Stjålne indianerkrukker afleveret tilbage efter 38 år
Efter årtier uden det mindste spor har en gruppe arkæologer skabt et gennembrud i sagen om et af de største tyverier af indianske genstande nogensinde.

Den ene lerkrukke er dekoreret med en bevinget slange – gud for underverdenen i indianerkulturen ved Moundville.
Efter at været blevet stjålet for 38 år siden, er tre sjældne indianske lerkrukker på mystisk vis leveret tilbage.
I 1980 brød tyve ind i lageret tilhørende en arkæologisk udgravning i Moundville, Alabama, og forsvandt med 264 indianske genstande, en femtedel af alt der var fundet under udgravningen. Genstandene belyste håndværk og kultur der gik 800 år tilbage.
Arkæologer gik sammen om findeløn
På trods af en omfattende FBI-undersøgelse var tyvene umulige at finde og sagen blev lukket i slutningen af 1980'erne. Men i 2018 samlede en organisation af arkæologer sig for igen at skabe opmærksomhed om sagen. De udlovede endda en belønning på 125.000 kr. for information, der ville føre til et gennembrud.
Da genstandene i dag er flere millioner værd, forventede arkæologerne dog ikke noget. Men ud af det blå blev tre lerkrukker pludseligt leveret tilbage, og de anonyme hjælpere ville ikke engang have belønningen.