Mayaer, inkaer og aztekere: Sådan kender du forskel

• Et fælles lovsystem – mayaerne havde et retssystem med dommere, der lagde vægt på retfærdighed.
• Tallet 0 – forskere mener, at mayaerne benyttede tallet nul i deres udregninger. En opfindelse, de var kommet frem til uafhængigt af inderne, der ellers er krediteret for den.
• Vulkaniseret gummi – flere århundreder før Charles Good­year opfandt det vulkaniserede gummi, vi i dag benytter, brugte mayaerne en lignende teknologi.

• Varm chokolade – aztekerne var glade for kakaobønner og udvandt kakao, som blandet med vand bl.a. blev brugt i religiøse ceremonier.
• Tyggegummi – gummi lavet af harpiks fra bestemte træer blev tygget som en form for tandbørstning.
• Popcorn – aztekerne spiste store mængder popcorn, som de tilberedte over bål. Snacken blev også ofret til guderne.

• Postvæsen – løbere bragte varer og informationer mellem poststationer placeret langs rigets omfattende vejnetværk.
• Frysetørret mad – i Andesbjergenes kulde kunne inkaerne frysetørre kartofler under stof om natten og derefter trampe væsken ud af dem om morgenen, så kartoflerne kunne holde længere.
• Hjerneoperationer – kraniefund afslører, at inkaernes læger var i stand til at lette tryk i hjernen og måske endda fjerne svulster og fremmedlegemer med en relativt høj succesrate.

Mayaerne var ekstremt optagede af deres udseende og gik drastisk til værks for at forskønne sig selv.

Fx krævede moden, at de filede tænderne i facon og fik indlagt kostbare sten som pynt. De formåede at gøre det uden at skade tandens indre nerve (pulpa).

Babyer fik sat deres bløde hoveder i pres mellem træplader for at gøre panden mere flad.

Let skelende øjne var også populære, så forældrene lod genstande dingle i snore foran babyernes ansigter for at gøre dem skeløjede.

Blandt adelige var ørnenæsen et ideal, så de brugte ler i forsøget på at ændre formen på deres børns næser.

Både rige og fattige mayaer yndede at pynte sig med smykker, men de fattige havde ikke råd til jade og guld.

I stedet lavede bønder og håndværkere smykker af grene, knogler og malet ler.

For både mænd og kvinder var det skamfuldt at have kort hår, og en typisk straf for småforbrydelser var at blive klippet korthåret.

Strenge straffe tilfaldt den, der klædte sig uden for sin stand.

Ligesom hos inkaerne kunne aztekerne kende rige fra fattige på kvaliteten af det tøj, de bar.

Adelige var ofte klædt i bomuld, mens fattiges tøj var lavet af grovere stoffer.

De adelige var også oftere iført farvet stof – jo mere farverigt, jo højere på strå var en person.

Det samme gjorde sig gældende for smykker. Antallet, størrelsen og detaljegraden afspejlede bærerens sociale klasse.

Rige og fattige inkaer bar stort set den samme type klædedragt. Kvinderne gik i lange kjoler, mens mændene oftest var iført lange, ærmeløse tunikaer.

Som overtøj bar både mænd og kvinder kapper eller ponchoer.

Klasseforskellen kunne ses i kvaliteten og dekorationerne på stoffet, og de rige gik med smykker af guld.

Kongen bar kun hvert stykke tøj én gang, herefter blev det brændt.

Chichén Itzá

Den velbevarede by var en af mayaernes største og var ikke alene hjemsted for mayaer, men også tilrejsende og handlende fra andre riger, der satte deres præg på byen.

Centralt i Chichén Itzá lå den store tempelpyramide dedikeret til guden Kukulkán. Den blev bygget omkring år 800 e.Kr.

Rundt om pyramiden bestod Chichén Itzá af et ca. 5 km2 stort område med templer, offentlige bygninger, boldpladser m.m., og rundt om dette område lå private hjem og mindre bebyggelser.

I alt har arkæologer fundet 13 boldbaner i byen, den største måler hele 96,5 x 30 meter.

Templo Mayor

Det gigantiske næsten 100 gange 80 m store og 60 meter høje dobbelttempel i Tenochtitlan var hovedsædet i aztekernes religion.

Her ofrede de mennesker til krigsguden Huitzilopochtli og regnguden Tlaloc.

Ofrene blev ført op ad de 114 trappetrin på bygningens forside og fik skåret hjertet ud, og den døde krop blev efterfølgende sparket ned ad trappetrinene igen.

Op til 700 blev ofret hvert år.

Machu Picchu

Højt oppe i Andesbjergene byggede inkaerne en by for kongen, hans hof og højtstående inkaer.

