Lille stammefolk skabte Det Persiske Imperium

Historikerne ved meget lidt konkret om Kyros’ oprindelse. Hans fødsel og opvækst er omgærdet med legender. Han blev formodentlig født i 570’erne f.Kr. i Persien.

Det var på den tid et lille stammeområde beliggende i vore dages Iran, der hørte under Det Mediske Rige. I sin storhedstid strakte Medien sig fra Sortehavet til Indusfloden.

Kyros optræder for første gang på historiens scene i 557, hvor han blev indsat som den mediske konges vasal i Persien. Blot fire år senere kom Kyros dog i krig med sin herre.

Kyros fik ikke bare samlet perserne under sit styre, men også lokket den mediske konges styrker over på sin side. Sammen erobrede de Mediens hovedstad, Ekbatana, i 550 f.Kr.

Der var således nok ikke tale om en krig mellem lande, men et internt oprør, hvor en magtfuld stormand styrtede en forhadt konge og dannede et nyt dynasti.

Besejrede Kroisos

I en anden af Nærorientens stormagter, Lydien, besluttede den rige kong Kroisos at drage fordel af de interne problemer i Medien.

I 547 rykkede Kroisos med sin hær over grænsefloden Halys mellem de to riger for at erobre Kappadokien.

Men Kyros var ingen svag konge. Han drog i felten med sin medisk-persiske hær og besejrede Kroisos, der snart var belejret i sin egen hovedstad, Sardes.

Mens kampen stod på, henvendte Kyros sig til de græske byer på den lilleasiatiske kyst, der var underlagt Kroisos. De nægtede dog at hjælpe ham i krigen.

Kroisos måtte til sidst kapitulere. Ifølge myterne beordrede Kyros ham først brændt levende, men fik så medlidenhed med den mand, der havde haft – og nu mistet – alt.

For de græske byer var der ingen nåde. De blev erobret og gjort til en del af Perserriget.

Efter også at have gjort sig til konge af Lydien vendte Kyros sig mod områdets tredje stormagt, Babylonien. Det blev endnu en blodig krig – ikke den fredelige overtagelse, Kyros selv beskrev.

Kambyses kaldt en galning

Kilderne er generelt fjendtligt stemt mod Kambyses. Han beskrives som en galning, der terroriserede egypterne og bespottede deres religion.

Hans felttog mod Nubien i syd og oaserne i vest førte ikke til flere store erobringer og fremstilles som rene katastrofer.

Kambyses døde på vej hjem fra Egypten i 522. Hans nærmeste arving var broren Bardiya, der straks efter tog magten i Persien.

Men i den persiske hær, der havde fulgt med kongen, var der en adelig officer ved navn Dareios, der havde en fantastisk historie at fortælle. Bardiya var død. Den mand, der havde sat sig på tronen i Persien, var en bedrager.

Ifølge Dareios havde Kambyses ladet sin bror myrde, før han drog mod Egypten. Kun sådan kunne han sikre, at tronen ikke blev ranet i hans fravær.

Den mand, der nu kaldte sig Bardiya, var i virkeligheden en medisk præst ved navn Gaumata. Han havde stjålet tronen, hvilket havde fået Kambyses til at tage sit eget liv i fortvivlelse. Nu var det så op til Dareios og hæren at hævne kongen.

At styrte og henrette Bardiya og hans tilhængere var en smal sag for den kampvante persiske hær. At retfærdiggøre handlingen var vanskeligere for Dareios.

I tiden, der fulgte, rejste der sig en række oprør mod Dareios, og lokale magthavere udråbte sig selv til uafhængige konger.

I sidste ende fik Dareios dog knust alle oprør, og han kunne stolt fortælle sin version af historien på sit sejrsmonument i Behistun.

De fleste moderne historikere mener dog, at den mand, Dareios styrtede, nok var den ægte Bardiya og dermed den legitime arving til Kambyses. Men som sagt, så er det sejrherren, der skriver historien.

