Sølvet fossede ud af Helvedes Mund

Munken fortsatte:

“Det er helvede at gå ind i bjerget. Overalt ser man mange og dybe huler, og man hører lyden af så mange jernhakker. Det er en larm, der får en mand til at miste sine sanser”.

I midten af 1500-tallet er byen Potosí Spaniens skatkammer. Her bliver over 60 pct. af verdens sølv udvundet fra mange hundrede minegange.

I minerne arbejder og dør tusindvis af indianere for at berige grådige kolonister og den spanske konge. Indianerne lever et kummerligt liv, men snart vil forholdene ændre sig – til det værre.

Rige spaniere blev en Potosí værd

Christoffer Columbus fandt i 1492 vejen til Amerika. Hans ekspedition var betalt af det spanske regentpar, Isabella og Ferdinand, og alt det land, som Columbus opdagede, tilfaldt derfor Spanien.

I løbet af de efterfølgende knap 50 år erobrede Spanien såvel aztekernes som mayaernes og inkaernes land – samfund med betydelige guldskatte.

Forvent­ningerne om at finde mere guld i Indien, som spanierne kaldte deres amerikanske kolonier, voksede derfor.

Ingen kunne dog forudse de enorme rigdomme, som en spansk guldgraver med hjælp fra nogle lokale indianere stødte på i 1545.

I over 4.000 meters højde havde vind og vejr blotlagt en rig sølvåre i Andesbjergene i et område, der i dag er en del af Bolivia.

Sølvåren var så stor, at bjerget Cerro de Potosí hurtigt blev omdøbt til Cerro Rico – Det rige bjerg. Hver klump malm, som blev hakket fri, indeholdt 40-45 pct. sølv – en ganske uhørt renhed.

Om natten var bjergsiden derfor oplyst af bål, for spanierne havde sat inkaerne og andre indianere til det beskidte arbejde med at smelte sølv i primitive ovne.

Sølvet blev herefter formet til barrer og transporteret til kysten, hvorfra rigdommene blev sejlet til Spanien. Inden længe strømmede så mange sølvbarrer ud af Potosí, at udtrykket vale un Potosí opstod på spansk.

Direkte oversat betyder det, at være en Potosí værd – altså eje ufattelige rigdomme.

Vicekonge skulle øge udbyttet

I løbet af 1560’erne svandt flodbølgen af sølv fra Potosí imidlertid ind til en beskeden bæk. Forekomsterne på bjergets overflade var udvundet, og nu måtte minegange i stedet bores betydelig dybere ind i bjergets indre.

Herinde rummede malmen ikke nær så meget sølv, og ædelmetallet var derfor mere tidskrævende og dyrere at vriste ud af stenene.

Noget måtte gøres, hvis ikke sølvstrømmen, der betalte for Spaniens hær og flåde, skulle stoppe helt.

I 1569 sendte den spanske konge derfor Don Francisco de Toledo til Sydamerika for igen at sætte skub i Potosís miner.

Adelsmanden Toledo kunne kalde sig vicekonge af Peru – og blev den første spanske udsending med den titel, som rent faktisk besøgte Potosí.

Han satte sig straks for at reformere sølvproduktionen i sit vicekongedømme.

Mi­ne­pro­duk­tio­nen, som private erhvervsdrivende stod for, blev sat i system, og der blev bygget kanaler og dusinvis af vandmøller til at levere energi, så malmen fra Cerro Rico kunne knuses til pulver.

Store bassiner blev gravet, så pulveret kunne dækkes af en blanding af vand, kviksølv, salt og kobbersulfat.

I bassinerne blev massen rørt grundigt sammen af heste og mænd, der trampede rundt i mudderet.

Den såkaldte patio-proces sluttede med, at bassinerne blev skyllet igennem med vand, så stenstøvet forsvandt, og det sammenklumpede sølv og kviksølv kunne skovles ind i ovne, hvor kviksølvet fordampede.

Patio-processen, der var blevet opfundet i 1554 i den spanske koloni Mexico, gjorde det rentabelt at udvinde sølv af malm med et sølvindhold helt ned til 0,25 pct.

Malmen fra det indre af Cerro Rico indeholdt ca. 4 pct. sølv – og under Toledos opsyn blev byen igen det spanske imperiums vigtigste indtægtskilde.

