De røde millionærer

Rige indianere blev myrdet en efter en

I 1920’erne udspillede der sig et virkeligt mordmysterium i staten Oklahoma. Alle de myrdede var såkaldte røde millionærer – altså indfødte amerikanere fra indianerstammen osage, der ejede talrige oliefelter. Langt om længe løste FBI mordgåden.

I 1920’erne udspillede der sig et virkeligt mordmysterium i staten Oklahoma. Alle de myrdede var såkaldte røde millionærer – altså indfødte amerikanere fra indianerstammen osage, der ejede talrige oliefelter. Langt om længe løste FBI mordgåden.

Library of Congress

Gribbene kredser ildevarslende på himlen, da Mollie Burkhart og hendes søster Rita Smith nærmer sig flodbredden. Her ligger et råddent lig med et skudhul i nakken.

Deres storesøster har været forsvundet i en uge, og de to kvinder fra osage-stammen er blevet hidkaldt af sheriffen for at identificere liget, der lige er blevet opdaget.

Stanken river i næseborene, da Mollie læner sig forover og kigger på den afdøde. Ansigtet er uigenkendeligt, men en indiansk poncho dækker kroppen. Hendes søsters poncho.

Med en gren åbner Ritas ægtemand, Bill, ligets mund. Sollys får guldplomberne i ligets mund til at skinne.

“Jo, det er Anna”, konstaterer Bill.

De to søstre må støtte sig til deres mænd, Bill Smith og Ernest Burkhart, da de forlader flodbredden.

Kalenderen viser den 28. maj 1921, og klapjagten på osage-indianere er lige begyndt. Mordet på Anna bliver blot det første af mange i stammens reservat i Oklahoma.

Osage-indianerne er i begyndelsen af 1900-tallet verdens rigeste befolkningsgruppe – takket være olien under deres land. Men rigdom kan være farlig.

Mollie Burkhart portræt

Mollie Burkhart mistede hele sin nærmeste familie – en efter en. Hun var nær også selv blevet dræbt.

© Bettmann/Getty Images

Flere lig dukker op

Osage-indianerne blev rige ved et tilfælde.

Oprindeligt boede stammen langs Missourifloden i Kansas, men i løbet af 1870’erne fordrev USA’s kavaleri dem til et stenet reservat i nabostaten Oklahoma.

Ved et ufatteligt held sørgede naturen for at rette en smule op på uretfærdigheden ved at lade enorme mængder olie sprøjte op af jorden under deres reservat. Fra det ene øjeblik til det andet var indianerstammen stenrig.

Da Anna Brown blev myrdet, arbejdede oliepumperne i døgndrift i osage-indianernes land, og takket være det sorte guld var stammens godt 2.000 registrerede medlemmer rige.

Pengene fra olieudvindingen blev fordelt ligeligt mellem alle, der havde osage-blod i årerne. Imens så Oklahomas hvide tilflyttere misundeligt til.

Nogle tjente godt på at sælge luksusvarer til de indfødte amerikanere, andre forsøgte at få del i deres rigdom gennem kriminalitet.

Osage kort

Osage-stammen blev tvangsflyttet til det område, som er markeret med rødt på kortet.

© Shutterstock

Stenet jord var en formue værd

Osage-folket blev tvangsforflyttet til et område, som viste sig at rumme nogle af USA’s rigeste depoter af olie og gas.

Oprindeligt var osage-stammen prærieindianere, der levede i områderne nær den sydlige del af Missourifloden.

Men ad flere omgange fordrev hvide dem fra forfædrenes hjemland, og til sidst blev osage-folket tvangsforflyttet til det ugæstfrie nordøstlige Oklahoma i 1871.

Den stenede jord i det nye reservat gemte dog på en overraskelse.

I 1896 skød olien op af undergrunden, og stammens nye land viste sig at rumme nogle af USA’s rigeste depoter af olie og gas.

Da indianerne havde været så forudseende at få indskrevet i territorieaftalen med regeringen, at “olie, gas, kul eller andre mineraler i jorden… reserveres til osage-stammen”, betød det, at rigdommene i jorden ikke kunne tages fra dem.

Udvindingen gav i begyndelsen af 1920’erne indianerne en årlig indtægt på 30 millioner dollars, som blev fordelt i lige store andele mellem stammens ca. 2.200 medlemmer.

Det betød, at hver person fik 1,2 millioner nutidskroner hvert år, hvilket gjorde dem til klodens rigeste befolkningsgruppe pr. indbygger.