Byen blev forladt allerede inden Inkarigets fald men lå så afsondret, at den først blev fundet igen flere hundrede år senere.

Machu Picchu var bygget op ad klippeskrænter på menneskeskabte terrasser, der understøttede murværket, så det ikke styrtede i afgrunden.

De mange sten, der blev brugt til at anlægge byen og dens prægtige soltempel, måtte bæres næsten 2.500 meter op ad smalle stier kun vha. lamaer.

I modsætning til Inka- og Aztekerriget var mayakulturen ikke samlet under en fælles konge.

I stedet havde de mange, mere eller mindre selvstændige, byer med hver deres konge.

Fra tid til anden kunne en enkelt by dog opnå så stor en magt, at dens konge dominerede de andre og kunne styre dem.

Under kongerne var Mayariget inddelt i en række sociale lag af gejstlige, handlende, bønder og slaver.

Aztekerne havde en konge, men imperiet var ikke samlet under en fælles regering.

Riget havde udvidet sig meget på kort tid, og den letteste måde at organisere det på var ved at lade de erobrede naboriger regere sig selv som vasalstater og så blot inddrive skatter fra dem og kræve, at de stillede med soldater i krigstid.

Systemet fungerede, så længe vasalstaterne ikke indgik alliancer med hinanden. Skattebetalingen var fx kakaobønner og sjældne fjer.

En “chunca camayok” havde ansvar for 10 familier.

“Pachaca camayokken” var chef for 10 chuncaer og dermed for 100 familier.

“Huaranga camayokken” holdt øje med 1.000 familier.

Sådan fortsatte systemet med kongen som den øverste ­ansvarlige. Han regerede over alle rigets familier.

Itzamna – gud for ild, himlen, dag og nat. Han skabte jorden, kalenderne og skriftsproget.

Kukulkán – sendebud mellem kongen og guderne. Han var en fjerklædt slangegud, som mindede meget om aztekernes Quetzalcoatl.

Chaac – gud for regn og lyn. Havde en økse, som han brugte til at hugge hul på skyerne, så der kom storm og tordenvejr.

Huitzilopochtli – gud for krig og sol. Han var herre over både sejre og nederlag, og mange mennesker døde på offerstenen for at sikre hans gunst.

Quetzalcoatl – gud for vind, viden og kreativitet. Blev afbildet som en fjerklædt slange og havde som den eneste et rundt tempel.

Tlaloc – gud for regn og vand, frugtbarhed og landbrug. Gav liv til afgrøder, men havde også magt til at skabe ødelæggende tordenvejr og oversvømmelser.

Inti – gud for solen og forfader til den menneskelige inkakonge. Han var gift med måne­guden, Mama Quilla.

Mama Quilla – gud for månen og ægteskaber og forsvarer for kvinder. Inkaerne troede, at måneformørkelser skyldtes, at Mama Quilla blev angrebet af et dyr.

Pachamama – gud for jorden, frugtbarhed, kærlighed, landbrug og høst. Kunne forårsage jordskælv, hvis hun blev vred.

Mayaerne havde ingen skoler, men præster stod for oplæringen af overklassens og adelens børn.

Almindelige mayabørn måtte nøjes med at lære fra deres forældre, og det forventedes, at pigerne blev husmødre, og at drengene fik farens erhverv.

En pottemagers søn skulle således ikke gøre sig store forhåbninger om at få en karriere som tømrer.

Aztekerbørn skulle leve op til strenge krav. Fra de var ganske små, forventedes det, at de tog del i de huslige gerninger. Samtidig blev de sendt i skole, som var gratis og for både drenge og piger.

Jævne folks sønner blev oplært som krigere eller landmænd og i et håndværk efter eget valg.

Overklassens sønner blev præster eller fik en uddannelse inden for administrationen af det store rige. Pigerne blev oplært i madlavning, vævning og sang, så de kunne blive gode hustruer.

Uvorne azteker-børn kunne, fra de fyldte 11 år, straffes ved fx at blive bundet og sove på den kolde jord, blive stukket med torne eller tvunget til at indånde røgen fra brændende chili.

Skolen var primært for drenge fra rige familier, men en heldig inkapige kunne, fra hun var 10 år, blive udvalgt som “aclla”, også kaldet solens jomfruer.

I de næste fire år blev hun sammen med andre udvalgte piger trænet i at væve og brygge øl og i at udføre religiøse ritualer.

Resten af livet levede hun i kloster, hvis hun ikke blev bortgiftet som belønning til mænd, der havde tjent kongen godt.

Aclla-karrierens højdepunkt nåede kun de allerdygtigste, som blev peget ud og ofret til guderne under religiøse ceremonier.