Ulempen ved patio-processen var, at arbejderne blev syge.

Støv fra knuse-maskinerne satte sig på deres lunger, og kviksølvdampene forgiftede tusinder. Arbejdet med at grave dybe mineskakter var også livsfarligt. Som en hudløst ærlig spansk mineejer skrev:

“Hvis 20 raske indianere går ind i minen om mandagen, vender halvdelen af dem tilbage som krøblinger om lørdagen”.

Indianere blev tvunget ned i minerne

Patio-processen krævede mange hænder, og Francisco de Toledo kunne hurtigt konstatere, at der var brug for at tilføre Potosí en lind strøm af billig arbejdskraft for at holde minedriften i gang.

Et mindre antal afrikanske slaver havde spanierne allerede forsøgt sig med, men de var ikke vant til at arbejde i bjergenes tynde luft og kulde.

Cerro Ricos tinde rager 4.782 m op, og Potosí ligger i fire kilometers højde, hvor dagene året rundt begyndte med temperaturer omkring frysepunktet.
Afrikanerne døde hver og en.

I længden ville det desuden være umuligt at sikre en fast forsyning af sorte slaver på grund af de lange afstande til Afrika, ræsonnerede Toledo.

Vicekongen udnyttede derfor indianernes egen løsning, når de manglede arbejdskraft: Det såkaldte mita-system.

Inkaerne og andre indianske kulturer i Syd- og Mellemamerika havde allerede inden spaniernes ankomst krævet, at hver landsby i deres rige stillede hver femte af deres arbejdsduelige mænd og drenge til rådighed for herskeren i kortere eller længere tid ad gang.

Tidligere var arbejdskraften blevet brugt til fx at drive de royale landbrug.

Fremover skulle de tvangsudskrevne indianere i stedet slave et år i Potosí.

Toledo forlangte hvert år, at 13.500 indianere drog til Potosí, heraf skulle de 4.500 arbejde nede i minerne, mens resten enten slæbte den udvundne malm ned fra bjerget eller forarbejdede den i byen.

Ifølge spanske love havde indianerne krav på løn for deres arbejde, men lønnen var så ussel, at der reelt var tale om slaveri.

Blot 10 pesos fik hver indianer om måneden, mens leveomkostningerne for en arbejder typisk ville løbe op i 26 pesos.

De fleste indianere var derfor nødt til at medbringe mad samt deres få egne værdier, som de kunne sælge i Potosí for at kunne overleve.

Nogle historikere mener, at mita-systemet i vicekongedømmet Peru i virkeligheden var værre end slaveri, fordi slaver i det mindste blev anset for at være en værdifuld arbejdskraft, som ejerne gjorde klogt i at behandle med omtanke.

Års­slaverne i mita-systemet var komplet ligegyldige for mineejerne, for de fik hvert år friske forsyninger af indianere til at erstatte alle de døde og lemlæstede.

Toledo havde da også samvittighedskvaler over at tvangsudskrive indianerne, der på papiret havde de samme rettigheder som hvide kolonister i hans vicekongedømme.

Men den katolske kirke støttede Toledos beslutning, og kravet om mere sølv overtrumfede desuden alle samvittighedskvaler.

Landsbyer blev drænet for mænd

Tvangsarbejderne rejste op til 1.000 km til fods gennem Andesbjergene for at nå frem til minerne i Potosí – en rejse, der kunne tage flere måneder.

De drog afsted i store grupper på flere tusind, fortalte et spansk øjenvidne.

“Jeg har to gange set dem og kan rapportere, at der må være 7.000 sjæle. Hver indianer medbringer mindst otte lamaer og et par alpakaer til at spise.”

“På disse dyr transporterer de deres mad, majs og chuño (frysetørrede kartofler, red.), sovetæpper og stråmåtter til at beskytte dem mod kulden, der er slem, for de sover altid på jorden”, skrev den unavngivne kolonist.

Han forklarede også, at ud af de 7.000 indianere, der drog til Potosí, vendte kun 2.000 tilbage året efter. Resten var enten døde eller kunne ikke slippe ud af deres gæld i byen.

I 1572, tre år efter vicekonge Toledos ankomst, var Potosís indbyggertal derfor vokset til 50.000, og det fortsatte med at stige.

