Nordkorea fremstår til tider som et bizart tegneserieland regeret af den magtsyge Kim-familie i nu tre generationer. Men der er god grund til at tage diktaturstaten alvorligt.
Med 1,2 millioner soldater råder Nordkorea over verdens fjerdestørste militær – og et ukendt antal atomvåben.
Lær atommagten og tre generationer af Kim-dynastiet bedre at kende her.
Indholdsoversigt
- Det mørke Nordkorea
- Nordkoreas Kim-dynasti
- Kim Jong-Un dræbte onkel og storebror
- Korea blev delt mellem USA og Sovjetunionen
- Kim Il-Sung – “Den Store Leder”
- Kim Jong-Il – “Den Kære Leder”
- Nordkorea – tidslinje
- Nordkoreas atomvåben er kommet for at blive
- Kim Jong-Un – “Den Store Efterfølger”
- Fem sindssyge myter om Nordkoreas ledere
Det mørke Nordkorea
En gang imellem bliver der taget et satellitbillede af Nordkorea og dets nabolande, Sydkorea og Kina, by night.
Kontrasten mellem landene i det østlige Asien er mildest talt (ned)slående.

Satellitfoto af Nordkorea i næsten fuldstændigt mørke med de oplyste storbyer i Kina og Sydkorea omkring sig. I Sydkorea ligger strømforbruget pr. indbygger på 10.162 kWh om året. For Nordkorea lyder samme tal på blot ca. 600 kWh om året.
Mens storbyerne i Kina og Sydkorea lyser op som en sværm af ildfluer på nattehimlen, fremstår Nordkorea som et sort hul midt på landkortet.
Denne mørklægning skyldes desværre ikke en fremsynet klimabevidsthed i det nordkoreanske diktatur.
Satellitbilledet fortæller derimod den historie om Nordkorea, som diktaturstaten forgæves forsøger at holde hemmelig for omverdenen: At landets knap 26 millioner indbyggere lever i total armod uden elektricitet, internetforbindelse og kontakt til resten af verden.
Nordkoreas Kim-dynasti

Officielle fotos af de foreløbig kun tre repræsentanter for Nordkoreas herskerdynasti: Kim Il-Sung (1912-1994), Kim Jong-Il (1941-2011) og Kim Jong-Un (født et sted mellem 1982 og 1984).
Nordkorea er det mest hermetisk lukkede land i verden, der i syv årtier har opbygget en grotesk kultdyrkelse af nationens enevældige herskere fra Kim-familiedynastiet.
Kim-familien har siddet tungt på magten siden slutningen af 1940’erne, hvor Kim Il-Sung indtog rollen som Nordkoreas første diktator. Han efterfulgtes i 1994 af sin søn Kim Jong-Il.
Siden 2011 hedder lederen Kim Jong-Un, også kendt som “Den Store Efterfølger”.
Kim Jong-Un dræbte onkel og storebror
Kim Jong-Un var nærmest ukendt i Nordkorea, da han i 2009 pludselig ud af det blå indtrådte i Nordkoreas nationale forsvarskomité.
Han havde tilbragt store dele af sin tidlige ungdom på en kostskole i Schweiz – under et pseudonym – men fik en kometkarriere i Nordkorea, da hans to storebrødre faldt i unåde hos faren Kim Jong-Il.
I 2010 blev Kim Jong-Un udnævnt til firestjernet general og indsat på magtfulde poster i militæret og Arbejderpartiet – på trods af at han ingen militærerfaring havde.
Efter farens død i 2011 indtrådte Kim Jong-Un som Nordkoreas nye suveræne leder.

To statsledere med gensidig tiltrækning giver hinanden håndtryk i forbindelse med et topmøde mellem USA og Nordkorea i 2018. “Han er mere end klog”, sagde Donald Trump efter sit møde med Kim Jong-Un.
Siden magtovertagelsen har Kim Jong-Un kun strammet grebet yderligere om Nordkoreas befolkning.
Alle, som står i vejen for diktatoren, ender i en af landets berygtede arbejdslejre eller bliver likvideret.
I 2013 henrettede Kim Jong-Un sin onkel Jang Song-thaek og hans børn og børnebørn.
Den officielle forklaring var, at onklen var en landsforræder.
Der er dog meget, der taler for, at Nordkoreas leder i virkeligheden skaffede ham af vejen, fordi han så ham som en politisk trussel.
Den samme paranoia var sandsynligvis også grunden til, at Kim Jong-Un fik sin storebror Kim Jong-Nam henrettet i 2017. Han var bange for, at storebroren ville gøre krav på titlen som Nordkoreas leder.
Attentatet fandt sted i Kuala Lumpurs lufthavn i 2017, hvor en kvinde hyret af det nordkoreanske regime placerede et tørklæde med en dødelig nervegift over brorens ansigt.
Korea blev delt mellem USA og Sovjetunionen

