Petra: Gådefuld klippeby gemmer på stor skønhed
Dybt inde i en labyrintisk klippe i Jordan ligger byen Petra. I århundreder var den glemt, men i dag vidner nogle af antikkens mest spektakulære og fascinerende bygningsværker om byens storhedstid.
Efter at romerne havde erobret Petra i 106 e.v.t., blev den tidligere så blomstrende by mere og mere isoleret, indtil den blev »genopdaget» i 1812.
Byen Petras beliggenhed er ikke ligefrem ideel. For at nå frem til dens porte lå der flere kilometers rejse gennem den jordanske ørken.
Du kan komme til byen på forskellige måder, men de fleste turister i vore dage vælger den spektakulære rute gennem Wadi as-Sik – en smal og kilometerlang kløft, omgivet af klipper, som strækker sig 80 meter lige op mod himlen.
Bjergene i området er i sig selv mageløse, rosaglitrende om dagen og gyldenskinnende om aftenen – derfor har Petra fået tilnavnet ”den rosenrøde by”. Men først når den besøgende kommer frem til enden af ravinen Wadi as-Sik, træder Petra frem i al sin glans.
Det første, den besøgende ser, er en fantastisk facade, hugget direkte ud af bjerget. Det er det såkaldte skattekammer, al-Khaznah, som er 40 m højt og bygget i græsk, korintisk stil.
På trods af sit navn har det formentlig ikke huset nogen skat. Det er mere sandsynligt, at det har været en kongegrav fra det første århundrede e.v.t. Men ingen ved noget med sikkerhed; Petra er en by, som stadig ruger over mange gåder.
Inde i byen løber en stenbelagt gade gennem området, hvor en masse facader i forskellige arkitektoniske stilarter er hugget direkte ud af de porøse klippevægge. Længere inde i byen ligger der også et kæmpestort amfiteater, som viser, at Petras indbyggere satte pris på kultur.
Fæstningen svær at indtage
Petra blev bygget af nabataeaerne, et arabisk folk, der bosatte sig dér i de første århundreder f.v.t. De udviklede et sindrigt system, der gjorde dem i stand til at opsamle det regnvand, som med uregelmæssige intervaller falder i området.
Takket være byens svært tilgængelige beliggenhed og det faktum, at indbyggerne blev selvforsynende med vand, kom Petra i praksis til at fungere som en meget svært indtagelig fæstning.
Det betød, at nabataeaerne kunne tilbyde de karavaner, som rejste forbi byen, frisk drikkevand og værn mod røvere. Naturligvis mod betaling.
Hvor længe byen fandtes, vides ikke med sikkerhed. Nabataeaerne havde et skriftsprog, men alligevel findes der sært nok ingen skriftlige kilder bevaret fra Petra. Det er i hvert fald sikkert, at der har boet mennesker i den dal, hvor byen ligger, helt siden stenalderen.
På nabataeaernes tid blev Petra, eller Rekem, som byen måske hed oprindeligt (”Petra” er græsk for klippe), et handelscentrum i området.
Silke, krydderier og andre værdifulde varer fra Kina, Indien og Sydarabien passerede forbi på vej til Egypten, Syrien, Grækenland og Rom.
I Petras storhedstid, omkring starten på vores tidsregning, kan der have boet helt op til 20 000 personer i byen.
I 106 e.v.t. blev Petra en del af den romerske kejser Trajans imperium. Efter at romerne havde opnået kontrol over byen, mindskedes dens betydning. Handlen gik i stigende grad over til Palmyra i vore dages Syrien, og Petra blev mere og mere isoleret.
Et ødelæggende jordskælv ramte Petra i 300-tallet, og da muslimske arabere erobrede området, blev byen hårdt plyndret. Byen husede stadig få personer, i det mindste frem til 1100-tallet, hvor det første kristne korstog nåede området. Kong Balduin 1. af Jerusalem opholdt sig for en tid i Petra.
Schweizeren Johann Ludwig Burckhardt fik adgang til Petra i 1812 ved at klæde sig ud som pilgrim.
Byen »forsvandt»
Så forsvandt Petra ud af den vestlige verdens synsvinkel. Byen blev betragtet som ”forsvundet”, indtil den schweiziske forsker Johann Ludwig Burckhardt ankom i 1812.
Da var byen strengt bevogtet af lokalbefolkningen, der betragtede den som et helligt sted – her skulle den bibelske profet Aron (som også regnes for en profet inden for islam under navnet Harun) ligge begravet.
Da Burckhardt kom til Petra i 1812, blev han i starten nægtet adgang. Men han gav ikke op, klædte sig ud som pilgrim og påstod, at han var kommet hele vejen fra Indien for at bede ved profetens grav.
Vagterne gav sig, og Burckhardt blev den første vesterlænding, der i mange hundrede år fik adgang til Wadi as-Sik, og som til sidst oplevede Petras magi.
Da han kom hjem, skrev han en rejseskildring, hvori han beskrev Petra som ”verdens ottende vidunder”. Siden da har byens rygte vokset sig større og større og betegnes i dag som verdens syvende vidunder.
I 1985 blev Petra taget med på Unescos verdensarvsliste, og de seneste år har Jordan satset store ressourcer på at gøre byen mere tilgængelig som rejsemål. I dag kommer der flere hundrede tusind besøgende årligt til det myteomspundne sted.