Blandt de velhavende indianere var Mollie, Rita og deres mor, Lizzie Q. Kyle, der nu også arvede Annas del af olieindtægterne.

Men de mange penge betød ingenting for familien, der var i dyb sorg til Annas begravelse. Tårerne trillede ned ad kinderne på de tre kvinder, da kisten blev båret ud af kirken af ægtemændene Ernest og Bill, som var to af de mange hvide mænd i området, der havde ægtet indfødte amerikanere.

Også Ernests onkel, William Hale, som var en nær ven af familien, var blandt kistebærerne.

Mollies sorg blev på ingen måde lindret, da hun nogle uger senere fandt ud af, at de lokale myndigheder ikke havde i sinde at gå videre med opklaringen af mordet. Sporene endte tilsyneladende blindt.

Selvom en indiansk mand også var fundet myrdet samme dag som Anna, blev de to dødsfald hurtigt registreret som begået “af ukendte parter”.

Tragedien blev endnu værre for Mollie, da hendes mor døde to måneder senere efter en tid med eskalerende sygdom.

Mollies svoger, Bill, undrede sig over de mærkelige dødsfald og var sikker på, at Lizzie var blevet forgiftet.

Sort/hvid billede af Osage millionær

De hvide var dybt misundelige på indianernes ekstravagante livsstil.

© Historical/Getty Images

Oliepenge blev brugt på palæer, tøj og biler

Osage-indianerne blev verdens rigeste befolkningsgruppe, fordi jorden under deres reservat rummede store mængder olie. Men nogle hvide var meget misundelige og ville have del i pengene.

Osage-stammens oliepenge blev brugt på at opføre mondæne palæer, hvor mexicanere eller afroamerikanere var ansat som tjenestefolk.

De oprindelige amerikanere kørte også rundt i dyre biler med privatchauffører bag rattet på de asfalterede veje i osage-hovedstaden, Pawhuska, som var fyldt med restauranter, operahuse og polobaner.

Ifølge en skribent spankulerede osage-kvinder rundt med smykker og fransk modetøj, som “havde smukke parisiske damer uforvarende forvildet sig ind i den lille reservatby”.

Selvom osage-indianerne levede fedt af deres olieandele, var der også begrænsninger for mange af dem.

Den amerikanske regering havde nemlig forlangt, at det såkaldte Bureau of Indian Affairs skulle udpege de indbyggere, som var “inkompetente” til at styre deres formue.

Disse indianere blev tvunget til at have en hvid værge, der autoriserede forbruget – og ikke så sjældent tog værgerne, der var områdets mest prominente borgere, sig godt betalt for deres magtfulde position, hvis de ikke ligefrem brugte dele af indianernes formuer på egen luksus.

Den store bulldog af en mand plaprede løs om sine teorier, og Mollie hyrede en privatdetektiv og udlovede en dusør på 2.000 dollars for afgørende spor i Anna-sagen. Det samme gjorde Ernests onkel, som var en særdeles magtfuld borger i området, der havde tjent gode penge på kvægdrift.

“Vi må have stoppet den her blodige affære”, dundrede onkel Hale.

Mens detektiverne kastede sig over opklaringen, døde flere oprindelige amerikanere i løbet af 1922. Sunde og raske mænd og kvinder faldt pludselig om, men ingen toksikologiske undersøgelser blev foretaget.

“Sammensværgelse menes at stå bag drab på rige indianere”, skrev avisen The Washington Post, da mordene efterhånden blev omtalt i hele USA.

I februar 1923 blev liget af den 40-årige indfødte amerikaner Henry Roan fundet – Mollie Burkharts eksmand og en rigtig god ven af William Hale. Henry var skudt i nakken ligesom Anna.

“Hvis jeg siger noget, er mit liv intet værd”. Vidne, som ikke ville udtale sig til FBI.

Dette mord fik igen følelserne til at blusse op i Mollie, og blot en måned senere måtte den 35-årige kvinde igennem et nyt mareridt.

En nat, da hun og Ernest lå i sengen, lød en kolossal eksplosion, og i det fjerne kunne Mollie se himlen lyse op. Ernest trak i bukserne og løb afsted mod branden.

“Det er Bill og Rita Smiths hus!” råbte andre tilløbende borgere.

Men huset var væk – sprængt itu ligesom dets beboere.

“Kødstykker fra dem blev senere fundet klistret fast på et hus 100 m væk”, registrerede efterforskere.