To børn foran en amerikansk M26-tank under Koreakrigen i 1951.
Kim-dynastiets rædselsregime begyndte kort efter 2. verdenskrig, at den tidligere japanske koloni Korea blev opdelt i to.
Sovjetunionen tog kontrol over den nordlige halvdel af Korea, mens USA besatte den sydlige halvdel.
Arrangementet skulle være midlertidigt, men blev begyndelsen til en total adskillelse mellem nord og syd i Korea, der stadig eksisterer i dag.
Da Sovjetunionen fik magten over Nordkorea, skulle de indsætte en person på posten som landets leder.
Valget faldt på den sovjettro soldat Kim Il-Sung, der tiltrådte som statsoverhoved den 9. september 1948.
LÆS OGSÅ: Den kolde krig: Tidslinje
Kim Il-Sung – “Den Store Leder”
Kim Il-Sung fik hurtigt opdyrket en kult omkring sin person, og allerede efter indsættelsen blev han omtalt som “Den Store Leder” i befolkningen.
Kim Il-Sung etablerede Koreas Folkehær bestående af andre veteraner fra den antijapanske guerillakamp.
Og den 25. juni 1950 fik han grønt lys af Sovjetunionen til at invadere Sydkorea. Koreakrigen var en realitet.
Nordkorea omtaler stadig konflikten som “Den Sejrsrige Befrielseskrig for Fædrelandet”.
Men “sejren” kom med en stor pris. Under den tre år lange krig bombede USA Nordkorea tilbage til stenalderen. Sovjetiske observatører anslog, at 85 procent af alle bygningsværker i Nordkorea blev tilintetgjort under krigen.

Kim Il-Sung viser vejen for sin søn Kim Jong-Il. Kraftigt billedbehandlet billede af far og søn på det for nordkoreanerne så mytiske bjerg: Mount Paektu. Det er det samme bjerg, som Kim Jong-Un på et andet billede på denne side er i færd med at bestige på en hvid hest.
Da Koreakrigen sluttede i 1953, var næsten tre millioner koreanere blevet dræbt – 10 procent af halvøens befolkning.
Det skønnes, at omkring to millioner af de dræbte var nordkoreanere.
I midten af 1950’erne distancerede Nordkorea sig fra både sovjetisk og kinesisk indflydelse, da “Den Store Leder” lancerede begrebet “juche” – eller “selvhjulpenhed” på dansk.
Ideologien bag “juche“ var med regimets egne ord at “løse sine egne problemer på eget ansvar under alle omstændigheder”.
På Arbejderpartiets kongres i Pyongyang i 1980 blev det klart, at ansvaret for Nordkoreas fremtid ville hvile på Kim-familiens skuldre i al overskuelig fremtid.
Her blev det nemlig offentliggjort, at Kim Il-Sungs ældste søn, Kim Jong-Il, skulle overtage magten i landet efter farens død.
Tronskiftet skulle ske for at sikre, at den revolutionære indsats blev fortsat i “slægtled efter slægtled”, som det blev formuleret.
Den 8. juli 1994 døde Kim Il-Sung efter et voldsomt hjerteanfald.
Radio Pyongyang annoncerede nyheden med ordene: “Det Store Hjerte er holdt op med at slå”.
Kim Jong-Il – “Den Kære Leder”

Kim Jong-Il.
Kim Jong-Il var nu enehersker over Nordkorea, og han var på mange måder sin fars diametrale modsætning.
Hvor Kim Il-Sung blev hyldet som en frygtløs frihedskæmper med stor militærerfaring, var sønnen en fordrukken playboy med en mærkværdig, strittende frisure og et iltert temperament.
Og den nye leders første tid som enehersker gav uden tvivl også anledning til en række vredesudbrud.
Blot to dage efter Kim Jong-Ils indtrædelse som øverstkommanderende for Nordkoreas folkehær brød Sovjetunionen sammen.
Den blok af kommunistiske lande, der havde støttet det nordkoreanske regime både økonomisk og ideologisk, var med et fortid.
Murens fald afskar den livline til Sovjetunionen, som havde holdt Nordkorea kørende i årtier, og op gennem 1990’erne blev Nordkorea ramt af massiv hungersnød.
Mellem en halv million og to millioner mennesker døde under hungersnøden i 1990’erne. Nogle spiste rotter for at overleve, andre tyede til kannibalisme.
I takt med at livet i Nordkorea nåede næsten ubærlige højder, voksede personkulten omkring landets leder.
Regimet kreerede en næsten eventyrlig fortælling og mytologisering af Kim Jong-Il og hans baggrund.
Ifølge legenden blev “Den Kære Leder”, som Kim Jong-Il blev kaldt, født i en træhytte på Nordkroeas sagnomspundne Paektu-bjerg, der grænser op til Kina.
Med tydelige lån fra kristen mytologi lyste en enestående klar stjerne op på himlen ved hans fødsel. Som om det ikke var nok, rejste der sig en dobbelt regnbue over Paektu-bjerget efter Kim Jong-Ils undfangelse.
Nordkorea – tidslinje

I Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, troner to gigantiske bronzestatuer på 22 meter. De forestiller diktaturstatens grundlægger Kim Il-Sung og hans efterfølger, sønnen Kim Jong-Il.
Sådan blev Nordkorea skabt
1905
Korea hører under japansk herredømme. Det koreanske folk bliver tvunget til at tage japanske navne, sproget koreansk bliver forbudt i skolerne, og al undervisning foregår på japansk. I 1919 knuser japanerne et oprør i Korea med brug af omfattende tortur og henrettelser.
1940
Kim Il-Sung leder en guerillahær fra Manchuriet mod den japanske overmagt i Korea. Til trods for enkelte sejre på slagmarken må Kim Il-Sung se sig slået i 1940, hvorefter han flygter til Sovjetunionen. Her bliver han kaptajn i Den Røde Hær.
1945
De allierede parter med USA og Sovjetunionen i front vinder 2. verdenskrig, og Japan, som var allieret med Nazityskland, trækker sig ud af Korea. Sovjetunionen rykker ind i nord, og USA rykker ind i syd. De to stormagter splitter landet op i Nordkorea og Sydkorea ved den 38. breddegrad. Amerikanerne sætter den konservative antikommunist Syngman Rhee ind som præsident i syd, mens Sovjetunionen vælger Kim Il-Sung som leder af nord.
1948
Kim Il-Sung indtræder som Nordkoreas officielle statsoverhoved. To år senere starter han en lynkrig mod Sydkorea med Josef Stalins godkendelse. Det bliver startskuddet til Koreakrigen, som varer frem til 1953.
1952
Nordkorea åbner et statsligt institut for atomundersøgelser med støtte fra Kina og Sovjetunionen. På papiret skal instituttet udvikle fredelig atomenergi, men i virkeligheden bliver det startskuddet til Nordkoreas udvikling af atomvåben.
1991
Sovjetunionen bryder sammen, og Nordkorea mister sin vigtigste allierede, der har ydet en enorm økonomisk støtte til landet i årtier. Den industrielle udvikling i Nordkorea, der faktisk gik hurtigere i 1960’erne og 1970’erne end hos nabolandet i syd, går fuldstændig i stå, og Nordkorea kastes ud i en massiv hungersnød.
1994
Kim Il-Sung dør den 8. juli 1994 af et slagtilfælde. Den nordkoreanske regering erklærer straks undtagelsestilstand, og befolkningen bryder ud i åbenlys gråd. Over to millioner mennesker deltager i begravelsen i Pyongyang, bl.a. også statsledere fra Kina, Vietnam og Cuba. Efter Kim Il-Sungs død overtager sønnen Kim Jong-Il posten som landets statsoverhoved.
2006
Nordkorea satser mere og mere på udvikling af atomvåben for at afskrække sine fjender. I 2006 erklæres det på nordkoreansk TV, at det er lykkedes at gennemføre en atomprøvesprængning. Den bedrift gør Nordkorea til verdens ottende atommagt.
2011
“Den Kære Leder”, Kim Jong-Il, dør af et hjerteanfald under en togrejse i nærheden af hovedstaden Pyongyang. Der erklæres tre års landesorg, og den afdøde leders relativt ukendte søn Kim Jong-Un overtager magten i Nordkorea.
Nordkoreas atomvåben er kommet for at blive

Nordkoreas hær på 1,2 mio. soldater er verdens fjerdestørste militær. Samtidig råder diktaturstaten også over et ukendt arsenal af atomvåben.
Efter årtusindskiftet var den værste hungersnød i landet overstået, og Nordkoreas befolkning vendte tilbage til en tilstand af “blot” konstant gnavende sult og underernæring.
Kim Jong-Il lagde nu alle kræfter i at styrke landets militær, så de onde kapitalister i Vesten ikke turde røre den kommunistiske slyngelstat.
Koreas Arbejderparti indførte sloganet: “Militæret er Partiet, Folket og Nationen”, og i 2006 kulminerede Nordkoreas atomvåbenprogram, da regimet gennemførte den første atomprøvesprængning.
Kim Jong-Un – “Den Store Efterfølger”

Kim Jong-Un rider op ad bjerget Paektu, der har en nærmest guddommelig status blandt nordkoreanerne. Ifølge propagandaen blev Kim Jong-Uns far og farfar født på bjerget. Det var her, den koreanske skabelsesberetning begyndte.
“Den Kære Leder” gik bort i 2011 og blev afløst af Nordkoreas nuværende leder, sønnen Kim Jong-Un.
Og han har videreført farens atomvåbenprogram med hidtil uhørt ildhu.
I september 2022 vedtog Nordkorea en ny lov om atomvåben.
Her fremgik det, at Nordkoreas atomvåben er kommet for at blive, og at nedrustning aldrig kommer på tale.
Som Kim Jong-Un udtalte det til det statslige nyhedsbureau, KCNA, i forbindelse med den nye lov:
“Fred er kun mulig ved styrken til at afskrække imperialistisk arrogance”.
LÆS OGSÅ: Nato: Tidslinje for en forsvarsalliance i forvandling
Fem sindssyge myter om Nordkoreas ledere

Genforeningsbuen i Pyongyang, opført i 2001. Navnet skyldtes ikke nogen nært forestående genforening mellem Sydkorea og Nordkorea, snarere et realitetsfjernt ideologisk håb.
Propaganda møder gudedyrkelse
Propaganda og personlighedsdyrkelse er essentielt for styret i Nordkorea, der gennem årtier har ophøjet deres ledere som guddommelige skabninger. Her er fem af de mest vanvittige myter om Nordkoreas ledere.
Da Kim Jong-Il var tre uger gammel, tog han sine første skridt. Blot fem uger senere havde han på mirakuløs vis fået evnen til at tale.
Kim Jong-Il var et naturtalent på en golfbane. Første gang han svingede golfkøllen under en turnering, lavede han fem hole-in-one, hvilket er verdensrekord. Tiger Woods go home.
På blot to år skrev Kim Jong-Il 13 operaer. Han skrev også over 1.500 bøger, mens han læste på universitetet.
Kim Jong-Il gik aldrig på toilettet, en egenskab, han havde arvet fra sin far. Den mærkværdige evne er tilsyneladende ikke gået i arv til hans søn. I hvert fald er Kim Jong-Un berømt for at medbringe et personligt toilet, hvor end han rejser hen.
Og nu vi er ved Kim Jong-Un, så kan nordkoreanske skoleelever læse, at landets nuværende leder allerede kunne køre bil, da han var tre år gammel.
Ung amerikaner døde efter halvandet års fangenskab i Nordkorea
I 2016 blev den amerikanske universitetsstuderende Otto Warmbier idømt 15 års strafarbejde for at have stjålet politisk propagandamateriale under sit besøg i Nordkorea. I dette klip erkender han sin forbrydelse for rullende TV-kameraer, inden han grædende bønfalder regimet om tilgivelse. Da Otto Warmbier endelig blev udleveret til USA efter halvandet års diplomatisk tovtrækkeri, var han gået i koma og døde kort tid derefter.