Mayarigets mystiske undergang

Overflod tiltrak indianerne

Mayaerne efterlod sig ingen skriftlige kilder om deres civilisations første mange århundreder, og derfor må forskerne i dag primært bygge deres viden om indianernes tidligste historie på arkæologiske fund.

Rester af potteskår og religiøse stenstøtter dokumenterer, at en række stammer omkring 2500 f.Kr. bosatte sig i Mellemamerika, hvor mayaerne senere byggede deres vigtigste bystater.

Stillehavet og Det Caribiske Hav gav gode muligheder for fiskeri, ligesom jorden var ideel til afgrøder som majs, bønner, kartofler og græskar, når blot landsbyboerne brændte et lille stykke skov af ad gangen for at dyrke det i nogle år og derefter gav det tilbage til skoven.

I skovene kunne de tidlige mayaer samtidig jage hjorte, ligesom floderne bugnede med fisk.

Den lette adgang til fødevarer dannede hurtigt grobund for en massiv befolkningstilvækst.

Små, spredte bosættelser udviklede sig gradvist til større byer, som i løbet af de følgende århundreder voksede til regulære bystater.

Byerne var forbundet af et væld af stier og brolagte veje, som snoede sig på kryds og tværs gennem det stadig mere opdyrkede junglelandskab.

Træer skjulte kæmpeby

En af de tidligste mayametropoler, som arkæologerne kender til, er ruinbyen El Mirador.

Skjult af trækronerne ligner byen fra luften blot små forhøjninger i landskabet, men de mange høje og bakker skjuler et stort antal templer, paladser og pyramider.

De blev bygget af mayaerne for over 2.500 år siden midt i et af de mest ugæstfrie og ufremkommelige områder i verden.

Byen i det nordlige Guatemalas vildnis var så godt skjult af skoven, at den først blev opdaget i 1926.

Og ikke før 1978 begyndte de arkæologiske udgravninger på stedet.

De senere år har udgravningerne af byen for alvor taget fart, og El Mirador bliver nu betegnet som mayacivilisationens vugge – den første egentlige storby og magtfaktor i hele Mayariget.

Midt i junglen blomstrede byen op omkring 600 f.Kr., og den havde sin storhedstid i perioden fra 300 f.Kr. til 100 e.Kr.

Flere eksperter mener, at El Mirador i sine velmagtsdage arealmæssigt var lige så stor som nutidens centrale Los Angeles.

El Mirador huser blandt andet de imponerende tempelkomplekser El Tigre og La Danta.

Sidstnævnte er med en højde på mere end 70 m og en grundflade, der svarer til 36 fodboldbaner, den største pyramide i verden målt på rumfang.

La Danta er så stor, at både opdagelsesrejsende og arkæologer tidligere troede, at plantedækket ikke gemte på et tempel, men et bjerg.

Valgte altid den svære løsning

Mens El Mirador blomstrede omkring år 0, lagde andre mayaer grundstenene til en række byer, der siden skulle matche den i både pomp, pragt og indbyggertal.

Århundrederne fra omkring 250 e.Kr. og frem blev mayaernes storhedstid.

I en række konkurrerende bystater regeret af enevældige konger opstod en imponerende sofistikeret kunst, kultur og samfundsopbygning.

Hvordan mayaerne skabte deres imponerende byer og bygningsværker, var længe en gåde for forskerne.

Mysteriet blev ikke mindre af, at alle de enorme pyramider er udført med simple værktøjer og uden brug af hjulet.

Ved mange arkæologiske udgravninger i det gamle mayarige har forskerne fundet stenmejsler og træhamre, men ingen metalværktøjer – selvom arkæologerne i dag ved, at mayaerne beherskede smedekunsten.

Fraværet af metalværktøj har fået førende mayaeksperter til at udvikle en teori om, at mayaerne altid søgte den sværeste løsning og den største arbejdsindsats, når de opførte deres kolossale bygningsværker – sandsynligvis fordi ma­ya­er­ne mente, at guderne værdsatte en genstand eller et bygningsværk højere, hvis det havde krævet store ofre at bygge.

Mayaerne rådede ikke over trækdyr, og derfor krævede arbejdet enorme menneskelige kraftanstrengelser.

I dag ved vi, at byggerierne kunne lade sig gøre, fordi enhver maya måtte stå til rådighed for kongen, når der skulle opføres et nyt religiøst bygningsværk.

Dermed rådede ma­ya­hers­ker­ne over en gigantisk arbejdsstyrke.