Mollie havde nu også mistet sin anden søster og sin svoger. Hun vidste, at hun meget vel også selv levede på lånt tid.

FBI kommer til territoriet

Osage-indianerne var i foråret 1923 “paralyserede af frygt”, som en besøgende formulerede det. De fik installeret elektrisk lys foran deres hjem, så enhver indtrængende kunne ses.

Dødstallet var oppe på mere end 20 fra stammen, og derudover var en venlig hvid advokat, som havde forsøgt at hjælpe de indfødte med sagen, blevet dolket ihjel med 20 knivstik.

Osage Nordstatssoldater illustration

Soldater hævnede sig på indianere ved en massakre i 1863.

© National Guard Heritage Paintings

Indianerne led i århundreder

Da europæerne ankom til Nordamerika i 1500-tallet, gjorde de alt for at udnytte, bedrage og dræbe kontinentets oprindelige befolkning. Dette er blot nogle af de mange ugerninger.

1723
Briter betalte for skalpe
Mens Nordamerika var britisk, indførte Massachusetts en dusør på indianere. Kolonien betalte 100 pund for skalpen fra en mand og 50 for kvinder og børn.

1830
Lov om tvangsflytning
Kongressen vedtog Loven om flytning af indianerne, som i løbet af de næste 20 år tvangsflyttede 100.000 til prærien vest for Mississippifloden.

1848
Guldfeber førte til hungersnød
Da Californien blev invaderet af guldgravere, mistede indianerne muligheden for at dyrke jorden og fiske.

1863
Straffeaktion endte i massakre
Kavaleriet ville straffe shoshone-stammen for at stjæle kvæg fra farmere i Idaho. Ved Bear River massakrerede de over 250 mænd, kvinder og børn.

1868
Sioux-stammen blev snydt
Regeringen lovede, at Black Hills i det nuværende South Dakota for altid skulle tilhøre sioux-stammen, men gjorde intet for at forhindre guldgravere i at bemægtige sig området.

1871
Bisonen blev udryddet
Prærieindianere var afhængige af bisoner, som gav dem kød, tøj og telte. For at sulte dem til underkastelse lod USA pelsjægere skyde millioner af bisonokser.

Da hverken Mollies eller William Hales detektiver havde løst mordmysterierne, besluttede osage-indianerne at sende et bud til Washington for at få hjælp fra den føderale regering. Mange mente nemlig, at de lokale myndigheder måtte samarbejde med morderne.

I efteråret 1923 ankom de første FBI-agenter til osage-reservatet, men det var først i 1925, da specialagenten Tom White dukkede op, at der skete et gennembrud i efterforskningen.

White var personligt udpeget af J. Edgar Hoover, som fandt situationen i Oklahoma “akut og vanskelig”. Men FBI-chefen pointerede, at “der findes ingen undskyldning for at fejle”.

White – som altid var iført jakkesæt og en kæmpe cowboyhat – fandt hurtigt ud af, at noget var uldent i sagen. Når lokale myndigheder eller privatdetektiver havde fået færten af noget, havde de pludselig opgivet sporet. Den slags skete oftest, hvis nogen truede dem.

Samtidig så White i det tidligere efterforskningsmateriale, at dokumenter var forsvundet – eksempelvis bevismateriale fra Anna-sagen – og at ledetråde stak i alle mulige retninger.

Nogle vidner havde angiveligt løjet, og andre havde ikke turdet udtale sig.

Specialagent Thomas Bruce White

Specialagent Tom White var altid iført jakkesæt og cowboyhat.

© www.findagrave.com/memorial/106328275/thomas-bruce-white

Spindet af løgne og meget lidt snakkesalige kilder gjorde, at White valgte at benytte sig af undercoveragenter. I hemmelighed skulle de suge informationer ud af folk i den tilsyneladende lukkede hvide del af lokalsamfundet.

Onkel Hale bliver mistænkt

Mens Whites undercoverfolk opstøvede viden, gravede FBI-agenten dybere ned i mordsagerne.

Fælles for næsten alle ofrene var, at de var velhavende indianere, så bagmandens motiv kunne være et had mod de indfødte eller et forsøg på at få økonomisk gevinst ud af dødsfaldene.

Ved hjælp af en af de hemmelige agenter, der i rollen som rejsende sælger udfrittede lokale i området, fik White i sommeren 1925 vigtige informationer.

