Indusfolkets kollaps

Indusfolkets gådefulde kollaps

1.000 højtudviklede byer, banebrydende opfindelser og et rigt handelsliv prægede induskulturen – en af oldtidens højest udviklede civilisationer. Men for 3.800 år siden forsvandt samfundet sporløst fra historien.

1.000 højtudviklede byer, banebrydende opfindelser og et rigt handelsliv prægede induskulturen – en af oldtidens højest udviklede civilisationer. Men for 3.800 år siden forsvandt samfundet sporløst fra historien.

Mamoon Mengal & Shutterstock

Spadestik for spadestik afslørede udgravningerne en by, der virkede næsten uhyggelig moderne. Byen lå på et sted, de lokale kaldte Mohenjo-daro, Dødehøjen, og bød på brønde, murede badeanlæg og sågar kloakering.

Snorlige gader gennemkrydsede kvartererne og opdelte byen i nydelige, retvinklede firkanter efter en velordnet byplan.

Efterhånden som arbejdet skred frem, stod det klart, at den britiske arkæolog John Marshall havde al mulig grund til at være både stolt og begejstret.

“Sjældent er det forundt arkæologer at opleve det, som skete for Schliemann på Tiryns og Mykene og for Stein i Turkestans ørken: at kaste lys over levnene fra en for længst glemt civilisation. Det ser imidlertid ud, som om vi står på tærsklen til sådan en opdagelse i sletterne ved Indus”, skrev han om opdagelsen i 1924 i tidsskriftet Illustrated London News.

Med afdæmpet stolthed og tilbageholdt begejstring sammenlignede Marshall sit fund af en by i den sydøstlige del af vore dages Pakistan – som på daværende tidspunkt var en del af den britiske koloni Indien – med to af historiens allerstørste arkæologiske opdagelser: levn fra henholdsvis antikkens Grækenland og 1000-årenes Mongoliet.

Men den prægtige civilisation, som Marshall havde fundet – induskulturen – gemte på en dyster gåde.

Den britiske arkæolog John Marshall havde det overordnede ansvar for udgravningerne i Indien fra 1902 til 1928.

© Creative Commons

Levnene efterlod ingen tvivl om, at samfundet, dets befolkning og dets professionelt udførte byggeri havde lidt en krank skæbne. Civilisationen var gået til grunde, og byerne var blevet forladt, glemt og siden skjult under sand og jord.

I de geologiske lag, der kunne dateres til år 1800 f.Kr., var sporene efter mennesker yderst sparsomme. På den tid var byernes storhedstid forbi, og indbyggerne forsvundet.

Hvad der gik galt, var en gåde for arkæologerne, der gennem de følgende årtier strømmede til Indusdalen for at undersøge den glemte, men nu genfundne civilisation og afdække dens hemmeligheder.

Blandt buddene, som arkæologer og historikere fremsatte, lød krig, invasioner, oversvømmelser og jordskælv. Først for nylig stod det klart, at årsagen til induscivilisationens pludselige undergang skulle findes langt fra floddalens frugtbare jord og de snorlige rækker af huse.

Induskulturens kollaps

Induskulturen var formodentlig meget fredelig og måske ledet af præster. Byerne har kun få spor efter fæstningsværker.

© Soban

Indien blev 3.000 år ældre

John Marshall blev hurtigt klar over, at udgravningen af Mohenjo-daro ikke passede sammen med de øvrige fund fra Indusdalen.

Da arkæologerne daterede deres fund ud fra de geologiske lag, opdagede de til deres store forbløffelse, at Mohenjo-daro var omkring 4.000 år gammel – langt ældre end nogen anden opdagelse i området.

Da Marshall efter nogle års udgravningsarbejde rejste hjem til England, lød hans egne estimater på, at induskulturen toppede mellem 3250 og 2750 f.Kr. Han hævdede at have “efterladt Indien 3.000 år ældre, end det var, da han kom”. Men den britiske arkæologs fund var kun en mikroskopisk flig af den kultur, der siden skulle blive afdækket.

Indtil da havde de mest vidtgående forskeres bud været, at den indiske civilisation var udsprunget i dalene omkring Ganges i det nordlige Indien, som indoariske immigranter fra Persien og det centrale Asien befolkede omkring 1250 f.Kr.

De nye fund viste, at en selvstændig indisk civilisation opstod mindst 1.500 år tidligere end hidtil antaget.

