Nordeuropas første storby

Kelterne var foragtede

Anlæggelsen af Heuneburgs mure var et enormt byggeprojekt, som ville kræve nøje planlægning og viden om sten-hugning.

Men ifølge de antikke kilder fra grækerne og romerne var kelterne de rene barbarer, som umuligt kunne bygge fæstningsmure magen til dem, Middelhavets store civilisationer opførte 600-700 år før Kristi fødsel.

Den keltiske kultur var opstået et par hundrede år tidligere i området lige nord for Alperne. Herfra spredte kelterne sig til det meste af Mellemeuropa.

Da Heuneburg blev anlagt, var det meste af nutidens Sydtyskland, Frankrig, Østrig, Ungarn og Tjekkiet beboet af keltiske stammer.

De var bønder, handelsfolk og krigere, men hvilken af rollerne kelterne selv vægtede tungest, ved arkæologerne ikke, for de efterlod ingen skriftlige vidnesbyrd.

De eneste historiske kilder, der omtaler kelterne, er græske og romerske. Europas to store civilisationer var på én og samme tid kelternes handelspartnere og svorne fjender. Fjendskabet påvirkede utvivlsomt beskrivelsen i en negativ retning.

Ifølge filosoffen Platon, der levede i Athen fra 427 til 347 f.Kr., var de “fordrukne og meget krigeriske”.

Hans kollega Polybios havde ca. 200 år senere heller ikke meget tilovers for de tilbagestående keltere, der ikke havde “nogen større viden om kunst eller videnskab”, som han skrev.

På Polybios’ tid var græske bystater ved Sortehavet allerede blevet plyndret af keltere på vej mod syd, og smædekampagnen mod de krigeriske naboer var i fuld gang.

Ifølge hans samtidige landsmand historikeren Poseidonios var det ikke avancerede våben, der sikrede kelterne overtaget på slagmarken:

“Deres styrke beror på deres mægtige kroppe og deres store antal”, mente han.

Heller ikke romerne havde meget tilovers for kelterne, som de adskillige gange var i krig med. I 300-tallet og 200-tallet f.Kr. led Roms hær flere nederlag til vildmændene fra nord.

Til romernes store forfærdelse allierede kelterne sig desuden med Roms ærkefjender som den græske feltherre Pyrrhos og Hannibal fra Karthago.

Da Hannibal krydsede Alperne med sine elefanter i 217 f.Kr., udgjorde 30.000 keltiske fodfolk og 4.000 kavalerister således halvdelen af hans hær.

Ikke overraskende resulterede de hyppige krige i et voldsomt had til “barbarerne” fra nord; i daglig tale kaldte romerne hånende Det Keltiske Rige for “Gallia Comata” – det behårede Gallien.

At dømme efter antikkens to store civilisationer kunne Heuneburgs fæstning altså umuligt være keltisk. Arkæologiske fund viser imidlertid, at kelterne i Heuneburg ikke var helt så tilbagestående, som grækerne og romerne påstod.

Heuneburg lå ved oldtidens motorvej

Udgravninger har afsløret fornemme hestevogne, fint lokalt guldsmedearbejde og keramik, der var inspireret af moden i Middelhavsområdet.

I dag ligger Heuneburg temmelig afsides med 100 km til nærmeste storby og næsten lige så langt fra nærmeste motorvej, men i oldtiden lå byen lige ud til en hovedfærdselsåre: Donaufloden.

Dengang udgjorde Europas store floder livsnerven i Det Keltiske Rige. I fladbundede både sejlede de fra landsby til landsby og byttede salt, våben og redskaber for mad, smykker og keramik.

Af og til kom også handelsfolk fra fremmede lande forbi – fx med en ladning tin fra England, som skulle videre til græske byer langs Sortehavets kyst.

Arkæologerne mener, at disse handelsfolks beretninger om Sydeuropas store byer og deres vældige fæstninger af sten har inspireret kelterne til selv at drømme om en uindtagelig borg, som ikke kunne brænde og heller ikke rådnede op i løbet af få år som deres egne palisader.

Håndværker gik i lære i Grækenland

Da kelterne selv kom vidt omkring i deres jagt på nye handelspartnere – og steder at plyndre, hvis lejligheden bød sig – kan det meget vel tænkes, at en af Heuneburgs håndværkere er rejst ud for at se de græske borge med egne øjne.

Han tilbragte måske flere år i en by ved Middelhavet og lærte at bygge med sten af antikkens mestre. Efter endt læretid kunne han vende tilbage til sin hjemby og vise fyrsten af Heuneburg sine omfattende byggeplaner.

