Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Sølvet fossede ud af Helvedes Mund

Spanierne skylder minebyen Potosí deres velstand. Højt oppe i de sydamerikanske Andesbjerge dør indianske slaver i hobetal, mens de henter sølv ud af “Helvedes Mund”.

Granger/Imageselect

På afstand ser bjerget Cerro Rico smukt ud – især når Potosís indbyggere efter mørkets frembrud ser op på de hundredvis af funklende lys på skrænterne.

Lysene er bål til at smelte sølv over, og de er så talrige, at bjerget ligner en stjernespækket himmel på en frostklar nat. Men der ingen skønhed over livet inde i bjerget.

Dominikanermunken Fray Santo Tomás skrev i 1550 forfærdet om forholdene for de indianske slaver, der arbejder nede i minegangene:

“For fire år siden blev en – for dette land – ødelæggende opdagelse gjort: En Helvedes mund. Mennesker i stort antal må hvert år myldre derind og ofre deres liv, for at spanierne kan dyrke deres grådighed. Sådan er forholdene i Deres sølvmine i Potosí”.

Santo Tomás sendte sine observationer til det råd, som den spanske konge havde nedsat til at føre tilsyn med sine kolonier i Amerika.

“Hvis 20 raske indianere går ind i minen om mandagen, vender halvdelen af dem tilbage som krøblinger om lørdagen”.
Spansk mineejer i Potosí, 1569.

Munken fortsatte:

“Det er helvede at gå ind i bjerget. Overalt ser man mange og dybe huler, og man hører lyden af så mange jernhakker. Det er en larm, der får en mand til at miste sine sanser”.

I midten af 1500-tallet er byen Potosí Spaniens skatkammer. Her bliver over 60 pct. af verdens sølv udvundet fra mange hundrede minegange.

I minerne arbejder og dør tusindvis af indianere for at berige grådige kolonister og den spanske konge. Indianerne lever et kummerligt liv, men snart vil forholdene ændre sig – til det værre.

Rige spaniere blev en Potosí værd

Christoffer Columbus fandt i 1492 vejen til Amerika. Hans ekspedition var betalt af det spanske regentpar, Isabella og Ferdinand, og alt det land, som Columbus opdagede, tilfaldt derfor Spanien.

I løbet af de efterfølgende knap 50 år erobrede Spanien såvel aztekernes som mayaernes og inkaernes land – samfund med betydelige guldskatte.

Forvent­ningerne om at finde mere guld i Indien, som spanierne kaldte deres amerikanske kolonier, voksede derfor.

Ingen kunne dog forudse de enorme rigdomme, som en spansk guldgraver med hjælp fra nogle lokale indianere stødte på i 1545.

I over 4.000 meters højde havde vind og vejr blotlagt en rig sølvåre i Andesbjergene i et område, der i dag er en del af Bolivia.

Sølvåren var så stor, at bjerget Cerro de Potosí hurtigt blev omdøbt til Cerro Rico – Det rige bjerg. Hver klump malm, som blev hakket fri, indeholdt 40-45 pct. sølv – en ganske uhørt renhed.

Om natten var bjergsiden derfor oplyst af bål, for spanierne havde sat inkaerne og andre indianere til det beskidte arbejde med at smelte sølv i primitive ovne.

Sølvet blev herefter formet til barrer og transporteret til kysten, hvorfra rigdommene blev sejlet til Spanien. Inden længe strømmede så mange sølvbarrer ud af Potosí, at udtrykket vale un Potosí opstod på spansk.

Direkte oversat betyder det, at være en Potosí værd – altså eje ufattelige rigdomme.

Atahualpa blev inkaernes sidste sapa (kejser). Han undgik i 1533 at blive brændt på bålet ved at konvertere til den katolske tro. I stedet strangulerede spanierne ham.