William Hale “styrer alt”, lød det fra en hvid kvinde, der også fortalte, at den lille, bebrillede kvægavler tidligere havde begået forsikringssvindel ved at brænde et stort stykke af sin egen jord for at indkassere 30.000 dollars.

White granskede videre i Hales interesser og fandt ud af, at kvægavleren faktisk nød godt af, at hans ven Henry Roan blev skudt i nakken.

William Hale var nemlig opført som Henrys begunstigede i indianerens livsforsikring og kunne score 25.000 dollars på mordet.

Kongen af Osage Hills

Ingen turde lægge sig ud med kvægavleren William Hale, som gik under navnet “Kongen af Osage Hills”.

© Bettmann/Getty Images

Trods det åbenlyse motiv havde hverken sheriffen eller andre lokale lovmænd efterforsket Hale, som gik under navnet “Kongen af Osage Hills”.

Pengesporet førte White videre til de mange blodige dødsfald i Mollie Burkharts familie. Den efterladte kvinde havde arvet Anna Browns, Rita Smiths og Lizzie Kyles olieandele, som inklusive hendes egen andel gav hende en indtægt på over 50.000 dollars om året – svarende til ca. fem millioner nutidskroner.

Kom Mollie også af dage, ville formuen overgå til Ernest – William Hales nevø.

Fra sine informanter vidste White, at Ernest var “totalt i Hales vold”, og at onklen var “i stand til hvad som helst”. Efterforskningslederen var derfor ikke i tvivl om, at de mange mord i osage-reservatet var orkestreret af områdets hvide mogul, der via sin nevø ønskede at tilrane sig endnu større rigdom.

FBI-agentens hovedpine var blot, at ingen i osage-landet tilsyneladende turde angive Hale.

Nevøen bryder sammen

I jagten på afgørende vidner fandt White frem til flere kriminelle personer, der kunne have udført nogle af drabene. Men flere gange viste det sig, at involverede lejemordere selv var blevet likvideret efterfølgende.

Og hvis de var i live, klappede de i.

“Hvis jeg siger noget, er mit liv intet værd”, lød det fra et bandemedlem, White kom i kontakt med.

“Ernest, jeg har fortalt dem alt”. Blackie Thompson, 1926.

Til sidst fik White dog held med at overtale den kriminelle Blackie Thompson til at tale. Thompson sad inde for bankrøveri, men havde før sit røveri fået et tilbud fra Hale og Ernest om at sprænge Bill og Rita Smiths hus i luften.

Bankrøveren kunne bruges i et spil, der skulle få Ernest til at snakke. Mollies mand og Hales nevø var nemlig “manden, der skulle knækkes”, var agenterne enige om.

“Vi vil snakke med dig om mordet på Bill Smiths familie og Anna”, indledte White, da han i januar 1926 kaldte Ernest ind til forhør.

Men Ernest nægtede at tale i det første døgn. Nøje arrangeret af Hale havde både nevøen og han selv alibier, men da White inviterede Blackie Thompson ind i forhørslokalet, blev Burkhart nervøs.

“Ernest, jeg har fortalt dem alt”, sagde Thompson.

Næste dag kunne Ernest ikke stå imod længere. Han fortalte White, hvordan han altid havde set op til Hale og betragtet ham som sin reservefar, og da onklen udtænkte plottet, kunne Ernest ikke afslå:

“Jeg er led og ked af det hele… Jeg vil indrømme, præcis hvad jeg gjorde”.

Indianerdamer i pels

Ifølge en skribent spankulerede osage-kvinder rundt med smykker og fransk modetøj, som “havde smukke parisiske damer uforvarende forvildet sig ind i den lille reservatby”.

© Library of Congress

Burkhart forklarede, at han selv havde ringet til Hales hyrede lejemorder den aften, hvor Mollies søster og svoger skulle sprænges i luften. Og i forbindelse med Anna-mordet havde onklen fået en kriminel fyr ved navn Kelsie Morrison, der skyldte Hale penge, til at skyde Anna Brown.

Hale havde personligt udleveret gerningsvåbnet og havde som betaling eftergivet Morrison hans gæld og smidt 1.000 dollars oveni for et veludført job.

Hale slipper for galgen

Mens Ernest Burkhart blev idømt livsvarigt fængsel og strafarbejde for sin medvirken til drab i juni 1926, fastholdt William Hale sin uskyld, som han havde gjort lige siden sin anholdelse efter nevøens indrømmelser.

