"Jeg lod mundskænken hakke i småstykker"

Efter at have hørt om dette sendte Buwa en mand til byen Etawah for at skaffe en tola* gift pakket ind i et stykke papir.

Giften skulle gives videre til en gammel tjenerinde, som skulle bringe den til Ahmad Chasnigir. (I Hindustan kalder de mundskænken chasnigir).

Ahmad gav giften til den hindustanske kok og lovede ham fire parganaer** , hvis han på én eller anden måde kunne få den ned i min mad.

Buwa sendte endnu en kvinde ud over den gamle dame, som gav Ahmad giften. Den anden kvinde skulle holde øje med, at han virkelig gav mig giften, sådan som de havde aftalt.

Klogeligt anbragte han giften på tallerkenen og ikke i gryden, for jeg havde givet mine egne kokke strenge ordrer på at overvåge hindustanerne og få dem til at smage på maden direkte fra gryden, når de tilberedte retter til os.

Men da måltidet blev serveret, var vores egne uduelige kokke uopmærksomme. Den hindustanske kok anbragte en tynd skive brød på porcelænstallerkenen og strøede derefter knap halvdelen af giften ud over brødet.

Oven på giften lagde han noget kød, som var blevet marineret i olie. Hvis han havde strøet giften på kødet, eller hvis han havde kommet den i gryden, ville det være gået meget værre.

Desuden smed han af lutter forvirring resten af giften ind i ildstedet.

Kokkene serverede maden fredag aften efter den sene bøn. Jeg spiste en masse kaninkød og stegte gulerødder.

Derefter tog jeg nogle mundfulde af den forgiftede hindustanske mad, men uden at bemærke nogen dårlig smag.

Jeg tog også en mundfuld eller to af det marinerede kød. Heller ikke ved den lejlighed bemærkede jeg nogen dårlig smag.

Men efter at have spist et stykke tørret kød eller to fik jeg pludselig kvalme.

Dagen før havde jeg også spist tørret kød, og da lagde jeg mærke til, at maden havde en sær smag. Det troede jeg nu var grunden til, at jeg fik kvalme.

Endnu en gang vendte det sig i mig. Mens jeg sad ved bordet, fik jeg to gange brækfornemmelser, og det var lige før, jeg kastede op på dugen.

“Nej, nu går det ikke længere”, sagde jeg til sidst til mig selv. Hurtigt kom jeg på benene og skyndte mig ud på badeværelset. Hele vejen derud var jeg ved at kaste op.

Da jeg nåede frem, brækkede jeg mig voldsomt. Jeg har aldrig før brækket mig efter et måltid, ikke engang når jeg har drukket. Af den grund bredte en mistanke sig som en skygge over mit sind.

Jeg beordrede kokken arresteret og sørgede for, at opkastet blev givet til en hund, som mine folk holdt øje med.

Under den første vagt blev hunden sløv, og dens mave svulmede op. Uanset hvor mange sten folkene kastede efter den for at få den til at flytte sig, så nægtede den at rejse sig op.

Hundens tilstand var uændret indtil middag, så kom den på benene, og den overlevede da også.

Et par af mine krigere, som havde spist den samme mad som jeg, kastede voldsomt op den følgende morgen. Den ene var meget syg, men vi kom os dog til slut allesammen helt.

Ulykken ramte os, men når enden er god, er alting godt, som man siger. Gud gav mig livet tilbage; jeg havde været døden nær og var vendt tilbage til livet. Jeg var født på ny. Nu har jeg forstået, hvad livet er værd.

Jeg beordrede sultan Muhammad Bakhshi* til at holde godt øje med kokken, som var blevet arresteret.

Da kokken efterfølgende blev tortureret, tilstod han da også detaljerne, som jeg har angivet ovenfor.

Om mandagen beordrede jeg landets fremmeste mænd, de adelige, de militære ledere og ministrene til at overvære retssagen.

Jeg lod de to mænd og to kvinder afhøre, og de tilstod alle sagens detaljer. Jeg lod mundskænken hakke i småstykker og gav ordre til, at kokken skulle flås levende. Den ene af de to kvinder lod jeg trampe ihjel af en elefant, og den anden lod jeg skyde med en luntelåspistol.

Buwa selv lod jeg arrestere. Hun skal komme til at betale for, hvad hun har gjort.*

Lørdag drak jeg en kop mælk. Det samme gjorde jeg om søndagen. Jeg indtog også noget lemnisk jord* og noget opium opløst i mælk.

Mælken fik virkelig mine indvolde i gang. Om lørdagen kom jeg af med noget kulsort, der mest lignede betændt galde.

Gudskelov er alt nu i orden. Der er en verselinje, som siger, at “den, som når døden, værdsætter livet”.

Hver gang jeg tænker på denne rædselsfulde begivenhed, bliver jeg vred. Det var kun ved Guds nåde, at jeg fik lov at leve videre. Hvordan kan jeg dog give udtryk for min taknemmelighed?

Jeg håber ikke, at dette vil opskræmme dig. Jeg har i detaljer beskrevet alt, hvad der skete.

Selvom det var en skrækkelig begivenhed, som ikke fuldt ud kan beskrives med ord, så har jeg takket være Gud overlevet, og alt er endt godt.

Vær ikke bekymret.

Efterskrift

Babur levede endnu fire år, før han i 1530 døde af naturlige årsager.

Inden da grundlagde han Mogulriget, som kom til at herske over Indien de følgende mere end 300 år.

Først i midten af 1800-tallet, da briterne overtog magten i Indien, gik Baburs rige under.