Indusfolkets kollaps

Tusindvis af små segl med dyremotiver og skrifttegn er fundet i Indusdalen, bl.a. med afbildninger af tyre og enhjørninger.

© J. H. Wade Fund/Clevelandart & Shutterstock

Udgravningerne af området rundt om Mohenjo-daro tog for alvor fart efter anden verdenskrig. I år 2002 var mere end 1.000 byer, landsbyer eller bosættelser udgravet.

Induskulturen strakte sig over den nordøstlige del af vore dages Afghanistan til Pakistan og det nordvestlige Indien i et område, der dækkede omkring en million kvadratkilometer – næsten det dobbelte af Frankrigs areal.

Forskerne mener tilmed, at nomader langs den omkring 3.000 kilometer lange Indusflod begyndte at dyrke jorden allerede omkring 7000 f.Kr. Vest for Indusfloden, i den del af Pakistan, der nu hedder Baluchistan, har forskerne fundet spor efter dyrkning af hvede og byg, foruden knogler fra kvæg, geder og får. Nomaderne begyndte at slå sig ned.

Induskulturen udviklede sig over tusindvis af år

Induskulturen blomstrede under den såkaldte modne Harappa-periode, hvor byer skød i vejret, og især smykker blev produceret i hobevis, men et avanceret folkefærd eksisterede faktisk i området helt tilbage til 7000 f.Kr.

Indusdalen var den perfekte grobund

Nomaderne kunne dårligt finde et bedre sted at grundlægge en blomstrende civilisation. Hver sommer fra juli til midten af august trak det kraftige vejrsystem monsunen heftig regn ind over landet.

Nedbøren fik Indusfloden til at gå over sine bredder, og når vandet trak sig tilbage, efterlod det et tykt lag af nærende lerjord, som afgrøderne trivedes i.

Omkring 3000 f.Kr. dyrkede menneskene her foruden korn også ærter, sesamfrø og dadler. Fra omkring denne tid har arkæologer desuden fundet spor af bomuldsfrø og -fibre. Velstanden gjorde den spirende kultur i stand til at bygge byer. I begyndelsen bestod bebyggelserne af landsbyer og klynger af huse. Omkring 2600 f.Kr. var de små landsbysamfund imidlertid vokset til egentlige byer med tusinder af indbyggere.

“Sjældent er det forundt arkæologer at opleve det, som skete for Schliemann på Tiryns og Mykene og for Stein i Turkestans ørken .. Det ser imidlertid ud, som om vi står på tærsklen til sådan en opdagelse i sletterne ved Indus”. Den britiske arkæolog John Marshall, 1924.

Til de allerstørste hørte Mohenjo-daro og Harappa.

Forskerne anslår, at Harappa alene husede 23.500 indbyggere og bredte sig over 150 hektar. Begge byer lå på en bakke, som var opstået, fordi mennesker gennem århundreder havde bebygget den samme plet jord og dermed efterladt sig rester af bygninger, affald og andet fyld. På toppen af bakken og midt i byerne lå en stor bygning, som lignede en fæstning.

Rundt-om bredte gaderne sig i et nøje opmålt net. De gennemgående gader var ni meter brede, mens mindre gader var 1,5 til tre meter brede, viste arkæologernes målinger.

Indusfolkets kollaps

Fibre og frø fra bomuld er fundet flere steder i Indusdalen. Det er historiens ældste spor efter bomuldsdyrkning.

© Shutterstock

Befolkningen tøjlede spildevandet

De snorlige gader er ingenting ved siden af byernes skjulte infrastruktur. Harappa, Mohenjo-daro og de andre store byer var udstyret med kloakering, bade og toiletanlæg, anlagt efter stort set samme principper som i dag.

I Mohenjo-daro udgravede arkæologer i 1925-1926 Det Store Bad, et anlæg med et mere end 12 meter langt og syv meter bredt badebassin. Badet er på det dybeste sted næsten 2,5 meter. På både sider og bund var sammenføjningerne mellem murstenene dækket med tjære, så bassinet blev fuldstændig vandtæt.

De fleste huse havde desuden eget badeværelse, som var forbundet med kanaler, der ledte spildevandet væk fra huset.

