Portræt af opdagelsesrejsende David Livingstone

“Massakren er det værste, jeg har set”

Under en af sine rejser i Afrika bliver den britiske opdagelsesrejsende David Livingstone vidne til en blodig massakre begået af arabiske slavehandlere. I et brev til den britiske udenrigsminister, Earl Granville, beretter han om den hårrejsende oplevelse.

Under en af sine rejser i Afrika bliver den britiske opdagelsesrejsende David Livingstone vidne til en blodig massakre begået af arabiske slavehandlere. I et brev til den britiske udenrigsminister, Earl Granville, beretter han om den hårrejsende oplevelse.

The Reading Room/Imageselect

Ujiji, november, 1871

Den 15. juli var jeg vidne til en massakre. Skuet fyldte mig med en så ubærlig afsky, at jeg besluttede mig for at give efter over for mine folks ønsker om at vende tilbage til Ujiji.*

Herfra ville jeg fortsætte mit arbejde, dog på en måde, så min rejse fremover gik uden om det sted, hvor blodsudgydelserne fandt sted.

*
Ujiji er en by i det nuværende Tanzania. Her mødte Livingstone journalisten Henry M. Stanley, som tog brevet med til England. Livingstone var på ekspedition for at finde Nilens udspring. Kilden var allerede fundet, men det vidste Livingstone ikke.

Dugumbe* og hans folk opførte deres hytter på Lualaba-flodens højre bred ved en markedsplads kaldet Nyangwe.**

Dugumbes folk hørte, at en ledende slave for en rivaliserende handelsmand fra Ujiji havde indgået en aftale med lederne af bagenya-stammen, som bor på flodens venstre bred.

Nyheden fyldte dem med vrede og afsky. De besluttede derfor at straffe slaven og samtidig vise alle i området, hvor magtfulde de var.

Straffen skulle udføres i form af et angreb mod mennesker på markedspladsen og på bagenya-stammens medlemmer.

Tagamoio, Dugumbes ledende underleverandør af slaver, var manden, som stod bag ugerningen.

*
Dugumbe var en slavehandler fra øen Zanzibar. Han betragtede området omkring Nyangwe som sin personlige ejendom.

**
Byen Nyangwe blev grundlagt af slavehandlere omkring 1860. Den havde desuden en livlig handel med luksusvarer som elfenben.

Markedet blev afholdt hver fjerde dag. Hver gang deltog mellem 2.000 og 3.000 mennesker. Handelspladsen lå på en langstrakt skråning, som endte ved floden. På det flade område ved floden løb en å med plads til mellem 50 og 60 store kanoer.

De fleste mennesker på markedet var kvinder. Folk fra vestsiden af floden solgte fisk, salt, peber, urter, klæde, jern, fugle, geder, får og grise.

Kvinderne fra den østlige side af floden falbød til gengæld kassava*, korn, kartofler og andre stivelsesholdige produkter.

*
Kassava er en plante, som vokser i troperne. Dens rodknolde indeholder stivelse, som malet til mel kan anvendes i madlavningen.

I begyndelsen gjorde min tilstedeværelse på markedet folk bange, men jeg satte mig for at vinde deres tillid. Jeg begyndte derfor at besøge markedspladsen ofte, og efterhånden som de handlende indså, at jeg ikke ville dem noget ondt, begyndte de at behandle mig venligt og imødekommende.

Under mine besøg på markedet tegnede jeg skitser af de 15 forskellige slags fisk, som blev forhandlet der.

Tegningerne tillod mig at sammenligne med de fisk, som levede længere nede ad Nilen. Alle var ivrige efter at hjælpe mig ved at fortælle mig navnene på fiskene.

Massakre i Afrika
© Granger/Imageselect

På den dag, jeg vil fortælle om, så jeg tre mænd, som gik rundt med geværer.

Jeg overvejede at give dem en påtale for at bringe våben med på markedspladsen, men besluttede mig for at lade være, idet jeg gik ud fra, at mændene var nyankomne og ikke kendte skikkene.

Men så begyndte de at skyde ind i den tætte folkemængde. En anden gruppe af mænd åbnede samtidig ild fra pladsen, hvor kanoerne lå.

Portræt af opdagelsesrejsende David Livingstone
© The Reading Room/Imageselect

Kort om David Livingstone

Levetid

1813-1873.