Når arbejderne opførte et tempel, huggede de først store kalksten ud i stenbrud. Stenene, der kunne veje op mod 100 kg, bar arbejderne til byggepladsen i en sele viklet om panden og overkroppen.

Her stod andre arbejdere klar til at løfte stenene op på højere og højere træstilladser, efterhånden som byggeriet skød i vejret.

På store bål i udkanten af byerne knoklede andre arbejdere med at brænde kalksten til pulver, inden de slæbte stenpulveret til byggepladsen for at røre det op med vand.

Til sidst smurte murerne omhyggeligt kalkmassen på bygningerne, så overfladen kom til at fremstå glat og skinnende hvid.

Forskerne vurderer, at mayaerne fældede mere end 400 hektar regnskov, hver gang de skulle brænde kalk til et enkelt bygningsværk.

Mayaerne beherskede matematik

Byggeriet af de enorme templer og paladser krævede dog meget mere end gips og hårdt arbejde.

Konstruktionerne ville have været umulige uden mayaernes avancerede matematiske kunnen.

Forskerne ved i dag, at mayaerne var blandt de første civilisationer, som opererede med tallet 0, og at de konstruerede mange af deres bygninger ud fra princippet om det gyldne snit, som arkitekter stadig bruger som rettesnor.

Junglefolkets talsystem forstår vi takket være Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz.

Det franske multigeni gennemskuede i 1810, at indianerne brugte et særligt 19-tals-system, hvor en prik betyder ét, mens en vandret streg betyder fem.

Tallet 0 blev markeret ved en muslingeskal. Systemet var nemt at regne med, og mayaerne brugte blandt andet kaffebønner, som de lagde ud på jorden, når de skulle regne.

Mayaerne anvendte allerede i år 500 f.Kr. avancerede kalendere til at beslutte, hvornår de skulle så og høste.

De havde to sideløbende kalendere – en religiøs kalender med 260 dage på et år og en kalender med 365 dage, der fulgte solen og årstiderne.

Kalendersystemet gik tilbage til 3114 f.Kr. og helt frem til 2012, og mayaerne kunne endda finde ud af at korrigere for skudår, ligesom vi gør i dag.

Mayaerne var samtidig det eneste folk i Amerika, der havde udviklet et fuldt og komplekst skriftsprog, og mayacivilisationen var blandt de få, der gjorde det til en del af deres kultur at formidle samtiden til brug for eftertiden.

Et af de tydeligste eksempler har arkæologerne fundet i byen Palenque. Under den mægtige kong Pakals næsten 70 år lange styre opførte byens indbyggere en række storslåede bygninger, og Pakal efterlod en uvurderlig mængde skriftlige kilder i form af hieroglyffer på stentavler og tempelmure.

I det såkaldte Indskrifternes Tempel – Pakals egen gravpyramide – har arkæologerne fx fundet en stentavle med en af de længste mayatekster på over 600 hieroglyffer.

Desværre gik et utal af andre mayakongers beretninger tabt, da spanierne erobrede Mellemamerika.

Mange katolske præster så det som en hellig pligt at konvertere indianere til kristendommen.

Præster og munke betragtede mayaernes komplicerede skrifter og enigmatiske hieroglyffer som Djævlens værk, og alt, der lugtede lidt af indianernes tro og mytologi, blev derfor konfiskeret og ødelagt.

I Guds navn brændte spanierne tusindvis af mayaernes særlige foldebøger, som var skrevet på papir fremstillet af bark. Kun fire foldebøger – de såkaldte Madrid-, Dresden-, Paris- og Grolier-kodekser – overlevede spaniernes hærgen.

Også de lærde mayaer, som nedskrev folkets historie på “Djævlens sprog”, blev brændt på bålet, og kendskabet til det gamle mayaskriftsprog forsvandt derfor hurtigt. I 1700-tallet var skriftsproget så godt som uddødt.

Sammen med hieroglyffer på templer, monumenter og keramik er de fire foldebøger i dag et vigtigt redskab i sprogforskernes utrættelige forsøg på at gennemskue mayaernes alfabet.

Længe var mayaernes skriftsprog det rene volapyk, men i 1984 knækkede det dengang blot 18-årige geni David Stuart endelig koden.

Den unge amerikaner videreudviklede en gammel teori om, at mayahieroglyfferne ikke var bogstaver eller ord, som de fleste forskere hidtil havde ment.

I stedet brugte mayaerne et fonetisk alfabet, hvor hvert tegn repræsenterede en lyd.

Stuart opdagede, at mange større hieroglyffer var sammensætninger af flere mindre hieroglyffer, og at op til 15 forskellige tegn kunne repræsentere en enkelt lyd.