Mange huse i Mohenjo-daro var bygget i to etager. Her fandt arkæologerne rester af en form for faldstamme, lavet af terrakotta, som ledte spildevandet ud i kloakken på gaden. Kloakledningen var lavet af brændte mursten og sammenføjet med en speciel type tidlig mørtel med så høj præcision, at ledningen var helt tæt. Systemet var vidt forgrenet.

Induskulturens kollaps

Livet i induskulturens snorlige gader var præget af handel, byggeri, produktion og et rigt kulturliv.

© Biswarup Ganguly

Fra husene løb kloakledninger til en hovedledning, der igen var forbundet med mindre kanaler.

De murede kanaler kunne modtage store mængder spildevand. Hovedkloakledningen i byen Lothal var fx 1,5 meter dyb og 91 cm bred. Kloakken var overdækket, og et system af fald og skærme af træ sorterede det ikke-flydende affald fra strømmen af spildevand, der til sidst blev ledt ud i floden eller uden for byen.

Fund af murede kloakledninger, der fra et hul i gulvet inde i huset ledte ud til en overdækket cisterne, viser, at husene også havde latriner.

De huse, som ikke var tilsluttet byens hovedkloakledninger, ledte spildevandet ned i en sivebrønd bestående af en krukke med et hul i bunden, som vandet sivede ud igennem.

Udgravninger har tilmed vist, at nogle af byplanlæggerne forstod at tæmme de store vandmængder, som kom under monsunregnen.

I byen Dholavira fandt arkæologerne et anlæg på 16 vandreservoirer anlagt uden for byen. Reservoirerne kunne tilsammen indeholde 250.000 kubikmeter vand, som gennem akvædukter blev ledt ind til byen.

Yderligere 1.700 år skulle der gå, før romerne nåede samme niveau af sanitære forhold, og i mange dele af Europa skete det først i 1800-tallet.

Måleenhed var succesens hjørnesten

En af årsagerne til induskulturens succes skal findes i deres evne til at producere mursten. Arkæologer har observeret, at det for næsten alle byer gælder, at murstenene er lavet i nøjagtig samme størrelse. For at kunne opnå ensartetheden måtte induskulturens mennesker ikke alene besidde indgående viden om matematik, men også et udviklet system af mål og vægte.

Under udgravningerne fandt forskerne foruden verdenshistoriens første linealer lavet af elfenben også mange vægte af forskellig størrelse.

Ved at veje de kuber, som befolkningen brugte, når de skulle veje genstande, fandt forskerne ud af, at folkene brugte et binært talsystem.

Samme princip danner grundlaget for den moderne computerteknologi og blev første gang anvendt af europæere i primitive regnemaskiner i 1600-tallet.

Indusfolkets kollaps

Råstoffer som kobber, tin og guld blev udvundet fra Indusdalens jord. Fiskekroge, knive, økser og skåle blev fx fremstillet af kobber.

© Creative Commons

Vægtene blev ikke kun brugt ved byggeri. Byerne oplevede også en livlig handel, der vidner om en særdeles velorganiseret produktion.

I de store byer har arkæologer fundet værksteder bygget i et mønster, der viser, at håndværkerne havde deres egne kvarterer. Her forarbejdede de metaller som kobber, bronze, bly og tin. De lavede også produkter af halvædelstenen karneol, en rødlig, mikrokrystallinsk variant af kvarts.

Arkæologer har blandt andet fundet karneolsten, som er dekoreret med en lille cirkel inde i en større cirkel, så den ligner et øje. En figur af en mand – formodentlig en konge eller præst – fundet i dalen bærer i panden et lignende smykke, som menes at have beskyttet bæreren mod onde øjne fra fjender.

Nogle håndværkere lavede desuden små segl af fedtsten med billeder af dyr, især okser, tigre og bøfler. Seglene blev brugt til at stemple ler.

Den omfattende handel foregik ikke kun internt i bysamfundene. Fund viser, at folk i Indusdalen har importeret råvarer som fx mineraler fra Iran og Afghanistan, bly og kobber fra andre dele af Indien og jade fra Kina.

Cedertræ kom via floderne fra Himalaya- og Kashmirregionen. Indusfolket sendte terrakottakrukker, guldsmykker, sølv, metal, perler og ædelsten den anden vej.

Indusfolkets kollaps

Ædelsten som jade fra Kina handlede indusfolket sig til. Halskæder var den primære anvendelse for de kostbare sten.

