indså Powhatan, at de englændere, som nu havde gjort et stykke af hans land til deres, var stærkere end nogen anden fjende, han før havde været oppe imod. Høvdingen måtte vide mere om de nytilkomne. Han bad derfor sine folk kidnappe en af kolonisternes førende mænd. Kort tid efter blev John Smith ført ind i Werowocomoco.

Familiebånd holdt styr på stammerne

Soldaten Smith blev straks stillet over for den store høvding, som modtog ham hvilende på et podium – dækket af pelsværk med påsyede vaskebjørnehaler. Til stede var også høvdingens datter, Pocahontas. John Smith skrev senere, at hun var “det barn, som høvdingen satte højest”.

Høvding Powhatan herskede over omkring 30 stammer og holdt styr på sit voksende rige ved at gifte sig med en fornem lokal kvinde, hver gang han underlagde sig en ny stamme. De børn, som kom ud af ægteskabet, sendte han hjem til morens stamme. Herfra skulle de pleje familieforbindelserne og derved sikre fred og fordragelighed under hans overherredømme.

Pocahontas’ mor var imidlertid en ganske almindelig kvinde fra powhatan-stammen, så datteren var forblevet i sit hjem i Werowocomoco. Her voksede hun op med huslige pligter, men nu udfyldte hun – hvilket Smith snart erfarede – en særlig rolle som sin fars rådgiver.

Smith gengav siden historien om sit møde med Pocahontas på drabeligste vis: Høvdingen havde beordret ham til at lægge hovedet på en sten, hvorefter en kriger hævede en stor kølle over hans hoved. Kun en snarrådig indsats fra Pocahontas, der lagde sit hoved oven på hans, reddede ham fra den visse død, hævdede Smith i en af de mange bøger, han skrev om sine oplevelser i Amerika.

Nutidige historikere afviser, at Smith skulle henrettes. Snarere gennemgik han en form for indvielsesritual, som skulle indlemme ham i stammen ved at gøre ham til høvdingens adoptivsøn. Ritualet var kendt af powhatan-stammen og havde til formål at gøre Smith til en werowance – en underhøvding, der styrede sin egen stamme under Powhatans overherredømme.

Pocahontas indgik som høvdingens betroede datter i ceremonien, som Powhatan da også fulgte op ved at tilbyde Smith og kolonisterne et stykke land. Jorden kunne blive deres på én betingelse, lovede høvdingen: Englænderne skulle ligesom de andre stammer i hans rige betale tribut til ham.

John Smith fik lov til at gå

Smith svarede henholdende. Englænderne havde jo til hensigt at gøre det modsatte – at underlægge sig indianerne – men den plan var udsat på ubestemt tid. Kolonien var nemlig i store vanskeligheder.

Den sumpede jord omkring Jamestown var usund, og sygdomme florerede. Tilmed forstod englænderne ikke at dyrke jorden, så de manglede basale fødevarer – først og fremmest korn. Siden ankomsten var 60 af de oprindeligt 104 kolonister døde af sult og sygdom. Set i det lys havde kolonisterne mindst lige så meget brug for indianernes velvilje som omvendt.

Parterne indgik ingen konkret aftale, men Smith fik lov til at gå. I den følgende tid udvekslede indianerne og englænderne gaver, men det spæde venskabelige forhold gik snart skævt.

Da et skib ankom med forsyninger fra England, genvandt kolonisterne deres mod: De begyndte demonstrativt at holde skydeøvelser ude foran deres fort. Som modsvar udførte indianerne plyndringstogter, hvor de stjal europæernes våben.

Pocahontas skulle løse krise

For at stoppe tyverierne tog englænderne i maj 1608 en gruppe indianere som gidsler. Powhatans krigere gjorde gengæld ved at fange to englændere. Indianerne slap mændene fri næste dag, mens englænderne holdt fast på deres gidsler. En krig syntes uundgåelig.

I den tilspidsede situation så Powhatan kun én udvej – at sende Pocahontas til englænderne. Høvdingedatteren kom til Jamestown på konfliktens tredjedag. Den unge pige var ledsaget af én af sin fars rådgivere, men det stod klart, at det var hende, som førte ordet. Og hun gjorde det på en måde, der indgød respekt blandt englænderne.

