Junglen bliver tættere, og bjergene højere, mens Hiram Bingham og hans følge bevæger sig langs Urubamba-flodens brusende snoninger i det sydlige Peru den 23. juli 1911.
For fire dage siden forlod amerikanske Bingham byen Cuzco for at indlede jagten på ruinerne af Vitcos og Vilcabamba: inkaernes sidste tilflugtssteder under kampen mod de spanske erobrere – de såkaldte conquistadores.
Hen under aften når følget en lille sandet slette ved navn Mandor Pampa, hvor Bingham er blevet rådet til at spørge de lokale efter ruinerne.
Alkoholiker viser vej til ruiner
Mulddyrdriverne slår lejr, mens Bingham og en lokal soldat fra følget går over til en lille faldefærdig hytte ved vejen. Her finder de peruvianeren Melchor Arteaga, som lever af at sælge forsyninger til forbipasserende rejsende.
Selvom Arteaga er fuld, reagerer han prompte, da de spørger efter ruiner i området. Han løfter fingeren og peger op mod en bjergkam, mens han snøvlende fortæller, at bjergets navn er Machu Picchu, eller “den gamle bjergtop”.
Machu Picchu ligger meget tættere på Cuzco, end de to byer Vitcos og Vilcabamba ifølge Binghams optegnelser burde. Ingen i følget regner derfor med at finde andet end nogle af de småruiner, som ligger spredt over det meste af Perus bjerglandskab.
Binghams ledsagere finder oven i købet Arteagas anvisninger så uinteressante, at de hellere vil blive på sletten, mens han hyrer Arteaga til at guide sig selv og soldaten Carrasco til ruinerne den følgende dag.
Da Bingham vågner den 24. om morgenen, regner det, og bjergkammen er dækket af tunge skyer. Arteaga nægter at flytte sig ud af flækken, før vejret bliver bedre.
Bingham må derfor vente indtil klokken 10 og betale en peruviansk sole, før guiden indvilger i at ledsage ham til bjergets top.
Efter at have krydset floden Urubamba kravler de de næste timer på alle fire op ad stejle mudrede skråninger i den tætte regnskov. Jo højere, de kommer, jo stærkere brænder solen, og træerne bliver lavere.
I 1911 opdagede amerikaneren Hiram Bingham Machu Picchu. Inkaerne forlod stedet i 1500-tallet, og byen var siden blevet dækket af junglen.
Bingham finder Machu Picchu
Kort før middag støder de på en lille hytte, hvor en indiansk familie har slået sig ned for at dyrke jorden i fred og ro. Arteaga er træt og overlader det til familiens otteårige søn at føre Bingham det sidste stykke vej op ad bjerget.
Drengen bevæger sig hurtigt gennem det tornede krat, og Bingham kæmper for at følge trop. Da de når rundt om et klippefremspring, peger drengen ivrigt.
Bingham kan næsten ikke tro sine egne øjne. Dér foran ham ligger en labyrint af ruiner.
“Overraskelse fulgte overraskelse, indtil det endelig gik op for mig, at vi stod blandt de smukkeste ruiner fundet i Peru”, skriver han senere.
Drengen fører Hiram Bingham gennem de tilgroede ruiner og ned i en hule udhugget i klippen. Over grotten viser han Bingham en halvcirkelformet bygning, som ligner soltemplet i Cuzco. Murene er lavet af granit, og arbejdet er udført så perfekt, at han – selvom bygherrerne ikke har brugt mørtel – ikke kan stikke et knivsblad mellem stenene.
“Bygningsværkernes skønhed overgik de flotte konstruktioner i Cuzco, som besøgende har beundret i 400 år. Det føltes som en uvirkelig drøm”, skriver Bingham efterfølgende.
Templerne er ikke ødelagt
Den lille dreng signalerer til Bingham, at han skal følge efter, og piler op ad en stentrappe. Bingham følger drengen forbi udtørrede bassiner og ind på en stor åben plads midt i byen, hvor inkaerne tidligere udførte deres ceremonier. Drengens familie bruger nu stedet som køkkenhave.