© Shutterstock

Arbejde lignede industri

Indusfolkets varer nåede vidt omkring. Over 2.500 kilometer borte har arkæologer fundet varer forarbejdet i Indusdalen og handlen er blandt andet dokumenteret i arkiver fra oldtidsriget Sumer i Irak.

Her fremgår det, at “mændene fra det sorte land, bringer til kong Naram-Sin af Agade alle slags eksotiske varer” og både segl og smykker fra Indusdalen er under udgravninger dukket op i Mesopotamien, som inkluderer vore dages Irak, Kuwait og dele af Syrien.

Ligheder i udseendet mellem krukker, segl og andre varer fundet i henholdsvis Indusdalen, Centralasien og vore dages Iran vidner om, at også handlen med karavaner gennem Centralasiens ørkenlignende sletter har været livlig. I induscivilisationens storhedstid omkring 2600 f.Kr. var produktionen af varer så stor, at den nærmede sig en decideret industri, mener arkæologer.

Indusfolkets kollaps

Arkæologerne har også fundet mange flotte perler med mønstre i Indusdalen.

© The Metropolitan Museum of Art & Shutterstock

Hvordan hverdagen i øvrigt formede sig for befolkningen, ved forskerne kun lidt om, men fund tyder på, at kulturen befandt sig på et imponerende højt udviklingstrin.

Folkene i byerne kunne fx lide at pynte sig. Foruden smykker har arkæologer fundet blandt andet rester af makeup, øjencreme og kamme.

Fra fund af små terrakottafigurer, der skal forestille at danse og spille musik, ved vi, at befolkningen kendte til både trommer og en form for bueformet harpe.

Arkæologer har desuden fundet både legetøj og en terning, der ligesom i dag har mellem et og seks huller på hver af de seks sider.

Indusfolkets kollaps

Simple inskriptioner har forskere dateret til ca. 3300 f.Kr. Betydningen er ukendt, da skriftsystemet ikke er tydet.

© Garry Todd/Happan Civilizatiob Gallery/India National Museum & Shutterstock

Knuste potter bærer verdens første tegn

Induskulturens skriftsprog hører til blandt en skrumpende liste af tidlige sprog, der endnu ikke er afkodet. De seneste fund tyder på, at kulturens skrift tilmed var en af de tidligste i verdenshistorien.

Den allerførste inskription har arkæologer fundet på et potteskår i byen Harappa. Indskriften stammer fra induskulturens første fase fra ca. 3300 f.Kr. til 2800 f.Kr. og består kun af et enkelt tegn, der er påført leret efter brænding.

Inskriptionerne fra denne periode var simple og korte og bestod ofte kun af et enkelt symbol.

Senere blev tegnene mere avancerede og brugt i, hvad der formodes at være sætninger. Forskerne antager, at keramikken er lavet i Kot Diji, en meget tidlig bosættelse i provinsen Sindh i det sydøstlige Pakistan.

Massakre mistænkt for sammenbrud

Det harmoniske og højtudviklede samfund gik imidlertid hastigt i opløsning omkring 1900 f.Kr. Badene og kloakeringssystemerne forfaldt.

Inskriptionerne blev færre, og produktionen af vægte og mål gik næsten i stå. Den stramme byplanlægning blev afløst af kaos, da folk klumpede sig sammen i hastigt opførte huse i bykernen, mens kvartererne i yderkanterne lå forladte hen.

Det uforklarlige kollaps efterlod forskerne forvirrede. Under udgravninger af Mohenjo-daro i 1940’erne gjorde arkæologen sir Mortimer Wheeler imidlertid et fund, som – mente han – forklarede sagen.

Ved en kælderetage under et hus tæt ved en af de offentlige brønde fandt han to skeletter. De to afdøde havde ifølge Wheeler forsøgt at flygte op fra rummet og ud på gaden. Han fandt snart flere skeletter spredt rundtom i byen i underligt forvredne stillinger. I alt fandt han 37 skeletter, som han konkluderede var ofre for en massakre.

“Det er formentlig ikke noget tilfælde, at mænd, kvinder og børn blev udsat for en massakre i Mohenjo-daros sidste dage“. Arkæolog sir Mortimer Wheeler.

