Dinosaurer er en forholdsvis moderne “opfindelse”, for de første fossiler af de store fortidsdyr blev først identificeret og videnskabeligt beskrevet i 1800-tallet.
Mennesker, der levede i oldtiden, havde derfor ingen anelse om, at kloden havde været beboet af store krybdyr for millioner af år siden.
Ikke desto mindre stødte folk også for flere årtusinder siden på fossiler og knogler fra gigantiske fortidsdyr.
Men fordi de ikke kendte til dinosaurer, mente mange oldtidsfolk, at fossilerne måtte tilhøre væsener fra sagn og myter.
Fx skrev den kinesiske historiker Chang Qu i 300-tallet, at hans landsmænd havde fundet knogler fra en drage i Sichuan-regionen.
Flere græske og romerske kilder omtaler gigantiske knogler som de jordiske rester af helte fra mytologien.
Ifølge historikeren Herodot (480-480 f.Kr.) fandt fx et skelet, som skulle tilhøre sagnhelten Orestes. Skelettet over fem meter langt.
Selv romerske kejsere så med stor nysgerrighed på knoglerne. Under Tiberius (14-37 e.Kr.) rystede et stort jordskælv byen Pontos i nutidens Tyrkiet.
Frem fra jorden dukkede store knogler, som de lokale var bange for at forstyrre, for ikke at påkalde sig gudernes vrede. Men de sendte dog en af de 30 cm lange tænder til Tiberius, som straks satte en ekspert til at vurdere hvor stor sagnhelten havde været, baseret på tanden. I dag mener forskerne, at romerne havde fundet en skelettet af en steppe-mammut.
Knogler fra store fortidsdyr er bl.a. kendt fra et græsk keramik-kar til vin og vand fra 500-tallet f.Kr.
Mystiske knogler førte til fabeldyr
Nogle eksperter har foreslået, at de væsner, som er kendt fra antikkens myter, kan være opstået, fordi oldtidsfolk faldt over knogler fra dinosaurer og andre uddøde dyr.
Fx mener historikeren Adrienne Mayor, at griffen kan være udsprunget af fossil-rester af dinosauren Protoceratops andrewsi, hvis skelet ligner et pattedyr med fuglehoved.
Palæontologen Othenio Abel foreslog i 1914, at fossiler af forhistorisk elefanter kan have inspireret til den enøjede kyklop, fordi dyrets kranium midtpå har et hul til snablen, som kan forveksles med et stort øjenhul.