“Massakren er det værste, jeg har set”

Ujiji, november, 1871

Den 15. juli var jeg vidne til en massakre. Skuet fyldte mig med en så ubærlig afsky, at jeg besluttede mig for at give efter over for mine folks ønsker om at vende tilbage til Ujiji.*

Herfra ville jeg fortsætte mit arbejde, dog på en måde, så min rejse fremover gik uden om det sted, hvor blodsudgydelserne fandt sted.

Dugumbe* og hans folk opførte deres hytter på Lualaba-flodens højre bred ved en markedsplads kaldet Nyangwe.**

Dugumbes folk hørte, at en ledende slave for en rivaliserende handelsmand fra Ujiji havde indgået en aftale med lederne af bagenya-stammen, som bor på flodens venstre bred.

Nyheden fyldte dem med vrede og afsky. De besluttede derfor at straffe slaven og samtidig vise alle i området, hvor magtfulde de var.

Straffen skulle udføres i form af et angreb mod mennesker på markedspladsen og på bagenya-stammens medlemmer.

Tagamoio, Dugumbes ledende underleverandør af slaver, var manden, som stod bag ugerningen.

Markedet blev afholdt hver fjerde dag. Hver gang deltog mellem 2.000 og 3.000 mennesker. Handelspladsen lå på en langstrakt skråning, som endte ved floden. På det flade område ved floden løb en å med plads til mellem 50 og 60 store kanoer.

De fleste mennesker på markedet var kvinder. Folk fra vestsiden af floden solgte fisk, salt, peber, urter, klæde, jern, fugle, geder, får og grise.

Kvinderne fra den østlige side af floden falbød til gengæld kassava*, korn, kartofler og andre stivelsesholdige produkter.

I begyndelsen gjorde min tilstedeværelse på markedet folk bange, men jeg satte mig for at vinde deres tillid. Jeg begyndte derfor at besøge markedspladsen ofte, og efterhånden som de handlende indså, at jeg ikke ville dem noget ondt, begyndte de at behandle mig venligt og imødekommende.

Under mine besøg på markedet tegnede jeg skitser af de 15 forskellige slags fisk, som blev forhandlet der.

Tegningerne tillod mig at sammenligne med de fisk, som levede længere nede ad Nilen. Alle var ivrige efter at hjælpe mig ved at fortælle mig navnene på fiskene.

På den dag, jeg vil fortælle om, så jeg tre mænd, som gik rundt med geværer.

Jeg overvejede at give dem en påtale for at bringe våben med på markedspladsen, men besluttede mig for at lade være, idet jeg gik ud fra, at mændene var nyankomne og ikke kendte skikkene.

Men så begyndte de at skyde ind i den tætte folkemængde. En anden gruppe af mænd åbnede samtidig ild fra pladsen, hvor kanoerne lå.

Kuglerne piskede ind i folkemængden, som straks gik i panik. I fuld fart løb folk afsted og sprang i kanoerne.

I befippelse smed de deres varer og glemte at tage padleårerne med ombord. De flygtende forsøgte at trække kanoerne ud i floden, men fartøjerne sad fast i åen. Mænd såvel som kvinder begyndte derfor i stedet at springe i vandet.

Kvinderne fra den venstre bred var eksperter i at dykke efter østers, færdigheder, som nu måske kunne komme dem til gode.

Jeg kunne se rækken af hoveder, som stak op fra vandet, mens kvinderne forsøgte at svømme ud til en ø, som lå omkring halvanden kilometer borte.

De kæmpede mod strømmen, men forgæves. Det var forfærdeligt at se det ene hoved efter det andet forsvinde i vandet. Nogle gik lige så stille under, mens andre rakte armene opad mod Den Store Fader, før de forsvandt.

Nogle af dem, som formåede at få deres kanoer i søen, padlede afsted med hænder og arme, så hurtigt de kunne, i et forsøg på at komme deres venner til undsætning.

Tre af dem halede folk ombord, indtil kanoen var ved at synke med alle ombordværende. En af mændene var tydeligvis gået fra forstanden.

Han padlede afsted alene og imod strømmen i en kano, som sagtens kunne have rummet 50 mennesker.

Mellem 400 og 500 sjæle gik tabt, anslog araberne selv. Dugumbe sendte nogle af sine mænd ud i en af de 30 kanoer, som ejerne i deres anfald af panik ikke havde kunnet få i søen.

Med dem ville han redde de druknende. En kvinde nægtede at blive reddet, da hun var bange for at blive taget til fange og solgt som slave.* 6 Men han reddede 22 mennesker ene mand.

Mange opsøgte mig, så jeg kunne hjælpe dem med at blive genforenet med deres venner.

Jeg har hørt, at Tagamoios gruppe samtidig med anslaget mod folk ved kanoerne begyndte at angribe folk, som bor vest for floden. Angrebet fortsatte hele dagen, og næste dag talte jeg hele 17 landsbyer, som stod i flammer.

Dagen efter talte jeg seks landsbyer i brand.

Massakren er det værste, jeg har set.

Jeg kan ikke beskrive mine følelser, men jeg er glad for, at jeg ikke gav udtryk for dem, men lyttede til Dugumbes råd om at undgå en blodfejde med mænd, som i gerningsøjeblikket fremstod som dæmoner.*

Det værste ved det hele er, at vi altid har hørt, at selv når mændene gik i krig mod hinanden, kunne kvinderne i fred bevæge sig fra den ene markedsplads til den anden uden at blive forulempet.

Sådan er det ikke længere. Alt er ændret, kun på grund af disse udefrakommende blodhunde.

Blodsudgydelsernes formål er det ene at sikre slavehandlerne arbejdsro, så den ubetydelige lille sultan, som har rettighederne til handlen, kan tjene penge.

Efterskrift

Livingstones brev fik afgørende betydning for Storbritanniens beslutning om at presse sultan Seyyid Barghas af Zanzibar til at forbyde slavehandlen.

Forbuddet blev stadfæstet med en traktat indgået mellem briterne og sultanen.

Traktaten blev underskrevet i juni 1873, få uger efter David Livingstones død.