Mod vest kan Bingham se Urubambas sølvglinsende forløb mange hundrede meter nede. Mod syd er pladsen afgrænset af en bygning, som minder Bingham om præstebygninger, han tidligere har set i andre inkaruiner. På nordsiden ligger byens største tempel.
“Murene er lavet af smuk hvid granit, og granitblokkene er af kyklopisk størrelse, højere end en mand”, skriver Bingham, som vurderer, at flere af blokkene må veje mellem 10 og 15 ton.
På pladsens sidste flanke ligger endnu et tempel med tre store vinduer vendt mod øst og morgensolens stråler.
“Ligesom dets naboer et unikt inka-bygningsværk – der er aldrig før blevet fundet noget, der minder om det”, noterer Bingham, som straks hiver sit kamera frem og går i gang med at fotografere.
Han bliver afbrudt af drengen, som signalerer, at byen gemmer på flere vidundere. Bingham følger efter op ad en stejl trappe til byens højeste punkt med kamerastativet i hånden. Her finder han en gigantisk granitblok – udhugget, så den former en rektangulær søjle på toppen af en stor flade.
Fra forskningstekster, han tidligere har læst, genkender Bingham den udhuggede granitblok som en intihuatana – en solsten – et af inkaernes allermest hellige steder, hvor præster udførte rituelle ofringer for at tilfredsstille solguden.
Overalt hvor de spanske conquistadores kom frem, ødelagde de inkaernes religiøse og rituelle monumenter. Fundet af solstenen er derfor et tegn på, at spanierne aldrig har indtaget inkabyen.
“Hvad er det, jeg har fundet?” noterer Bingham i notesbogen og tænker på templet med de tre østvendte vinduer.
Ifølge overleveringer beordrede den første inkakonge, Manco Capac, at en muret væg med tre vinduer skulle opføres på hans fødested. Bingham ender derfor med at konkludere, at han har fundet intet mindre end inkaernes oprindelsessted, som hele rækken af inkaherskere kan spores tilbage til.
Bingham når sit oprindelige mål
Kort efter tager Bingham videre. Det lykkes ham at lokalisere byen Vitcos, hvor inkaerne i en årrække søgte tilflugt fra de spanske conquistadores, indtil spanierne brændte byen ned og drev inkakongen på flugt.
Bingham fortsætter derfra af en vej, han har fået anvist, i håbet om at finde den allersidste by, inkaerne skjulte sig i for spanienerne.
Bingham finder rent faktisk byen, han er rejst ud for at finde: inkaernes sidste skjulested, Vilcabamba. Det går bare aldrig op for ham, fordi han er så forblændet af Machu Picchus bygninger, at han ikke kan forestille sig, at de langt mindre prangende ruiner, han senere finder, kan være Vilcabamba.
I stedet rejser Bingham hjem og fortæller vidt og bredt, at han ikke alene har fundet inkaernes oprindelsessted, Machu Picchu, men at ruinerne også er den by, som de sidste inkaherskere søgte tilflugt i: Vilcabamba.
Bingham tog fejl
I dag ved historikerne, at Bingham tog fejl på næsten alle områder: I 1960'erne genfandt forskere Vilcabamba og beviste, at den var inkaernes sidste tilflugtssted.
Og senere blev teorien om, at Machu Picchu var inkaernes oprindelsessted, også punkteret. I dag er den mest udbredte teori, at den 9. inkakonge, Pachacuti Inca Yupanqui, grundlagde Machu Picchu mellem 1450 og 1470, mens Inkariget var på sit højeste.
Ikke uden grund har Pachacuti fået tilnavnet “Andesbjergenes Napoleon”.
Da Pachacuti kom til magten, herskede han over et lille område rundt om hovedstaden Cuzco. Men gennem en lang række militærkampagner udvidede han Inkarigets territorium, så det ved hans død i 1471 strakte sig fra det nuværende Chile i syd til Ecuador i nord.