© Shutterstock

Jagten på guld skabte ny koloni

Spanien havde allerede underlagt sig Caribien og aztekernes rige i Mellemamerika, da rygter om inkaernes rigdomme nåede de spanske conquistadorer.

Hærføreren Francisco Pizarro drog mod syd i 1532, og til hans store held var Inkariget plaget af borgerkrig, da han nærmede sig med nogle få hund­rede mænd.

Undervejs allierede Pizarro sig med indianske folkeslag, der var blevet betvunget af inkaerne og så europæerne som befriere.

Pizarros hær voksede derfor og sejrede gang på gang over inkaerne, som intet kunne stille op over for heste, kanoner og arkebuser (geværer).

Med 300 spanske soldater og flere tusind indianske hjælpetropper erob­rede han i 1533 inkaernes hovedstad, Cuzco. Resten af det bjergrige inkaterritorium tog det yderligere 40 år at få kontrol over.

For at kunne administrere deres nye storrige i Sydamerika oprettede spani­erne vicekongedømmet Peru, som blev regeret af en vicekonge.

Han havde ansvaret for et rige, der i areal var 27 gange større end Spanien.

Sydamerika blev ét gigantisk rige

Vicekonge skulle øge udbyttet

I løbet af 1560’erne svandt flodbølgen af sølv fra Potosí imidlertid ind til en beskeden bæk. Forekomsterne på bjergets overflade var udvundet, og nu måtte minegange i stedet bores betydelig dybere ind i bjergets indre.

Herinde rummede malmen ikke nær så meget sølv, og ædelmetallet var derfor mere tidskrævende og dyrere at vriste ud af stenene.

Noget måtte gøres, hvis ikke sølvstrømmen, der betalte for Spaniens hær og flåde, skulle stoppe helt.

I 1569 sendte den spanske konge derfor Don Francisco de Toledo til Sydamerika for igen at sætte skub i Potosís miner.

Adelsmanden Toledo kunne kalde sig vicekonge af Peru – og blev den første spanske udsending med den titel, som rent faktisk besøgte Potosí.

Han satte sig straks for at reformere sølvproduktionen i sit vicekongedømme.

Mi­ne­pro­duk­tio­nen, som private erhvervsdrivende stod for, blev sat i system, og der blev bygget kanaler og dusinvis af vandmøller til at levere energi, så malmen fra Cerro Rico kunne knuses til pulver.

Store bassiner blev gravet, så pulveret kunne dækkes af en blanding af vand, kviksølv, salt og kobbersulfat.

I bassinerne blev massen rørt grundigt sammen af heste og mænd, der trampede rundt i mudderet.

Den såkaldte patio-proces sluttede med, at bassinerne blev skyllet igennem med vand, så stenstøvet forsvandt, og det sammenklumpede sølv og kviksølv kunne skovles ind i ovne, hvor kviksølvet fordampede.

Patio-processen, der var blevet opfundet i 1554 i den spanske koloni Mexico, gjorde det rentabelt at udvinde sølv af malm med et sølvindhold helt ned til 0,25 pct.

Malmen fra det indre af Cerro Rico indeholdt ca. 4 pct. sølv – og under Toledos opsyn blev byen igen det spanske imperiums vigtigste indtægtskilde.

Ulempen ved patio-processen var, at arbejderne blev syge.

Støv fra knuse-maskinerne satte sig på deres lunger, og kviksølvdampene forgiftede tusinder. Arbejdet med at grave dybe mineskakter var også livsfarligt. Som en hudløst ærlig spansk mineejer skrev:

“Hvis 20 raske indianere går ind i minen om mandagen, vender halvdelen af dem tilbage som krøblinger om lørdagen”.

Indianere blev tvunget ned i minerne

Patio-processen krævede mange hænder, og Francisco de Toledo kunne hurtigt konstatere, at der var brug for at tilføre Potosí en lind strøm af billig arbejdskraft for at holde minedriften i gang.

