Keltisk kar fra Gundestrup i Danmark

Kelterne fik skrevet deres historie af deres fjender

For romerne var kelterne blodtørstige barbarer. Det ry har de bevaret til i dag. Men hvem var kelterne egentlig, og findes de stadig i dag?

For romerne var kelterne blodtørstige barbarer. Det ry har de bevaret til i dag. Men hvem var kelterne egentlig, og findes de stadig i dag?

Wikimedia Commons

I den berømte tegneserie “Asterix” følger vi et keltisk folk i Frankrig ved navn gallerne, som nægter at lade sig trampe på af Julius Cæsar og hans romerske imperium.

Hovedpersonerne er de gæve gallere Asterix og hans bedsteven, Obelix. Og netop Obelix er på mange måder personificeringen af de klichéer, som har klæbet til kelterne i over 2.500 år.

Obelix er stor og tyk uden meget tøj på kroppen. Han elsker mad og vin, er brovtende og larmende og kan med største lethed slå selv den største romerske soldat til plukfisk.

Skal man tro diverse skriftlige overleveringer fra grækerne og romerne, var Obelix, som kelterne var flest.

Galleren Vercingetorix overgiver sig til den romerske hærfører, Julius Cæsar.

Galleren Vercingetorix overgiver sig til den romerske hærfører og senere kejser, Julius Cæsar. Maleri af Lionel Royer fra 1899. Vercingetorix var en gallisk høvding, som tappert forsvarede gallernes sidste bastion, den befæstede by Alesia, i det nuværende Frankrig. Det lykkedes dog Cæsar og romerne at sulte ham og hans folk ud.

© Wikimedia Commons

Teksterne beskriver kelterne som store, brovtende mænd, der ofte drog i kamp uden en trævl på kroppen og brølede og skreg, mens de uden foragt for døden overfaldt fjenden.

I store dele af jernalderen (ca. år 500 f.Kr. til år 800 e.Kr.) havde kelterne ry for at udvise stort mod på slagmarken, men også for at være enfoldige, drikfældige og “ubeherskede og kaotiske”, som den græske filosof Aristoteles beskrev dem.

Men hvem var disse “skøre” keltere, som bredte sig over store dele af Europa for dernæst næsten helt at forsvinde igen? Det kan du blive klogere på i denne artikel.

Kelterne bestod af flere folkeslag

Kelterne var ikke et samlet folk, men snarere en samlet betegnelse for en lang række forskellige befolkningsgrupper, der levede i jernalderen i Mellem- og Vesteuropa.

Kelterne talte sandsynligvis sprog, der lignede hinanden så meget, at de forskellige stammer indbyrdes kunne forstå hinanden.

Det er dog tvivlsomt, hvorvidt kelterne betragtede sig selv som et stort, fælles folk.

Sandsynligvis definerede hver enkelt kelter sig snarere som medlem af en bestemt stamme eller familieklan.

Kelterne efterlod sig kun meget få skriftlige kilder, der fortæller om deres kultur, sprog og samfund.

Carnyx – kelternes kamphorn

Carnyx fra Tintignac i det centrale Frankrig. Kelterne var berømte og berygtede blandt deres fjender for deres kamptrompeter, carnyxerne. De blev fremstillet i bronze mellem det 2. århundrede f.Kr. og det 2. århundrede e.Kr.

© Wikimedia Commons

Kelternes fjender

Vores viden om det hemmelighedsfulde folk er primært baseret på arkæologiske fund i Tyskland og Frankrig samt ikke mindst historiske vidnesbyrd fra grækerne og romerne.

Grækerne og romerne var fjender af kelterne. Deres historiske beskrivelser af kelterne skal derfor tages med et gran salt.

Mange af kilderne er upræcise og har ofte karakter af propaganda, hvis formål var at fremstille kelterne som et stereotypt fjendebillede.

Den græske filosof Platon beskrev kelterne som “fordrukne og meget krigeriske”.

Romerne havde heller ikke meget tilovers for kelterne, som de bekrigede utallige gange i 300-tallet og 200-tallet f.Kr og senere under Cæsars gallerkrige og i forbindelse med erobringen af Britannien.

Évariste Vital Luminais: To gallere krydser en flod.

To gallere krydser en flod. Maleri af den franske maler Évariste Vital Luminais (1821-1896).

© Wikimedia Commons
Kelternes druider ofrer et menneske, idet de stikker en daggert i hans mellemgulv. Når han falder til jorden, kan de – ud fra hans krampetrækninger og den måde, blodet sprøjter ud på – sige, hvad der vil ske i fremtiden. Diodorus Siculus, græsk historiker.

Romerne anså kelterne som barbariske og enfoldige, men frygtede dem samtidig for deres krigeriske egenskaber.

Den romerske general Marcus Claudius Marcellus’ beskrivelse af kelterne er som taget ud af et “Asterix”-hæfte:

“Næsten alle gallerne er meget høje, lyshårede og rødmossede. Deres blikke er barske, de er meget stolte og uforskammede. En hel flok fremmede ville ikke være i stand til at klare en enkelt galler, hvis han kalder sin kone til hjælp, der som regel er stærk og har blå øjne. Ikke mindst, når hendes nakke svulmer, mens hun tænderskærende svinger sine mægtige, hvide arme og begynder at uddele slag og spark”.