Nationalitet

Britisk.

Erhverv

Læge, missionær og opdagelsesrejsende.

Civilstand

Gift og far til seks børn.

Kendt for

David Livingstone udforskede som opdagelsesrejsende og missionær det centrale og sydlige Afrika.

Han blev den første europæer, der krydsede Afrikas sydlige del og opdagede det store vandfald, som han navngav Victoria Falls efter den britiske monark.

Kuglerne piskede ind i folkemængden, som straks gik i panik. I fuld fart løb folk afsted og sprang i kanoerne.

I befippelse smed de deres varer og glemte at tage padleårerne med ombord. De flygtende forsøgte at trække kanoerne ud i floden, men fartøjerne sad fast i åen. Mænd såvel som kvinder begyndte derfor i stedet at springe i vandet.

Kvinderne fra den venstre bred var eksperter i at dykke efter østers, færdigheder, som nu måske kunne komme dem til gode.

Jeg kunne se rækken af hoveder, som stak op fra vandet, mens kvinderne forsøgte at svømme ud til en ø, som lå omkring halvanden kilometer borte.

“Alt er ændret, kun på grund af disse udefrakommende blodhunde.” David Livingstone

De kæmpede mod strømmen, men forgæves. Det var forfærdeligt at se det ene hoved efter det andet forsvinde i vandet. Nogle gik lige så stille under, mens andre rakte armene opad mod Den Store Fader, før de forsvandt.

Nogle af dem, som formåede at få deres kanoer i søen, padlede afsted med hænder og arme, så hurtigt de kunne, i et forsøg på at komme deres venner til undsætning.

Tre af dem halede folk ombord, indtil kanoen var ved at synke med alle ombordværende. En af mændene var tydeligvis gået fra forstanden.

Han padlede afsted alene og imod strømmen i en kano, som sagtens kunne have rummet 50 mennesker.

Mellem 400 og 500 sjæle gik tabt, anslog araberne selv. Dugumbe sendte nogle af sine mænd ud i en af de 30 kanoer, som ejerne i deres anfald af panik ikke havde kunnet få i søen.

Med dem ville han redde de druknende. En kvinde nægtede at blive reddet, da hun var bange for at blive taget til fange og solgt som slave.* 6 Men han reddede 22 mennesker ene mand.

Mange opsøgte mig, så jeg kunne hjælpe dem med at blive genforenet med deres venner.

*
Angsten var ikke grundløs. Historikere anslår, at ca. 17 mio. afrikanere blev ofre for alene den arabiske del af slavehandlen.

Jeg har hørt, at Tagamoios gruppe samtidig med anslaget mod folk ved kanoerne begyndte at angribe folk, som bor vest for floden. Angrebet fortsatte hele dagen, og næste dag talte jeg hele 17 landsbyer, som stod i flammer.

Dagen efter talte jeg seks landsbyer i brand.

Massakren er det værste, jeg har set.

Jeg kan ikke beskrive mine følelser, men jeg er glad for, at jeg ikke gav udtryk for dem, men lyttede til Dugumbes råd om at undgå en blodfejde med mænd, som i gerningsøjeblikket fremstod som dæmoner.*

  • Skylden var måske ikke Tagamoios alene. Ny forskning tyder på, at indfødte i Livingstones tjeneste også deltog i massakren.

Det værste ved det hele er, at vi altid har hørt, at selv når mændene gik i krig mod hinanden, kunne kvinderne i fred bevæge sig fra den ene markedsplads til den anden uden at blive forulempet.

Sådan er det ikke længere. Alt er ændret, kun på grund af disse udefrakommende blodhunde.

Blodsudgydelsernes formål er det ene at sikre slavehandlerne arbejdsro, så den ubetydelige lille sultan, som har rettighederne til handlen, kan tjene penge.

Frimærke fra Burundi

Frimærke til minde om Stanley og Livingstones udforskning af Afrika.

© Shutterstock

Efterskrift

Livingstones brev fik afgørende betydning for Storbritanniens beslutning om at presse sultan Seyyid Barghas af Zanzibar til at forbyde slavehandlen.

Forbuddet blev stadfæstet med en traktat indgået mellem briterne og sultanen.

Traktaten blev underskrevet i juni 1873, få uger efter David Livingstones død.