Et mindre antal afrikanske slaver havde spanierne allerede forsøgt sig med, men de var ikke vant til at arbejde i bjergenes tynde luft og kulde.

Cerro Ricos tinde rager 4.782 m op, og Potosí ligger i fire kilometers højde, hvor dagene året rundt begyndte med temperaturer omkring frysepunktet.
Afrikanerne døde hver og en.

I længden ville det desuden være umuligt at sikre en fast forsyning af sorte slaver på grund af de lange afstande til Afrika, ræsonnerede Toledo.

Vicekongen udnyttede derfor indianernes egen løsning, når de manglede arbejdskraft: Det såkaldte mita-system.

Inkaerne og andre indianske kulturer i Syd- og Mellemamerika havde allerede inden spaniernes ankomst krævet, at hver landsby i deres rige stillede hver femte af deres arbejdsduelige mænd og drenge til rådighed for herskeren i kortere eller længere tid ad gang.

Tidligere var arbejdskraften blevet brugt til fx at drive de royale landbrug.

Fremover skulle de tvangsudskrevne indianere i stedet slave et år i Potosí.

Toledo forlangte hvert år, at 13.500 indianere drog til Potosí, heraf skulle de 4.500 arbejde nede i minerne, mens resten enten slæbte den udvundne malm ned fra bjerget eller forarbejdede den i byen.

Francisco de Toledo var vicekonge over Spansk Sydamerika fra 1569 til 1581.

© The Picture Art Collection/Alamy/Image Select

Ifølge spanske love havde indianerne krav på løn for deres arbejde, men lønnen var så ussel, at der reelt var tale om slaveri.

Blot 10 pesos fik hver indianer om måneden, mens leveomkostningerne for en arbejder typisk ville løbe op i 26 pesos.

De fleste indianere var derfor nødt til at medbringe mad samt deres få egne værdier, som de kunne sælge i Potosí for at kunne overleve.

Nogle historikere mener, at mita-systemet i vicekongedømmet Peru i virkeligheden var værre end slaveri, fordi slaver i det mindste blev anset for at være en værdifuld arbejdskraft, som ejerne gjorde klogt i at behandle med omtanke.

Års­slaverne i mita-systemet var komplet ligegyldige for mineejerne, for de fik hvert år friske forsyninger af indianere til at erstatte alle de døde og lemlæstede.

Toledo havde da også samvittighedskvaler over at tvangsudskrive indianerne, der på papiret havde de samme rettigheder som hvide kolonister i hans vicekongedømme.

Men den katolske kirke støttede Toledos beslutning, og kravet om mere sølv overtrumfede desuden alle samvittighedskvaler.

Billig indiansk arbejdskraft var af afgørende betydning for de spanske kolonister. Blandt conquistadorerne hed det sig, at “sin indios no hay Indias” – uden indianere intet Vestindien.

© National Geographic Image Collection/Bridgeman Images

Dronningens forbud mod slaveri blev ignoreret

Ifølge spansk lov skulle Sydamerikas befolkning behandles som spaniere, men det gjaldt kun på papiret. Tusindvis af indianere endte som slaver.

Spanien havde ét eneste formål med landets kolonier: De skulle skabe formuer, der kunne sendes til Europa.

Overalt i Amerika havde spanierne derfor brug for billig arbejdskraft til det hårde slid på plantager og i miner. Imidlertid måtte indianerne ikke slavebindes.

Allerede i 1501 – blot ni år efter Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika – erklærede dronning Isabella af Spanien alle indianere for spaniere, som ifølge landets love ikke kunne gøres til slaver.

Men der var langt fra Spanien til Amerika. I stedet for slaveri tyede kolonis­terne til en gammel spansk tradition: Encomienda.

Efter erobringen af nyt land blev spanske conquistadorer (soldater) belønnet med hver deres encomienda (en slags grevskab), hvor de kunne indkalde indianere til tvangsarbejde – ligesom fæstebønderne blev i Danmark.