Den årlige strøm af tvangsudskrevne arbejdere til Potosís miner gik ikke kun ud over de stakler, der måtte begive sig til Potosí, men også de samfund, som de forlod.

Manglen på arbejdskraft gjorde det vanskeligt at holde landbruget i gang og brødføde landsbyernes kvinder og børn.

Sult og epidemier med sygdomme, som spanierne havde haft med fra Europa, decimerede stamme efter stamme.

Som årene gik, og flere og flere blev sendt til Potosí, mens kun et fåtal vendte tilbage, blev det svært at finde nye indianere til arbejdet.

En unavngiven indiansk høvding forklarede grådkvalt sine problemer til en jesuiterpræst:

“Fader, jeg er forpligtet til at sende 31 indianere, og i de sidste seks måneder har jeg manglet 15.

Hver uge har jeg måttet betale 126 pesos for at hyre erstatninger og har derfor måttet sælge et muldyr foruden mine lamaer og alt mit tøj.

Jeg har søgt om lån og sågar tigget blandt mine egne indianere, og da jeg ingen løsning har på de manglende indianere, har jeg i sidste uge måttet udleje min datter til en spanier for de 64 pesos, jeg manglede, og i denne uge ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre – ud over at hænge mig selv”.

Dødens bjerg slugte indianerne

For de indianere, der kom til Potosí, ventede et rent helvede. En spansk mineejer ved navn Luis Capoche skrev:

“Det sker ofte, at de bringer døde arbejdere og andre med knuste kranier og brækkede ben ned fra bjerget. Og hver dag er der sårede i sølvværkerne”.

I minegangene blev selv de mest basale sikkerhedsforanstaltninger ikke truffet, for spanierne dristede sig aldrig selv derned, og ingen tog notits af, hvor mange indianere der gik til.

Da den spanske inspektør Francisco de Ornuño inspicerede forholdene, blev han forfærdet.

Mineejerne havde beordret indianerne til at udvide minegangene i alle retninger, så der var opstået en kæmpe grotte uden nogen form for afstivning.

Francisco de Ornuño kunne se, at minen risikerede at styrte sammen, hvert øjeblik det skulle være, og gav straks ordre til, at den blev lukket.

Ingen reagerede imidlertid, og – som forudset – styrtede minen sammen to dage senere, og hele dagsholdet på 28 indianere blev levende begravet.

Ejerne slap med en bøde, som blev delt mellem den spanske konge og de efterladte enker. Også faldulykker var hyppige, og en præst, der missionerede blandt indianerne, forklarede hvorfor:

“Stigerne i mineskakterne har ingen afsatser, der ellers er absolut nødvendige for en indianer, der har kravlet 30 meter op, klamrende sig til et reb uden noget sted at stoppe og få vejret”.

Også nede i Potosí by gik indianske liv i hobetal til, som et unavngivent øjenvidne forklarede:

“Fire indianere omkom i stenknuserværkstedet, da en væg kollapsede og maste dem under sin vægt. Og i et andet værksted mistede en indianer livet, da han kravlede op fra stenknuseren og fik en knastaksel i hovedet, som splittede ham i flere stykker”.

Selv hvis en indianer overlevede sit obligatoriske år i Potosí, var han ofte skadet for livet.

Mange fik kroniske skader af klippestykker. Andre ødelagde ryggen ved at slæbe sten eller fik stenstøv i lungerne. Dertil kom de skader, der fulgte af at forarbejde sølvet med kviksølv og andre giftige kemikalier.

Værst var livet dog for de arbejdere, der puklede i en mine i Huancavelica 2.000 km nordvest for Potosí.

Den forsynede alle vicekongedømmets miner med kviksølv. Huancavelica blev hurtigt kendt som “la mina de la muerte” – Dødens mine.

Det daglige arbejde med kviksølv fik arbejderne til at miste hørelsen, synet og evnen til at tale, mens nyrerne svig­tede, og huden begyndte at skrælle af. Herefter indtraf døden.

Potosí gav eventyrere håb

Hvor farligt livet end var i Potosí, og hvor mange der end døde, så tiltrak byen stadig eventyrere, for, som en af Potosís spanske indbyggere skrev:

“Hver dag ser man her på egnen eventyrere, der bliver rige på minerne. Han, der i går ikke havde til dagen og vejen, kan i morgen eje 500.000 pesos”.