“Hun overgik alle andre i sit folk, ikke kun hvad angik udseende, udtryk og figur, men også når det gjaldt intelligens og ånd. Hendes lige findes ikke i hele hendes folk”, berettede den tydeligt imponerede John Smith i en rapport hjem til England. Og få timer efter blev gidslerne sat fri.

“Om eftermiddagen eskorterede vi dem, som vi plejede, til kirken. Efter bønnen gav vi dem til Pocahontas, kongens datter, i anerkendelse af den venlighed, som hendes far viste ved at sende hende her”, skrev Smith.

Høvdingedatter skabte fred

Pocahontas’ succes som ambassadør fik høvding Powhatan til at sende hende tilbage til Jamestown gentagne gange i de følgende måneder. Med sig havde hun korn og andre gaver, og under besøgene morede den unge høvdingedatter sig sammen med fortets børn.

“Hun tog drengene med ned til markedspladsen, hvor hun lærte dem at slå vejrmøller. Halvnøgen, som hun var, slog hun vejrmøller gennem hele fortet”, berettede kolonisten William Strachey.

Alvorligere sager var dog også på dagsordenen. For bedre at kunne forhandle på sin fars vegne tog Pocahontas imod kolonisternes tilbud om undervisning i engelsk. Hun lærte dem også sit eget sprog. John Smith noterede nyttige sætninger som “Mowchick woyawgh tawgh noerach kaquere mecher” – “Jeg er meget sulten. Hvad kan jeg få at spise?”.

Sandsynligvis lærte englænderne, at Pocahontas’ navn betyder “den skælmske”. Navnet havde hun fået kort forinden. Når en person nåede 10-årsalderen, mente powhatan-stammen, at vedkommendes identitet var færdigudviklet. På dette tidspunkt blev barnenavnet – i Pocahontas’ tilfælde Amonute – afløst af et voksennavn.

Europæerne myrdede små børn

Pocahontas løste sin diplomatiske opgave, men freden var skrøbelig. Da englændernes høst svigtede i 1608, og kornleverancer fra indianerne udeblev, tvang kolonisterne flere af Powhatans undersåtter til at udlevere deres sparsomme forråd.

“Folk skilte sig af med den smule, de havde, mens de klagede sig, og tårerne stod i øjnene på kvinder og børn”, skrev en kolonist.

De hjerteskærende scener forhindrede ikke englænderne i gentagne gange at trække våbnene for at få, hvad de ville have.

I de følgende år blev sammenstødene kun værre. Indianerne overfaldt og dræbte englænderne for at tage deres våben. Englænderne svarede igen ved at brænde indianerlandsbyer ned.

I et særlig barsk tilfælde – i august 1610 – overfaldt kolonister en by, satte ild til husene og dræbte en stor del af mændene. Samtidig tog de den lokale werowance og hans familie til fange. Under et efterfølgende krigsråd afgjorde englænderne børnenes skæbne.

“Vi blev enige om at slå børnene ihjel. Det skete ved, at vi smed dem over bord og skød deres hjerner ud, mens de lå i vandet”, berettede kolonisten George Percy.

Indianerne ydede modstand

Overfaldet i august 1610 var så voldsomt, at de overlevende indbyggere – af frygt for englænderne – spredte sig for alle vinde for at gemme sig hos familie og venner.

Episoden viste høvding Powhatan, at englænderne var særdeles svære at holde i skak. Hver gang han troede, at de hvides bosættelser var inddæmmet, kom der nye kolonister fra England – og så begyndte konflikterne forfra. Snart havde englænderne bygget befæstede forter flere steder i Powhatans rige.

Men indianerne var ikke forsvarsløse. Med hurtige angreb i små grupper kunne de overfalde englænderne og stjæle deres våben. Desuden kunne de nærmest fra den ene dag til den anden flytte ind i landet, så englænderne hverken kunne finde dem eller deres livsvigtige lagre af korn – et trumfkort, høvding Powhatan hyppigt gjorde brug af.

Virginia Company besluttede, at den genstridige høvding måtte knægtes. Planen var at ramme ham dér, hvor det gjorde mest ondt: Pocahontas skulle kidnappes.

Kaptajn bortførte Pocahontas

Lejligheden bød sig i foråret 1613. På det tidspunkt fik Samuel Argall, kaptajn på den engelske fregat Treasurer, nys om, at Pocahontas var på besøg hos patawomeck-stammen tæt ved kysten. Argall besluttede med det samme at slå til.