Som modsvar begrænsede spanske love fra 1512 den mængde af tvangs­arbejde, som indianerne skulle udføre, og foreskrev, at de skulle have løn.

I 1542 gik monarken endnu længere: Før var encomiendaer gået i arv i al evighed, men fremover skulle indianerne i området kun levere tvangsarbejde til en conquistador og hans arving. Efter to generationer ophørte forpligtelsen.

Conquistadorerne i vicekongedømmet Peru blev så oprørte over ændringen, at de i 1546 myrdede den nye vicekonge, som blev udsendt fra Spanien for at føre den forhadte lov ud i livet.

Landsbyer blev drænet for mænd

Tvangsarbejderne rejste op til 1.000 km til fods gennem Andesbjergene for at nå frem til minerne i Potosí – en rejse, der kunne tage flere måneder.

De drog afsted i store grupper på flere tusind, fortalte et spansk øjenvidne.

“Jeg har to gange set dem og kan rapportere, at der må være 7.000 sjæle. Hver indianer medbringer mindst otte lamaer og et par alpakaer til at spise.”

“På disse dyr transporterer de deres mad, majs og chuño (frysetørrede kartofler, red.), sovetæpper og stråmåtter til at beskytte dem mod kulden, der er slem, for de sover altid på jorden”, skrev den unavngivne kolonist.

Han forklarede også, at ud af de 7.000 indianere, der drog til Potosí, vendte kun 2.000 tilbage året efter. Resten var enten døde eller kunne ikke slippe ud af deres gæld i byen.

I 1572, tre år efter vicekonge Toledos ankomst, var Potosís indbyggertal derfor vokset til 50.000, og det fortsatte med at stige.

Den årlige strøm af tvangsudskrevne arbejdere til Potosís miner gik ikke kun ud over de stakler, der måtte begive sig til Potosí, men også de samfund, som de forlod.

Manglen på arbejdskraft gjorde det vanskeligt at holde landbruget i gang og brødføde landsbyernes kvinder og børn.

Sult og epidemier med sygdomme, som spanierne havde haft med fra Europa, decimerede stamme efter stamme.

Som årene gik, og flere og flere blev sendt til Potosí, mens kun et fåtal vendte tilbage, blev det svært at finde nye indianere til arbejdet.

En unavngiven indiansk høvding forklarede grådkvalt sine problemer til en jesuiterpræst:

“Fader, jeg er forpligtet til at sende 31 indianere, og i de sidste seks måneder har jeg manglet 15.

Hver uge har jeg måttet betale 126 pesos for at hyre erstatninger og har derfor måttet sælge et muldyr foruden mine lamaer og alt mit tøj.

Jeg har søgt om lån og sågar tigget blandt mine egne indianere, og da jeg ingen løsning har på de manglende indianere, har jeg i sidste uge måttet udleje min datter til en spanier for de 64 pesos, jeg manglede, og i denne uge ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre – ud over at hænge mig selv”.

Det er ikke kun i bjergets indre, at indianerne dør i hobetal. Efter sølvmalmen er brudt, fortsætter den med at trække et dødsspor efter sig ned ad bjerget.

I byen Potosí forgår den livsfarlige proces med at trække sølv ud af stenene.

Per O. Jørgensen/Historie

Malmen bliver brudt i bjerget

Dagen lang hakker omkring 8.000 indianere løs i de op til 300 m dybe mineskakter. Malmen skal slæbes op fra dybet på menneskeryg.

Per O. Jørgensen/Historie

Lamaer bærer stenene ned

På ryggen af lamaer bliver malmen transporteret ned ad det 4.782 m høje bjerg – til videre forarbejdning i Potosí, der ligger 800 m lavere.

Per O. Jørgensen/Historie

Malmen skal knuses først

Nede i Potosí havner stenene i en såkaldt malmknuser. Den består af fire-seks solide bjælker, som konstant hamrer klumperne til et pulver med en svær metalfod. Maskinerne drives af vandmøller.