Centraliserede riget

Da han havde opnået fuld kontrol med riget, gik Dareios i gang med at omorganisere det. Man kan med en vis ret sige, at Dareios skabte Perserriget.

Han hævdede, at den persiske gud Ahura Mazda havde givet ham tronen, og dyrkningen af ham blev nu den centrale religion i riget.

Kalenderen blev reformeret, og Dareios indførte en særlig persisk møntfod kaldet dareikken efter ham selv.

Han styrkede rigets bureaukrati og indsatte sine loyale folk som satrapper – statholdere – overalt. Han fik forbedret rigets veje og opbygget et hurtigt kommunikationsnetværk.

Han indledte et omfattende byggeprogram i en af rigets hovedstæder, Susa, og begyndte at opføre en helt ny hovedstad, Persepolis (“Persernes by” på græsk).

I 499 brød der et oprør ud blandt de græske byer, Kyros havde undertvunget. Ikke før 494 var oprøret knust.

Dareios besluttede derpå at sende en straffeekspedition mod de uafhængige græske byer, der havde hjulpet oprørerne.

Det endte med et persisk nederlag ved Marathon i 490, der har fået stor betydning i græsk historie, men næppe var andet end et irritationsmoment for Dareios.

Perserriget kunne ikke lade trods gå ustraffet, så en ny ekspedition var uundgåelig. Men Dareios fik andet at tænke på, da der brød et oprør ud i Egypten, og kort efter, i 486, døde han.

Det var op til hans søn Xerxes først at knægte egypterne og så vende sig mod grækerne.

Invaderede Grækenland

Xerxes’ invasion af Grækenland i 480 var en langt mere storstilet affære. Storkongen selv stod i spidsen for en kæmpe hær.

Han vandt en dyrekøbt sejr ved Thermopylæ, men ved Salamis led hans flåde et nederlag til grækerne.

Bagefter rejste Xerxes hjem igen. Invasionen var ikke afblæst, men udsat, til en ny flåde var blevet bygget. Det nåede dog aldrig at ske.

I 479 vandt grækerne ved Plataiai en knusende sejr over den del af hæren, der var blevet efterladt i Grækenland, og Xerxes opgav sit projekt.

Selv når man tager højde for græsk propaganda, så må man konkludere, at nederlaget til grækerne markerede et vendepunkt for Perserriget.

Det var slut med erobringer. Fra nu af kæmpede storkongerne mest mod hofintriger og for at holde riget sammen.

Men perserne havde stadig en rolle at spille i græsk historie. Hvad våbenmagt ikke kunne gøre, kunne persisk guld.

I kong Dareios 2.s tid (423-404) blev perserne tungen på vægtskålen i magtkampen mellem de græske byer Athen og Sparta. Persisk støtte til spartanerne var afgørende for krigens udfald.

Hyrede græske lejetropper

Militært kunne perserne dog stadig ikke måle sig med grækerne. Efter Dareios 2.s død overtog Artaxerxes 2. tronen, men hans yngre bror, prins Kyros, indledte et oprør mod ham i 401.

Prinsen hyrede en hær på 10 .000 græske lejesoldater, men blev dræbt i et slag ved Kunaxa.

Men selv uden deres leder kunne grækerne marchere hele vejen fra Perserrigets hjerte og hjem, uden at perserne kunne stoppe dem. Det var et tegn på svaghed, der ikke var til at tage fejl af.

Makedonerkongen Alexander den Store tog tråden op, da han invaderede Perserriget i 334.

Han vandt en række militære sejre over perserne, og kong Dareios 3. måtte flygte, mens Alexander marcherede ind i Babylon som en befrier. Grækerne så det som en endegyldig sejr over Perserriget.

Men faktisk blev Alexander bare den nye storkonge. Mange persere gik over til ham, og Dareios 3. blev myrdet af sine egne folk.

Om det var Kyros den Store, der væltede den mediske konge, eller Alexander den Store, der væltede Dareios 3., betød ikke noget for menigmand. Erobrere kom og gik, men riget bestod.