Eventyrlystne spaniere og fattige uden andre muligheder strømmede til byen, selvom det krævede en tilladelse at rejse til Potosí.

Dette krav så de fleste stort på, og skibe, der lagde til i sydamerikanske havne, mistede ofte adskillige besætningsmedlemmer, der rømmede skuden og søgte mod den verdenskendte mineby.

En af Potosís indbyggere bemærkede, at det “virkede, som om landet svulmede op med rodløse mennesker, der kom
fra Spanien her til byen – stoppestedet for alle fattige”.

Foruden de mange eventyrere, der tog til byen for at tjene penge, kom de årlige sendinger af tusindvis af indianske tvangsarbejdere.

De såkaldte mitayos blev pålagt det hårdeste og farligste arbejde, mens europæiske eventyrere holdt opsyn og bestred de poster, som krævede viden om patio-processen.

Fx var det en europæer, der udregnede, hvor meget kviksølv der var behov for at hælde i bassinerne, inden indianerne blev sat til at trampe rundt i dem.

De indianere, der overlevede et helt år i Potosí, blev ofte hængende i byen. Mange af dem havde stiftet gæld og kunne ikke få tilladelse til at drage hjem.

De druknede deres sorg i den alkoholiske drik chicha. Potosí blev derfor en rå by fyldt med vold og frygt.

Den hurtige befolkningstilvækst i Potosí havde også andre alvorlige følger.

Leveforholdene var kummerlige, og arbejderne boede ofte tæt pakket sammen i små, kolde hytter, hvor sygdomme spredte sig med lynets hast.

Toledo endte bag tremmer

I Madrid var kongens råd godt tilfreds med vicekonge Toledos arbejde.

Mellem 1569 og 1580 steg sølvproduktionen i Potosí kraftigt, og byen fik sågar sin egen møntfabrik, der prægede spanske realer i stedet for at sende de uforarbejdede sølvbarrer hjem til Spanien.

Også tvangskristningen af indianerne – en anden af vicekongens officielle pligter – gjorde fremskridt. Toledo kunne desuden fremvise talrige nybyggede kirker, klostre, skoler og hospitaler i vicekongedømmets byer.

Det var også lykkedes ham at gennemføre en omfattende tvangsforflytning af hele 1,4 millioner indianere fra deres spredte småbyer i bjergrige egne til 840 større byer i lavlandet.

I byerne var de nemmere at få fat i, når den årlige kvote af tvangsarbejdere skulle opfyldes, og skatteopkræverne kunne også med større lethed inddrive de betydelige summer, som mandlige indianere måtte betale i skatter til spanierne.

Toledos succes sikrede ham en uhørt lang embedsperiode som vicekonge.

Mens hans otte forgængere havde regeret Sydamerika i to-fem år, fik han lov at bestride imperiets vigtigste post i 11 år og 10 måneder.

Hjemme i spanien bagtalte jaloux adelsmænd med ambitioner om selv at blive vicekonge dog Toledo.

Vicekongen af Peru modtog en fyrstelig betaling af kongen for at styre den enorme koloni. Til gengæld måtte han ikke drive handel eller på anden måde have ekstra indtægter, mens han bestred posten.

Reglen var indført for at fore­bygge korruption i kolonierne.

Toledos modstandere spredte rygter om, at vicekongen beholdt store mængder sølv fra Potosí og derved snød kongen. I 1581 blev Toledo derfor kaldt tilbage til Spanien og kastet i fængsel.

Året efter døde han bag tremmer.

Potosís sølvproduktion voksede fortsat, og det samme gjorde byen. I 1625 havde den 160.000 indbyggere – 30.000 flere end imperiets hovedstad Madrid.

Selvom mængden af sølv i Cerro Rico dalede i løbet af 1700-tallet, slap indianerne ikke for at slave som mitayos. Først da det spanske imperium begyndte at gå i opløsning, slap indianerne fri.

I 1812 blev deres protester omsider hørt og mita-systemet afskaffet.

12 år senere måtte Spanien opgive vicekongedømmet Peru, som løsrev sig efter en lang og blodig borgerkrig og endte med at blive splittet op i lande som Peru, Ecuador, Bolivia og Colombia.