Induscivilisationen var blevet efterfulgt af en kultur af indoariske nomader, som indvandrede fra nordvest. Nogle arkæologer mente, at overgangen var sket ved et voldeligt opgør, idet indoarierne fortrængte de tidligere beboere, og at invasionen var skyld i kulturens forfald. For Wheeler var fundet af skeletter beviset.

Han var overbevist om, at de døde, han havde fundet i Mohenjo-daros gader, var indbyggere, der med deres sidste kræfter heroisk havde forsvaret sig mod den indtrængende fjende.

“Det er formentlig ikke noget tilfælde, at mænd, kvinder og børn blev udsat for en massakre i Mohenjo-daros sidste dage. Baseret på indicier sætter jeg Indra på anklagebænken”, skrev Wheeler med henvisning til den indoariske hovedgud.

Teorien blev imidlertid afvist i 1964, da forskere kunne påvise, at skeletterne slet ikke var fra byens sidste tid, men stammede fra en senere periode i Indusdalens historie.

En anden forsker konkluderede senere, at skeletterne ikke var døde i kamp. Deres skader var end ikke dødelige. Undersøgelser med moderne udstyr viste endda, at knoglerne var godt på vej til at hele, da døden indtraf. Noget andet måtte altså have slået menneskene ihjel.

Induskulturen overlevede i 5.000 år

År 7000 f.Kr.

De første mennesker begynder at dyrke byg og hvede i Indusdalen. Befolkningen lever stadig delvist som nomader. De jager fx elefanter og holder husdyr som får, geder og kvæg og bygger simple hytter af mudder.

År 5500 f.Kr.

Dalens bønder slår sig permanent ned i Indusdalen og begynder at opdele beboelse og lagerbygninger. Nogle laver håndværk, fx perlearbejde. I bosættelsen Mehrgarh laver folk tandbehandling med primitive bor.

År 3300 f.Kr.

Landbruget trives. Nye teknikker gør det muligt at anlægge byer med huse af mursten og en fæstningslignende bymidte. Blandt bebyggelserne er Kot Diji, hvorfra de ældste eksempler på skrifttegn på krukker stammer.

År 2600 f.Kr.

Induskulturen når sit højdepunkt. Byerne og handlen blomstrer. Bebyggelserne opføres efter en ensartet byplan med snorlige gader. Mange af bygningerne får kloakering og et system til affaldsopsamling.

År 1900 f.Kr.

Tørre somre hærger områderne omkring Indusdalen. Byerne forfalder langsomt, og handlen går i stå, muligvis som følge af kriser hos Indusdalens handelspartnere. Befolkningen begynder at flytte.

År 1300 f.Kr.

Dårligere huse bliver opført i bymidten, mens yderkvartererne ligger øde hen. Kloakker forsømmes eller bliver dækket til. Befolkningen er flyttet mod bjergene, og snart vil kulturen gå til grunde.

Floden vendte folket ryggen

Den egentlige skyld for induskulturens undergang skal næppe placeres hos en udefrakommende fjende. Ny forskning tyder i stedet på, at kollapset skyldtes den selvsamme næringsrige jord, som i første omgang fik landbruget til at blomstre langs Indus-floden og dannede grundlaget for civilisationens succes.

Indusdalen blev i kulturens sidste år plaget af både jordskælv og oversvømmelser, men klimaforandringer skulle vise sig at blive en større trussel.

En forskningsgruppe viste i en undersøgelse i 2018, at vejret i Indusdalen omkring 2500 f.Kr. ændrede sig markant. Temperaturen og dermed mængden af nedbør faldt.

Den udeblivende monsunregn gjorde det svært for beboerne i dalen at dyrke jorden, argumenterer forskerne i artiklen, som blev offentliggjort i tidsskriftet Climate of the Past.

Beviset for skiftet i den sæsonbestemte nedbør fandt forskerne i kerneprøver fra havbunden ud for Pakistans kyst langt fra Indusdalens støvede udgravninger. Fossiler af encellede organismer kaldet foraminiferer lå aflejret i prøverne.

Ved tidligere undersøgelser havde organismernes skaller afsløret havvandets saltindhold, da organismen døde og sank til bunds.

Om sommeren, når regnvandet fra monsunen fosser gennem floderne og fortynder havvandet, er saltindholdet lavere i skallerne, som dermed røber årstiderne i kerneboringernes lag. Den viden er brugt til at fastslå styrken af sommermonsunerne gennem historien.