Per O. Jørgensen/Historie

Kviksølv får det kostbare metal frem

Den pulveriserede malm bliver skovlet over i en såkaldt patio – et stort bassin, hvor et 30-60 cm dybt lag pulver dækkes med en blanding af kviksølv, vand, salt og kobbersulfat. Dagen lang tramper indianere i bassinet for at blande massen, mens de indånder kviksølvdampe.

Per O. Jørgensen/Historie

Stenstøvet kan skylles bort

Bassinet skal trampes igennem i tre-seks uger, før kviksølvet binder sig til sølvet og bliver til le­ge­rin­gen amalgam. Når vand fra kanalen til sidst ledes ind i patioen, skyller det stenstøvet væk, og det tungere amalgam ligger tilbage på bunden.

Per O. Jørgensen/Historie

Kviksølvet fordamper

Amalgamet bliver skovlet ind i ovne og varmet op. Som brændsel bruges tørt græs. Under opvarmning fordamper kviksølvet fra amalgamet, og det rene sølv ligger tilbage.

Per O. Jørgensen/Historie

Dødens bjerg slugte indianerne

For de indianere, der kom til Potosí, ventede et rent helvede. En spansk mineejer ved navn Luis Capoche skrev:

“Det sker ofte, at de bringer døde arbejdere og andre med knuste kranier og brækkede ben ned fra bjerget. Og hver dag er der sårede i sølvværkerne”.

I minegangene blev selv de mest basale sikkerhedsforanstaltninger ikke truffet, for spanierne dristede sig aldrig selv derned, og ingen tog notits af, hvor mange indianere der gik til.

Da den spanske inspektør Francisco de Ornuño inspicerede forholdene, blev han forfærdet.

Mineejerne havde beordret indianerne til at udvide minegangene i alle retninger, så der var opstået en kæmpe grotte uden nogen form for afstivning.

“Fire indianere omkom i stenknuserværkstedet, da en væg kollapsede og maste dem under sin vægt”.
Francisco de Ornuño.

Francisco de Ornuño kunne se, at minen risikerede at styrte sammen, hvert øjeblik det skulle være, og gav straks ordre til, at den blev lukket.

Ingen reagerede imidlertid, og – som forudset – styrtede minen sammen to dage senere, og hele dagsholdet på 28 indianere blev levende begravet.

Ejerne slap med en bøde, som blev delt mellem den spanske konge og de efterladte enker. Også faldulykker var hyppige, og en præst, der missionerede blandt indianerne, forklarede hvorfor:

“Stigerne i mineskakterne har ingen afsatser, der ellers er absolut nødvendige for en indianer, der har kravlet 30 meter op, klamrende sig til et reb uden noget sted at stoppe og få vejret”.

Også nede i Potosí by gik indianske liv i hobetal til, som et unavngivent øjenvidne forklarede:

“Fire indianere omkom i stenknuserværkstedet, da en væg kollapsede og maste dem under sin vægt. Og i et andet værksted mistede en indianer livet, da han kravlede op fra stenknuseren og fik en knastaksel i hovedet, som splittede ham i flere stykker”.

Selv hvis en indianer overlevede sit obligatoriske år i Potosí, var han ofte skadet for livet.

Mange fik kroniske skader af klippestykker. Andre ødelagde ryggen ved at slæbe sten eller fik stenstøv i lungerne. Dertil kom de skader, der fulgte af at forarbejde sølvet med kviksølv og andre giftige kemikalier.

Værst var livet dog for de arbejdere, der puklede i en mine i Huancavelica 2.000 km nordvest for Potosí.

Den forsynede alle vicekongedømmets miner med kviksølv. Huancavelica blev hurtigt kendt som “la mina de la muerte” – Dødens mine.