Pocahontas var på dette tidspunkt omkring 17 år gammel.

Høvdingedatteren arbejdede fortsat i sin fars tjeneste og var travlt optaget af at indsamle tribut, da Argall lagde til ved patawomeck-landsbyen, hvor hun befandt sig.

Sammen med den lokale werowances hustru blev Pocahontas inviteret ombord på skibet til en rundvisning, men da hun ville gå fra borde, tilbageholdt Argall hende. Kort efter lettede skibet anker og satte kurs mod Jamestown.

Præst underviste i Biblen

Englænderne gjorde det klart for høvding Powhatan, at han for at få sin datter tilbage skulle sende rigelige mængder af korn samt sætte alle engelske fanger fri og levere de stjålne våben tilbage.

Mens englænderne ventede, indlogerede de Pocahontas i Jamestown. Her var intet, som høvdingedatteren huskede fra sine tidligere besøg. Alle, hun kendte, var enten døde eller rejst. Det gjaldt også John Smith. Pocahontas fik at vide, at han var død af sine kvæstelser efter en ulykke.

Dagene gik med bibelstudier vejledt af fortets præst. Pocahontas havde god tid til læsningen, for der gik tre måneder, før Powhatan frigav syv kolonister og leverede nogle musketter tilbage – de virkede ikke længere.

Guvernøren i Jamestown meddelte fornærmet, at det ikke var nok. Pocahotans skulle blive.

Menuen bød på sær mad

Kort efter sejlede kolonisterne høvdingedatteren til Henricus, en bebyggelse opkaldt efter den engelske prins Henrik, som lå knap 90 km fra Jamestown. I Henricus boede egentlige familier i modsætning til Jamestown, der kun var beboet af hvide mænd og indianske kvinder.

Pocahontas blev indlogeret hos præsten Alexander Whitaker, der gjorde sit bedste for at give hende europæisk dannelse. Det bløde skindtøj, som Pocahontas hele sit liv havde båret, var nu strengt forbudt. I stedet blev hun tvunget til at gå i engelske klæder fremstillet af stift lærred.

Til middag fik hun mad, som hun aldrig før var stødt på – bl.a. sære grøntsager som som blomkål, ærter og løg.

Snart blev Pocahontas også ført ind i selskabslivet. Under sammenkomster lærte hun at konversere og omgås englændere. Ved et af selskaberne mødte hun enkemanden John Rolfe, som tydeligt gjorde kur til hende.

Imens ventede Pocahontas på svar fra sin far. Men da det igen blev forår, og Powhatan hverken havde leveret korn eller våben, gav guvernøren ordre til at føre krig mod indianerne.

Kolonisterne brændte indianerby

150 mand gik ombord på skibet Treasurer og sejlede ud for at finde og nedkæmpe Powhatan. Med ombord var Pocahontas – hendes tilstedeværelse skulle lægge et yderligere pres på høvdingen.

Mens høvdingedatteren måtte se på, plyndrede englænderne en landsby, brændte 40 hytter ned og dræbte fem-seks mand. Derefter besluttede englænderne at opsøge Powhatan for at forhandle.

Mændene fandt dog ikke høvdingen – han havde forskanset sig længere inde i landet. Men hans stedfortræder lovede dem, at indianerne inden for 15 dage ville levere både våben og korn til Jamestown. Hvad angik Pocahontas, kunne hun blive.

Pocahontas opfattede svaret som en ordre. Ligesom sine søskende, som blev sendt ud til erobrede stammer for at sikre fred, skulle hun nu være sin fars ambassadør blandt indianernes fjender. Den unge kvinde takkede derefter ja til John Rolfes frieri.

Ægteparret dyrkede tobak

Brylluppet stod den 5. april 1614. To af Pocahontas’ brødre repræsenterede hendes far ved højtideligheden, der skulle besegle alliancen. Forinden var Pocahontas konverteret til kristendommen. Hun fik også et nyt navn, Rebecca, som passede bedre til en kristen kvinde.

Det nygifte par bosatte sig nær Jamestown, hvor de dyrkede tobak – en efterspurgt vare hjemme i England. Rolfes tobak blev snart kendt for at være særlig fin – resultatet af en forædling, han kunne takke Pocahontas for.