Induskulturens kollaps

Indusfolket er i dag bl.a. kendt for sine sirlige mursten skabt i brændt mudder.

© Radhi.pandit

Det ved historikerne med sikkerhed:

  • Induscivilisationen blomstrede fra ca. 3300 til 1800 f.Kr.
  • Samfundet var velhavende og præget af livlig handel.
  • Landbrug var grundlaget for samfundets rigdom.
  • Indusfolket havde et omfattende kendskab til matematik.
  • De opførte teknisk avancerede huse, bade og kloaksystemer.
  • Klimaforandringer medvirkede til kulturens kollaps.

Monsunerne byttede styrke

Også styrken på vintermonsunerne kan fastslås forholdsvist nemt. Under vintermonsunen blæser kraftige vinde næringsstoffer fra oceanets dyb til overfladen.

Næringen giver en stigning i mængden af planter og dyr. Samtidig er havbunden nær Indusflodens munding meget iltfattig, hvilket giver optimale forhold for at bevare organisk materiale.

Muligheden for at finde DNA i boringerne er derfor ekstraordinært god. Og det samme er altså muligheden for at fastslå styrken af vintermonsunerne vha mængden af liv.

Forskerne leder ganske enkelt efter spor af DNA og tegner et billede af klimaforandringernes effekt på flora og fauna.

Med ny teknologi kan forskerne sekventere milliarder af DNA-molekyler i de sæsonbestemte lag og lave et sundhedstjek på naturen over tid. Billedet er klart: Dyre- og plantelivets trivsel ændrede sig parallelt med kulturens fald.

DNA-undersøgelserne viste, at biodiversiteten i området dalede omkring 2500 f.Kr. Derfor kunne forskerne konkludere, at skiftet skyldtes kraftigere vintermonsuner og svagere sommermonsuner i induskulturens sidste år. På kort tid forsvandt hele civilisationens grundpille.

Forandringerne har været vidtrækkende. Faldende temperaturer sendte koldere luft fra Arktis ind over Atlanterhavet og Nordeuropa.

Luften derfra skubbede storme ned over Middelhavet og fik vintermonsunen til at tage til over Indusdalen. Også oldtidens Egypten og Akkaddynastiet i Mesopotamien oplevede på samme tid sammenbrud – måske som følge af klimaforandringer.

I Indusdalen overlevede befolkningen ved at flytte fra byerne til foden af Himalayabjergene, hvor de slog sig ned i småsamfund. Her faldt der lige akkurat nok nedbør til dyrkning af jorden.

“Selvom sparsomme sommermonsuner gjorde landbrug besværligt langs Indusfloden, ville fugt og regn stadig falde regelmæssigt i de lavereliggende dele af bjergene”, siger geologen Liviu Giosan, der ledede forskergruppen bag undersøgelsen.

Når vinterstorme fra Middelhavet rammer Himalayabjergene, skaber de regn på den side af bjergkæden, der vender imod Pakistan, hvor nedbøren løber som vandstrømme, der kan bruges i dyrkningen af jorden.

Sammenlignet med de oversvømmelser fra sommermonsuner, som befolkningen i Indusdalen var vant til, ville nedbørsmængden have været relativt lille og ikke nok til at brødføde samme mængde mennesker, men regnfaldet ville til gengæld have været pålideligt.

“Vi kan ikke sige, at de forsvandt helt på grund af klimaet. … Men det er højst sandsynligt, at vintermonsunen spillede en rolle” Geolog Liviu Giosan.

Forskerne ved ikke, om det tog måneder eller århundreder for befolkningen at flytte til og bosætte sig ved Himalayabjergene, men de ved, at den massive migration fandt sted, og at den til sidst førte til civilisationens endeligt.

“Vi kan ikke sige, at de forsvandt helt på grund af klimaet. På samme tid kom den indoariske kultur til stedet. Med sig havde de redskaber af jern og tillige heste og vogne. Men det er højst sandsynligt, at vintermonsunen spillede en rolle”, konkluderer Giosan.

En del tyder på, at dalens bønder holdt ud længst, mens byerne hastigt blev affolket, måske fordi monsunen ikke længere sikrede en overflod af ressourcer.

Nogle forskere mener, at dele af induskulturen levede videre, længe efter at de højtudviklede byer blev efterladt. Ifølge nogle overlevede kulturen til omkring 1000-900 f.Kr.