Invasionen af Rom

Évariste Vital Luminais: “Gaulois en vue de Rome”.

Évariste Vital Luminais (1821-1896): Gallere får øje på Rom. Motiver fra kelternes og gallernes verden var populære i kunsten i 1800-tallet. Évariste Vital Luminais’ skildringer af gallernes tøj og udrustning er i øvrigt langtfra historisk korrekt.

© Wikimedia Commons

Arkæologiske fund afslører, at de keltiske folkeslag opstod engang i 800-tallet f.Kr. langs floderne Donau, Rhinen og Elben i Centraleuropa.

Dengang var kelterne fordelt på over 100 rivaliserende stammer med fælles sprog, kultur og religion, men med hver deres fyrste til at lede stammen.

Omkring 600 f.Kr. udvandrede flere keltiske stammer til Spanien.

200 år senere nåede nogle af de keltiske udvandrere hele vejen til Tyrkiet, mens andre drog over Alperne for at slå sig ned i det nordlige Italien.

Her besejrede kelterne en romersk hær ved floden Allia, hvorefter de fortsatte deres plyndringstogter mod selveste Rom.

I 390 f.Kr. belejrede kelterne dele af Rom og tvang byen til at betale 1.000 pund guld for at forsvinde igen.

Kelternes udbredelse

Alliance med Karthago

Op gennem 200-tallet f.Kr. udviklede kelterne sig til en torn i øjet på det fremadstormende Romerrige.

Kelterne allierede sig med flere af Roms ærkefjender, blandt andet den græske feltherre Pyrrhus og Hannibal fra Karthago.

Da sidstnævnte krydsede Alperne med sine elefanter i 218 f.Kr., bestod halvdelen af hans hær af i alt 30.000 keltiske fodfolk og 4.000 kavalerister, hvilket var halvdelen af hele Hannibals hær.

De mange krige med kelterne affødte et voldsomt had hos romerne til “barbarerne” fra Frankrig, som romerne hånligt kaldte for “Gallia Comata” – det behårede Gallien.

Diodorus fra Sicilien om gallerne

Den døende galler, statue

Den døende galler er uden sammenligning den berømteste afbildning af en galler fra romertiden. Der er ikke meget autentisk ved udseendet bortset fra den galliske moustache, som var let at aflæse i antikken, da overskæg slet ikke hørte sig til i hverken den romerske eller den hellenistiske verden. Statuen er en romersk kopi af en hellenistisk statue fra slutningen af det 3. århundrede f.Kr.

© Wikimedia Commons

Sådan så kelterne ud

En af de mest detaljerede beskrivelser af kelternes (her benævnt “gallerne”) udseende og væremåde findes i den græske historiker Diodorus Siculus’ værk, Bibliotheca historica, fra mellem år 60 og 30 f.Kr.

Cæsar blev kelternes undergang

Efter de tre puniske krige mod Karthago i årene 264 til 146 f.Kr. blev Rom den dominerende stormagt i Middelhavet, og romerne begyndte for alvor at trænge ind på de keltiske områder.

I år 58 f.Kr. blev Julius Cæsar statholder over de galliske provinser. Frem til år 50 f.Kr. erobrede han hele Gallien, i dag bedre kendt som Frankrig.

Cæsar slog keltiske opstande ned i Bretagne og i Normandiet, og ifølge den engelske historiker Michael Grant var den romerske hær gallerne langt overlegen på dette tidspunkt.

I sin bog, “Julius Cæsar”, fra 1969 beskriver historikeren kelterne således:

“I krig var gallerne i højere grad pralende end egentlig farlige. Tidligere invasioner i Italien havde givet dem et imponerende ry i Rom, og der var stadig noget skræmmende over det første angreb fra fodfolket med deres lange sværd og træskjolde. Men efter det første tilbageslag forvandlede disse fodfolk sig hurtigt til en uhåndterlig, nytteløs flok, hverken så vilde som barbarerne eller så velorganiserede som romerne”.

Kelterne i billeder

Kelterfyrsten fra Glauberg og ceremonielt skjold fra Battersea
© Wikimedia Commons

Kelternes kunst

Den keltiske kunst virker ofte mystisk og skræmmende. Det skyldes måske, at vi ved så lidt fra kelterne selv om, hvilke skjulte betydninger der gemte sig i deres kunst. Her er to iøjnefaldende eksempler på keltisk kunst: 1) Den såkaldte kelterfyrste fra Glauberg i Tyskland fra ca. 400 f.Kr. udført i sandsten. 2) Et ceremonielt bronzeskjold fra Battersea fundet i floden Themsen i London – fra mellem 350 f.Kr. og 50 f.Kr.