Det daglige arbejde med kviksølv fik arbejderne til at miste hørelsen, synet og evnen til at tale, mens nyrerne svig­tede, og huden begyndte at skrælle af. Herefter indtraf døden.

En real de a ocho (8 real) fra Potosí var på grund af sit høje sølvindhold det samme værd som 8 almindelige spanske realer.

© Hoberman Collection/Getty images & Zack Seckler/Getty Images

Sølvet endte i spanske mønter

De første 30 år sendte Potosí sølvbarrer med lama-karavaner til kysten, så de kunne sejles til Spanien, men i 1575 lod vicekongen Francisco de Toledo en kongelig møntfabrik opføre i Potosí.

Spanske mønter – kaldet realer – var kendt for deres høje sølvindhold og spredtes til hele verden. Det lagde en spansk præst mærke til, da han sad fanget i Nordafrika i 1612.

“De fremmede penge, de sætter højest, er sølvrealer. De sender og bærer dem fra Tyrkiet til mægtige Cairo, og derfra bevæger de sig østpå til Indien og helt til Kina”.

Mønterne fra Potosí var i 1500- og 1600-tallet gangbare i næsten alle europæiske lande samt i Nordafrika, hvor muslimske herskere dog tilføjede en advarsel på mønterne:

“Præget af den kristne religionsfjende – må Gud ødelægge ham”.

Fra 1630’erne begyndte værdien af realer fra Potosí at falde, fordi sølvindholdet svandt år efter år. Tilliden til mønt­foden styrtdykkede, og fra 1641 forbød rige handelsbyer som Genova og Antwerpen betaling med Potosí-mønter.

Først efter en grundig gennemgang af hele møntproduktionen og flere henrettelser af korrupte topfolk i Potosí lykkedes det mod slutningen af 1600-tallet for den spanske konge at genskabe tilliden til realerne.

Mønterne blev under navnet pieces of eight brugt som betalings­middel i Nordamerika frem til 1857.

Potosí gav eventyrere håb

Hvor farligt livet end var i Potosí, og hvor mange der end døde, så tiltrak byen stadig eventyrere, for, som en af Potosís spanske indbyggere skrev:

“Hver dag ser man her på egnen eventyrere, der bliver rige på minerne. Han, der i går ikke havde til dagen og vejen, kan i morgen eje 500.000 pesos”.

Eventyrlystne spaniere og fattige uden andre muligheder strømmede til byen, selvom det krævede en tilladelse at rejse til Potosí.

Dette krav så de fleste stort på, og skibe, der lagde til i sydamerikanske havne, mistede ofte adskillige besætningsmedlemmer, der rømmede skuden og søgte mod den verdenskendte mineby.

En af Potosís indbyggere bemærkede, at det “virkede, som om landet svulmede op med rodløse mennesker, der kom
fra Spanien her til byen – stoppestedet for alle fattige”.

Foruden de mange eventyrere, der tog til byen for at tjene penge, kom de årlige sendinger af tusindvis af indianske tvangsarbejdere.

De såkaldte mitayos blev pålagt det hårdeste og farligste arbejde, mens europæiske eventyrere holdt opsyn og bestred de poster, som krævede viden om patio-processen.

Fx var det en europæer, der udregnede, hvor meget kviksølv der var behov for at hælde i bassinerne, inden indianerne blev sat til at trampe rundt i dem.

De indianere, der overlevede et helt år i Potosí, blev ofte hængende i byen. Mange af dem havde stiftet gæld og kunne ikke få tilladelse til at drage hjem.

De druknede deres sorg i den alkoholiske drik chicha. Potosí blev derfor en rå by fyldt med vold og frygt.

Den hurtige befolkningstilvækst i Potosí havde også andre alvorlige følger.

Leveforholdene var kummerlige, og arbejderne boede ofte tæt pakket sammen i små, kolde hytter, hvor sygdomme spredte sig med lynets hast.

Ligesom i 1500-tallet går nutidens minearbejdere rundt med kokablade i munden. Rusmidlet gør det hårde slid mere udholdeligt.