En stærk og rig leder var herefter alt, hvad der skulle til for at realisere drømmen om en fæstning efter sydlandsk forbillede. Og det havde Heuneburg åbenbart.

Inden for få kilometers radius af byen ligger over 50 vældige gravhøje, hvor indbyggerne i oldtiden begravede deres fyrster.

Kostbare gravgaver fundet i højene vidner om magt, styrke og tilstrækkelige midler til at bygge en fæstning, som aldrig før var set nord for Alperne.

Fyrsten hyrede fremmede eksperter

Arkæologerne tvivler imidlertid på, at en enkelt bygmester kunne løfte et så stort projekt – selv med en årelang studietur i bagagen. Heuneburgs mur krævede et stort sjak arbejdere med forstand på at fremstille soltørrede mursten af ler og strå.

I alt blev der fremstillet over en halv mio. mursten til at bygge den 750 m lange fæstningsmur rundt om Heuneburg.

Dygtige stenhuggere var det også nødvendigt at råde over, for tusindvis af kalksten skulle udhugges i et nærliggende stenbrud.

Og efterhånden som soklen tog form, må andre fagfolk have stået klar til at placere de over 100 kg tunge kalksten oven på hinanden, så de støttede hinanden og skabte den solide og lige mur.

Flere keltere kan selvfølgelig være draget ud sammen og have lært sig de mange fag, som et stort byggeprojekt kræver, men langt mere sandsynligt er det, at fyrsten af Heuneburg har hentet udenlandsk arbejdskraft fra et sted i Sydeuropa, vurderer eksperterne.

Fund af græske amforaer overalt i kelternes rige dokumenterer, at den keltiske adel havde livlig kontakt med den græske civilisation.

Også måden, Heuneburg er indrettet på, peger i retning af, at en græsk bygmester er blevet tilkaldt og ankom til Heuneburg i følgeskab med snesevis af kyndige landsmænd, der mestrede stenhugning, opmåling, rejsning af stilladser og alt det andet, et stort borgbyggeri kræver.

Enhver græsk by rådede i oldtiden over en akropol – et befæstet område højt hævet over resten af byen – som indbyggerne kunne søge tilflugt i, hvis fjenden angreb.

Heuneburgs stenmur omsluttede efter samme princip en bakketop med stejle skråninger, der gjorde fæstningen næsten umulig at storme for fjenden.

Men byggestilen er ikke helt igennem græsk. Heu­ne­burgs bastioner ligner mere de firkantede tårne, som fønikerne opførte omkring 600 f.Kr.

Fra disse fremskudte positioner kunne bueskytter og spydkas­tere fange fjenden i krydsild, hvis de forsøgte at storme murene til fønikernes kolonier på Sicilien.

Heuneburg blev det første sted nord for Alperne, hvor denne type bastioner blev anlagt. Men om det var fønikiske håndværkere, som byggede dem, ved arkæologerne endnu ikke.

Trods talrige udgravninger har de endnu ikke fundet spor af hverken græske, fønikiske eller andre eksotiske gæstearbejdere, så mysteriet forbliver indtil videre uløst.

Handlen blomstrede

Da fæstningen i Heuneburg endelig var færdig, reflekterede de hvidkalkede mure solens stråler og sendte et klart signal ud over Donaudalen: Her bor Mellemeuropas stærkeste fyrste.

I ly af de beskyttende mure voksede byen i størrelse, og handlen blomstrede.

En simpel palisade omkransede bakkens fod, og bag den boede et sted mellem 700 og 800 mennesker i den nedre by, som arkæologerne har døbt bydelen, mens et lignende antal indbyggere havde deres hjem på bakketoppen.

Det var formentlig Heuneburgs elite, der beboede den mellemeuropæiske akropol.

I modsætning til sine græske forbilleder var Heuneburgs citadel permanent beboet, mens græske byer kun placerede templer, torve og offentlige bygninger på deres akropol.

Heuneburgs elite omfattede fyrsten, en kreds af adelsmænd, præster samt talrige håndværkere. Oppe på akropolen har arkæologerne udgravet stribevis af smedeværksteder med to-tre esser i hver.

Værkstederne rummede støbeforme, store mængder affaldsprodukter efter opvarmning af jern og bronze (slagger) og fint forarbejdede bronzespænder (fibulaer) til at holde kelternes kapper og trøjer sammen med.

Værkstedernes placering i borgens sydvestlige hjørne – længst væk fra porten ind til akropolen og med den stejleste og mest ufremkommelige skråning i ryggen – kan være et fingerpeg om, at håndværkernes produkter var den primære kilde til Heuneburgs velstand.