Pachacuti tvang de underlagte folk til at betale skat i form af fødevarer eller arbejdskraft. På den måde kunne inkaerne brødføde en befolkning, som talte omkring ti mio. mennesker, og grundlægge et enormt vejsystem, som strakte sig omkring 40.000 km.
Inkaerne byggede Machu Picchu, efter Pachacuti i 1450’erne besejrede stammefolket chankaerne, som levede i området omkring floden Urubamba.
For at vise sin overlegenhed byggede Pachacuti en række royale byer langs floden, hvor Machu Picchu var det mest overdådige symbol på Pachacutis magt.
Soltemplet er en halvcirkelformet bygning, som symboliserer den stigende sol eller en regnbue. I stengulvet har inkaerne ridset en lige linje, som peger på det sted, hvor Solen stiger op ved sommer-solhverv.
Byen var kongens ferieresidens
Machu Picchu lå ca. 95 km fra hovedstaden Cuzco i en fjendtlig region, hvor indbyggerne ikke havde mulighed for at tilkalde forstærkning, hvis de oprørske chankaer skulle finde på at angribe. Arkitekterne planlagde derfor byen, så den kunne forsvares af ganske få indbyggere.
Machu Picchu var dog ikke en fæstning. Undersøgelser af Machu Picchus bygningsværker tyder derimod på, at byen kun blev brugt en del af året og var en slags ferieresidens for medlemmer af den royale familie.
De brugte byen til fester, diplomatiske sammenkomster, religiøse ceremonier og astronomiske observationer. Med det behagelige klima, det rige dyreliv og de smukke omgivelser var byen et tilflugtssted, hvor de kongelige kunne søge ly for Cuzcos nattefrost fra maj til september.
I denne periode var Machu Picchu befolket af en række royale familier og deres mange tjenere, mens en permanent befolkning af landarbejdere resten af året vedligeholdt byen og dyrkede jorden. I alt har Machu Picchu haft 500-750 indbyggere – og en række forskere anslår, at tallet kan være lavere.
Kongen havde eget toilet og bad
Byens indbyggere levede adskilt alt efter status og rang. I den nordøstlige del af byen lå elitens huse.
De var grupperede i såkaldte kanchaer – en særlig form for klassisk inka-arkitektur, hvor en række rektangulære bygninger var placeret rundt om en gård omkranset af en mur.
I Machu Picchu var kanchaerne alle sammen forskelligt indrettet alt efter familiens rang, meritter og størrelse. Uden for gruppen af elitehuse lå rækker af mindre huse uden gårdhaver og mure. Disse bygninger har formodentlig været beboet af slaver fra stammer, som inkaerne havde underlagt sig.
Når et medlem af inkaeliten hjalp kongen med at erobre nye områder, tilfaldt der ham nemlig et antal slaver fra den slagne befolkningsgruppe, som han kunne råde over.
I den sydvestlige del af byen lå kongens residens. Kongens hjem var ikke større end elitens, men til gengæld var sikkerheden højere, og eventuelle fjender skulle forcere flere porte for at komme ind. De hvide granitblokke var også både større og smukkere end dem, der blev brugt til adelens huse.
Som den eneste i byen havde kongen adgang til sit eget private toilet og bad. Det royale bad var formet af granit og havde et fald på halvanden meter, så kongen kunne tage et brusebad i det rindende vand, som kom fra Machu Picchu-bjergets nordlige side.
Bingham: Byen var en pigeskole
I kongens residens har forskere i et hulrum i en væg fundet skelettet af et marsvin gennempiercet af en sølv- og en guldnål – en offergave til guderne.
Inkaerne ofrede ofte dyr til deres guder. Undertiden tyede de også til deres fineste offergave – velskabte børn. Fx når høsten slog fejl, eller Inkariget blev rystet af storm, jordskælv eller vulkanudbrud.
Hiram Bingham mente, at Machu Picchu havde været hjem for en af Inkarigets pigeskoler, som husede og opdragede de kommende offergaver.