Netop derfor havde tidligere lingvister haft svært ved at afkode mayaernes skriftsprog.

Med Stuarts opdagelse har tydningen af mayaernes hieroglyffer de seneste årtier taget et kvantespring, og forskerne kan nu læse omkring 80 pct. af de mere end 800 tegn i det komplekse alfabet.

Hieroglyfferne har afsløret, at de højtudviklede mayaer ikke kun excellerede i matematik, arkitektur og astronomi, men i lige så høj grad i krigsførelse, blodsudgydelse og menneskeofringer.

Menneskeofring var udbredt

Mayaskrifterne fortæller historier om bystater, der konstant lå i krig med hinanden i forsøget på at blive rigets dominerende magt.

På intet tidspunkt blev en enkelt konge dog så magtfuld, at han kunne regere over hele Mayariget.

Storbyen Tikal kom tættest på, da dens indbyggere fra sidst i 300-tallet og nogle hundrede år frem i tiden underlagde sig en række mindre byer som vasaller.

Mayaernes skrifter afslører også en religiøs kultur, hvor menneskeofringer til guderne var udbredte.

Ofte blev en fjendtlig bystats konge ofret efter en sejr i krig, men også i fredstid måtte mayaerne bringe blodsofre for at tilfredsstille guderne og sikre samfundets trivsel.

Som regel var ofrene fanger eller slaver, men også mayaerne selv kunne blive nødt til at ofre deres blod for konge og fædreland. I så fald var den ofrede sikret ære i evigheden.

Selv mayaernes herskere måtte undertiden bløde for guderne. Et af de hellige ritualer krævede, at kongen gennemborede forhuden på sin penis og lod blodet dryppe på strimler af papir, som dernæst blev brændt.

Ceremonien skulle åbne en dør til gudernes rige, så præsterne i røgen fra det brændte papir kunne se guderne og kommunikere med dem.

Mayaerne søgte også at behage guderne gennem fysiske konkurrencer, og særlig populært var boldspillet pok-ta-pok.

De præcise regler er ukendte, men selve spillet gik ud på at holde en stor gummibold i bevægelse uden at bruge hænder eller fødder. Bolden symboliserede solen og dermed naturens rytme.

Derfor kæmpede spillerne om at undgå at være det hold, der “stoppede solen”.

Et nederlag vanærede guderne og kunne resultere i en dårlig høst. Derfor skulle det tabende holds anfører – eller muligvis hele holdet – ofres for at mildne guderne.

Forskellige afarter af dette blodige spil var udbredt over hele Mellemamerika i mere end 2.000 år.

Storbyerne kollapsede

Mayaernes konstante higen efter at stille guderne tilfredse kunne dog ikke redde deres civilisation. Allerede i 150 e.Kr. var storbyen El Mirador på mystisk vis forvandlet til en spøgelsesby – et varsel om, hvad der senere skulle overgå de andre mægtige bystater.

Fra omkring år 800 ramte katastrofen prægtige byer som Tikal, Caracol og Palenque, der alle kollapsede og blev forladt i løbet af få årtier. Den sidste nedskrevne dato i Palenque var 799. 20 år senere stoppede alt byggeri i Copán.

I Caracol ophørte hieroglyfhuggeriet i 859, mens det sidste skrifttegn i Tikal blev udhugget i 879.

Befolkningstallet i det sydlige lavland, hvor de mægtigste byer lå, styrtdykkede på mindre end 100 år fra op mod 10 mio. til under 2 mio. Kun en håndfuld byer i det sydlige rige bestod. Hvorfor ved historikerne endnu ikke.

En del af mayaerne vandrede under og efter de store byers kollaps mod nord til byer som Uxmal, Mayapán og Chichén Itzá allernordligst på Yucatánhalvøen.

Her blev mayakulturen blandet med andre folkeslags traditioner og levede på den måde videre i nogle hundrede år endnu.

Men selvom byerne i nord fik en massiv befolkningstilvækst, nåede de nye magtcentre aldrig op på samme niveau som de sydlige bystater fra mayaernes storhedstid, som arkæologerne i dag kalder den klassiske periode.

Den nye, postklassiske periodes byer var ikke længere regeret af guddommelige konger, men blev omdannet til et militærdiktatur ledet af overklassen. Stjernerne spillede nu en stor rolle i mayaernes liv, og ingen vigtige beslutninger blev taget uden først at konsultere planeten Venus’ position.