Grundet juridiske komplikationer – der skulle sikre en føderal retssag mod Hale, så hans lokale indflydelse ikke kunne påvirke rettergangen – blev “Kongen af Osage Hills” først stillet for retten i juli 1926, og sagen handlede kun om mordet på Henry Roan.

Hale mødte op i retten med sit sædvanlige selvsikre smil, som dog stivnede, da hans nevø indtog vidneskranken og fortalte, at Hale planlagde mordet på sin ven.

Onklen ville først have dræbt Roan med forgiftet alkohol, men hyrede så i stedet lejemorderen John Ramsey til at skyde indianeren.

Juryen dømte Hale skyldig i “overlagt mord”, men selvom en sådan dom normalt var lig med dødsstraf, valgte de 12 hvide jurymedlemmer kun at give kvægavleren livsvarigt fængsel – givetvis fordi offeret var indianer.

William Hale blev udelukkende dømt for mordet på Henry Roan, da myndighederne stillede sig tilfredse med, at Hale og hans medsammensvorne havde fået livstidsdomme.

Derfor var kvægavleren heller ikke på anklagebænken, da lejemorderen Kelsie Morrison et år senere blev dømt for drabet på Anna Brown.

Trods Hales manglende domme for de andre mord blev osage-sagen lukket som en stor triumf – også selvom FBI i princippet heller ikke havde koblet Hale til samtlige af de 24 mord, som havde fundet sted på osage-indianere fra 1921 til 1925.

J. Edgar Hoover

J. Edgar Hoover var fra 1924 chef for Bureau of Investigation – forløberen for FBI.

© George Rinhart/Getty Images & Shutterstock

Kun FBI havde magt og ressourcer til at opklare sagen

Først da FBI blev involveret i osage-mordene, rykkede efterforskningen fremad. Sagen blev et bevis på, at en professionel enhed kunne være en fordel i sager, hvor lokale myndigheder fejlede.

Kun 15 år før mordene skyllede ind over osage-reservatet, var Bureau of Investigation – FBI’s forløber – blevet oprettet.

J. Edgar Hoover var blevet chef i 1924, og den med tiden så magtfulde boss ønskede at bruge osage-mordene som et eksempel på, hvad hans politiorganisation kunne udrette.

FBI var med dets professionelle og uvildige tilgang til mordmysteriet også langt bedre stillet over for opklaringen.

De lokale myndigheder i skikkelse af sheriffen, politimænd og byspidser var fedtet ind i et net af vennetjenester, korruption og ikke mindst angst for bykongen William Hale, som forhindrede opklaringen. Eksempelvis sad flere af dem i deres embeder takket være Hale.

Netop den slags tilhørsforhold var FBI ikke påvirket af, og desuden blev bureauets mulighed for at bruge hemmelige agenter afgørende.

I rollerne som en kvægopkøber, en oliemand, en naturlæge og en sælger spillede undercoveragenter nøglerollen for at lirke det lukkede samfund op.

Således demonstrerede sagen behovet for at have en national føderal efterforskningsstyrke.

Triumfen føltes da også bittersød for Mollie Burkhart, som havde mistet hele sin familie og var blevet bedraget på det groveste af sin mand.

Til gengæld var hun i live – også selvom hun i månederne op til Ernests anholdelse var blevet dårligere og dårligere af sin diabetes.

I virkeligheden var hendes insulin antageligvis blevet tilsat små doser gift, for da hun blev indlagt på et hospital, mens Ernest og Hale var tiltalt, fik hun det godt igen.

Mollie døde som 50-årig i 1937. Dermed slap hun for at opleve, at Hale blev prøveløsladt allerede i 1947.

“Han skulle være hængt for sine forbrydelser”, lød det bittert fra en osage-høvding.

Men i stedet levede Hale de sidste 15 år af sit liv i frihed. Dog måtte han ikke sætte sine ben i Oklahoma, men ifølge familiemedlemmer besøgte han dem én gang i staten, hvor han sagde:

“Hvis den satans Ernest havde holdt sin mund lukket, ville vi være rige i dag”.

Efterskrift: For at forhindre, at hvide spekulerede i at dræbe indianere for selv at overtage olieandele, fik osage-stammen efter mordsagen Kongressen til at lave en lov om, at kun borgere med minimum halvt osage-blod i årerne kunne arve andele. I dag tæller osage-folket tæt på 24.000, og de tjener årligt flere hundrede millioner kroner fra olieboringerne på deres jord.