Inkaerne håndplukkede piger i otte- ni-årsalderen over hele riget og installerede børnene på pigeskoler, hvor de lærte at væve og tilberede ceremonielle måltider. De smukkeste af jomfruerne blev senere valgt som offergaver til guderne eller giftet bort til kongen eller adelsmænd.
Ifølge forskerne grundlagde inkakongen Pachacuti byen Machu Picchu et sted mellem 1450 og 1470.
Kongen plejede sit forhold til Solen
Bingham baserede sin teori på arkæologiske undersøgelser af knogler fra gravpladserne i byen, som viste, at næsten alle de begravede var kvinder.
Endnu en gang skulle det dog vise sig, at Bingham tog fejl: Senere undersøgelser af skeletterne viste, at mange af kvinderne havde født, og at andre af de døde rent faktisk var mænd.
Flere skeletter bar desuden spor efter knoglebrud og dårlig ryg, hvilket tyder på, at de døde blot var fattige arbejdere eller slaver.
Machu Picchu har dog haft en vigtig religiøs funktion. Omkring 30 bygninger blev brugt til religiøse ceremonier som fx soldyrkelse eller rituelle ofringer. Antallet er meget højt både set i forhold til byens størrelse og andre royale byer.
Det kan muligvis forklares med Machu Picchus placering højt oppe i bjergene. Inkaherskerne påstod nemlig, at de havde en særlig forbindelse til de overnaturlige kræfter, som bjergene og himlen besad, og at dette forhold skulle plejes gennem daglige ritualer. Derfor byggede inkaerne Machu Picchu et så utilgængeligt sted, mener forskerne.
I byen kunne kongen nemlig være tæt på både himlen og de største bjerg-tinder – fra Solstenen havde han fx perfekt udsyn til det snedækkede og 5.750 meter høje bjerg Veronica.
Inkaerne forlod byen efter 80 år
Efter kun at have været brugt i ca. 80 år blev Machu Picchu pludselig forladt – formentlig da spanierne erobrede Inkariget i 1532.
Arkæologerne mener dog, at inkaerne forlod Machu Picchu uden kamp: Stedet er velbevaret og bærer ikke som så mange andre inkabyer præg af at være blevet hærget af spanierne. Skeletter fundet i byen er heller ikke mærket af krig, ligesom arkæologerne ikke har fundet våben i Machu Picchu.
Men da Inkariget blev invaderet af spanierne, brød inkaernes samfundssystem og økonomi sammen, og det gav ikke længere mening at opretholde royale overflødighedshorn som Machu Picchu – en ferieresidens designet til, at kongefamilien kunne slappe af og nyde livet i luksus.
Nogle af de andre royale byer fortsatte med at være beboet, men Machu Picchu lå så højt oppe i bjergene og så langt fra alfarvej, at byen aldrig kunne blive en velfungerende handelsby.
Den blev derfor forladt. Først af inkaherskerne og overklassen – som tømte byen for værdier, inden de flygtede – og siden af bønderne. De spanske conquistadores havde heller ikke den store interesse i byen.
De har formentlig kendt til Machu Picchus eksistens, men da byen hverken havde økonomisk eller militær betydning, fandt de spanske kronikører det muligvis ikke besværet værd at skrive om et sted, som endda var forladt.
Bingham blev en berømthed
Med tiden gik Machu Picchu derfor i glemmebogen, indtil Hiram Bingham snublede over stedet i 1911. I de følgende år vendte opdageren med støtte fra Yale University og National Geographic tilbage til ruinbyen to gange for at foretage arkæologiske undersøgelser.
Opdagelserne gjorde Bingham til en berømthed. Ikke mindst takket være de over 700 billeder, han selv tog af den glemte by – både før den blev ryddet fri af junglen og efter, da de præcise konturer viste sig. Mange år senere skulle Bingham også blive inspirationskilde til filmhelten Indiana Jones.
I dag valfarter turister til Machu Picchu i stort tal, og i 1983 blev byen optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.