Høvdingedatteren lærte ham nemlig, at han kunne forbedre tobakkens aroma ved at hænge hvert enkelt blad på et stativ – i stedet for lægge den nyhøstede tobak i en bunke dækket af tørret græs, som englænderne hidtil havde gjort.

Parret trivedes, og i januar 1615 blev de forældre til en dreng, som de gav navnet Thomas.

Hustruen drog på spiontogt

I april 1616 blev der imidlertid igen brug for Pocahontas’ diplomatiske evner, for kolonisterne var kommet i vanskeligheder. De velhavende englændere, der finansierede koloniens drift, havde lukket for pengestrømmen efter at have læst om de voldsomme sammenstød med indianerne.

Kolonisterne skulle vende stemningen og udarbejdede en plan for at få et bedre ry: Pocahontas skulle vises frem i London. På den måde kunne alle i England med egne øjne se, at de blodtørstige vilde kunne tæmmes.

Samtidig havde Pocahontas sin egen dagsorden. Hendes ægteskab havde sikret freden i Powhatans rige. Begge sider følte sig så trygge ved hinanden, at englænderne indvilgede i at oplære indianerne i den korrekte håndtering af skydevåben. Det var den fred, hun ville sikre.

Høvding Powhatan havde desuden brug for at kende forholdene i England, så han bedre kunne forudse, hvad fremtiden ville bringe. Han sendte derfor en 11 mand stor delegation bestående af rådgivere og hoffolk. De skulle, anført af Pocahontas, være hans øjne og ører under rejsen til England.

Europæisk turné var en succes

Skibet anløb England den 12. juni 1616. Under sit besøg fik Pocahontas fremvist alt det fineste, England kunne tilbyde, og familien blev først indlogeret på et fornemt hotel, senere i et herskabeligt hus lidt uden for London – alt sammen på Virginia Companys regning.

Pocahontas, nu omtalt som lady Rebecca, blev udstyret med klæder, der passede sig for en dame i overklassen. Tøjet fik hun god brug for, for ægteparret Rolfe blev inviteret til den ene banket efter den anden.

Et højdepunkt var et besøg på slottet, hvor kongen havde inviteret til maskebal. Pocahontas og John Rolfe nød æren af at sidde tæt på majestæten.

Under opholdet i England mødte hun også – til sin store overraskelse – en spillevende John Smith, der havde overlevet sine kvæstelser. Mødet mellem de to var meget følelsesladet, og Pocahontas viste sin hengivenhed for Smith ved at omtale ham som “far”.

Høvdingedatteren vakte begejstring overalt, hvor hun viste sig.

“Ikke alene formåede hun at tilpasse sig livet i den civiliserede verden, hun førte sig stadig som den kongedatter, hun var. Som følge deraf var hun højt respekteret, ikke bare af Kompagniets folk, men af andre personer af rang og stand, som var optaget af gennem hende at udbrede kristendommen”, skrev præsten Samuel Purchas.

Døden lurede på hjemturen

Efter det succesrige ophold gjorde Pocahontas og John Rolfe sig i marts 1617 klar til at vende hjem til kolonien. Men Pocahontas nåede aldrig frem. Hun og de øvrige indianere havde under opholdet lidt af infektioner, der var en følge af mødet med de fremmede sygdomme. Ved hjemrejsen var Pocahontas derfor meget syg. Hun havde det så skidt, at skibet måtte lægge til kaj ved byen Gravesend, endnu inden det havde forladt Themsen.

Pocahontas blev båret ind på en kro. Her døde hun kort tid efter, formentlig af en lungeinfektion. John Rolfe lod hende begrave ved byens kirke. Dybt sørgende drog enkemanden til Amerika for at fortælle høvding Powhatan, at han havde mistet sin datter.

Intet skulle mere blive det samme for powhatan-stammen. Besøget i England havde med al ønskelig tydelighed vist, at kolonisterne havde nærmest uendelige ressourcer til rådighed, og kolonien i Jamestown var blot begyndelsen på den europæiske kolonisering af Nordamerika.

Indtrykket blev bekræftet, da englænderne i de følgende år gang på gang overskred indianernes territorium – med blodsudgydelser til følge. Under et særlig voldsomt overfald den 22. marts 1622 slog indianere op mod 400 englændere ihjel. Efterfølgende decimerede englænderne Powhatans stamme, og den fred, som Pocahontas havde kæmpet hele sit liv for at bevare, var endegyldigt ødelagt.