© Shutterstock

Bjerget spytter stadig sølv ud

Sølvminer er fortsat Potosís vigtigste industri. Foruden sølv udvindes der zink, bly og tin. Udbyttet daler, men forholdene i minegangene er stadig livsfarlige.

  • 175.000 indbyggere har Potosí by i dag. Ca. 10. pct. af dem lever af minen.

  • Bjerget Cerro Rico er gennemhullet af 200 minegange, så der i dag er alvorlig fare for, at hele bjerget kollapser.

  • 10 år i minerne anses for at være en lang karriere. Sammenstyrtende gange, gaseksplo­sioner og støvlunger tager livet af de fleste efter få år.

  • 40 år er den gennemsnitlige levealder for nutidens fattige minearbejdere i Cerro Rico.

  • 1.200 tons sølv udvindes der hvert år i hele Bolivia. Det gør landet til verdens 9. største eksportør. Hovedparten af sølvet kommer fra bjergene rundt om Potosí.

Toledo endte bag tremmer

I Madrid var kongens råd godt tilfreds med vicekonge Toledos arbejde.

Mellem 1569 og 1580 steg sølvproduktionen i Potosí kraftigt, og byen fik sågar sin egen møntfabrik, der prægede spanske realer i stedet for at sende de uforarbejdede sølvbarrer hjem til Spanien.

Også tvangskristningen af indianerne – en anden af vicekongens officielle pligter – gjorde fremskridt. Toledo kunne desuden fremvise talrige nybyggede kirker, klostre, skoler og hospitaler i vicekongedømmets byer.

Det var også lykkedes ham at gennemføre en omfattende tvangsforflytning af hele 1,4 millioner indianere fra deres spredte småbyer i bjergrige egne til 840 større byer i lavlandet.

I byerne var de nemmere at få fat i, når den årlige kvote af tvangsarbejdere skulle opfyldes, og skatteopkræverne kunne også med større lethed inddrive de betydelige summer, som mandlige indianere måtte betale i skatter til spanierne.

Toledos succes sikrede ham en uhørt lang embedsperiode som vicekonge.

Mens hans otte forgængere havde regeret Sydamerika i to-fem år, fik han lov at bestride imperiets vigtigste post i 11 år og 10 måneder.

Hjemme i spanien bagtalte jaloux adelsmænd med ambitioner om selv at blive vicekonge dog Toledo.

Vicekongen af Peru modtog en fyrstelig betaling af kongen for at styre den enorme koloni. Til gengæld måtte han ikke drive handel eller på anden måde have ekstra indtægter, mens han bestred posten.

Reglen var indført for at fore­bygge korruption i kolonierne.

Toledos modstandere spredte rygter om, at vicekongen beholdt store mængder sølv fra Potosí og derved snød kongen. I 1581 blev Toledo derfor kaldt tilbage til Spanien og kastet i fængsel.

Året efter døde han bag tremmer.

Potosís sølvproduktion voksede fortsat, og det samme gjorde byen. I 1625 havde den 160.000 indbyggere – 30.000 flere end imperiets hovedstad Madrid.

Selvom mængden af sølv i Cerro Rico dalede i løbet af 1700-tallet, slap indianerne ikke for at slave som mitayos. Først da det spanske imperium begyndte at gå i opløsning, slap indianerne fri.

I 1812 blev deres protester omsider hørt og mita-systemet afskaffet.

12 år senere måtte Spanien opgive vicekongedømmet Peru, som løsrev sig efter en lang og blodig borgerkrig og endte med at blive splittet op i lande som Peru, Ecuador, Bolivia og Colombia.

Læs også:

Indianere

21 facts om indianere

14 minutter
Indianere

Hvornår røg indianerne på fredspibe?

2 minutter
Caluso indianere florida
Indianere

Indianere skabte genial madmaskine

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul