Johann Karl Fuhlrott skynder sig. Der er ikke et sekund at spilde. Et par arbejdere fra det lokale stenbrud har givet ham nogle kraftige knogler og en kranieskal, som skulle stamme fra en bjørn.
Men den naturkyndige lærer mener, oprindelsen er en helt anden.
Kraniet er umiskendeligt fra et menneske – om end det er usædvanlig tykt og har to enorme buer over øjenhulerne.
Fuhlrott tror, at fundet kan være noget sensationelt, ingen har set før: et primitivt fortidsmenneske. Men det er flere uger siden, arbejderne fandt “bjørnen”, og nu kan resterne været hakket væk.
Spændt når han frem til stenbruddet, der ligger i Neanderdalen nær Düsseldorf i Tyskland. Her har en flod skåret en smal, 50 m dyb kløft med stejle sider.
Kløften er med sine to vandfald og ni klippehuler en sand naturperle, der længe har tiltrukket landskabsmalere.
I dag findes stenbruddet ikke længere, men på denne augustdag i 1856 begiver Fuhlrott sig ned ad den sydlige klippeside til en af de ni huler, Kleine Feldhofer, hvor knoglerne blev fundet.
Den snævre hule ligger 20 m over floden, og de to stenbrudsarbejdere viser præcis, hvor de fandt kraniet. Desværre er det meste af skelettet væk.
I alt kan Fuhlrott indsamle det øverste af kraniet, to lårbensknogler, fem knogler fra armene, bækkenknoglen og nogle fragmenter af skulderblad og ribben.
Gennem de mange fund af neandertalknogler har forskere sammenstykket et nuanceret billede af fortidsmennesket.
Knoglefundet var et mysterium
Fuhlrott bragte knoglerne til den anerkendte anatom Hermann Schaaffhausen ved universitetet i Bonn, som gjorde store øjne.
Efter at have målt knoglerne op var Schaaffhausen heller ikke i tvivl om, at de stammede fra et menneske. Han anede bare ikke hvilken slags.
I dag ved forskerne, at der er tale om homo sapiens' nærmeste slægtning, neandertaleren. Menneskearternes evolution er nøje undersøgt, og neandertalerens gener sågar kortlagt.
Men da Fuhlrott fandt knoglerne i 1856 – tre år før Charles Darwin udgav sin bog om evolution – var tanken om tidligere menneskeformer skandaløs.
Faktisk havde forskere allerede fundet to andre neandertalere, hhv. et barnekranium i Belgien i 1829 og et kranium på Gibraltar i 1848.
Men ingen af tidens lærde lagde noget særligt i de to fund. Fundet af et 33.000 år gammelt skelet i Wales i 1823 blev henlagt som stammende fra en skøge fra romersk tid.
I første halvdel af 1800-tallet var al tale om forskellige menneskearter absurd. Forskerne diskuterede udelukkende et komplekst system af menneskeracer – hvide, gule og sorte.
De mente, at nogle racer var højere udviklet end andre – med europæere som de nobleste – men grundlæggende var alle enige om, at mennesket havde haft sin nuværende form, siden Gud skabte det.
For at finde en plads til det gådefulde menneske fra stenbruddet i Neanderdalen søgte Schaaffhausen tilbage i gamle skrifter og fandt bl.a. Cæsars betragtninger om barbarer, hvis “øjne gnistrede så voldsomt af vildskab, at de romerske soldater blev grebet af panik og hele hære opløstes”.
Og de endnu værre irere, som if. Cæsar var “glubske kannibaler, for hvem det var en hæder at fortære forældrenes kroppe”.
På et møde den 4. februar 1857 i det preussiske medicinske og naturhistoriske selskab i Bonn præsenterede Schaaffhausen og Fuhlrott deres fund. Ingen havde nogensinde set noget lignende, og i de følgende år var mange fjendtlige overfor teorien om et fortidsmenneske.
Fx fik de buede lårbensknogler nogle til at mene, at skelettet stammede fra en kosakrytter fra Mongoliet, der var faldet i kamp.
Den britiske geolog Charles Lyell viste imidlertid i 1863, at fundet måtte være meget gammelt, fordi der var sket en kemisk forandring i knoglerne.
Og i 1864 konkluderede den irske anatom William King, at fundet ikke bare var en tidlig europæer, men en uddød menneskeart, som han gav navnet homo neanderthalensis.
Tysk ekspert var uenig
Den indflydelsesrige tyske patolog Rudolph Virchov var imidlertid dybt uenig.
Med hele sin akademiske tyngde fremsatte han sin teori om, at knoglerne i virkeligheden stammede fra en syg person, men i de følgende år stod det efterhånden klart at mennesket fra Neanderdalen ikke var et enkeltstående sygt individ.
Efterhånden tegnede forskere et billede af et uddødt folk, hvis territorium strakte sig fra Atlanterhavets kyst og helt til Usbekistan og Israel.
Fund i det sydvestlige Frankrig og Kroatien vidnede om en avanceret adfærd med bl.a. dygtigt udformede stenknive og spydspidser.
Knogler viste, at arten var stærke, tætbyggede mennesker med grove træk, som jagede rensdyr og istidsdyr som næsehorn og mammut.
I 1909 kom Marcellin Boule med endnu et bidrag til forståelsen af neandertaleren. Han var palæontolog ved naturhistorisk museum i Paris og publicerede en skelsættende analyse af det mest komplette neandertal-skelet fundet året før.
I dag ved vi, at skelettet stammer fra en gammel gigtplaget, krumrygget mand.
Men Marcellin Boule bredte de sære ryghvirvler ud til hele neandertalarten, og med en fordømmende beskrivelse som ludende abemennesker med lange arme og dorske sind skrev han dem langt ud af vores stamtræ.
Boule bemærkede, at hjernen var større end hos homo sapiens, men afskrev dens betydning med, at det evolutionære misfoster manglede væsentlige “menneskelige” dele.
Indtil 2. verdenskrig var Boules fremstilling den gængse. Men så forkastede en ny generation af antropologer racebegrebet. De så på adfærd i stedet for anatomi som en måde at forstå menneskelig variation på, og samme metoder kastede nyt lys på neandertaleren.
En række fund i Shanidar i Irak i 1950'erne og 60'erne blev banebrydende.
I en hule i Zagros-bjergene fandt den amerikanske arkæolog Ralph Solecki og hans hold neandertalskeletter med masser af spor efter sår og skader.
Den mest ekstreme var en neandertaler med en amputeret arm, og nøjere studier viste, at han levede i 20 år efter indgrebet.
Det fik forskerne til at konkludere, at hans artsfæller må have taget sig af ham – et bevis på en omsorg, som blev betragtet som noget enestående for homo sapiens.
Endnu mere fantastisk var en neandertaler lagt i graven med farvestrålende blomster under et ritual, der vidner om en forestilling om et liv hinsides det jordiske.
Neandertalerne levede i flokke i det tyndt befolkede Europa.
Europas herskere i 175.000 år
I dag er forskerne ikke i tvivl om, at neandertalerne har begravet deres døde.
Andre steder er skeletter nænsomt lagt i fosterstilling, men som arkæologen Richard Klein har konstateret, kan det “omsorgsfulde” også skyldes et praktisk hensyn: At de ønskede at slippe af med et stinkende lig og grave så lille et hul som muligt.
Forskerne så nu neandertalerne som et højt udviklet folk kun et par skridt fra vores europæiske forfædre og som en direkte forfader til homo sapiens.
Nye dateringsmetoder viste, at de yngste fund er ca. 25.000 år gamle, mens de ældste går mere end 200.000 år tilbage, og studier af fundene afslørede, at de stærke fortidsmennesker var meget dygtige jægere.