Ved siden af smedjerne lå pottemagernes værksteder, hvor krukker, kar og urner af overraskende høj kvalitet blev brændt.

Huse, værksteder og forrådskamre lå langs snorlige gader, der mødte hinanden i rette vinkler og vidnede om byplanlægning. Strenge regler for, hvad citadellets beboere måtte bygge og hvor, blev håndhævet af fyrsten.

Heuneburg blev en oldtidsmetropol

Hvor stor en betydning Heuneburgs fæstning fik for byen, blev først afsløret i 1997 under anlæggelsen af en parkeringsplads til et frilandsmuseum på stedet.

P-pladsen skulle anlægges 50-100 meter fra den nedre bys palisader for ikke at ødelægge res­terne af de mange huse fra oldtiden.

Men uanset hvor entreprenøren forsøgte at rydde det øverste lag jord til side, stødte hans gravemaskiner på stolper, der viste sig at være rester af keltiske gårde med hver deres palisade omkring.

De efterfølgende arkæologiske udgravninger afslørede, at Heuneburgs forstad bestod af ca. 500 gårde, og at de i 500-tallet f.Kr. husede over 3.000 indbyggere.

Sammen med den øvre by og den nedre by bragte denne nye ydre bydel indbyggertallet op over 5.000.

Til sammenligning anslår eksperter, at Athen på samme tid havde mellem 70.000 og 90.000 indbyggere, men ingen anden by nord for Alperne var i nærheden af Heuneburgs størrelse.

Gårdene forsynede den øvrige bys håndværkere, handelsfolk og adelige med mel, mælk og kød. Knoglerester fra husdyr og spor af byg og hvedesorten emmer findes overalt i jordlagene fra 500-tallet f.Kr.

I syv årtier garanterede Heuneburgs fæstning sine indbyggere fred og velstand, men så indtraf katastrofen.

Muren blev revet ned

Heuneburgs skiftende fyrster beundrede Middelhavets civilisationer og deres velstand. En af dem blev sågar begravet med sin elskede klinê – en sofa af træ med flade stykker af rav og elfenben indlagt som dekoration.

Sofaen var et skattet møbel hos den græske overklasse, hvor mændene lå til bords, mens de spiste. Måske blev fyrstens fascination af alt græsk, fønikisk og etruskisk for meget for hans undersåtter.

I hvert fald blev fyrsten angrebet engang mellem 540 og 530 f.Kr. Fund af skeletdele og pilespidser, der havde boret sig ind i fæstningens brystværn af træ, afslører, at kampene rasede, før angriberne trængte ind.

Forkullede stolper overalt i Heuneburg viser, at byen herefter blev brændt ned. Kun den stærke stenmur overlevede flammernes rasen nogenlunde intakt.

Ifølge arkæologerne var muren ikke sværere medtaget, end den sagtens kunne genopbygges. Men det blev den ikke.

I stedet blev fæstningen jævnet med jorden – stenblokke og mursten havnede i voldgraven eller fik lov at ligge, hvor de faldt.

Nedrivningen tolker forskerne som et tegn på, at fyrstens undersåtter – eller en ydre fjende – gjorde sig stor umage med at slette minderne om byens tidligere leder.

Eller også ville en rivaliserende fyrste én gang for alle knække Heuneburgs magt ved at ødelægge den stærke mur om bakketoppen.

Klimaændringer gav byen dødsstødet

Kort efter blev en ny forsvarsmur af træstolper opført efter gammel keltisk tradition. I årene efter angrebet svandt Heuneburgs indbyggertal, og mange af den ydre bys gårde blev aldrig genopbygget.

Ca. år 450 f.Kr. stormede ukendte fjender igen byen, og palisaderne blev brændt ned – denne gang genopbyggede ingen forsvarsanlægget.

Heuneburgs nedtur fortsatte, og 50 år senere boede her mindre end 1.000 mennesker, og oplandet bar præg af affolkning. Forskerne kæder udvandringen sammen med en kuldeperiode, som ramte Jorden fra ca. 500 til 400 f.Kr.

Analyser af Grønlands indlandsis viser, at temperaturen faldt i disse år. Det har formentlig fået kelternes høst til at slå fejl, og tvunget dem til at udvandre.

Måske var resterne af Heuneburgs befolkning med, da keltere erobrede det nordlige Italien i 400 f.Kr. – eller måske sejlede de til Irland og Skotland, mens naturen opslugte deres gamle storby.