Det ypperste eksempel på yucatán-mayaernes astronomiske kunnen troner endnu over Chichén Itzás ruiner.

“El Castillo”, også kendt som Kukulkáns Tempel, er verdens største kalender: En godt 30 m høj trinpyramide med præcis 365 trin til toppen – ét trin for hver dag i året.

På hver side af trappen var pyramiden inddelt i ni niveauer, som lagt sammen repræsenterede de 18 måneder, som mayaernes kalenderår bestod af.

Når solen faldt perfekt på pyramiden, formede skyggerne en slange – halvguden Kukulkán – der snoede sig ned ad pyramiden mod jorden.

Og når Kukulkán kom på besøg, stod regntiden for døren.

Chichén Itzás storhedstid varede dog kun et par århundreder, så led den nordlige storby samme skæbne som mayakongernes byer i syd: Byen brød sammen på mystisk vis.

Udviklingen og byggeriet stoppede, og befolkningstallet styrtdykkede. Mayapán led senere samme skæbne.

Kollapset havde mange årsager

Historikere og arkæologer har opstillet flere teorier om årsagerne til mayasamfundenes kollaps.

Nogle vurderer, at handelsvejene ændrede sig, så de store byer blev omgået, og at indbyggerne derfor flyttede til nye områder.

Andre mener, at indbyggerne i stort tal forlod bystaterne i protest mod de evindelige krige.

Den nyeste forskning tyder dog på, at mayaerne på anden vis var skyld i deres egen undergang.

Den massive befolkningstilvækst i byerne medførte et enormt forbrug af ressourcer.

Landmændene, der skulle brødføde den hastigt voksende befolkning, så sig nødsaget til at springe den traditionelle braklægning af markerne over, hvilket tærede hårdt på næringsstofferne i agerjorden.

For at få tilstrækkeligt med landbrugsjord fældede mayabønderne også skovene på bakkedragene over lavlandet, hvor byer og marker oprindeligt lå, og uden regnskovens rodnet regnede jorden hurtigt væk under kraftige regnskyl.

Den næringsfattige jord fra bakkedragene skyllede ned i dalene, hvor den ikke blot gjorde jorden mindre frugtbar, men også skyllede videre ud i floderne.

Samtidig fældede mayaerne flere og flere træer for at brænde kalk til at pudse deres bygninger skinnende hvide med.

Arkæologerne vurderer, at den gigantiske skovhugst resulterede i tørke i store områder af mayaernes ellers frugtbare land i 700- og 800-tallet – netop det tidsrum, hvor mayaerne forlod deres byer.

Tørken gik hårdt ud over landbrugets afgrøder og fik grundvandet til at synke, så det var svært at nå ned til.

De i forvejen store udsving i nedbørsmængderne fra år til år, som kendetegner mayaernes hjemland, gjorde formentlig kun de tørreste år endnu goldere.

I takt med at der blev mindre mad og vand, mener nogle forskere, at mayaernes krige blev endnu intensere, fordi de forskellige bystater kappedes om stadig færre ressourcer.

Krigene forværrede fødevaresituationen yderligere, fordi bønder, der slog sig ned langt fra deres hjembyer, risikerede at komme for tæt på en fjendtlig by og betalte med deres liv.

Sygdomme udryddede millioner

Ingen teori forklarer dog, hvorfor byerne uddøde totalt – i stedet for blot at opleve en kraftig reduktion i befolkningstallet.

Endnu har arkæologerne ikke fundet de hieroglyffer, som beretter om den direkte grund til mayaernes kollaps – svaret kan have stået i de mange mayabøger, som spanierne brændte.

Da de spanske conquistadorer i 1500-tallet indtog Yucatánhalvøen og mayaernes gamle rige, var samtlige maya-storbyer forladt.

De mægtige og hellige konger var borte for længst, og ingen hære tog kampen op mod spanierne.

I stedet blev erobrerne mødt af små, krigeriske mayalandsbyer, der kæmpede forgæves mod conquistadorerne.

Spanierne bragte også katastrofale sygdomme med fra Europa. Efter deres ankomst til Mellemamerika døde 90 pct. af den oprindelige befolkning af kopper, mæslinger og influenza, som europæernes immunforsvar gennem årtusinder havde vænnet sig til at få bugt med.

Mayaerne var derimod helt uforberedte. Syv millioner mayaer beboede Mellemamerika, da spanierne kom.

Blot en halv million overlevede europæernes sygdomme.

Alligevel blev mayaerne ved med at gøre oprør mod europæerne i århundreder, og den sidste mayalandsby holdt stand mod spanierne helt indtil 1697.