Neandertalerne kunne nedlægge så sky dyr som bison og kronhjort og benyttede en avanceret jagtform med et koordineret samarbejde, hvor “klappere” drev en dyreflok frem mod en skare af modige krigere, som sprang frem og med enorm styrke drev deres kraftige, spidse spyd ind i dyrene.
Livet dengang var meget opslidende og gav mange brækkede lemmer, men neandertalerne værdsatte også de blødere sider.
Fund viser, at de formentlig har smykket sig med farvede skaller.
Neandertalerne var de eventyrlystne
Opfattelsen måtte igen revideres, da den newzealandske genetiker Allan Wilson med banebrydende dna-studier i 1980'erne viste, at alle nulevende mennesker kan trække en tråd tilbage til en stammoder, der levede i Afrika for mindre end 200.000 år siden.
Mennesket opstod formentlig i Afrika og vandrede først ud af kontinentet meget senere. Neandertaleren kunne altså umuligt være homo sapiens' forfader.
Mange videnskabsfolk var direkte fjendtlige overfor Wilsons studier, men for Chris Stringer fra Natural History Museum i London gav studiet god mening.
Stringers egne studier pegede nemlig på, at mennesket ikke kunne være opstået i Europa fra neandertalere, men måtte stamme fra afrikanere. Men hvis ikke neandertalerne var vores forfædre, hvem var de så?
Svaret på den gåde har forskerne de seneste årtier gravet frem fra en labyrint af huler nær Burgos i det nordlige Spanien.
Her levede for 300.000-500.000 år siden en klan af kraftigt byggede mennesker på omkring 175 cm og 95 kg. Deres hoveder rummede en hjerne omtrent på størrelse med vores.
De levede i sociale grupper og har højst sandsynligt haft et sprog. Arten kaldes homo heidelbergensis og har visse neandertaltræk uden alligevel at være neandertalere.
Homo heidelbergensis kendes også fra endnu ældre fund i Afrika og anses i dag for at være den fælles forfader til både homo sapiens og neandertaleren.
Forskerne mener, at neandertalerne er efterkommere af en særligt eventyrlysten gren af homo heidelbergensis, der drog ud af Afrika og ankom til Europa, mens homo sapiens er efterkommere af de artsfæller, der blev hjemme i Afrika.
Det billede er i dag bekræftet af sensationelle kortlægninger af neandertalerens gener, der har afsløret, at menneskets og neandertalerens linjer skiltes for godt en halv million år siden.
I Europa kunne de nyankommne varmevante afrikanske forfædre mærke nordenvindene bide skarpere, mens gletsjere og isbræer bredte sig.
Under istiderne har jægerfolket alligevel kunnet overleve, for Sydeuropa var hjemsted for et rigt dyreliv: moskusokse, rensdyr, uldhåret næsehorn og den imponerende mammut.
Gennem generationer har artens krop undergået en dramatisk forvandling, som har tilpasset den til kulden.
Det fuldt færdige neandertallook var skabt for omkring 200.000 år siden, og fra mellemistiden for ca. 130.000 år siden var Europa neandertalterritorium.
Neandertalernes udseende er skabt af kulden. De var kraftigt byggede med en stor brystkasse. Fingrene var korte og tykke. Underbenene var korte i forhold til lårbenene, hvilket man i dag kender fra bl.a. sibirske folk.
Den kompakte krop med korte lemmer og ekstremiteter reducerer overfladearealet og hjælper med at holde på varmen, mens den slankere anatomi hos langlemmede, slanke afrikanske folk omvendt hjælper dem af med varmen.
Neandertalerne levede formentlig hovedsageligt i huler eller klippely, hvor de tilberedte deres jagtbytte over ildsteder.
Store mængder af dyreknogler med skæremærker beviser, at de var ivrige jægere, og protein-analyser af deres knogler peger på, at de ikke spiste meget grønt eller fisk.
Livet som storvildtjæger har været særdeles farligt, og det er sjældent at finde individer ældre end 45 år.