Gundestrupkarret
© Wikimedia Commons

Gundestrupkarret

I 1891 fandt man det såkaldte Gundestrupkar i tørvemosen Rævemose i Vesthimmerland, Danmark. Karret er af sølv og er dateret til mellem år 150 og 50 f.Kr. Motiverne på Gundestrupkarret indikerer, at det blev lavet af kelterne. Nye undersøgelser viser, at karret sandsynligvis stammer fra det nuværende Rumænien eller Bulgarien.

Heuneburg – keltisk “storby”
© Nicolai Aarøe/HISTORIE

Nordeuropas største storby

Kelterne blev af grækerne og romerne anset som enfoldige barbarer, som var ude af stand til at organisere sig i større byer. Den påstand gør den keltiske oldstidby Heuneburg i Sydtyskland til skamme. Byen blev til omkring år 600 f.Kr. og var Nordeuropas største storby med en befolkning på sit højeste på ca. 5.000 indbyggere.

Stonehenge er ikke keltisk.
© Shutterstock

Stonehenge er ikke keltisk

De keltiske druider blev i mange år anset for at have bygget den mystiske stenkonstruktion Stonehenge, der ligger i grevskabet Wiltshire, England. DNA-analyser har dog siden afsløret, at Stonehenge blev bygget i slutningen af yngre stenalder af mennesker med forfædre, der genetisk nedstammede fra Anatolien og ikke fra området omkring Donaus udspring. Kelterne har dog sandsynligvis brugt Stonehenge på et eller andet tidspunkt som en slags helligdom.

Menneskeofrende druider

Julius Cæsar havde dog svært ved at indtage kelterområdet i Storbritannien.

En storstilet hæraktion i år 55 f.Kr. slog fejl, og først knap hundrede år senere, i år 43 e.Kr, vendte stormagten tilbage med 400 skibe og 20.000 mand under ledelse af general Aulus Plautius.

Romerne blev igen mødt af stor modstand fra de frygtløse keltiske klaner og menneskeofrende druider.

Den græske historiker Diodorus Siculus, som levede kort før Jesu fødsel, beskrev druiderne således:

“De ofrer et menneske, idet de stikker en daggert i hans diafragma (mellemgulv, red.), og når han falder til jorden, kan de – ud fra hans krampetrækninger og den måde, blodet sprøjter ud på – sige, hvad der vil ske i fremtiden. Et offer må aldrig ske uden en druide”.

Du kan læse meget mere om druiderne her.

Kelterne i Storbritannien

Op gennem 40’erne lykkedes det romerne med møje og besvær at besejre det meste af Storbritannien og skabe den romerske provins Britannia.

Romerne havde stort held med at splitte gallerne ved at føre en politik, hvor de keltere, som valgte at acceptere den romerske overmagt, blev belønnet med en masse fordele.

De, der modsatte sig, blev enten dræbt eller solgt som slaver. Det anslås, at over en million besejrede keltere blev solgt på Roms slavemarkeder.

De efterfølgende århundreder blev kelterne assimileret med den romerske kultur, og de engang så vidtstrakte og magtfulde folkeslag forsvandt næsten helt.

Enkelte steder på De Britiske Øer, særligt i Irland, lykkedes det kelterne at bevare deres kultur.

Over tid har de dog blandet sig så meget med andre befolkningsgrupper, at det i dag er svært at afgøre, hvad der er tilbage af den oprindelige keltiske kultur ud over nogle få dialekter.

Læs også: Alle ville have romernes akvædukter: Vand gav Rom magt

Her tales der keltisk i dag

© Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

6 keltiske lommer

Der tales varianter af keltisk i seks områder i Europa. Fem af disse findes i Storbritannien, og ét i Bretagne i Frankrig.

© Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Skotsk-gælisk

Ca. 57.000 taler skotsk-gælisk som modersmål i det nordvestlige Skotland samt på øgruppen Hebriderne og i Nova Scotia, Canada.

© Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Irsk-gælisk

Irsk-gælisk er officielt sprog i Irland. Ifølge en spørgeundersøgelse fra 2016 taler i alt 1.761.420 mennesker irsk. Blot 73.803 af disse taler dog det keltiske sprog dagligt.

Isle of Man mellem England og Irland
© Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Manx

På den lille ø Isle of Man uddøde det keltiske sprog, kendt som manx, i 1974. Man har dog forsøgt at genoplive sproget, og nogle få på øen kan i dag igen kommunikere på sproget.

© Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Walisisk

Walisisk tales som modersmål af 883.300 mennesker. Det svarer til 29,1 procent af befolkningen, viser de seneste officielle optællinger fra 2021.

© Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Kornisk

Kornisk blev talt i Cornwall-området i det sydvestlige England, men sproget uddøde i slutningen af 1700-tallet. Kornisk har dog fået en opblomstring op gennem det 20. og 21. århundrede og bliver i dag brugt i undervisningen i mange skoler. I 2002 fik kornisk status som officielt sprog under den såkaldte Europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog.

Keltisk Bretagne
© Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Bretonsk

Bretonsk tales som modersmål i den franske region Bretagne. Op mod en halv million taler sproget i dag. Det keltiske sprog har dog hårde kår, da undersøgelser viser, at de fleste, som taler bretonsk, er 60 år eller derover.