Andre påstår endog, at kulturen først uddøde med Alexander den Stores fremrykning til Indien i 325 f.Kr. Atter andre påstår, at elementer af civilisationen lever videre i andre lokale kulturer den dag i dag.

Indusfolkets kollaps
© The Metropolitan Museum of Art & Shutterstock

Hvad troede indusfolket på?

Hverken templer, altre eller andre religiøse genstande er blevet udgravet i Indusdalen. Men visse forskere hævder, at civilisationen havde en meget betydningsfuld religion, der udviklede sig til andre af regionens trosretninger.

Visse af dyresymbolerne på segl fundet i dalen – fx en hyppigt afbildet tyr – bliver stadig brugt som et religiøst symbol i nogle af naboområderne.

Nogle forskere tror sågar, at kulturens mange bade tjente et religiøst formål og blev brugt i hellige renselsesritualer.

Indusfolkets kollaps
© India National Museum & Shutterstock

Havde induskulturen en stærk leder?

Indussamfundet havde ikke noget hierarki, alle var lige og bestemte lige meget. Sådan har videnskabsfolk indtil for nylig vurderet civilisationens styreform.

Antagelsen er baseret på, at husene var ensartede. Selv de større bygninger viste ingen tegn på, at de skulle have fungeret som paladser eller slotte.

Men teorien er kommet under pres, efter at gravfund peger på, at nogle indbyggere besad mere rigdom end andre. Andre forskere mener, at præsterne styrede induskulturen i et teokrati.

Indusfolkets Rosettesten mangler

Induskulturen overgik på mange måder klodens andre tidlige kulturer, som fx Egypten og Mesopotamien, men er også den mest gådefulde.

En del af uvisheden skyldes, at ingen aner, hvilket sprog indusfolket talte. Trods ihærdige forsøg har ingen sprogforsker endnu knækket skrifttegnenes gåde, selvom man har kendt til tegnene siden 1800-tallet.

Forskernes udfordring består i manglen på eksempler på skriften. Arkæologerne har ganske vist fundet tusinder af indskrifter fordelt i 60 forskellige udgravninger.

De fleste af teksterne er imidlertid alt for korte til at egne sig til afkodning. De består typisk af blot fire til fem tegn, og ingen overstiger 26 tegn. De korte sekvenser gør det svært for sprogforskerne at se mønstre i rækkefølgen af tegn og dermed at knække sprogets kode.

Amerikanske og indiske matematikere har uden held forsøgt at afkode inskriptionerne med et computerprogram.

Softwaren har blandt andet analyseret, hvilke tegn der normalt står ved siden af hinanden, og ud fra den information søgt basal viden om sprogets struktur.

Håbet er, at arbejdet kan føre til bud på, hvilke tegn der mangler i ødelagte skrifttavler eller segl. Hvis programmets mission bærer frugt, vil det måske hjælpe forskerne med at tyde sproget, fordi de får længere sekvenser at analysere.

Induskulturens kollaps

Arkæologen Alexander Cunningham forsøgte i 1872 at afkode induskulturens sprog på et fundet segl.

© Creative Commons

Sprogforskere arbejder samtidig på at opsnuse tilhørsforhold til andre sprogstammer i regionen. Teorierne er mange – fra indoeuropæiske sprog til de sprog, som de lokale i Cambodia, Vietnam og andre lande i Sydøstasien benytter.

Den gængse formodning er imidlertid, at Induskulturens sprog ligger op ad den såkaldt dravidiske sprogfamilie, som tales i det sydlige Indien og i Sri Lanka.

Selvom de jagter et sprogligt gennembrud sætter forskerne først og fremmest lid til nye fund. I 1822 afkodede videnskabsmænd hieroglyfferne vha. Rosettestenen. Hvis arkæologer finder induscivilisationens skrifttegn ledsaget af billeder eller måske ligefrem oversat til et andet sprog, kan det låse hele civilisationens gåde op.

I mellemtiden vil induskulturen være omgærdet af lige så meget mystik som sin pludselige undergang for mere end 3000 år siden.

Historiens, største, Troja
© HISTORIE

Historiens største gåder

Denne artikel er fra bogserien “Historiens største gåder”. Hvert bind går i dybden med mysterier om alt fra tempelridderne til nazisternes okkulte verden.

Se mere på: www.historienet.dk/gåder