Hvad de tænkte og følte, er vanskeligt at sige, men i dag mener forskerne, at neandertalernes store hjerne rummede både følelser og et komplekst sprog, der fx gjorde dem i stand til at videregive information om dyreliv, planteegenskaber og den teknik til forarbejdning af sten, som de mestrede.
De farvede sig muligvis med jordfarver, der har givet gruppen identitet og været væsentlig i rituelle handlinger.
Europa var dengang tyndt befolket, og de fleste neandertalere har levet meget lokalt uden handel eller kontakt med andre grupper langt væk.
De stenredskaber, forskerne har fundet sammen med neandertalerne, er skabt af lokale sten, mens stenredskaber fundet sammen med homo sapiens-knogler ofte ikke findes lokalt og er udvalgt fra kilder, der kan ligge over 100 km fra fundstedet.
Med en bedre fysik og større hjerne var neandertaleren – i teorien – bedre egnet til overlevelse end Homo sapiens.
Vi er selv neandertalere
Da homo sapiens begyndte at vandre ind i Europa, tog neandertalerne deres første skridt mod udryddelse. Nok var de kloge, stærke og gennem årtusinder tilpasset istidens barske klima, men alligevel blev de evolutionens tabere.
Årsagen til det tilsyneladende paradoks er fortsat en gåde for videnskaben, men huler rundtom i Europa fortæller i hvert fald en del af historien.
I de arkæologiske lag, hvor neandertalere er udgravet, finder arkæologerne det samme simple værktøj med store stenøkser og knive.
Men i de øvre, nyere lag med homo sapiens dukker et væld af teknologiske nyskabelser frem: fine små knivsblade, nåle, pilespidser og redskaber af andre materialer som elfenben og tak.
Dertil kommer kunst som symboler, figurer og dyrebilleder på hulevæggene, der vidner om, at palæontologen Marcellin Boule trods alt havde ret i, at vores sind rummer andet og mere.
Vores gamle forfædres kreative kultur gjorde dem i stand til at tilpasse sig det barske istidslandskab lynhurtigt med teknologi og opfindelser snarere end gennem en langsom forvandling af kroppen gennem generationer.
Ifølge Chris Stringer har homo sapiens ganske enkelt forstået at vride mere ud af naturens tilgængelige ressourcer. Neandertalerne blev presset i konkurrencen om jagtbytte og rendt over ende af en ny gren af mennesker, der fik flere overlevende børn.
I løbet af tusindvis af år blev neandertaleren efterhånden udkonkurreret og forsvandt. Men faktisk har kortlægningerne af arvematerialet afsløret, at neandertalerne på sin vis slet ikke er forsvundet.
De lever videre i os. Hvert eneste menneske udenfor Afrika bærer 1-4 pct. neandertal-dna. Det tyder på, at vores forfædre og neandertalerne fik børn sammen.
Ikke alle er enige i den tolkning, men hvis den er rigtig, kan neandertalerne ikke i klassisk forstand betragtes som en anden art end homo sapiens trods deres anderledes udseende. De var i så fald blot en lidt anderledes slags mennesker.
Forsker vil genoplive neandertaleren
Genforskeren George Church fra Harvard University i USA var i begyndelsen af 2013 centrum for en mediestorm, da det kom frem, at han var parat til at genoplive neandertaleren.
Det eneste, han manglede, var en “eventyrlysten kvinde” som rugemor.
Siden viste det sig, at Church var fejlciteret, men if. forskeren vil genteknologi snart gøre det muligt at skabe en neandertaler, og derfor mener han, muligheden bør diskuteres nu.
Hvis man vælger at genoplive neandertaleren, mener Church, at man bør genskabe en større gruppe.
Ud over at stille vores videnskabelige nysgerrighed vil eksperimentet måske også kunne bidrage med nye værdifulde tanker. Deres hjerner var en del større end vores, og if. Church er det ikke utænkeligt, at de på nogle områder vil være mere intelligente end os.
Arten vil måske kunne komme i tanker om helt nye løsninger og ideer, vi ikke selv har tænkt på.